Økonomi- og Valutaudvalget
11.10.2012
UDTALELSE
fra Økonomi- og Valutaudvalget
til Retsudvalget
om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en fælles EU‑købelov
( COM(2011)0635 – C7-0329/2011 – 2011/0284(COD) )
Ordfører for udtalelse: Marianne Thyssen
PA_Legam
KORT BEGRUNDELSE
A. Forslagets indhold
Kommissionen ønsker med dette forslag om en fælles europæisk købelov at befri det indre marked for den barriere, der er resultatet af forskelle mellem medlemsstaternes aftaleret. Instrumentet indfører et alternativt korpus af aftaleretsbestemmelser, som den erhvervsdrivende kan bestemme sig for at bruge (opt-in), hvis forbrugeren udtrykkeligt samtykker heri. Dette alternative instrument kan kun tages i anvendelse i forbindelse med grænseoverskridende købsaftaler om løsøre, digitalt indhold og tilhørende tjenesteydelsesaftaler, der indgås mellem en erhvervsdrivende og en forbruger (B2C) eller indbyrdes mellem erhvervsdrivende (B2B), når mindst en part er en SMV. Medlemsstaterne kan selv udvide anvendelsesområdet til udelukkende interne aftaler og B2B-aftaler, hvor der ikke deltager SMV'er.
Ifølge Kommissionen kan en ensartet aftaleret nedbringe transaktionsomkostningerne for erhvervsdrivende og navnlig SMV'er. Forbrugeren vil med den foreslåede ordning drage fordel af et større og mere konkurrencedygtigt udbud af produkter samt et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og stor retssikkerhed.
B. Ordførerens kommentarer
Forskelle i aftaleretten udgør en barriere, selv om det ikke er den største hindring. Alligevel bør også denne barriere så vidt muligt nedbrydes. Som ordfører for Økonomi- og Valutaudvalget har jeg til opgave at fokusere på den konkrete økonomiske indvirkning af forslaget og på maksimering af merværdien af dette, både for virksomheder og forbrugere.
Det afgørende spørgsmål er, om omkostningerne ved de eksisterende forskelle vejer tungere end omkostningerne ved den nye ordning.
I den forbindelse må det dog også tages i betragtning, at den juridiske ramme for grænseoverskridende købsaftaler stadig er fuldt ud gældende via det nyligt vedtagne forbrugerrettighedsdirektiv, lovforslagene vedrørende alternativ og online tvistbilæggelse og den påtænkte evaluering af Rom I-forordningen i 2013. Alligevel, og til trods for den ikke ganske entydige konsekvensvurdering, synes det sandsynligt, at en valgfri ensartet ordning kan tilføje merværdi til det indre marked. Hvis man skal dømme efter interesseorganisationernes reaktioner på forslaget, er det imidlertid tydeligt, at de ikke har store forventninger. Der skal være tale om en klar merværdi, hvis man ønsker, at de erhvervsdrivende reelt skal vælge dette instrument. Det vil sige, at den konkrete udformning af denne ensartede ordning skal være sådan, at det er tydeligt, at den giver maksimal retssikkerhed og ikke betyder en afskrækkende meromkostning. Desuden må forbrugerne kunne stole på et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.
Da de vanskelige forhandlinger om direktivet om forbrugerrettigheder har vist grænserne for maksimal harmonisering (som "first best"-option), støtter ordføreren, at man vælger et alternativt instrument.
Desuden hilser ordføreren inddragelse af B2B-aftaler i forslaget velkommen. Også i kommercielle forbindelser drager SMV'er jo fordel af lavere juridiske omkostninger. Desuden viste konsekvensvurderingen, at en stor potentiel økonomisk gevinst netop ligger i forenklingen af forhandlingerne mellem SMV'er. Derudover erkendes SMV'ernes ofte svagere forhandlingsposition i B2B-forbindelser. Ordføreren er således også indforstået med, at det er tvingende nødvendigt med bestemmelser vedrørende de erhvervsdrivendes forhaling af betalinger. Dette aftaleretlige instrument synes dog mere at være skræddersyet til SMV'er.
I forslaget er en række væsentlige elementer i den aftalemæssige forbindelse ikke reguleret, hvorved virksomheder muligvis fortsat skal indhente rådgivning om udenlandsk ret, hvorved den ønskede retssikkerhed forsvinder. Det er særligt manglen på en eller flere bestemmelser om ejendomsoverdragelse, der er problematisk. Derfor er det nødvendigt senest ved evalueringen at efterprøve, om også de i betragtning 27 omtalte foranstaltninger, og navnlig ejendomsoverdragelsen, skal behandles i denne forordning.
Selv om finansielle tjenester, som efterspurgt i en tidligere udtalelse fra Europa-Parlamentet, principielt falder uden for forordningens anvendelsesområde, bør dette på visse punkter tydeliggøres.
Da dette instrument navnlig sigter mod at nedbringe omkostningerne ved SMV'ers grænseoverskridende handel, bør Kommissionen i samråd med de repræsentative organisationer konkretisere EU-købeloven i kontraktmodeller. Dette vil gavne retssikkerheden og brugervenligheden.
Endelig stoler ordføreren på, at det korresponderende udvalg, dvs. Retsudvalget, og det associerede udvalg, dvs. Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, i betragtning af bekymringerne hos interesseorganisationerne, vil se nærmere på de mange sproglige uklarheder, behovet for, at udelukkelsen af anvendelsen af artikel 6, stk. 2, i Rom I-forordningen ikke fører til, at de i det aftaleretlige instrument fastsatte forbrugerrettigheder alligevel skal vige for strengere nationale bestemmelser, uklarheden i artikel 8 og 9 i forordningen samt spørgsmålet om en bedre balance mellem de erhvervsdrivendes og forbrugernes rettigheder og pligter for dermed at gøre ordningen tilstrækkeligt attraktivt.
ÆNDRINGSFORSLAG
Økonomi- og Valutaudvalget opfordrer Retsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende ændringsforslag i sin betænkning:
Ændringsforslag 1
Forslag til forordning
Betragtning 19 a (ny)
| |
Forslag til lovgivningsmæssig beslutning | Ændringsforslag |
| (19a) Henset til deres særlige karakter bør finansielle tjenester falde uden for denne forordnings anvendelsesområde. I denne forordning forstås ved "finansielle tjenester" bl.a., men ikke udelukkende: tjenester og aktiviteter i et kreditinstitut, en finansiel institution eller en virksomhed, der udfører accessoriske tjenesteydelser, jf. artikel 4, nr. 1), 5) og 21) i direktiv 2006/48/EF, i et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab, jf. artikel 13, nr. 1) og 2), artikel 13, nr. 4) og 5), og artikel 212, stk. 1, litra f), i direktiv 2009/138/EF, i et investeringsselskab, jf. artikel 3, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/49/EF, hos en udbyder af betalingstjenester, jf. artikel 4, nr. 9, i direktiv 2007/64/EF, hos en udsteder af elektroniske penge, jf. artikel 2, nr. 3, i direktiv 2009/110/EF, hos en kreditmægler eller et ikkekreditinstitut, jf. artikel 3, litra e) og litra i), i direktiv .../.../EF [forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse], hos en kreditgiver eller en kreditformidler, jf. artikel 3, litra b) og litra f), i direktiv 2008/48/EF. Ligeledes skal udførelse af valutaveksling anføres som finansiel tjeneste. |
Begrundelse
Ordføreren anser det for væsentligt, at det udtrykkeligt anføres i præamblen, at finansielle tjenester ligger uden for forordningens anvendelsesområde, og at en ikkeudtømmende beskrivelse af denne kategori tilføjes.
Ændringsforslag 2
Forslag til forordning
Betragtning 30
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
(30) Den fælles EU-købelov bør bygge på princippet om aftalefrihed. Partsautonomien bør kun begrænses i det nødvendige omfang, og når det er absolut nødvendigt, navnlig af hensyn til forbrugerbeskyttelsen. Når en sådan nødvendighed foreligger, bør det klart anføres, at de omhandlede regler er ufravigelige. | (30) Den fælles EU-købelov bør bygge på princippet om aftalefrihed. Partsautonomien bør kun begrænses i det nødvendige omfang, og når det er absolut nødvendigt, navnlig af hensyn til forbrugerbeskyttelsen og beskyttelsen af små og mellemstore virksomheder. Når en sådan nødvendighed foreligger, bør det klart anføres, at de omhandlede regler er ufravigelige. |
Begrundelse
Selv om aftalefrihed selvfølgelig er væsentlig, bør også det faktum, at SMV'er har en svagere forhandlingsposition i visse B2B-forbindelser, klart erkendes, og om nødvendigt bør man rette op på dette.
Ændringsforslag 3
Forslag til forordning
Betragtning 34 a (ny)
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
| (34a) For at gøre den fælles EU-købelov så brugervenlig som muligt for de erhvervsdrivende og navnlig for de små og mellemstore virksomheder og i overensstemmelse med Europa-Parlamentets henstillinger udarbejder Kommissionen europæiske standardkontrakter på alle officielle EU-sprog efter høring af de organisationer, som repræsenterer forbrugerne og erhvervslivet. |
Begrundelse
Både den beklagelige kompleksitet af det eksisterende forslag og manglen på intern juridisk ekspertise hos de små og mellemstore virksomheder gør udarbejdelsen af europæiske kontraktmodeller meget ønskværdig.
Ændringsforslag 4
Forslag til forordning
Betragtning 34 b (ny)
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
| (34b) Derudover skal Kommissionen arrangere undervisning af såvel udøverne af juridiske erhverv som faglige og tværfaglige erhvervsorganisationer. Kommissionen bør også fremlægge oplysninger om, hvordan denne forordning interagerer med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv ..../..../EU af ... om alternativ tvistbilæggelse for forbrugere1 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. xxxx/xxxx af ... om online tvistbilæggelse i forbrugersager2. |
| __________________ |
| 1 EUT L ... |
| 2 EUT L ... |
Begrundelse
Faglige og tværfaglige erhvervsorganisationer spiller ofte en vigtig rolle ved oplysning af deres medlemmer om eksisterende og nye love og bestemmelser og vil således i høj grad nyde godt af undervisning om den nye fælles europæiske købelov.
Ændringsforslag 5
Forslag til forordning
Betragtning 35
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
(35) Den fælles EU-købelov og denne forordnings øvrige bestemmelser bør også revideres efter fem års anvendelse. Denne revision bør bl.a. tage hensyn til, om der er behov for yderligere at udvide anvendelsesområdet for aftaler mellem erhvervsdrivende, og til markedsudviklingen og den teknologiske udvikling med hensyn til digitalt indhold samt til den fremtidige udvikling i gældende EU-ret. | (35) Den fælles EU-købelov og denne forordnings øvrige bestemmelser bør også revideres efter fem års anvendelse. Denne revision bør bl.a. tage hensyn til, om der er behov for yderligere at udvide anvendelsesområdet for aftaler mellem erhvervsdrivende, og om der er behov for en fælles EU-købelov, navnlig hvad angår ejendomsoverdragelse, til regler om erstatning uden for kontrakt og til markedsudviklingen og den teknologiske udvikling med hensyn til digitalt indhold samt til den fremtidige udvikling i gældende EU-ret. For at udvikle ækvivalente instrumenter, der kan anvendes på mere sofistikerede aftaler, som f.eks. aftaler i forbindelse med forsikringstjenester eller finansielle tjenester, bør revisionen også omfatte muligheden for at udvikle sådanne instrumenter som del af en mere omfattende fælles europæisk aftaleret, herunder forsikrings- og transportretlige bestemmelser. Ligeledes bør der ses på muligheden for at udarbejde en fælles europæisk konkurslovgivning, herunder regler for tvangsinddrivelse |
Begrundelse
Trods målet om at udarbejde et "omfattende og samlet regelsæt om aftaleret" er der i forslaget en række elementer i den kontraktlige forbindelse, der ikke behandles, hvorved der er en reel risiko for, at virksomhederne fortsat skal bære omkostningerne ved juridisk rådgivning om udenlandske ordninger. Det er særligt manglen på en eller flere bestemmelser om ejendomsoverdragelse, der er problematisk. Derfor er det nødvendigt senest ved evalueringen at efterprøve, om det er ønskeligt, at også de i betragtning 27 omtalte aspekter af den kontraktlige forbindelse, og navnlig ejendomsoverdragelsen, skal behandles i denne forordning.
Ændringsforslag 6
Forslag til forordning
Artikel 2 – litra h – nr. ii a (nyt)
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
| ii a) køb af udenlandsk valuta |
Begrundelse
Selv om finansielle tjenester principielt falder uden for forordningens anvendelsesområde, er en yderligere præcisering ønskelig for at hindre, at de alligevel ufrivilligt bliver omfattet.
Ændringsforslag 7
Forslag til forordning
Artikel 2 – litra j – nr. i
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
i) finansielle tjenesteydelser, herunder online-bankforretninger ii) | i) finansielle tjenesteydelser, herunder online-bankforretninger, betalingstjenester og udstedelsen af elektroniske penge |
Begrundelse
Selv om finansielle tjenester principielt falder uden for forordningens anvendelsesområde, er en yderligere præcisering ønskelig for at hindre, at de alligevel ufrivilligt bliver omfattet.
Ændringsforslag 8
Forslag til forordning
Artikel 2 – litra m – nr. iv
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
iv) finansielle tjenesteydelser | iv) finansielle tjenesteydelser, herunder betalingstjenester og udstedelsen af elektroniske penge samt enhver form for forsikring, uanset om det drejer sig om varer og digitalt indhold eller andet |
Begrundelse
Selv om finansielle tjenester principielt falder uden for forordningens anvendelsesområde, er en yderligere præcisering ønskelig for at hindre, at de alligevel ufrivilligt bliver omfattet.
Ændringsforslag 9
Forslag til forordning
Artikel 7 – stk. 1
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
1. Den fælles EU-købelov kan kun anvendes, hvis sælgeren af varen eller leverandøren af det digitale indhold er en erhvervsdrivende. Når alle parterne i en aftale er erhvervsdrivende, kan den fælles EU-købelov anvendes, hvis mindst en af parterne er en lille eller mellemstor virksomhed. | 1. Den fælles EU-købelov kan kun anvendes, hvis sælgeren af varen eller leverandøren af det digitale indhold er en erhvervsdrivende. |
Begrundelse
Forbuddet mod at anvende den fælles EU-købelov på aftaler mellem erhvervsdrivende, hvor ingen af parterne er en lille eller mellemstor virksomhed, forekommer vilkårlig. Da der er tale om en tilvalgsordning, foreslår vi at fjerne det, eftersom der ved handel mellem større virksomheder på tværs af landegrænserne også kan drages fordel af den fælles EU-købelov.
Ændringsforslag 10
Forslag til forordning
Artikel 14 a (ny)
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
| Artikel 14a |
| Værktøjskasse |
| Senest … [et år efter den dag, fra hvilken denne forordning finder anvendelse] fremlægger Kommissionen en omfattende ”værktøjskasse" for at supplere den fælles EU-købelov. Denne værktøjskasse skal mindst indeholde en standardkontrakt med standardbestemmelser og -vilkår i henhold til den fælles EU-købelov samt en begrundelse med en gennemgang – artikel for artikel – af den fælles EU‑købelov. |
Ændringsforslag 11
Forslag til forordning
Artikel 15 – stk. 1
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
1. Senest [fire år efter ikrafttrædelsen af denne forordning] fremsender medlemsstaterne oplysninger til Kommissionen om anvendelsen af forordningen, særlig om, i hvilket omfang den fælles EU-købelov er blevet accepteret, om, i hvilket omfang dens bestemmelser har givet anledning til retstvister, og om status med hensyn til forskellene på beskyttelsesniveauet for forbrugerne i den fælles EU-købelov og i national ret. Oplysningerne skal indeholde en omfattende oversigt over retspraksis ved de nationale retsinstanser for fortolkningen af bestemmelserne i den fælles EU-købelov. | 1. Senest [fire år efter ikrafttrædelsen af denne forordning] fremsender medlemsstaterne oplysninger til Kommissionen om anvendelsen af forordningen, særlig med en vurdering af, i hvilket omfang den fælles EU-købelov er blevet accepteret af små og mellemstore virksomheder og andre erhvervsdrivende, hvorvidt den har ført til lavere transaktionsomkostninger, i hvilket omfang dens bestemmelser har givet anledning til retstvister, og status med hensyn til forskellene på beskyttelsesniveauet for forbrugerne i den fælles EU-købelov og i national ret. Oplysningerne skal indeholde en omfattende oversigt over retspraksis ved de nationale retsinstanser for fortolkningen af bestemmelserne i den fælles EU-købelov. |
Ændringsforslag 12
Forslag til forordning
Artikel 15 – stk. 2
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
2. Senest [fem år efter denne forordnings anvendelsesdato] fremlægger Kommissionen en detaljeret rapport for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg, om hvordan forordningen fungerer, bl.a. under hensyntagen til, om der er behov for at udvide anvendelsesområdet for aftaler mellem erhvervsdrivende, og til markedsudviklingen og den teknologiske udvikling med hensyn til digitalt indhold samt til den fremtidige udvikling i gældende EU-ret. | 2. Senest [fem år efter denne forordnings anvendelsesdato] fremlægger Kommissionen en detaljeret rapport for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg, om hvordan forordningen fungerer, bl.a. under hensyntagen til, om der er behov for at udvide anvendelsesområdet for aftaler mellem erhvervsdrivende, og om der også er behov for i den fælles EU-købelov at regulere de aspekter af aftaleforholdet, som for indeværende ikke behandles i den fælles EU-købelov, navnlig ejendomsoverdragelse og regler om erstatning uden for kontrakt, samt til markedsudviklingen og den teknologiske udvikling med hensyn til digitalt indhold samt til den fremtidige udvikling i gældende EU-ret. |
| Ved revisionen skal det navnlig vurderes, om anvendelsen af den fælles EU-købelov har bidraget til at øge forbrugernes tillid til grænseoverskridende handel og til at reducere transaktionsomkostningerne. Ved revisionen skal der også foretages en vurdering af konsekvenserne for sårbare forbrugere. Med henblik på at opretholde det høje niveau af forbrugerbeskyttelse i henhold til den fælles EU-købelov skal rapporten endvidere tage behørigt hensyn til eventuelle mellemliggende ændringer af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder1. |
| Hvad angår spørgsmål af aftalemæssig eller ikkeaftalemæssig karakter, som ikke behandles i den fælles EU-købelov, men alligevel vedrører en aftalemæssig forbindelse, behandler Kommissionen følgende spørgsmål: ejendomsoverdragelse, status som juridisk person, en aftales ugyldighed som følge af manglende retsevne, ulovlig eller umoralsk handlemåde, bestemmelse af aftalens sprog, spørgsmål om forskelsbehandling, repræsentation, antal skyldnere og fordringshavere, debitor- og kreditorskifte, herunder overdragelse, modregning og fusion, ejendomsret, herunder overdragelse af ejerskab, intellektuel ejendomsret og erstatningsret samt parallelle krav om erstatning i henhold til kontrakt og erstatning uden for kontrakt uden for den fælles EU-købelovs anvendelsesområde. |
| –––––––––––––––––– |
| 1 EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64 |
Begrundelse
Trods målet om at udarbejde et "omfattende og samlet regelsæt om aftaleret" er der i forslaget en række elementer i aftaleforholdet, der ikke behandles, hvorved der er en reel risiko for, at virksomhederne fortsat skal bære omkostningerne ved juridisk rådgivning om udenlandske ordninger. Det er særligt manglen på en eller flere bestemmelser om ejendomsoverdragelse, der er problematisk. Derfor er det nødvendigt senest ved evalueringen at efterprøve, om det er ønskeligt, at også de i betragtning 27 omtalte aspekter af den kontraktlige forbindelse, og navnlig ejendomsoverdragelsen, skal behandles i denne forordning.
Ændringsforslag 13
Forslag til forordning
Bilag I – artikel 4 – afsnit 2
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
2. Spørgsmål, der henhører under den fælles EU-købelovs anvendelsesområde, men som ikke udtrykkeligt er reguleret i den, skal afgøres i overensstemmelse med de formål og principper, der ligger til grund for den, og i henhold til alle dens bestemmelser uden hensyn til den nationale ret, der ville finde anvendelse, hvis der ikke forelå en aftale om at anvende den fælles EU-købelov, og uden hensyn til anden ret. | 2. Spørgsmål, der henhører under den fælles EU-købelovs anvendelsesområde, men som ikke udtrykkeligt er reguleret i den, skal så vidt muligt afgøres i overensstemmelse med de formål og principper, der ligger til grund for den, og i henhold til alle dens bestemmelser |
Ændringsforslag 14
Forslag til forordning
Bilag I – artikel 20 – stk. 1 – litra b
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
b) den samlede pris og yderligere omkostninger og andre udgifter, jf. artikel 14, stk. 1 | b) den samlede pris og yderligere omkostninger og andre udgifter, jf. artikel 14, stk. 1 og 2 |
Begrundelse
Hvis aftalen er underskrevet på den erhvervsdrivendes forretningssted, er det uklart, hvorfor forbrugeren ikke kan få alle prisoplysningerne, der er anført i artikel 14.
PROCEDURE
Titel | Fælles EU-købelov | |||
Referencer | COM(2011)0635 – C7-0329/2011 – 2011/0284(COD) | |||
Korresponderende udvalg Dato for meddelelse på plenarmødet | JURI 25.10.2011 |
|
|
|
Udtalelse fra Dato for meddelelse på plenarmødet | ECON 25.10.2011 | |||
Ordfører for udtalelse Dato for valg | Marianne Thyssen 14.11.2011 | |||
Behandling i udvalg | 25.6.2012 | 19.9.2012 |
|
|
Dato for vedtagelse | 9.10.2012 |
|
|
|
Resultat af den endelige afstemning | +: –: 0: | 34 4 0 | ||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer | Burkhard Balz, Elena Băsescu, Jean-Paul Besset, Sharon Bowles, Udo Bullmann, Nikolaos Chountis, George Sabin Cutaş, Leonardo Domenici, Diogo Feio, Markus Ferber, Elisa Ferreira, Ildikó Gáll-Pelcz, Jean-Paul Gauzès, Sven Giegold, Sylvie Goulard, Liem Hoang Ngoc, Gunnar Hökmark, Wolf Klinz, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Philippe Lamberts, Arlene McCarthy, Sławomir Witold Nitras, Ivari Padar, Alfredo Pallone, Anni Podimata, Antolín Sánchez Presedo, Olle Schmidt, Peter Simon, Theodor Dumitru Stolojan, Ivo Strejček, Sampo Terho, Marianne Thyssen, Ramon Tremosa i Balcells, Corien Wortmann-Kool, Pablo Zalba Bidegain | |||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere | Sari Essayah, Ashley Fox, Robert Goebbels, Olle Ludvigsson | |||