Mødedokument
29.4.2015 B8‑0370/2015 }
B8‑0400/2015 } RC1
FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4
til erstatning af beslutningsforslag fremsat af grupperne:
S&D ( B8‑0370/2015 )
GUE/NGL ( B8‑0371/2015 )
PPE ( B8‑0374/2015 )
Verts/ALE ( B8‑0394/2015 )
ECR ( B8‑0396/2015 )
EFDD ( B8‑0398/2015 )
ALDE ( B8‑0400/2015 )
om situationen i Nigeria
( 2015/2520(RSP) )
Santiago Fisas Ayxelà, Davor Ivo Stier, Cristian Dan Preda, Francesc Gambús, Joachim Zeller, Michael Gahler, Maurice Ponga, Fernando Ruas, Tokia Saïfi, Bogdan Brunon Wenta, Daniel Caspary, Elisabetta Gardini, Dubravka Šuica, Claude Rolin, Philippe Juvin, József Nagy, Arnaud Danjean
for EPP- Gruppen
Eric Andrieu, Hugues Bayet, Nicola Caputo, Ana Gomes, Alessia Maria Mosca, Momchil Nekov, Demetris Papadakis, Vincent Peillon, Arne Lietz, Maria Arena, Linda McAvan, Victor Boștinaru, Kashetu Kyenge, Doru‑Claudian Frunzulică, Carlos Zorrinho, Elena Valenciano, Michela Giuffrida, Seb Dance, Afzal Khan, Nicola Danti
for S&D-Gruppen
Charles Tannock, Angel Dzhambazki, Beatrix von Storch
for ECR-Gruppen
Javier Nart, Petras Auštrevičius, Dita Charanzová, Gérard Deprez, Filiz Hyusmenova, Beatriz Becerra Basterrechea, Izaskun Bilbao Barandica, Marielle de Sarnez, José Inácio Faria, Alexander Graf Lambsdorff, Juan Carlos Girauta Vidal, Antanas Guoga, Ivan Jakovčić, Petr Ježek, Ilhan Kyuchyuk, Fernando Maura Barandiarán, Louis Michel, Urmas Paet, Maite Pagazaurtundúa Ruiz, Jozo Radoš, Robert Rochefort, Marietje Schaake, Pavel Telička, Yana Toom, Ramon Tremosa i Balcells, Frédérique Ries, Ivo Vajgl, Johannes Cornelis van Baalen, Hilde Vautmans
for ALDE-Gruppen
Lola Sánchez Caldentey, Marie-Christine Vergiat
for GUE/NGL-Gruppen
Jean Lambert
for Verts/ALE-Gruppen
Fabio Massimo Castaldo, Ignazio Corrao, Piernicola Pedicini
for EFDD-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Nigeria
( 2015/2520(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Nigeria og navnlig til sine seneste drøftelser om dette emne på plenarmødet om dette emne onsdag den 14. januar 2015,
– der henviser til redegørelserne fra Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, herunder af 8. januar, 19. januar, 31. marts samt 14. og 15. april 2015,
– der henviser til Rådets konklusioner af 9. februar 2015,
– der henviser til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 583/2014 af 28. maj 2014[1], som tilføjede Boko Haram til listen over personer, grupper og enheder, der er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer,
– der henviser til den femte ministerdialog mellem Nigeria og EU, som fandt sted i Abuja den 27. november 2014,
– der henviser til de foreløbige konklusioner fra EU og Europa-Parlamentets valgobservationsmission,
– der henviser til den regionale konference den 20. januar 2015 om sikkerheden i Niamey,
– der henviser til erklæringerne fra FN's generalsekretær Ban Ki-moon om den fortsatte vold og forværrede sikkerhed i det nordøstlige Nigeria,
– der henviser til erklæringerne fra FN's højkommissær for menneskerettigheder om muligheden for, at medlemmer af Boko Haram kan blive anklaget for krigsforbrydelser,
– der henviser til FN-erklæringen om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion eller tro fra 1981,
– der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder fra 1981, som Nigeria ratificerede den 22. juni 1983,
– der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, som blev ratificeret af Nigeria den 29. oktober 1993,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,
– der henviser til Forbundsrepublikken Nigerias forfatning, der blev vedtaget den 29. maj 1999, særlig bestemmelserne i kapitel IV,
– der henviser til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder og den valgfri protokol hertil,
– der henviser til partnerskabsaftalen mellem staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side (Cotonouaftalen),
– der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som fastsætter, at der skal tages hensyn til princippet om udviklingsvenlig politikkohærens i alle EU’s eksterne politikker,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,
A. der henviser til, at Nigeria er det mest folkerige og etnisk mangfoldige land i Afrika, og at det er præget af regionale og religiøse kløfter og en skillelinje mellem nord og syd med alvorlige økonomiske og sociale forskelle;
B. der henviser til, at Nigeria er den største økonomi på det afrikanske kontinent og en vigtig EU-handelspartner, men at Nigeria på trods af sine enorme ressourcer rangerer blandt de mest ulige lande i verden, idet over 70 % af befolkningen lever for mindre end 1,25 USD om dagen, og 10 % af landets befolkning kontrollerer over 90 % af dets rigdom og ressourcer;
C. der henviser til, at Boko Harams angreb, der blev udført mellem den 3. og 8. januar 2015, var målrettet mod Baga og 16 omkringliggende byer og landsbyer og ifølge satellitbilleder ødelagde næsten 3700 bygningsværker og dræbte tusindvis af mennesker;
D. der henviser til, at Boko Haram har erobret og besat et antal byer i det nordøstlige Nigeria og stadig tvangsrekrutterer civile, herunder mange børn, til deres styrker; der henviser til, at Boko Harams vold har ført til over 22.000 dødsfald siden 2009 og i flæng har ramt kristne, muslimer og alle, der ikke tilslutter sig deres dogmatiske og ekstreme overbevisninger; der henviser til, at Boko Haram i marts 2015 svor troskab mod gruppen Islamisk Stat; der henviser til, at den 27 marts 2015 blev der fundet hundredvis af lig i den nordøstlige by Damasak, tilsyneladende ofre for Boko Harams oprørsstyrker;
E. der henviser til, at over 270 piger i april 2014 blev bortført fra en offentlig skole i Chibok (delstaten Borno); der henviser til, at flertallet fortsat er meldt savnede og er i alvorlig fare for at blive udsat for seksuel vold, slaveri og tvangsægteskaber; der henviser til, at flere hundrede mennesker siden da også er blevet bortført af Boko Haram; der henviser til, at den 28. april 2015 blev næsten 300 piger og kvinder reddet i Sambisa Forest;
F. der henviser til, at FN anslår, at volden i Borno, Yobe og Adamawa har drevet 1,5 millioner mennesker på flugt, herunder 800.000 børn, og at over 3 millioner er berørt af oprøret;
G. der henviser til, at over 300.000 nigerianere er flygtet til det nordvestlige Cameroun og sydvestlige Niger for at undslippe volden, og at hundreder af nigerianere risikerer deres liv på migrationsruter til EU i håbet om at leve under bedre økonomiske, sociale og sikkerhedsmæssige betingelser;
H. der henviser til, at Boko Haram har til formål at etablere en fuldstændig islamisk stat i Nigeria, herunder gennemførelse af strafferetlige sharia-domstole, og at forbyde vestlig uddannelse;
I. der henviser til, at landbrugerne på grund af den forværrede usikkerhed ikke længere er i stand til at dyrke deres jord eller høste deres produkter af frygt for at blive overfaldet af Boko Haram, en situation, der forværrer fødevareusikkerheden yderligere;
J. der henviser til, at antallet af angreb, herunder anvendelsen af børn som selvmordsbombere, er stigende, og at angrebene begås inden for meget vidtstrakte områder samt i nabolandene Tchad og Cameroun;
K. der henviser til, at de nigerianske myndigheders første reaktion var helt utilstrækkeligt og har udløst en følelse af mistillid i befolkningen over for landets institutioner; der henviser til, at de nigerianske myndigheder under den tidligere regering har gennemført massefængslinger og -tilbageholdelser og henrettelser uden rettergang samt en lang række andre overtrædelser af folkeretten;
L. der henviser til, at Boko Haram-oprørets afsmittende virkning i nabolandene understreger betydningen af et omfattende regionalt samarbejde og regional respons;
M. der henviser til, at Nigeria spiller en central rolle i den regionale og afrikanske politik og til, at landet er en drivkraft bag den regionale integration gennem Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (Ecowas);
N. der henviser til, at olieindtægterne har været støt faldende, og at der er risiko for en økonomisk krise; der henviser til, at det skønnes, at der årligt stjæles nigeriansk olie for mellem 3 og 8 mia. USD; der henviser til, at årtier med dårlig økonomisk forvaltning, ustabilitet og korruption har hindret investeringer i Nigerias uddannelsessystem og sociale tjenester;
O. der henviser til, at uddannelse, læse- og skrivefærdighed, kvinders rettigheder, social retfærdighed og en retfærdig fordeling af statsindtægterne i samfundet gennem skatteordninger, mindskelse af uligheden og bekæmpelse af korruption og skatteunddragelse er afgørende for god regeringsførelse og bekæmpelse af fundamentalisme, vold og intolerance;
P. der henviser til, at terrorisme er en global trussel, men at det internationale samfunds bestræbelser på at gøre mere for at bekæmpe Boko Haram i Nigeria til en vis grad afhang af, at valget blev fuldt ud troværdigt, kontrollerbart og gennemskueligt;
Q. der henviser til, at Nigeria stadig er et ungt og skrøbeligt demokrati, hvor der udspillede sig ekstremt voldlige hændelser efter valget i 2011 og beskyldningerne om valgsvindel;
R. der henviser til, at den uafhængige nationale valgkommission udskød valget fra 14. og 28. februar 2015 til 28. marts og 11. april 2015 med henblik på at gøre det muligt for regeringen at iværksætte militære aktioner mod Boko Haram, og at en regional respons blev iværksat i marts 2015;
S. der henviser til, at den Tchads hær er sammen med Niger og Cameroun danner hovedstyrken i kampen mod Boko Haram; der anerkender dens fulde engagement i kampen mod terroristerne i Boko Haram i Gamboru Ngala, Malam Fatori og Kangalam i Nigeria; der anerkender den høje pris, som denne hær har betalt i krigen mod terror; der henviser til, at Europa-Parlamentet udtrykker sin fulde solidaritet med de sårede og ofrenes familier;
T. der henviser til, at valgkampen fandt sted i et anspændt miljø med indberetninger om valgrelateret vold i alle dele af landet, navnlig i den sydlige og sydvestlige del, med angreb fra Boko Haram for at afskrække vælgerne, med overtrædelser af valgkampagnereglerne og med påvirkning af vælgerne;
U. der henviser til, at lokale og internationale observatører, herunder EU-observatører, observerede systemiske svagheder, navnlig i forbindelse med indsamlingen af stemmeresultaterne, samt magtmisbrug og anvendelse af vold; der henviser til, at der imidlertid ikke blev konstateret nogen systematisk manipulation;
V. der henviser til, at EU udsendte en langsigtet valgobservationsmission på foranledning af regeringen, som omfattede en delegation fra Europa-Parlamentet; der henviser til, at sådanne missioner også blev udsendt af Den Afrikanske Union, Commonwealth og Ecowas;
W. der henviser til, at præsidentkandidaten fra oppositionspartiet All Progressive Congress (APC), general Muhammadu Buhari, den 31. marts 2015 blev erklæret for vinder af valget, og at den siddende præsident fredeligt anerkendte sit nederlag; der henviser til, at oppositionen APC opnåede et flertal af mandaterne ved præsidentvalget, i Senatet og Repræsentanternes Hus (fire ud af de seks geopolitiske zoner);
X. der henviser til, at færre kvinder blev valgt end i 2011, hvilket allerede markerede en negativ tendens;
Y. der henviser til, at 17 % af pigerne bliver gift, før de fylder 15, og at tallet for børneægteskaber er så højt som 76 % i den nordvestlige region; der henviser til, at Nigeria har det højeste absolutte antal ofre for kvindelig omskæring på verdensplan og tegner sig for omkring en fjerdedel af de anslåede 115-130 millioner ofre i verden;
1. fordømmer på det kraftigste den igangværende og stadig mere foruroligende vold, herunder den fortsatte bølge af skud- og bombeattentater, selvmordsbomber, seksuelt slaveri og andre seksuelle overgreb, kidnapninger og andre voldelige handlinger begået af terroristerne i sekten Boko Haram mod civile, regeringen og militære mål i Nigeria, hvilket har ført til tusindvis af døde og sårede og har fordrevet hundredtusinder af mennesker og kan udgøre forbrydelser mod menneskeheden;
2. beklager massakren på uskyldige mænd, kvinder og børn og står skulder ved skulder med det nigerianske folk i dets indsats for at bekæmpe alle former for terrorisme i landet; glæder sig over alle journalisters og menneskerettighedsforkæmperes indsats for at henlede verdens opmærksomhed på Boko Harams ekstremisme og de uskyldige ofre for dens vold;
3. minder om, at der er gået et år siden bortførelsen af 276 piger fra en skole uden for Chibok, og at der ifølge menneskerettighedsgrupper er blevet bortført mindst 2000 andre piger og kvinder; opfordrer regeringen og det internationale samfund til at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at finde de bortførte og frigive dem;
4. opfordrer den nyvalgte præsident til at holde sine kampagneløfter og anvende alle ressourcer på at sætte en stopper for den vold, som Boko Haram udøver, til at genoprette stabilitet og sikkerhed i hele landet og til at tage fat om de grundlæggende årsager til denne terrorisme, navnlig ved at træffe mere konsekvente foranstaltninger i bekæmpelsen af den interne korruption og ineffektivitet inden for de offentlige institutioner og hæren, som har resulteret i, at hæren er ude afstand til at sætte ind over for Boko Haram i den nordlige del af landet og til at vedtage foranstaltninger, der kan afskære Boko Haram fra deres illegale indkomstkilder gennem samarbejde med nabolandene, navnlig med hensyn til smugling og ulovlig handel;
5. anmoder Nigerias religiøse myndigheder og ledere om aktivt at samarbejde med civilsamfundet og de offentlige myndigheder for at bekæmpe ekstremisme og radikalisering;
6. opfordrer ligeledes de nye nigerianske myndigheder til at vedtage en køreplan for den sociale og økonomiske udvikling i de nordlige og sydlige stater med henblik på at løse problemerne med fattigdom, ulighed, uddannelsesmæssige muligheder og adgang til sundhedspleje, som opstår i forbindelse med decentralisering, og som er årsag til den eskalerende vold, samt til at fremme retfærdig fordeling af olieindtægterne; opfordrer også de nigerianske myndigheder til at iværksætte seriøse tiltag for at forhindre kvindelig omskæring, børneægteskaber og børnearbejde; anmoder EU om at bruge alle dets redskaber til at fremme disse foranstaltninger og til effektivt at bekæmpe ulovlige kapitalstrømme og skattesvig og skatteunddragelse samt styrke det demokratiske internationale samarbejde på skatteområdet;
7. påskønner den vilje til at bekæmpe terrortruslerne fra Boko Haram, der blev tilkendegivet på det regionale topmøde i Niamey den 20. og 21. januar 2015 af de 13 deltagerlande, og navnlig de militære løfter afgivet af Tchad, Cameroun og Nigeria; og opfordrer til en styrkelse af denne regionale reaktion, ved hjælp af alle eksisterende redskaber og med fuldstændig overholdelse af folkeretten; opfordrer Ecowas til navnlig at fortsætte gennemførelsen af sin nye strategi for terrorbekæmpelse, med særlig fokus på begrænsning af grænseoverskridende ulovlige strømme af våben, krigere og smuglergods; insisterer desuden på, at volden uden dette samarbejde formodentlig vil fortsætte og undergrave fred og stabilitet i hele regionen; påpeger i denne forbindelse, at Boko Haram har svoret troskab mod Islamisk Stat, og at det er nødvendigt at forhindre enhver yderligere samordning eller ethvert samarbejde mellem de to terrororganisationer og forhindre, at denne trussel breder sig;
8. hilser Den Afrikanske Unions Freds- og Sikkerhedsråds initiativer velkommen og opfordrer Den Afrikanske Union til sammen med alle de berørte lande omgående at tage konkrete skridt til at koordinere bekæmpelsen af terrorgrupper i Sahelregionen; opfordrer Den Europæiske Union til at støtte udviklingen af regionale mekanismer til konfliktstyring såsom den afrikanske beredskabsstyrke såvel som muligheden for at benytte sig af fredsfaciliteten for Afrika og EU’s krisestyringsredskaber;
9. opfordrer indtrængende det internationale samfund til at gøre mere for at hjælpe den nigerianske regering med at bekæmpe Boko Haram og til at sætte ind over for de grundlæggende årsager til terrorismen, idet kun en global indsats kan sikre, at der sættes en permanent stopper for voldshandlingerne og fundamentalismen;;
10. opfordrer EU og medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelse til at yde Nigeria og Nigerias befolkning udstrakt politisk, udviklingsmæssig og humanitær støtte til bekæmpelse af Boko Haram-truslen og til sikring af landets udvikling; opfordrer EU til at fortsætte sin politiske dialog med Nigeria i overensstemmelse med artikel 8 i den ændrede Cotonouaftale og til i denne sammenhæng omgående at tage fat på spørgsmål vedrørende universelle menneskerettigheder, herunder tanke-, tros- og religionsfrihed og bekæmpelse af enhver form for diskrimination, som fastsat i de universelle, regionale og nationale menneskerettighedsinstrumenter;
11. opfordrer det internationale samfund til at hjælpe de nigerianske flygtninge i nabolandene; opfordrer indtrængende EU’s medlemsstater til straks at oprette et troværdigt og helhedsorienteret europæisk system til forvaltning af migrationsruterne fra Afrika syd for Sahara til Mellemøsten og Nordafrika, tilbyde bæredygtige udviklingsløsninger til oprindelseslandene, såsom Nigeria, og sætte en stopper for de menneskelige tragedier, der finder sted på disse ruter;
12. opfordrer ligeledes indtrængende EU til at undersøge finansieringen af Boko Haram og til at tackle spørgsmålet om gennemsigtighed i forbindelse med handelen med alle naturressourcer, herunder olie, for at undgå, at virksomheder på nogen måde kan være årsag til en optrapning af konflikter; opfordrer de nigerianske myndigheder og udenlandske selskaber til at hjælpe med at styrke reguleringen inden for udvindingssektoren ved at overholde initiativet om gennemsigtighed for udvindingsindustrien og offentliggøre, hvad virksomhederne betaler til den nigerianske regering;
13. mener, at den nigerianske regering har ret og pligt til at forsvare befolkningen mod terrorisme, men fastholder, at en sådan indsats skal gennemføres under overholdelse af menneskerettighederne og retsstatsprincippet;
14. opfordrer til grundige efterforskninger af påstandene om menneskeretskrænkelser, herunder udenretslige henrettelser, tortur, vilkårlige arrestationer og overgreb i form af afpresning, og mener, at sådanne handlinger ikke kan retfærdiggøres som et middel til bekæmpelse af truslen fra Boko Haram eller andre terrororganisationer; mener, at der er et presserende behov for at reformere Nigerias retssystem, hvis terrorismen skal kunne retsforfølges effektivt, og at der ligeledes er et akut behov for en reform af de nigerianske statslige sikkerhedsstyrker;
15. opfordrer indtrængende til, at sårede soldater modtager passende behandling, og til at kvinder og piger, der er ofre for voldtægt under væbnede konflikter, tilbydes alle ydelser inden for seksuel og reproduktiv sundhed i EU-finansierede humanitære faciliteter i overensstemmelse med den fælles artikel 3 i Genèvekonventionerne, der garanterer al nødvendig lægehjælp, der kræves i betragtning af den syge og såredes tilstand, og uden negativ forskelsbehandling;
16. lykønsker general Muhammadu Buhari med valget til præsidentposten som kandidat for All Progressives Congress (APC), og alle, der er blevet valgt til Senatet og Repræsentanternes Hus eller som guvernører eller medlemmer af de delstatslige forsamlinger, fra alle partier; udtrykker sin anerkendelse af de kandidater, der har erkendt deres nederlag med værdighed, herunder først og fremmest den siddende præsidentkandidat Goodluck Jonathan, og konstaterer med tilfredshed, at alle politiske partier og kandidater overholder deres tilsagn om afholdelse af fredelige valg og opfordrer dem indtrængende til fortsat at acceptere resultaterne uden nogen form for voldshandlinger;
17. lykønsker den nigerianske befolkning med den tilslutning til demokratiet, det har udvist under hele valgprocessen, og anmoder de nigerianske myndigheder om at styrke god regeringsførelse og om at fremme mere ansvarlige demokratiske institutioner; mener, at det forhold, at magtoverdragelsen følger valgresultatet, er tegn på en styrkelse af demokratiet i Nigeria, som kan tjene som en model for andre afrikanske lande;
18. påskønner Nigerias uafhængige nationale valgkommissions vilje til at gennemføre en så vidt muligt troværdig, gennemsigtig og retfærdig valgproces på trods af de interne og eksterne begrænsninger og det pres, den stod over for, og især inddragelsen af handicappede;
19. opfordrer ofre at indgive deres klage gennem officielle tvistbilæggelsesordninger og opfordrer de nigerianske myndigheder til at behandle hver enkelt klage ved hjælp af fuldstændige og pålidelige efterforskninger og sikre retfærdighed inden for lovens rammer; opfordrer EU til at støtte udviklingen af sådanne mekanismer;
20. opfordrer den nigerianske regering til at fremme kvinders deltagelse i det offentlige og det politiske liv;
21. gentager sit krav om ophævelse af loven om forbud mod homoseksualitet og afskaffelse af dødstraffen;
22. opfordrer de nigerianske myndigheder til at træffe hasteforanstaltninger i Nigerdeltaet, herunder foranstaltninger til indstilling af ulovlige olierelaterede aktiviteter og bistand til personer, der er udsat for forurening; opfordrer EU og medlemsstaterne til at yde teknisk ekspertise og tilvejebringe ressourcer til genoprettelse af området; opfordrer alle selskaber, der er aktive i regionen, til at overholde de højeste internationale standarder og til at afstå fra alle handlinger, der kan have en negativ indvirkning på miljøet og på lokalsamfundene;
23. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Nigerias regering og parlament, repræsentanterne for Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater og Den Afrikanske Union.