EUROPA-PARLAMENTET

Mødedokument

24.11.2005   B6‑0633/2005

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af forespørgsler til mundtlig besvarelse B6-0430/2005 og B6-0431/2005

jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5, af

 

  –  Maria Martens og Manolis Mavrommatis for PPE-DE-Gruppen

  –  Miguel Martínez Martínez for PSE-Gruppen

  –  Fiona Hall, Thierry Cornillet og Danutė Budreikaitė for ALDE-Gruppen

  –  Margrete Auken for Verts/ALE-Gruppen

  –  Ģirts Valdis Kristovskis og Rolandas Pavilionis for UEN-Gruppen

  –  Luisa Morgantini, Feleknas Uca og Gabriele Zimmer for GUE/NGL-Gruppen

 

om udvikling og sport

B6‑0633/2005

Europa-Parlamentets beslutning om udvikling og sport

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til FN-resolution (58/5) af 17. november 2003 om sport som et middel til at fremme uddannelse, sundhed, udvikling og fred,

−der henviser til FN's konvention fra 1989 om barnets rettigheder,

 

−der henviser til Magglingen-erklæringen af 18. februar 2003, udarbejdet af den internationale konference om sport og udvikling med ICCE (International Council for Coach Education) som arrangør,

 

−der henviser til beretningen om Amsterdam-konferencen den 13. november 2003 om "de næste skridt",

 

A.der minder om, at 2005 er De Forenede Nationers Internationale År for Sport og Fysisk Uddannelse,

 

B.der anfører, at en af målsætningerne for Det Internationale Sportsår er at skabe de rette vilkår for mere sportsbaserede udviklingsprogramer og -projekter,

 

C.der fremhæver, at projekter til fremme af fysisk uddannelse og sport kan bidrage til opfyldelse af millennium-udviklingsmålene, navnlig inden for områder som sundhed, uddannelse, social mobilisering, ligestilling, miljø og fred blandt folk,

 

D.der understreger, at sport kan spille en positiv rolle til fremme af social integrering og samhørighed, tværkulturel dialog, miljøforståelse og genintegrering af børn i en postkonfliktsituation, f.eks. børnesoldater,

 

E.der bemærker, at sportsprojekter på udviklingsområdet er projekter, hvor forholdet mellem omkostninger og udbytte er særdeles gunstigt,

 

F.der understreger, at børn har ret til leg i henhold til konventionen om barnets rettigheder,

 

G.der minder om, at der lever 60 millioner handicappede i udviklingslandene, og at der ofte ikke tages passende hensyn til handicappedes interesser og bekymringer i udviklingslandene,

 

H.der fremhæver, at det i UNDP's rapport fra 1995 om menneskelig udvikling anføres, at udvikling uden en særlig indsats, der sikrer kvinder lige deltagelse, får udviklingsprocessen til at køre af sporet for alle,

 

 

1.glæder sig over, at De Forenede Nationer har erklæret 2005 for Det Internationale År for Sport og Fysisk Uddannelse, da sport og fysisk uddannelse er glimrende redskaber til at fremme uddannelse, sundhed, udvikling og fred, især for sårbare samfundsgrupper som børn og handicappede;

 

2.fremhæver sportens betydelige uddannelsesmæssige og sociale funktion og dens betydning ikke bare for menneskers fysiske udvikling, men også til fremme af sociale værdier som holdånd, fairplay, samarbejde, tolerance og solidaritet;

 

3.anerkender idrætsforeningers sociale betydning, da de udgør en integrerende del af civilsamfundet og bringer mennesker fra alle samfundsgrupper sammen, uanset om de har forskellig intellektuel og kulturel baggrund, og uanset om det er på græsrodsniveau eller eliteniveau;

 

4.betoner, at det er nødvendigt, at sportens tilgængelighed udvikles, hvis sporten skal blive en effektiv faktor i udviklingen;

 

5.understreger, at sportsprojekter kan være katalysatorer til fremme af uddannelse, almen sundhed, hiv-/aidsforebyggelse og fred og til bekæmpelse af social udstødelse, vold, uligheder, racisme og fremmedhad;

 

6.anmoder Kommissionen om at påtænke at støtte sportsbaserede udviklingsprogrammer og -projekter gennem et øremærket budget;

 

7.anmoder Kommissionen om at fremme en undersøgelse af resultaterne af projekter, som udviklingsorganisationer og idrætsorganisationer har gennemført om udvikling og sport, politiske tiltag på området og perspektiverne herfor og EU's, medlemsstaternes og/eller ngo'ernes rolle inden for udvikling og sport;

 

8.anmoder Kommissionen om at oprette programmer, der har til formål at øge idrætslæreres viden og erfaring på området udvikling gennem sport;

 

9.anmoder Rådet om udtrykkeligt at medtage sport og udvikling i de nationale politikker til bekæmpelse af fattigdom og opfordrer Rådet og Kommissionen til at samarbejde med nationale og internationale idrætsorganisationer for at nå disse mål;

 

10.tilskynder til øget inddragelse af kvinder (idrætsudøvere og journalister) i sport og udvikling, opstiller ligestilling som et mål inden for sport til fremme af udviklingsinitiativer og understreger, at de internationale konferencer om kvinder og sport har ført til væsentlige fremskridt for kvindeidræt i hele verden;

 

11.tilskynder internationale og nationale idrætsorganer og idrætsrelaterede forbund til at udarbejde og gennemføre partnerskabsinitiativer og udviklingsprojekter, der er forenelige med den formidlede uddannelse på alle uddannelsesniveauer for at medvirke til at nå millennium-udviklingsmålene;

 

12.ønsker, at der lægges særlig vægt på handicappedes adgang til sportsaktiviteter og til alle aspekter af livet som følge af betydningen heraf for rehabilitering og social integrering af handicappede, f.eks. ved at mobilisere sundhedsarbejdere på lokalt plan og styrke lokalsamfundene ved at øge ekspertisen og støtteinstrumenterne;

 

13.opfordrer til uddannelse af journalister med det formål at udrydde fordomme, diskrimination og racisme i sportsreportager;

 

14.tilskynder de internationale sportsarrangører og sponsorer til at investere i udviklingslandenes lokalsamfund;

 

15.glæder sig over det kommende internationale topmøde om fysisk uddannelse (den 2. og 3. december 2005 i Magglingen i Schweiz);

 

16.pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter og regeringer, AVS-EU-Rådet og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, De Forenede Nationer og Den Afrikanske Union.