EUROPA-PARLAMENTET

Mødedokument

13.3.2007   B6‑0119/2007

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B6-0015/2007

jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5

af David Hammerstein Mintz for Verts/ALE-Gruppen og Mieczysław Edmund Janowski for UEN-Gruppen

om forårsjagt på og fældefangst af trækfugle i Malta

B6‑0119/2007

Europa-Parlamentets beslutning om forårsjagt på og fældefangst af trækfugle i Malta

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til andragende 794/2004, andragende 334/2005 og andragende 886/2005,

–  der henviser til rapporten fra den af Udvalget for Andragender udsendte undersøgelsesdelegation til Malta (9.-12. maj 2006),

–  der henviser til direktiv 79/409/EØF om beskyttelse af vilde fugle,

–  der henviser til direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter,

–  der henviser til EF-traktatens artikel 10, 226 og 242,

–  der henviser til forespørgsel til mundtlig besvarelse B6-0015/2007 ,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 5, og artikel 103, stk. 2,

A. der henviser til, at Europa-Parlamentet har modtaget adskillige andragender mod forårsjagt på og fældefangst af trækfugle i Malta, herunder et andragende fra La Ligue Royale Belge pour la Protection des Oiseaux (belgisk fuglebeskyttelsesforening) med underskrifter fra 300 000 europæere, herunder mere end 4 000 maltesere, og at 115 000 europæere, navnlig fra Det Forenede Kongerige, i februar 2007 indgav andragende mod forårsjagt,

B. der henviser til, at Udvalget for Andragender har undersøgt beskyldningerne i andragenderne og i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 192, stk. 3, sendt en delegation til Malta for at orientere sig om de faktiske forhold,

C. der henviser til, at undersøgelsesdelegationen i sin rapport konstaterede, at adskillige populationer af trækfuglearter, til trods for at de kompetente maltesiske myndigheder havde gjort en vis indsats for at bringe den nationale lovgivning og håndhævelsen heraf i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen, stadig, for så vidt bæredygtighed og overlevelse, var alvorligt truet af omfattende ulovlig og vilkårlig jagt på og fældefangst af fugle i forbindelse med disse arters forårstræk gennem Malta,

D. der henviser til, at rapporten fra den af Udvalget for Andragender udsendte undersøgelsesdelegation endvidere rejser spørgsmålet om, hvorvidt Malta overholder direktiv 79/409/EØF om beskyttelse af vilde fugle og direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, og spørgsmålet om vilkårlig fældefangst af og ulovlig jagt på beskyttede arter, f.eks. internationalt truede rovfugle som den lille tårnfalk og aftenfalken,

E. der henviser til, at forårsjagt og fældefangst forsvares af de maltesiske jægere som en del af deres kulturelle tradition, til, at de hvilepladser, der er tilgængelige for trækfugle, imidlertid er reduceret væsentligt i de senere år på grund af byudvikling, og til, at nye metoder og våben desuden har gjort jagten mere effektiv, hvilket har skadet trækfuglepopulationer og ført til lokal uddøen af fugle som vandrefalken og sløruglen,

F. der henviser til, at meningsmålinger viser, at et bredt flertal af den maltesiske befolkning er imod den nuværende jagtpraksis,

G. der henviser til, at den maltesiske regering har besluttet at tillade en forårsjagtsæson for turtelduer og vagtler, som begge er arter i tilbagegang, mellem den 10. april og den 20. maj 2007 og en fældefangstsæson mellem den 26. marts og den 20. maj 2007,

H. der henviser til, at Malta er en af de vigtigste flaskehalse for fugle, der trækker mellem Europa og Afrika, og at det i en undersøgelse for nylig blev konstateret, at fugle, hvoraf mange er sjældne eller truede arter, bliver skudt i 35 - hovedsagelig europæiske - lande og fanget i 19 lande,

I. der henviser til, at Kommissionen er i færd med at undersøge, hvorvidt Maltas gennemførelse af direktiv 79/409/EØF om beskyttelse af vilde fugle opfylder direktivets krav, og hvorvidt lovgivningen håndhæves korrekt, samt at den har indledt en overtrædelsesprocedure mod Malta for landets manglende overholdelse af direktivets artikel 9,

J. der henviser til, at Kommissionen har anbefalet den maltesiske regering ikke at tillade forårsjagt i år og meddelt, at den, hvis de maltesiske myndigheder tillader forårsjagt i 2007, har til hensigt samlet at undersøge Maltas tilladelse af forårsjagt i 2004, 2005, 2006 og 2007 og sende en begrundet udtalelse til Malta om sagen,

K. der henviser til, at medlemsstaternes forpligtelse til at samarbejde fuldt ud med Kommissionen, når den handler inden for sine beføjelser i henhold til EF-traktatens artikel 226, følger af princippet om loyalt samarbejde som fastlagt i EF-traktatens artikel 10,

1. noterer sig rapporten fra undersøgelsesdelegationen fra Udvalget fra Andragender, som undersøgte de faktiske forhold på stedet fra den 9. til den 12. maj 2005, og er enig i rapportens anbefalinger;

2. deler de bekymringer, som undersøgelsesdelegationen giver udtryk for i sin rapport, navnlig for så vidt angår tilladelsen af forårsjagt på trækfugle, vilkårlig fældefangst af og ulovlig jagt på beskyttede arter, herunder i beskyttede områder i henhold til fællesskabslovgivningen;

3. bifalder Kommissionens beslutning om at undersøge, hvorvidt den maltesiske lovgivning er i overensstemmelse med direktiv 79/409/EØF om beskyttelse af vilde fugle, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre en større indsats for at overtale de maltesiske myndigheder til fuldt ud at overholde fællesskabslovgivningen;

4. beklager den maltesiske regerings beslutning om at tillade forårsjagt og fældefangst mod Kommissionens anbefalinger og opfordrer den maltesiske regering til at tage denne beslutning op til fornyet overvejelse;

5. minder om princippet om loyalt samarbejde som fastlagt i EF-traktatens artikel 10, ifølge hvilken medlemsstaterne forpligter sig til at samarbejde fuldt ud med de europæiske institutioner;

6. konstaterer, at princippet om loyalt samarbejde er særligt vigtigt, når Kommissionen handler i sin egenskab af "traktaternes vogter" og i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 226 undersøger, hvorvidt en medlemsstat har overholdt fællesskabslovgivningen;

7. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen samt regeringen og parlamentet i Malta.