EUROPA-PARLAMENTET
Mødedokument
2.5.2007 B6‑0189/2007
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af Kommissionens redegørelse
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2
af Jan Jerzy Kułakowski og Bernard Lehideux
for ALDE-Gruppen
om styrkelse af den europæiske lovgivning om information og høring af arbejdstagere
Europa-Parlamentets beslutning om styrkelse af den europæiske lovgivning om information og høring af arbejdstagere
Europa-Parlamentet,
–der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig bestemmelserne om sociale rettigheder, og EF-traktatens artikel 136, hvor medlemsstaterne forpligtes til som mål at have øget beskæftigelse, forbedrede leve- og arbejdsvilkår, passende social beskyttelse, dialog på arbejdsmarkedet, udvikling af de menneskelige ressourcer med henblik på et varigt højt beskæftigelsesniveau og bekæmpelse af udstødelse,
–der henviser til direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab, direktiv 98/59 af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser og direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg; der tilføjer, at de to sidstnævnte direktiver begge omhandler harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om instrumenterne for dialog mellem arbejdsmarkedets parter,
–der henviser til Kommissionens meddelelse "Omstruktureringer og beskæftigelsen - foregribende og ledsagende foranstaltninger til fremme af beskæftigelsen på baggrund af omstruktureringer på arbejdsmarkedet: Den Europæiske Unions rolle" ( KOM(2005)0120 ) og til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 14. december 2005 (CESE 1495/2005),
–der henviser til sin beslutning af 15. marts 2006 om omstruktureringerne og beskæftigelsen (2005/2188/INI),
–der henviser til Kommissionens redegørelse på plenarmødet den 25. april 2007 om styrkelse af den europæiske lovgivning om information og høring af arbejdstagere,
–der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
A.der anfører, at målet med Lissabon-strategien er at gøre EU til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden - en økonomi, der kan skabe en holdbar vækst med flere og bedre job og støre social samhørighed,
B.der understreger, at Europa har brug for sammenhængende og effektive politikker for at kunne bygge bro mellem det postindustrielle samfund og et globaliseret vidensamfund og samtidig bevare sine værdier og identiteter,
C.der betoner, at en stærk social dialog og kollektive aftaler, en innovationsbaseret industripolitik og en aktiv beskæftigelsespolitik er nøgleelementerne til opfyldelse af målsætningerne om intelligent og grøn vækst, som anført i Lissabon-strategien, og udgør forudsætningen for, at de industriaktiviteter, der beskæftiger en stor del af den erhvervsaktive befolkning i Europa, kan bevares og videreudvikles,
D.der påpeger, at der er sket en intensivering af omstruktureringsprocessen, virksomhedssammenslutningerne, udflytningerne osv., der berører alle erhvervssektorer og skaber ændringer i virksomhedernes struktur, i produktionen og for beskæftigelsen,
1.gentager den opfordring, som Europa-Parlamentet allerede flere gange og senest i sin beslutning af 15. marts 2006 ( 2005/2188 (INI) ) har rettet til Kommissionen, om at revidere og modernisere EU-lovgivningen om høring og information af arbejdstagerne for at sikre en sammenhængende og effektiv lovramme, undgå juridisk usikkerhed og forbedre mulighederne for social dialog mellem det nationale niveau og EU-niveauet;
2.opfordrer Kommissionen til snarest at iværksætte foranstaltninger for at sikre, at direktiverne om information og høring af arbejdstagerne gennemføres behørigt i medlemsstaterne, og til hurtigt at gribe ind over for medlemsstater, hvor de pågældende direktiver ikke bliver gennemført;
3.bemærker, at direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg enten ikke er gennemført overhovedet eller også er gennemført med store forskelle fra medlemsstat til medlemsstat; tilskynder Kommissionen til hurtigt at gøre status over situationen og om nødvendigt træffe passende forholdsregler over for medlemsstaterne;
4.opfordrer Kommissionen til at forbedre den interne koordinering af dens politikker på områderne beskæftigelse og sociale anliggender, økonomiske og monetære anliggender, industri samt forskning og udvikling og til at tilskynde arbejdsmarkedets parter til at deltage aktivt i udviklingen af en helhedspolitik, der sigter mod at bevare en konkurrencedygtig og innovativ europæisk industri;
5.opfordrer Europa-Parlamentets kompetente udvalg til i deres arbejdsprogrammer at inkludere betænkninger, der kan tjene Kommissionen som et grundlag for at udvikle mere energiske foranstaltninger, som gør det muligt at tage globaliseringens udfordringer op på europæisk plan og omfatter en intensiveret social dialog, øgede private og offentlige investeringer i F&U, bedre livslang læring og aktive arbejdsmarkedspolitikker;
6.opfordrer Kommissionen til at følge en mere beslutsom strategi, som gør det muligt at foregribe industriel omstrukturering og håndtere de sociale følger heraf for dermed at reducere EU-borgernes frygt for globaliseringen;
7.pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og arbejdsmarkedets parter.