EUROPA-PARLAMENTET

Mødedokument

13.11.2007   B6‑0476/2007

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af Kommissionens redegørelse

jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2, af

–  Maria Martens og Nirj Deva, for PPE-DE-Gruppen,

–  Alain Hutchinson, Glenys Kinnock, Ana Maria Gomes og Thijs Berman, for PSE-Gruppen,

–  Thierry Cornillet, for ALDE-Gruppen

–  Ryszard Czarnecki og Ewa Tomaszewska, for UEN-Gruppen

–  Raül Romeva i Rueda, for Verts/ALE-Gruppen

 

om EU's respons på struktursvaghed i udviklingslande

B6‑0476/2007

Europa-Parlamentets beslutning om EU's respons på struktursvaghed i udviklingslande

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Sociale og Økonomiske Udvalg og Regionsudvalget om EU's respons på struktursvaghed: EU's bestræbelser på at fremme udvikling, fred og stabilitet i vanskelige situationer af 25. oktober 2007[1],

 

–  der henviser til den europæiske konsensus om udviklingspolitik,

 

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde, der er kendt som instrumentet for udviklingssamarbejde,

 

–  der henviser til Cotonou-aftalen,

 

–  der henviser til Den Afrikanske Unions politik for genopbygning og udvikling efter konflikter, som vedtoges af 52 medlemsstater på Den Afrikanske Unions topmøde i Banjul i juli 2006,

 

–  der henviser til de ti principper for god donorengagement i struktursvage stater og struktursvaghedssituationer fra OECD’s Komité for Udviklingsbistand, som godkendtes på mødet på højt plan den 3. - 4 . april 2007 i Komiteen for Udviklingsbistand i Paris,

 

–  der henviser til FN’s Generalforsamlings resolution 60/1 af 24. oktober 2005 om resultatet af verdenstopmødet i 2005, og navnlig punkt 138-148 om beskyttelsesansvar,

 

–  der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,

 

A.der henviser til, at Verdensbanken og det internationale udviklingssamfund siden 1990’erne har betegnet de stater, som ikke har kapacitet til at opfylde deres ”traditionelle” funktioner og bringe udviklingen videre, og som har svage institutioner, som ”struktursvage stater”,

 

B.der henviser til, at struktursvage stater snarere er et empirisk begreb end et normgivende begreb, og at det er en afhængig variabel og ikke en oprindelig tilstand, der henviser til, at en struktursvaghedssituation findes enten inden eller efter en krise, der henviser til, at ansvaret for at beslutte, hvorvidt stater ikke længere er ”struktursvage”, bør ligge hos borgerne,

 

C.der henviser til, at til trods for at der ikke findes nogen utvetydig definition af begrebet, er det muligt at identificere stater, som befinder sig i struktursvage situationer, og at Verdensbanken anslår, at antallet af stater, som kan betegnes som "struktursvage", næsten er fordoblet fra 14 til 26 i perioden 2000-2006, hvoraf 14 af dem findes i Afrika syd for Sahara,

 

D.der henviser til, at det er afgørende at forstå de eksterne og interne faktorer ved struktursvaghed for at kunne yde bistand til disse stater og styrke deres stilling til direkte gavn for deres borgere og af hensyn til freden på regionalt plan og verdensplan og velstanden,

 

E.der henviser til, at forskellige former for struktursvaghed (f.eks. den konfliktbaserede, den såkaldte “ressourceforbandelse” (resource curse), dårlig regeringsførelse, isolering) kræver forskellige former for indgriben, der henviser til, at et givet land kan falde ind under forskellige former for struktursvaghed, hvilket dermed vanskeliggør en kategorisering og specifikke aktioner,

 

F.der henviser til, at håndtering af struktursvaghedssituationer er en langsigtet proces og kræver en vedvarende og langsigtet forpligtelse både fra de berørte lande og det internationale samfund,

 

G.der henviser til, at Den Afrikanske Union erkender, at genopbygning primært er en politisk spørgsmål frem for et teknisk spørgsmål, understreger derfor behovet for at opbygge en legitim statsmyndighed, en konsensbaseret regeringsførelse med henblik på en positiv indsats over for udsatte grupper og kapacitetsopbygning på lokalt plan inden for rammerne af en ligelig fordeling af magten og gensidig ansvarlighed[2],

 

H.der henviser til, at struktursvaghedssituationer ofte skyldes fattigdom og dårlige levevilkår, som i de mest ekstreme tilfælde fører til staters sammenbrud og permanent usikkerhed, der henviser til, at manglende beskyttelse og rettigheder for borgerne i de berørte lande kræver – og skal udgøre kernen i – EU’s og det internationale samfunds indsats,

 

I.der henviser til, at der stadig ikke er tilstrækkelig udveksling af erfaringer med statsopbygning mellem landene og mellem donorerne, der dermed forhindrer, at der kan tages ved lære af erfaringer,

 

J.der henviser til, at der er et behov for en dobbelt ansvarsmekanisme mellem donorerne og modtagerlandene samt mellem sidstnævnte og deres befolkninger,

 

K.der henviser til, at flere finansieringsinstrumenter indebærer en risiko for overlapning eller en manglende ressourceallokering og gør det vanskeligere at opnå ansvarlighed og deltagelse fra de samfund, som allerede er svækket,

 

1.mener, at struktursvaghed er en kompleks udfordring for udviklingen, og understreger behovet for en veldefineret og sammenhængende dagsorden for struktursvaghed, som bygger på princippet om ”ikke at gøre nogen skade”, dvs. at den er tilpasset situationen og tager langsigtede hensyn og koordinerer de forskellige interessenters mangfoldige målsætninger og tilgange inden for rammerne af den vigtige og overordnede målsætning om at mindske fattigdommen og opfylde millenniumudviklingsmålene;

 

2.glæder sig over udarbejdelsen af EU’s respons på struktursvaghedsproblemerne og understreger behovet for at inddrage parlamenter i alle strategiens faser;

 

3.bekræfter, at et stabilt demokratisk politisk system, som fremmer udviklingen, retsstatsprincippet, beskyttelse af menneskerettigheder, god regeringsførelse og en fredelig konfliktforebyggelse er den bedste måde, hvorpå struktursvaghedsproblemet kan løses og et skridt hen imod velfungerende åbne institutioner og en effektiv og retfærdig politik;

 

4.påpeger, at programmeringen og aktionerne i struktursvaghedssituationer skal være omfattende og sammenhængende og have befolkningen og den bæredygtige udvikling i de berørte lande som det centrale element; mener, at eksisterende instrumenter og mekanismer skal integrere en tilgang, som tager hensyn til struktursvagheder, og tilslutter sig fuldt ud, at man bør øge potentialet i landestrategidokumenterne og de tematiske programmer, som er udarbejdet i fællesskab, for at forebygge struktursvagheder;

 

5.understreger, at hovedelementerne i dagsordenen for struktursvagheder bør være tresidede med vægt fordele til de fattige og forebyggelse, fremme af menneskerettigheder, forbedret udvikling og sikring af fred; understreger også behovet for at implementere dem konsekvent på stedet;

 

6.mener, at en langsigtet strategisk planlægning bør koordineres med implementeringen af programmer på stedet, som bør forblive fleksible og være tilpasselige, og som bør være i stand til at reagere på landets forhold; opfordrer derfor Kommissionen til at fremme en langsigtet udvikling, men også at tilvejebringe grundlæggende serviceydelser som f.eks. sundhed og uddannelse på kort sigt;

 

7.understreger, at udviklingsprogrammer i struktursvaghedssituationer bør følge de samme grundliggende principper for programmering af udviklingsbistanden, der er ejerskab, partnerskab, gensidig ansvarlighed og bæredygtighed;

 

8.opfordrer Kommissionen til at støtte en fredsbaseret og politisk dialog, som inddrager alle, og forsoningsprocesser og fremme samfundenes og civilsamfundets deltagelse i alle dele af genopbygningsprocessen og udviklingsstrategierne;

 

9.understreger, at der kun kan opnås en varig fred, hvis der opnås retfærdighed, og det synes at være tilfældet, navnlig med hensyn til krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden; opfordrer i denne sammenhæng Kommissionen til at støtte en styrkelse af retlige og juridiske systemer i struktursvage stater for at sikre, at gerningsmændene bag alvorlige forbrydelser mod menneskeheden stilles for en domstol, men også at gøre det muligt parallelt at udvikle retlige og forsoningsmæssige tiltag;

 

10.kræver, at enkeltpersoners retlige rettigheder styrkes, herunder de fattigstes jordbesiddelser, og opfordrer Kommissionen til at støtte den indsats, der gøres i udviklingslande for at diversificere deres landbrugsproduktion for at gøre det muligt for dem at komme ud af en situation med meget udsatte økonomier, som er baseret på et afgrøde, og dermed undgå struktursvaghedssituationer, der skyldes økonomiske sammenbrud;

 

11.gentager behovet for, at der i EU’s udviklingsindsats og humanitære indsats lægges mere vægt på forebyggende foranstaltninger, varsling og risikoanalyser for at forebygge både menneskeskabte katastrofer og naturkatastrofer, som skyldes struktursvaghedssituationer;

 

12.bekræfter, at en omfattende model for struktursvaghed og udvikling bør tage hensyn til eksisterende lokale, regionale og kontinentale tiltag som f.eks. Den Afrikanske Unions nylige politik for genopbygning og udvikling i efter konflikter, NEPAD, den afrikanske selvevalueringsmekanisme og chartret om demokrati, valg og regeringsførelse i Afrika; opfordrer derfor Kommissionen til at støtte indsatsen for at styrke syd-syd-samarbejdet på dette område;

 

13.opfordrer også Kommissionen til at sikre, at ikke kun de nationale interessenter fuldt ud bliver i inddraget i indsatsen for at overvinde struktursvaghedssituationer, men at der også tages hensyn til deres egen opfattelse og definition af statsopbygning og deres statsmodel, og at der gøres brug af lokal sagkundskab;

 

14.understreger den afgørende rolle, som kvinder og udsatte grupper spiller for at fremme udvikling og fred, og opfordrer Kommissionen til at styrke deres stilling, navnlig ved at tage hensyn til deres særlige behov og situation i struktursvage omgivelser;

 

15.glæder sig over, at EU og Afrika i forbindelse med den fælles strategi mellem EU og Afrika vil føre en dialog om begrebet "struktursvaghedssituationer", der har til formål at nå en fælles forståelse og blive enige om tiltag, der kan træffes, og at denne dialog allerede fremgår af handlingsplanen;

 

16.minder om, at de enkelte stater har ansvaret for at beskytte deres befolkninger mod folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden, og at EU kraftigt støtter beskyttelsesansvaret i overensstemmelse med FN’s Generalforsamlings resolution 60/1 af 24. oktober 2005; understreger, at beskyttelsesansvaret omfatter anvendelse af vedvarende diplomatisk, økonomisk og juridisk pres og trusler, hvor militære indgreb kun anvendes som den sidste udvej, og som bør nøje kontrolleres;

 

17.understreger, at det er kompliceret at håndtere struktursvaghedssituationer, og at det kræver betydelige økonomiske og menneskelige ressourcer såvel som langsigtede forpligtelser; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at disse ressourcer stilles til rådighed i et tilstrækkeligt, passende og forudsigeligt omfang, og at der er en koordination mellem donororganisationerne;

 

18.understreger, at det ikke er hensigtsmæssigt at bruge budgetstøtte i struktursvaghedssituationer, hvor muligheden for revision og kontrol er ringe eller ikke-eksisterende; opfordrer derfor Kommissionen til at bruge andre finansieringsformer i disse situationer, medmindre den kan foreligge detaljerede oplysninger om, hvordan midlerne er blevet brugt;

 

19.opfordrer Kommissionen til at forelægge Parlamentet en oversigt over donorer og internationale aktører og typen af aktiviteter, som de udfører, for at gøre det muligt at kontrollere, om de disponible instrumenter og midler er blevet anvendt optimalt;

 

20.pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og Den Afrikanske Union.

[1] KOM(2007)0643 , SEK(2007)1417 .
[2] Den Afrikanske Unions politik for genopbygning og udvikling efter konflikter, som vedtoges af 52 medlemsstater på Den Afrikanske Unions topmøde i Banjul i juli 2006.