EUROPA-PARLAMENTET
Mødedokument
6.12.2007 B6‑0513/2007
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B6-0387/2007
jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5,
af Giuseppe Gargani
for Retsudvalget
om europæisk aftaleret
Europa-Parlamentets beslutning om europæisk aftaleret
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sin beslutning af 7. september 2006 om europæiske aftaleret[1],
– der henviser til sin beslutning af 23. marts 2006 om europæisk aftaleret og revision af gældende EU-ret: vejen frem[2],
– der henviser til sine relevante beslutninger af 26. maj 1989, 6. maj 1994, 15. november 2001 og 2. september 2003,
– der henviser til sin beslutning af 4. september 2007 om institutionelle og retlige virkninger af anvendelse af soft law-instrumenter[3],
– der henviser til sin beslutning af 4. september 2007 om bedre lovgivning i Den Europæiske Union[4],
– der henviser til Kommissionens rapport af 25. juli 2007: Anden statusrapport om den fælles referenceramme[5],
– der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 5,
A.der henviser til, at den fælles referenceramme (FR), som Kommissionen har tænkt som en "værktøjskasse" eller håndbog for EU-lovgiveren til brug i forbindelse med ændring af gældende og udarbejdelse af ny lovgivning på det aftaleretlige område, ikke på nuværende tidspunkt er tiltænkt bindende virkning og således forbliver et soft law-instrument,
B.der henviser til, at den fælles referenceramme, for hvilken Kommissionen vil fremlægge sin strategi i form af en hvidbog, vil have indirekte retlige og praktiske virkninger og i vid udstrækning vil fastsætte fremtidige lovgivningsmæssige foranstaltninger inden for aftaleret,
C.der henviser til beslutningen om, hvilke dele af det videnskabelige udkast til den fælles referenceramme, der skal udvælges til den endelige fælles referenceramme, og beslutningen om, hvad den fælles referencerammes skal omfatte, i sagens natur er stærk politisk,
D.der henviser til, at det er afgørende at sikre, at de dele af det videnskabelige udkast, der udvælges til den fælles referenceramme indbyrdes er i overensstemmelse med hinanden og med opfølgningen på Kommissionens grønbog af 7. februar 2007 og med anden fællesskabslovgivning på det aftaleretlige område,
E. der henviser til, at den fælles referenceramme skal være et redskab til bedre lovgivning med henblik på at sikre en god og sammenhængende EU-lovgivning på det aftaleretlige område, men henviser til, at formålet med bedre lovgivning ikke er at begrænse de europæiske medlovgiveres spillerum,
F.der henviser til, at der må komme et punkt, hvor Kommissionen beslutter, hvorvidt den vil bruge sin initiativret, og i bekræftende fald på hvilke aftaleretlige områder og på hvilket retsgrundlag,
1. glæder sig over færdiggørelsen af det videnskabelige udkast til den fælles referenceramme;
2. opfordrer Kommissionen til at fremlægge en klar plan for processen - der skal påbegyndes efter det videnskabelige udkast til den fælles referenceramme er fremlagt - med at udvælge de dele af det videnskabelige udkast til den fælles referenceramme, der skal udgøre en del af Kommissionens endelige fælles referenceramme;
3. opfordrer indtrængende Kommissionen til at inddrage Parlamentet i denne proces, inden der tages proceduremæssige skridt;
4. opfordrer Kommissionen til at følge op på forskernes arbejde og på resultatet af de FR-workshops, der allerede er afholdt, og de nye FR-workshops, der vil blive afholdt af GD for Retlige Anliggender, Frihed og Sikkerhed og GD for Det Indre marked og Tjenesteydelser;
5. opfordrer indtrængende Kommissionen til samordne arbejdet med den fælles referenceramme inden for de adskillige GD'er, der er inddraget, ved en gennemskuelig og formaliseret procedure med henblik på at sikre overensstemmelse mellem de forskellige aftaleretlige områder;
6. opfordrer indtrængende Kommissionen til først at træffe afgørelse om omfanget af den endelige fælles referenceramme efter brede drøftelser med de berørte grupper, forskere og aktører og med deltagelse af Parlamentet; opfordrer Kommissionen til at tage Parlamentets holdning, der allerede er blevet understreget i adskillige beslutninger, i betragtning, når den skal træffe afgørelse om omfanget af den fælles referenceramme;
7. Gentager sin kraftige støtte til en fremgangsmåde, der er baseret på en bredere fælles referenceramme for almindelige aftaleretlige spørgsmål, der rækker ud over forbrugerbeskyttelsesområdet;
8. understreger sin overbevisning om, at en bedre lovgivningstilgang til den fælles referenceramme betyder, at den fælles referenceramme ikke kun kan være begrænset til spørgsmål på det forbrugeraftaleretlige område, men skal fokusere på aftaleretlige spørgsmål af generel karakter, for hvilke der skal sikres en konsekvent fremgangsmåde ved revisionen af EU's forbrugerlovgivning, herunder navnlig et horisontalt instrument på dette område;
9. gentager sin anmodning til Kommissionen om, at alle mulige løsningsmodeller, for så vidt angår det fremtidige FR-instrumentsformål og retlige form, inklusive et alternativt instrument, holdes åbne;
10. opfordrer endnu en gang Kommissionen til at inddrage Parlamentet i arbejdet på den fælles referenceramme.
11. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og Rådet.