EUROPA-PARLAMENTET
Mødedokument
21.4.2008 B6‑0191/2008
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
af Dariusz Maciej Grabowski, Adam Bielan, Hanna Foltyn-Kubicka og Ryszard Czarnecki
for UEN-Gruppen
om situationen i Burma
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Burma
Europa-Parlamentet,
−der henviser til sine tidligere beslutninger om Burma, navnlig beslutningen af 14. december 2006 og af 21. juni 2007,
−der henviser til Rådets konklusioner af 19. november 2007, hvor der vedtoges skærpede og yderligere restriktive foranstaltninger over for Burma,
−der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 194/2008 af 25. februar 2008 om forlængelse og styrkelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma/Myanmar og ophævelse af forordning (EF) nr. 817/2006,
−der henviser til skrivelsen til FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, af 1. august 2007, der blev undertegnet af 92 burmesiske parlamentsmedlemmer, og som omfattede et forslag om national forsoning og demokratisering i Burma,
−der henviser til udtalelsen fra præsidenten for Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC), Jakob Kellenberger, den 28. juni 2007,
−der henviser til FN's generalsekretærs udtalelse om Burma/Myanmar den 23. august 2007,
−der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
A.der henviser til, at Det Nationale Råd for Fred og Udvikling (SPDC) fortsat udsætter det burmesiske folk for forfærdende menneskerettighedskrænkelser såsom tvangsarbejde, forfølgelse af dissidenter, indkaldelse af børn til militærtjeneste og tvangsflytninger,
B.der henviser til, at arrestationerne i Burma udgør et overgreb mod den grundlæggende ret til forsamlings-, organisations- og ytringsfrihed, og at de i henhold til folkeretten er ulovlige,
C.der henviser til, at 30 % af Burmas befolkning, dvs. ca. 15 mio. mennesker, lever under fattigdomsgrænsen, og at mange vil have svært ved at klare følgevirkningerne for priserne på andre basisvarer,
D.der henviser til, at protestaktionerne iværksat af buddhistiske munke og forkæmpere for demokrati i Burma i slutningen af 2007 blev slået ned med vold, og at dette har rystet den politiske status quo og i hidtil udset omfang mobiliseret det internationale samfund,
E.der henviser til, at den burmesiske militærregering den 25. maj 2007 forlængede, endnu en gang vilkårligt og med endnu et år, husarresten for oppositionsleder og modtager af Nobels Fredspris, Aung San Suu Kyi, som har tilbragt 11 af de seneste 17 år i fangenskab,
F.der henviser til, at Det Nationale Konvent, som første gang blev indkaldt i 1993 for at udarbejde en forfatning og siden er blevet suspenderet mange gange, er ved at lægge sidste hånd på forslaget, men stadig savner troværdighed på grund af fraværet af demokratisk valgte repræsentanter, heriblandt for Nationalforbundet for Demokrati (NLD),
G.der henviser til, at den burmesiske regering for nylig beordrede Internationalt Røde Kors (ICRC) til at lukke en række af sine feltkontorer i landet og derved reelt gjorde det umuligt for organisationen at udføre hovedparten af sit bistandsarbejde til fordel for de mest udsatte personer,
1.fordømmer på det kraftigste SPDC's brug af civile bander såsom Union Solidarity and Development Association (USDA) og Swan Ahr Shin (SAS) til at foretage anholdelser, gennemføre angreb og intimidere og true demonstranter og aktivister og kræver øjeblikkelig opløsning af disse og lignende grupper;
2.fordømmer SPDC’s ulovlige metoder med politisk og etnisk undertrykkelse af den burmesiske befolkning og dets forfølgelse og fængsling af aktivister, der kæmper for demokratiet;
3.fordømmer SPDC's seneste arrestationsbølge over for fredelige demonstranter og menneskerettighedsaktivister, som gik på gaderne efter en uanmeldt og kraftig stigning i brændstofpriserne; kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle de personer, der er blevet anholdt, siden protesterne begyndte den 19. august 2007;
4.beklager, at SPDC trods forholdene i landet, kritikken fra lokal og international side, og de 45 år, hvor det har været ved magten, ikke har formået at gøre væsentlige fremskridt i retning af skabelse af et demokrati;
5.beklager, at hele processen omkring folkeafstemningen om forfatningen er blottet for enhver form for legitimitet, eftersom de burmesiske borgere er frataget alle grundlæggende demokratiske rettigheder, som ville give dem mulighed for at føre en åben debat om forfatningsteksten, ændre denne og efterfølgende frit give udtryk for deres holdning ved en folkeafstemning;
6.fordømmer den burmesiske regerings afvisning af forslagene fra FN's særlige udsending, Ibrahim Gambari, som skulle sikre en åben kampagne for alle forud for folkeafstemningen om forfatningen;
7.nægter at anerkende legitimiteten af noget forfatningsforslag fra Det Nationale Konvent, så længe det kun er sammensat af SPDS-udnævnte delegerede; opfordrer Burmas regering til at nedsætte en ny komité for udformningen af forfatningen med deltagelse af repræsentanter for NLD, som vandt valget i 1990, og andre politiske partier og grupperinger;
8.beklager, at SPDC har lukket Internationale Røde Kors' feltkontorer og afvist at indgå i nogen form for dialog, hvilket har fået organisationens arbejde til at gå fuldstændig i stå; opfordrer SPDC til straks at tillade disse feltkontorer at åbne igen;
9.glæder sig over forlængelsen af EU's målrettede sanktioner, erkender, at disse ikke har haft den ønskede indvirkning på dem, der er direkte ansvarlige for det burmesiske folks lidelser, og opfordrer derfor Rådet til at analysere svaghederne i den nuværende sanktionsordning og til at træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at sikre en højere grad af effektivitet;
10.opfordrer indtrængende Kina, Indien og Rusland til at anvende deres betydelige økonomiske og politiske indflydelse over for den burmesiske regering til at skabe væsentlige forbedringer i landet og under alle omstændigheder at standse leveringen af våben og andre strategiske ressourcer;
11.pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, ASEAN-medlemsstaternes regeringer og ASEM-medlemsstaterne, ASEAN's Interparlamentariske Myanmar-forsamling, Aung San Suu Kyi, NLD, FN's generalsekretær, FN's højkommissær for menneskerettigheder og FN's særlige repræsentant for menneskerettigheder i Burma.