EUROPA-PARLAMENTET

Mødedokument

22.9.2008   B6‑0450/2008

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af forespørgsler til mundtlig besvarelse B6-0463/2008 og B6-0086/2008

jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5,

af Pervenche Berès

for Økonomi- og Valutaudvalget

om IASCF: gennemgang af vedtægterne – offentlig ansvarlighed og sammensætningen af IASB – forslag til ændringer

B6‑0450/2008

Europa-Parlamentets beslutning om IASCF: gennemgang af vedtægterne – offentlig ansvarlighed og sammensætningen af IASB – forslag til ændringer

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til ØKOFIN-konklusionerne om IASB's ledelse 1,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1606/2002,

–  der henviser til udkast til Kommissionens forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1725/2003 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 med hensyn til International Financial Reporting Standards (IFRS) 8 om oplysning om operationelle segmenter,

–  der henviser til artikel 8 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen 2,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2006/512/EF af 17. juli 2006 om ændring af afgørelse 1999/468/EF 3,

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning[1] om de regnskabsstandarder, der anvendes af tredjelandsudstedere, og deres ækvivalens med IFRS-standarderne, der indeholder de betingelser, som EU har godkendt for at opnå konvergens mellem IFRS og de amerikanske GAAP-principper,

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning 5 om Internationale regnskabsstandarder (IFRS) og styring af International Accounting Standards Board (IASB),

–  der henviser til udkast til Kommissionens forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1725/2003 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 med hensyn til International Financial Reporting Standards (IFRS) 8 om oplysning om operationelle segmenter,

–  der henviser til "Review of the constitution - Public Accountability and the Composition of the IASB Proposals for change" (gennemgang af vedtægterne – offentlig ansvarlighed og sammensætningen af IASB – forslag til ændringer), der offentliggjordes af IASCF den 21. juli 2008,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 5,

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union kræver, at udstederne anvender internationale regnskabsstandarder i deres konsoliderede regnskaber,

1.  konstaterer, at IASCF har foreslået at nedsætte en overvågningsgruppe; mener, at denne skal kunne indstille kandidater som fondsbestyrelsesmedlemmer og være ansvarlig for at godkende valget af sådanne medlemmer i henhold til en fastlagt udvælgelsesproces;

2.  anmoder om, at overvågningsgruppen inddrages i udarbejdelsen af IASB's dagsorden for at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed; mener, at den efterfølgende proces for standardisering bør være fri og uden utilbørlig indblanding og bør gennemføres med en udtømmende høring af samtlige berørte parter, inklusive investorerne;

3.  tvivler på, at det er hensigtsmæssigt at nedsætte en overvågningsgruppe på det nuværende stadium inden iværksættelsen af anden fase af høringsprocessen i forbindelse med gennemgangen af IASB's vedtægter, hvor der ikke er noget klart overblik over, hvilket forhold der bør være mellem gruppen og IASCF ved nedsættelsen af sidstnævnte;

4.  mener, at overvågningsgruppen bør afspejle balancen mellem verdens vigtigste valutaområder, de kulturelle forskelle, interesserne i de udviklede økonomier og vækstøkonomierne og de internationale institutioner, som har regnskabspligt over for de offentlige myndigheder, og bør spille en aktiv rolle ved at fremme gennemsigtigheden i regnskabsrapporteringen og udviklingen af velfungerende kapitalmarkeder, imødegå en procyklisk linje, sikre stabilitet på finansmarkederne samt forebygge systemiske risici; bemærker og tilslutter sig forslaget om, at overvågningsgruppen allerede fra begyndelsen bør være sammensat af:

(a)  det ansvarlige medlem af Kommissionen

(b)  Den Internationale Valutafonds administrerende direktør

(c)  formanden for IOSCO's udvalg for vækstøkonomierne

(d)  formanden for IOSCO's tekniske udvalg (eller næstformanden eller formanden for det udpegede sikkerhedsudvalg i de tilfælde, hvor formanden for det europæiske værdipapirtilsyn, den kommitterede i Japan Financial Service Agency eller formanden for af US Securities and Exchange Commission er formand for IOSCO's tekniske udvalg)

(e)  den kommitterede for Japans Financial Services Agency

(f)  formanden for US Securities and Exchange Commission og

(g)  Verdensbankens præsident;

5.  kan ikke tilslutte sig Kommissionens forslag om at nedsætte en international rådgivende regnskabsgruppe, idet forslaget ikke er blevet drøftet med hverken Parlamentet eller Rådet og ville gøre hele ordningen endnu mere uigennemsigtig og kompleks; mener, at overvågningsgruppen skal sammensættes på en sådan måde, at den omfatter de institutioner, som Kommissionen har foreslået som medlemmer af ovennævnte internationale rådgivende regnskabsgruppe;

6.  mener, at også reguleringsmyndighederne for de finansielle markeder bør være repræsenteret i overvågningsgruppen; understreger, at ingen organisation bør være repræsenteret i overvågningsgruppen med mere end ét medlem;

7.  gør opmærksom på overvågningsgruppens komplicerede institutionelle opbygning;   fremhæver behovet for, at der for overvågningsgruppen gælder effektive samarbejdsmekanismer for at sikre, at den er funktionsdygtig og kan udføre sine vigtigste opgaver; betoner i denne sammenhæng, at medlemmerne af overvågningsgruppen skal have de nødvendige beføjelser til at sikre, at de kan stilles til ansvar politisk;

8.  er foruroliget over, at nogle af de foreslåede medlemmer af overvågningsgruppen ikke kræver, at indenlandske udstedere skal anvende IFRS; mener, at medlemskabet af gruppen kun kan blive effektivt, hvis der er afgivet tilsagn om, at IFRS skal indføres som en intern standard; understreger, at intet land bør være repræsenteret i overvågningsgruppen med mere end ét medlem;

9.  konstaterer, at i henhold til IASCF's forslag skal antallet af medlemmer af IASB øges fra 14 til 16 medlemmer; anser en forøgelse til 16 medlemmer for at være acceptabel, idet den kan bevirke en større balance i IASB, især hvis IASCF's forslag ændres, så der sikres en ensartet behandling af de vigtigste valutaområder i verden;

10.  kræver, at der indgås et aftalememorandum mellem de tre institutioner med henblik på at fastlægge betingelserne for inddragelse af lovgiverne i overvågningsgruppens arbejde, såfremt den skal nedsættes på dette stadium;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg.

 

[1] Europa-Parlamentets beslutning om de regnskabsstandarder, der anvendes af tredjelandsudstedere, og deres ækvivalens med IFRS-standarderne som omhandlet i udkastet til gennemførelsesbestemmelser til prospektdirektivet og gennemsigtighedsdirektivet (udkast til Kommissionens forordning om ændring af forordning (EF) nr. 809/2004 for så vidt angår de regnskabsstandarder, på grundlag af hvilke de historiske oplysninger i prospekter udarbejdes, og udkast til Kommissionens beslutning om tredjelandsværdipapirudstederes anvendelse af oplysninger udarbejdet i henhold til internationalt anerkendte regnskabsstandarder) - P6_TA-PROV(2006)0436