EUROPA-PARLAMENTET
Mødedokument
11.11.2008 B6‑0581/2008
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
af Zita Gurmai, Miguel Angel Martínez Martínez, Jan Marinus Wiersma, Michael Cashman, Stephen Hughes, Anna Hedh og Anne Van Lancker
for PSE-Gruppen
om hiv/aids: Diagnosticering og tidlig behandling
Europa-Parlamentets beslutning om hiv/aids: Diagnosticering og tidlig behandling
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sin beslutning af 24. april 2007 om bekæmpelse af hiv/aids i Den Europæiske Union og i nabolandene i perioden 2006-2009[1],
– der henviser til Bremen-erklæringen af 13. marts 2007 om "ansvar og partnerskab - sammen mod hiv/aids",
– der henviser til sin beslutning af 6. juli 2006 om "Hiv/aids: tid til handling[2],
– der henviser til sin beslutning af 30. november 2006 om aids[3],
– der henviser til Rådets konklusioner af 6. juni 2005 om bekæmpelse af hiv/aids,
– der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om bekæmpelse af hiv/aids i EU og i nabolandene i perioden 2006-2009[4],
– der henviser til Dublin-erklæringen om partnerskab til bekæmpelse af hiv/aids i Europa og Centralasien, vedtaget på ministerkonferencen "nedbrydning af barriererne - partnerskab til bekæmpelse af hiv/aids i Europa og Centralasien", som blev afholdt inden for rammerne af det irske EU-formandskab den 23.-24. februar 2004,
– der henviser til UNAIDS/WHO Europas rapport fra 2008 om fremskridt i gennemførelsen af Dublin-erklæringen om partnerskab til bekæmpelse af hiv/aids i Europa og Centralasien,
– der henviser til "Vilnius-erklæringen" om foranstaltninger til fremme af bekæmpelsen af hiv/aids i Den Europæiske Union og i nabolandene, som blev vedtaget af ministre og regeringsrepræsentanter fra Den Europæiske Union og dens nabolande på konferencen "Europa og hiv/aids - nye udfordringer, nye muligheder", der blev afholdt i Vilnius i Litauen den 16.-17. september 2004,
– der henviser til Verdenssundhedsorganisationens hiv/aids-program "henimod universel adgang inden 2010" fra 2006,
– der henviser til Eurobarometer-undersøgelsen om forebyggelse af aids fra februar 2006,
– der henviser til FN’s konvention om handicappedes rettigheder,
– der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
A. der henviser til, at EuroHIV's årsrapport 2006 viser, at 269.152 mennesker blev smittet med hiv i perioden 1999-2006 i Den Europæiske Union, samt at 806.258 mennesker blev smittet med hiv i Verdenssundhedsorganisationens europæiske region,
B. der henviser til, at 11 % af alle nye hiv-infektioner ifølge EuroHIV's årsrapport 2006 rammer unge under 25,
C. der henviser til, at rapporterne fra EuroHIV og UNAIDS bekræfter, at antallet af nye HIV-infektioner stadig stiger alarmerende i Den Europæiske Union og i Unionens nabolande, samt at det anslåede antal hiv-smittede i en række lande er næsten tre gange højere end de officielle tal,
D. der henviser til, at trods det øgede antal hiv-infektioner er det stadige fald i antallet af konstaterede aids-tilfælde i de senere år fortsat i 2006, hvor der ifølge EuroHIV's årsrapport 2006 blev konstateret 40 % færre tilfælde sammenlignet med 1999 i EU,
E. der henviser til, at en stor del af tilfældene af hiv-smitte forbliver uopdagede, og at mange mennesker ikke ved, om de er smittede eller ej og sandsynligvis først får kendskab hertil, når de rammes af hiv/aids-relaterede sygdomme,
F. der henviser til, at hiv bliver betydelig mere smitsom, såfremt der forekommer andre seksuelt overførte sygdomme samtidig (som f.eks. gonorré, klamydia, herpes og syfilis),
G. der henviser til, at epidemien blandt stiknarkomaner er en af årsagerne til, at hiv-smitten har bredt sig hurtigt i mange østeuropæiske lande,
H. der henviser til, at hiv/aids er en overførbar sygdom, og at der derfor er en risiko for smitte fra uopdagede smittede personer,
I. der henviser til, at resultaterne af UNAIDS' og WHO Europas vurdering af gennemførelsen af Dublin-erklæringen om partnerskab til bekæmpelse af hiv/aids i Europa og Centralasien viser, at få af de 53 lande i den europæiske region har vedtaget en tilgang til stigmatisering, diskrimination og menneskerettigheder, der opfylder deres forpligtelser i henhold til Dublin-erklæringen,
J. der henviser til, at fuld beskyttelse af menneskerettigheder er væsentlig i ethvert aspekt af bekæmpelsen af hiv,
K. der henviser til, at der er et kritisk behov for grænseoverskridende samarbejde for at bekæmpe epidemien,
L. der henviser til, at FN’s konvention om handicappedes rettigheder præciserer, at de barrierer, der hæmmer personer med handicap i at deltage på lige fod med andre i samfundslivet, kan være både holdningsmæssige og omgivelsesbestemte,
1. opfordrer Rådet og Kommissionen til at udarbejde en strategi om hiv med henblik på at:
– fremme tidlig diagnosticering og reducere barrierer i forbindelse med testning
– sikre tidlig behandling og formidling af fordelene ved tidlig behandling;
2. opfordrer Kommissionen til at sikre korrekt overvågning og kontrol gennem Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme, herunder mere præcise vurderinger (størrelse, kendetegn, osv.) af den del af befolkningen, der har udiagnosticeret hiv-smitte;
3. opfordrer Kommissionen til at afsætte politiske, finansielle og menneskelige ressourcer til at støtte gennemførelsen af en sådan strategi;
4. opfordrer Rådet til at pålægge Kommissionen at forberede henstillinger fra Rådet om gennemførelsen af evidensbaseret testning og retningslinjer for behandling i hver medlemsstat;
5. opfordrer Rådet til at pålægge Kommissionen at sikre, at en fremtidig overvågning af fremskridtet i bekæmpelsen af hiv/aids i Europa og i nabolandene bør medtage indikatorer, der direkte behandler og vurderer spørgsmål om menneskerettigheder inden for hiv/aids;
6. opfordrer Rådet og Kommissionen til at sikre, at diskrimination af mennesker, der lever med hiv/aids, erklæres ulovlig på effektiv vis i medlemsstaterne;
7. opfordrer medlemsstaterne til at styrke oplysnings- og uddannelseskampagner om forebyggelse, testning og behandling af hiv/aids;
8. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne, FN’s generalsekretær, UNAIDS, Verdenssundhedsorganisationen og medlemsstaternes regeringer.