Mødedokument

 

14.9.2009   B7‑0039/2009

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af Kommissionens redegørelser

jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

om skovbrande i sommeren 2009

Marietta Giannakou, Theodoros Skylakakis, Ioannis Kasoulides, Michel Barnier, Mario Mauro, Andrey Kovatchev, Paulo Rangel, Theodor Dumitru Stolojan, Marian-Jean Marinescu, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Danuta Maria Hübner, Richard Seeber, Lambert van Nistelrooij, Jean-Pierre Audy, Elena Băsescu, Sophie Briard Auconie, Alain Cadec, David Casa, Michel Dantin, Rachida Dati, Anne Delvaux, Christine De Veyrac, Rosa Estaras Ferragut, José Manuel Fernandes, Santiago Fisas Ayxela, Gaston Franco, Marielle Gallo, Elisabetta Gardini, Jean-Paul Gauzès, Françoise Grossetête, Pascale Gruny, Philippe Juvin, Lena Barbara Kolarska-Bobińska, Georgios Koumoutsakos, Veronica Lope Fontagné, Petru Constantin Luhan, Véronique Mathieu, Gabriel Mato Adrover, Iosif Matula, Elisabeth Morin-Chartier, Radvilė Morkūnaitė, Jan Olbrycht, Georgios Papanikolaou, Georgios Papastamkos, Markus Pieper, Maurice Ponga, Konstantinos Poupakis, Cristian Dan Preda, Tokia Saïfi, Marie-Thérèse Sanchez-Schmid, Marco Scurria, Csaba Sógor, Catherine Soullie, László Surján, Nuno Teixeira, Róża Thun und Hohenstein, Ioannis Tsoukalas, Traian Ungureanu, Dominique Vlasto, Maria do Céu Patrão Neves

for PPE-Gruppen

B7‑0039/2009

Europa-Parlamentets beslutning om denne sommers naturkatastrofer i det sydlige Europa

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til EF-traktatens artikel 2, 6 og 174,

–  der henviser til sine beslutninger af 19. juni 2008 om styrkelse af EU's katastrofeberedskab[1], af 4. september 2007 om naturkatastrofer[2], af 7. september 2006 om skovbrande og oversvømmelser i Europa[3], af 5. september 2002 om oversvømmelserne i Europa[4], af 14. april 2005 om tørken i Portugal[5], af 12. maj 2005 om tørken i Spanien[6], af 8. september 2005 om naturkatastrofer (brande og oversvømmelser) i Europa[7], og af 18. maj 2006 om naturkatastrofer (skovbrande, tørke og oversvømmelser) - landbrugsmæssige aspekter[8], regionaludviklingsmæssige aspekter[9] og miljømæssige aspekter[10],

–  der henviser til Rådets omarbejdede beslutning om indførelse af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning, der blev vedtaget den 8. november 2007[11],

–  der henviser til Kommissionens forslag til forordning om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond ( KOM(2005)0108 ) og Europa-Parlamentets holdning hertil af 18. maj 2006[12],

–  der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 3/2008 om ”Den Europæiske Unions Solidaritetsfond: Hvor hurtig, effektiv og smidig er den?”,

–  der henviser til Kommissionens årsrapport for 2008 om Den Europæiske Unions Solidaritetsfond og rapporten om de første seks års erfaringer med anvendelsen af det nye instrument,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/60/EF om vurdering og forvaltning af oversvømmelser, der blev vedtaget den 23. oktober 2007[13],

–  der henviser til Rådets beslutning af 5. marts 2007 om indførelse af et finansielt civilbeskyttelsesinstrument (2007/162/EF, Euratom)[14],

–  der henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet (RIA) den 12.-13. juni 2007 om udvidelse af monitorerings- og informationscenterets (MIC) koordinationskapacitet inden for Fællesskabets civilbeskyttelsesordning,

–  der henviser til Michel Barniers beretning af 9. maj 2006 om en europæisk civilbeskyttelsesstyrke: ”Europe Aid”,

–  der henviser til punkt 12 i formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Bruxelles den 15.-16. juni 2006 om EU's evne til at reagere på nødsituationer, kriser og katastrofer,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om ”En fællesskabsstrategi til forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer” ( KOM (2009)82 endelig/2 af 4.3.2009),

–   der henviser til den af Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet enstemmigt vedtagne beslutning om civilbeskyttelse og forebyggelse af naturkatastrofer og økologiske katastrofer i Euro-Middelhavs-området,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at sommeren 2009 igen var præget af altødelæggende storbrande i det sydlige Europa, der blandt mange menneskelige lidelser kostede mindst 11 mennesker livet, og som medførte umådelige materielle og miljømæssige skader,

B.  der henviser til, at de seneste års vedvarende tørke og høje temperaturer har forårsaget et stigende antal skovbrande i Europa, forværret ørkendannelsen i mange områder og ramt jordbrug, dyreavl og skovbestandene,

C.  der henviser til, at tørke og uafbrudte brande fremskynder ørkendannelsesprocessen i store dele af det sydlige Europa, hvor der i den seneste tiårsperiode årligt er forsvundet mere end 400 000 ha europæisk skov, hvilket har alvorlig negativ indvirkning på livskvaliteten for de berørte befolkninger,

D.  der henviser til, at der i de kommende årtier (uanset vores globale afbødningsindsats) uundgåeligt vil ske en stigning i verdens temperatur med særligt negative følger for det sydlige Europa, som forventes at blive en yderst sårbar region for så vidt angår klimaændringer, og som allerede var udsat for storbrande af hidtil ukendt omfang i 2007, hvilket var direkte affødt af de ekstreme hedebølger netop det år,

E.  der henviser til den voldsomme stigning i hyppigheden, sværhedsgraden, kompleksiteten og virkningen af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer i de senere år, som har ført til tab af menneskeliv og ejendom og haft en katastrofal virkning på både kort og lang sigt for økonomien i de ramte områder, bl.a. natur- og kulturarv, ødelæggelse af økonomisk og social infrastruktur og skade på miljøet (i tilfælde af storbrande, tab af naturlige leveområder og biodiversitet, nedbrydning af mikroklimaer og stigning i emissionen af drivhusgasser),

F.  der henviser til naturkatastrofernes skadelige økonomiske og sociale konsekvenser for den regionale økonomi i sektorer som turisme og for produktionslivet generelt,

G.  der henviser til den afgørende betydning, som forebyggelse har for beskyttelse mod natur‑, teknologi- og miljøkatastrofer,

H.  der henviser til, at skovbrande som fænomen også forværres af den gradvise fraflytning fra landdistrikterne og opgivelse af de traditionelle aktiviteter i disse områder, utilstrækkelig skovpleje, forekomsten af udstrakte skovarealer bestående af kun én træsort, plantning af uhensigtsmæssige træsorter og mangel på en passende forebyggelsespolitik samt for milde straffe for brandstiftelse,

I.  der henviser til, at fællesskabsmekanismen for civilbeskyttelse har været taget i brug gentagne gange inden for de seneste år,

J.  der henviser til, at naturkatastrofer på samme måde som de stadigt mere hyppige skovbrande i det sydlige Europa også har grænseoverskridende betydning på grund af den hastighed, med hvilken de kan sprede sig fra det oprindelige antændelsessted, og deres evne til uventet at skifte retning, hvilket kræver en fleksibel, hurtig og samordnet indsats, der samtidig henviser til de omfattende skader, de kan påføre ejendom, menneskeliv, økonomisk aktivitet og regionalt miljø,

K.  der henviser til, at Parlamentet gentagne gange siden vedtagelsen af sin holdning i maj 2006 indtrængende har opfordret Rådet til at træffe afgørelse om den nye forordning om solidaritetsfonden,

L.  der henviser til, at solidaritetsfonden siden dens oprettelse i 2002 har ydet finansiel støtte på mere end 1,5 mia. EUR,

M.  der henviser til Revisionsrettens udtalelse om, at solidaritetsfonden har levet op til sit overordnede mål om at vise solidaritet med medlemsstater i katastrofesituationer, selvom det største problem består i, at fonden ikke hurtigt nok kan aktiveres som krisestyringsinstrument,

N.  der henviser til Kommissionens anerkendelse af, at der er behov for at forbedre gennemsigtigheden og forenkle kriterierne for mobiliseringen af solidaritetsfonden,

O.  der henviser til, at Europa-Parlamentet siden 1995 har vedtaget flere på hinanden følgende beslutninger med indtrængende anmodning om flere EU-initiativer til bekæmpelse af skovbrande i det sydlige Europa, men som enten ikke blev iværksat eller ikke ordentligt gennemført og derfor forblev ineffektive,

1.  kondolerer og erklærer sin solidaritet med de pårørende til de mennesker, der har mistet livet, og med beboerne i de pågældende områder, og hylder de brandfolk og andre professionelle og frivillige, der har arbejdet utrætteligt og sat deres liv på spil for at slukke brandene, redde mennesker og begrænse skaderne i forbindelse med sommerens naturkatastrofer;

2.  mener, at Kommissionen skal stille et forslag om udarbejdelse af en europæisk strategi for bekæmpelse af naturkatastrofer, herunder en obligatorisk ordning for forebyggelse af risici, og udarbejde en protokol for standardiseret indsats for enhver type katastrofe over hele EU; mener ligeledes, at der i denne strategi bør lægges særlig vægt på øer og regionerne i den yderste periferi med lav geografisk tæthed;

3.  opfordrer Kommissionen til på den mest fleksible måde omgående at mobilisere EU's eksisterende Solidaritetsfond (EUSF) til støtte for ofrene for denne sommers naturkatastrofer;

4.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at støtte genopbygningen af de regioner, der har lidt omfattende skade, genetablere produktionspotentialet i de berørte områder, tilstræbe at skabe beskæftigelse og træffe nødvendige foranstaltninger for at modvirke de samfundsmæssige omkostninger ved tab af arbejdspladser og andre indkomstmuligheder;

5.  erkender, at erfaringerne fra de foregående og dette år understreger nødvendigheden af yderligere at styrke Fællesskabets civilbeskyttelsesberedskab og indsatskapacitet i forbindelse med skovbrande og andre ukontrollable brande i det sydlige Europa, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage et initiativ med henblik herpå som et synligt udtryk for europæisk solidaritet med lande udsat for omfattende nødsituationer;

6.  anerkender det bidrag, som monitorerings- og informationscenteret (MIC) yder ved at støtte og fremme mobiliseringen og samordningen af civilbeskyttelsesassistancen i nødsituationer;

7.  understreger medlemsstaternes individuelle ansvar for civilbeskyttelses- og katastrofestyringsforanstaltninger, efterlyser strengere straffe for brandstiftelse og mere effektive metoder til tidlig sporing af skovbrande, kræver bedre udveksling af viden om brandslukningsmetoder mellem medlemsstaterne og opfordrer Kommissionen til at forbedre udvekslingen af erfaringer mellem regionerne og medlemsstaterne;

8.  anerkender den solidaritet, som EU, medlemsstaterne og andre lande har udvist for under brandkatastroferne at hjælpe de berørte regioner med fly, brandslukningspersonale og ekspertise samt ved at yde en prisværdig støtte til de forskellige myndigheder og redningstjenester; mener, at omfanget og følgerne af disse fænomener ofte overskrider regionernes og landenes niveau og overstiger deres kapacitet, og kræver, at der meget hurtigt gøres en indsats på EU- plan;

9.  glæder sig over indsatsen fra EU’s taktiske reserve af brandslukningsfly (EUFFTR), som blev oprettet i sommers til støtte for medlemsstater, der hærgedes af større skovbrande. Dette pilotprojekt blev med støtte fra Parlamentet oprettet som led i en udbygning af samarbejdet mellem medlemsstaterne om bekæmpelse af skovbrande og viste sig at være et glimrende eksempel på, at kapaciteten øges ved samarbejde på EU-plan og dermed sikrer øjeblikkelig hjælp i nødsituationer; understreger i denne forbindelse nødvendigheden af fortsat at udvikle og styrke dette pilotprojekt, eftersom der fortsat opstår tilfælde af store ødelæggelser, fordi medlemsstaternes kapacitet sammen med EUFFTR viser sig at være utilstrækkelig;

10.  understreger, hvor vigtigt dette er, og anmoder derfor om, at der oprettes en europæisk beredskabsstyrke til øjeblikkelig indsættelse i nødsituationer således som foreslået i beretningen fra kommissær Barnier;

11.  er af den opfattelse, at der er et påtrængende behov for en ny forordning om EU's solidaritetsfond som et middel til på en mere fleksibel og effektiv måde at takle problemerne foranlediget af naturkatastroferne; kritiserer Rådet for at have blokeret sagen og derved uretmæssigt forsinket denne revision, skønt Parlamentet vedtog sin holdning med et overvældende flertal ved førstebehandling i maj 2006;

12.  understreger, at der ved at tage sagen op igen vil kunne opnås store fordele for fondens konkrete virkemåde ved at udvide dens anvendelsesområde, afskaffe den ekstraordinære aktivering af fonden til regionale katastrofer, udvide regionernes muligheder for at modtage støtte gennem indførelsen af en lavere skadestærskel for fondens mobilisering og navnlig muliggøre en hurtigere indsats over for katastrofer ved at fremskynde udbetalingen af støtte;

13.   opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet til med største alvor og uden forsinkelse at søge et kompromis med det formål at få genoptaget af revisionen af solidaritetsfondsforordningen, så der kan skabes et stærkere og mere hurtigtvirkende instrument, der kan leve op til de nye udfordringer med globalisering og klimaændringer; opfordrer det svenske formandskab samt EU's finans-, miljø-, landbrugs- og regionaludviklingsministre til en hurtig og målrettet indgriben;

14.  understreger behovet for at styrke forebyggelsesforanstaltningerne til håndtering af alle typer naturkatastrofer ved at fastlægge fælles strategiske retningslinjer for at sikre en bedre samordning mellem medlemsstaterne samt en bedre funktionsevne og samordning mellem de forskellige fællesskabsinstrumenter (strukturfondene, solidaritetsfonden, den kommende ELFUL og LIFE+ og det nye instrument for beredskab og hurtig indsats i katastrofesituationer), for ikke at nævne nødvendigheden af at inddrage andre eksisterende instrumenter som statsstøtte til regionale formal eller EIB-lån med det formål at rette op på de skader, som naturkatastroferne har forvoldt;

15.  anmoder om, at der indføres regionale samordningsmekanismer i programmerne for udvikling af landdistrikter, så forebyggelsesforanstaltningerne kan blive mere effektive;

16.  understreger behovet for at fremskynde proceduren for tildeling af EU-midler til genetablering af landbrugsjord efter oversvømmelser og brande og for, at der stilles flere finansielle midler til rådighed for en udbygning af brandbælter og oversvømmelsessikringer; understreger skovbrandes og oversvømmelsers fatale følger for dyr og husdyr;

17.  finder det afgørende, at der tages hensyn til de strukturelle problemer i forbindelse med udviklingen af landdistrikter (demografisk nedgang, opgivelse af dyrkningsområder, skovrydning og den udbredte fragmentering af ejerskabet af skove);

18.  er af den opfattelse, at de eksisterende forbindelser mellem civilbeskyttelse og miljøpolitikker bør styrkes for at sikre fuldt udbytte af de forebyggende foranstaltninger, der er omhandlet i miljølovgivningen, og sikre en integreret EU-tilgang til katastrofeforebyggelse og –afhjælpning; understreger imidlertid, at det aldeles ikke er hensigten at erstatte eller svække nuværende nationale kompetencer inden for civilbeskyttelse og katastrofeforebyggelse med EU-retningslinjer;

19.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at prioritere sit forslag til en EU-handlingsplan for tilpasning til klimaændringer, forebyggelse og bekæmpelse af tørke og skovbrande i det sydlige Europa;

20.  opfordrer Kommissionen til at iværksætte informations- og uddannelseskampagner om forebyggende foranstaltninger, som medlemsstaterne har tilsluttet sig, for at mindske faren for og konsekvenserne af naturkatastrofer, især i områder med størst risiko, ved at gøre befolkningen bevidst om behovet for at drage omsorg for miljøet og bevare naturressourcerne;

21.  opfordrer Kommissionen til indgående at undersøge mulighederne for at indføre en fælles skovpolitik for bedre at kunne håndtere klimaændringer og naturkatastrofer;

22.  opfordrer Kommissionen til blandt landbrugsmiljøforanstaltningerne under den fælles landbrugspolitik at indføre særlige interventioner med henblik på at forebygge og undgå spredning af skovbrande;

23.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer samt de regionale myndigheder berørt af skovbrande og oversvømmelser.

 

[1]  Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0304
[2]  EFT C 187 E af 24.7.2008, s. 55.
[3]  EFT C 305 E af 14.12.2006, s. 240.
[4]  EFT C 272 E af 13.11.2003, s. 471.
[5]  EFT C 33 E af 9.2.2006, s. 599.
[6]  EFT C 92 E af 20.4.2006, s. 414.
[7]  EUT C 193 E af 17.8.2006, s. 322.
[8]  EUT C 297 E af 7.12.2006, s. 363.
[9]  EUT C 297 E af 7.12.2006, s. 369.
[10]  EUT C 297 E af 7.12.2006, s. 375.
[11]  EUT L 314 af 1.12.2007, s. 9.
[12]  EUT C 297 E af 7.12.2006, s. 331.
[13]   EUT L 288 af 6.11.2007, s. 27.
[14] EFT L 71 af 10.3.2007, s. 9.