n
Mødedokument
18.11.2009 B7‑0147/2009
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B7-0222/2009
jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5,
om Euro-Middelhavspartnerskabet inden for økonomi og handel med henblik på den ottende konference mellem Euromedhandelsministrene i Bruxelles den 9. december 2009
Metin Kazak, Niccolò Rinaldi, Marielle De Sarnez, Robert Rochefort, Ramon Tremosa I Balcells, Ivo Vajgl
for ALDE-Gruppen
om Euro-Middelhavspartnerskabet inden for økonomi og handel med henblik på den ottende konference mellem Euromedhandelsministrene i Bruxelles den 9. december 2009
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Barcelona-erklæringen af 28. november 1995, hvormed der etableredes et partnerskab mellem Den Europæiske Union og landene i det sydlige og østlige Middelhavsområde,
– der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet af 11. marts 2003 om Det bredere europæiske naboskab: en ny ramme for forbindelserne med vores naboer i øst og syd ( KOM(2003)0104 ), Kommissionens strategidokument af 12. maj 2004 om EU's naboskabspolitik ( KOM(2004)0373 ), Kommissionens meddelelse til Rådet af 9. december 2004 om Kommissionens forslag til handlingsplaner inden for rammerne af EU's naboskabspolitik ( KOM(2004)0795 ) og handlingsplanerne for Israel, Jordan, Marokko, Den Palæstinensiske Myndighed, Tunesien og Libanon, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1638/2006 af 24. oktober 2006 om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument[1],
– der henviser til associeringsaftalerne for Euro-Middelhavsområdet mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Tunesien[2], Israel[3], Marokko[4], Jordan[5], Egypten[6], Libanon[7] og Algeriet[8] på den anden side samt Euro-Middelhavs-interimsassocieringsaftalen om handel og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og PLO til fordel for den Palæstinensiske Myndighed[9]; der henviser til afgørelse nr. 1/95 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet den 22. december 1995 om iværksættelse af slutfasen af toldunionen (96/142/EF)[10],
– der henviser til frihandelsaftalen, kaldet Agadiraftalen, der undertegnedes den 25. februar 2004 af Jordan, Egypten, Tunesien og Marokko,
– der henviser til Euro-Middelhavstopmødet med deltagelse af stats- og regeringschefer den 13. juli 2008 i Paris, som førte til Middelhavsunionens oprettelse,
– der henviser til den sjette konference mellem Euromedhandelsministrene den 21. oktober 2007 i Lissabon,
– der henviser til den syvende konference mellem Euromedhandelsministrene den 2. juli 2008 i Marseille,
– der henviser til mødet mellem højtstående Euromedembedsmænd inden for handel den 11. november 2009 i Bruxelles,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om EU’s middelhavspolitik og navnlig til sin beslutning af 15. marts 2007 om oprettelse af Euro-Middelhavs-frihandelsområdet og sin beslutning af 19. februar 2009 om Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen,
– der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5,
A. der henviser til, at med Barcelona-konferencen i 1995 iværksattes der et særdeles ambitiøst projekt, nemlig etableringen af nye og tættere politiske, økonomiske, sociale og kulturelle bånd mellem det nordlige og det sydlige Middelhavsområde; der henviser til, at Barcelonaprocessen bør styrkes snarest gennem etableringen af et frihandelsområde,
B. der henviser til, at oprettelsen af Middelhavsunionen, som forventes at stimulere Euro-Middelhavsintegrationsprocessen gennem konkrete og synlige projekter, endnu ikke er afsluttet; der henviser til, at der ikke blev afholdt Euromedmøder mellem januar og juli 2009 på grund af krigshandlingerne i Gazastriben,
C. der henviser til, at udenrigsministermødet, som skulle have været afholdt i Istanbul den 24.-25. november 2009, måtte udsættes, fordi de arabiske stater boykottede det i protest mod den israelske holdning i fredsprocessen i Mellemøsten,
D. der henviser til, at landene i det sydlige og østlige Middelhavsområde (SEM-landene) bør fjerne de eksisterende politiske og økonomiske hindringer, der bremser integrationsprocessen i hele regionen, med henblik på at skabe et frugtbart indbyrdes samarbejde,
E. der henviser til, at omfanget af handelsforbindelserne i Euro-Middelhavsregionen til stadighed vokser, og at EU fremstår som regionens naturlige handelspartner, idet EU aftager 46, 6 % af den samlede Middelhavseksport,
F. der henviser til, at Middelhavsregionens samlede handel med EU i 2008 nåede op på 246,7 mia. EUR, hvilket udgør omkring 8 % af EU's samlede udenrigshandel, med et overskud på 15,3 mia. EUR i EU's favør,
G. der henviser til, at EU er en væsentlig udenlandsk investor i regionen (ekskl. Israel), og til, at EU's investeringer nåede det hidtil højeste niveau med 15,3 mia. EUR i 2006, inden de faldt i 2007,
H. der henviser til, at handelen med tjenesteydelser stiger gradvist med en stigende positiv balance til fordel for Middelhavslandene (især på grund af turismen), som nåede sit hidtil højeste niveau på 11,6 mia. EUR i 2006,
I. der henviser til, at trods disse tal lever omfanget af EU's handel med og investeringer i landene syd for Middelhavet ikke op til forventningerne, ligesom handelen med varer og tjenesteydelser ikke er tilstrækkeligt alsidig i betragtning af potentialet i Euro-Middelhavsregionen, og til, at EU's partnerlande syd for Middelhavet kun tiltrækker meget få investeringer; der henviser til, at de direkte udenlandske investeringer i regionen fortsat er meget beskedne i sammenligning med andre dele af verden, og til, at der er stor forskel på landenes evne til at tiltrække direkte udenlandske investeringer,
J. der henviser til, at den regionale syd-sydintegrationen trods en række vigtige initiativer som Agadiraftalen langtfra er gennemført og til, at syd-sydhandelen derfor er utilstrækkeligt udviklet, idet den kun tegner sig for ca. 6 % af de pågældende landes samlede samhandel,
K. der henviser til, at tekstil-, beklædnings- og skotøjsindustrien mister en stor del af sine markedsandele på grund af det globaliserede marked og en betydelig konkurrence fra Asien,
L. der henviser til, at EU har undertegnet frihandelsaftaler med alle sine partnere syd for Middelhavet med undtagelse af Syrien og Libyen; der henviser til, at forhandlingerne med Syrien om en associeringsaftale er afsluttet, men at undertegnelsen heraf er blevet udsat af Syrien; der henviser til, at Kommissionen har indledt forhandlinger med Libyen,
M. der henviser til, at den bilaterale tilgang, der indgår som et element i alle tilsvarende processer og er en konsekvens af de specifikke kulturelle, sociale, økonomiske og politiske forskelle mellem de deltagende lande, bør styres og understøttes af en mere overordnet vision og plan for forbindelserne mellem de forskellige partnere og derfor bør ledsages af en regional tilgang,
N. der henviser til, at følgerne af den økonomiske og finansielle krise har føjet sig til de politiske og sociale udfordringer, som partnerlandene allerede står over for, især arbejdsløshedsproblemet,
1. understreger på ny den strategiske betydning af, at der etableres et omfattende Euro-Middelhavsfrihandelsområde, som vil være et væsentligt bidrag til fred, velstand og sikkerhed i regionen som sådan, og støtter derfor disse foranstaltninger og alle bestræbelser på at fjerne barrierer og forhindringer; understreger, at et vellykket Euro-Middelhavspartnerskab og navnlig frihandelsområdet kræver en vedholdende og samordnet indsats fra alle parters side;
2. mener, at store og uforudsete politiske hændelser, såsom Mellemøstkonflikten, i det seneste årti har haft betydelige negative følger for fremskridtene og udviklingen af Euro-Middelhavspartnerskabet og frihandelsområdet, og at dette også er grunden til den forsinkede gennemførelse; beklager, at euromedudenrigsministrenes seneste møde – af de samme politiske grunde – blev aflyst, og at Middelhavsunionen ikke gør fremskridt;
3. bemærker, at Euro-Middelhavshandelsministrene vil drøfte foranstaltninger til afhjælpning af de nuværende beskedne handelsmæssige og økonomiske forbindelser mellem Europa og Middelhavslandene, en ny Euro-Middelhavskøreplan og en ny mekanisme til fremme af handel og investering i regionen; mener, at de nuværende associeringsaftaler ud over varehandel bør udvides til at omfatte landbrug, tjenesteydelser, investeringer og reguleringsspørgsmål, intellektuel ejendomsret og bekæmpelse af forfalskning, konkurrence og offentlige indkøb samt handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter for at kunne gøre fremskridt hen imod en omfattende frihandelsaftale;
4. tilskynder kraftigt EU’s sydlige Middelhavspartnerlande til at udvikle syd-sydhandelen, idet de lader sig inspirere af Agadirfrihandelsaftalen, der er blevet indgået mellem Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien, og opfordrer de øvrige lande i regionen til at tilslutte sig denne aftale for yderligere at udvikle de integrationsinitiativer, som EU's sydlige Middelhavspartnere deltager i, og til at udnytte synergierne i forbindelse med uddybelsen af Euromed-associeringsaftalerne mellem Middelhavslandene og EU; understreger, at EU-institutionerne bør reagere positivt på anmodninger om teknisk og finansiel støtte til fremme af en sådan økonomisk syd-sydintegration;
5. mener, at systemet med oprindelseskumulation bør styrkes, eftersom det er et nyttigt toldpolitisk redskab for en stimulering af handelen i området, og at oprindelsesbestemmelserne bør ajourføres og forenkles for at tage hensyn til Euromedpartnernes interesser; opfordrer derfor til, at den regionale aftale om systemet med oprindelseskumulation for hele Euromedområdet indgås i 2010;
6. henviser til behovet for at styrke nord-sydpartnerskabet for at opretholde konkurrenceevnen i Euro-Middelhavslandenes tekstil- og beklædningsindustrier og fremme SEM-landenes aktiviteter med en forøget merværdi på grundlag af kreativitet og innovation og ikke kun på udflytning af virksomheder;
7. understreger behovet for at øge investeringssikkerheden i Middelhavsregionen ved hjælp af en ordning, som koordinerer strategier for små og mellemstore virksomheder og omfatter et stort antal områder: garantier, finansiering, information af små og mellemstore virksomheder og netværkssamarbejde mellem disse;
8. betoner til, at det er nødvendigt at oprette en Euro-Middelhavsbank for investering og udvikling, der kan garantere sikkerheden for donorer syd og nord for Middelhavet og kan tiltrække de direkte udenlandske investeringer, som Euro-Middelhavsregionen har behov for;
9. mener, at det nye forslag om at indføre en Euro-Middelhavsinvesteringsfacilitet er et vigtigt skridt hen imod centralisering og formidling af informationer ved hjælp af et eneste netværk, som sætter erhvervslivet i stand til at skaffe sig et generelt overblik over vilkårene for handel og investeringer i regionen; understreger, at dette instrument bør være et supplement til de eksisterende netværk;
10. glæder sig over den "Inframed"-fond (der er oprettet af den franske "Caisse des dépôts", den italienske "Cassa depositi e prestiti", EFG Hermes (Egypten) og den marokkanske "Caisse de dépôt et de gestion"), der blev bebudet som led i Middelhavsunionen som en langsigtet investeringsfond til finansiering af infrastrukturprojekter;
11. mener, at selv om betingelserne herfor endnu ikke er til stede, bør frihandelsområdet suppleres med en gradvis og betinget indførelse af fri bevægelighed for arbejdstagere, under hensyntagen til forholdene på det europæiske arbejdsmarked og det internationale samfunds nuværende udredningsarbejde vedrørende sammenhængen mellem migration og udvikling; understreger, at det er vigtigt at reducere de omkostninger, der er forbundet med migranters pengeoverførsel til deres respektive hjemlande, således at disse midler kan gavne den lokale økonomi mest muligt; mener, at udstedelse af visa bør lettes, navnlig for Euro-Middelhavspartnerskabet aktører, herunder studerende, universitetsansatte og de socioøkonomiske aktører;
12. mener, at Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen bør føre til en udbygning af de nuværende samarbejdsformer i Euro-Middelhavspartnerskabets regi med henblik på at give alle partnerlandene mulighed for at deltage i Den Europæiske Unions regionale programmer og de tilhørende politiske tiltag på grundlag af prioriteringer og mål, der skal fastlægges i fællesskab; betoner, at det er vigtigt at udvide fællesskabsprogrammerne til at omfatte partnerlandes deltagelse, ikke mindst på områderne for uddannelse, forskning og erhvervsuddannelse (udvekslingsordninger for studerende osv.);
13. fremhæver potentialet for, at Middelhavsunionen kan få en positiv indvirkning på Barcelonaprocessen; understreger, at den definition af væsentlige projekter i strategiske sektorer såsom etablering af nye infrastrukturer, samarbejde mellem små og mellemstore virksomheder, kommunikation og anvendelse af vedvarende energikilder, som blev formuleret i Paris i juli 2008, vil bidrage til udvikling og fremme af Euro-Middelhavslandenes samhandel og investeringer; betoner desuden, at det vil være af største vigtighed at finde en fredsløsning for Mellemøsten, men at konflikterne i regionerne ikke må udgøre en hindring for at overholde afgivne tilsagn; opfordrer til afholdelse af de møder, der er planlagt som led i Middelhavsunionen og til, at der etableres et permanent sekretariat i Barcelona;
14. understreger endvidere, at der ikke bør gribes til bilaterale løsninger på bekostning af en multilateral regional løsning; mener, at Kommissionen, samtidig med at den støtter et tættere samarbejde med de mest udviklede avancerede partnere og tager behørigt hensyn til deres politiske, kulturelle og sociale karakteristika, bør fastholde princippet om, at forhandlingerne føres mellem to regioner;
15. tilskynder til anvendelse af sol- og vindenergi i Middelhavsregionen; glæder sig over de nylige fremskridt med DESERTEC Industrial Initiative med henblik på at udnytte det enorme potentiale for solenergi i Mellemøsten og Nordafrika; understreger, at EU’s indsats i forbindelse med DESERTEC-projektet skal være sammenhængende og udgøre et aktivt bidrag til udviklingen af landene i Nordafrika og Mellemøsten;
16. anmoder Kommissionen om at holde EP fuldt underrettet om udviklingen i forbindelse med Syriens associeringsaftale, hvis undertegnelse Syrien for nylig udsatte; mener, at der næres visse betænkeligheder over for en genoptagelse af forhandlingerne med Libyen om en associeringsaftale og mere generelt om at lade landet deltage i Barcelonaprocessen-Middelhavsunionen; anmoder Kommissionen om at holde EP fuldt underrettet samt at inddrage og høre Parlamentet under enhver fase af forhandlingerne;
17. anser den køreplan, som Kommissionen har foreslået, for at være et brugbart instrument til at genoplive Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen i de kommende år, og opfordrer derfor Euro-Middelhavshandelsministrene til at støtte denne køreplan på ministermødet den 9. december 2009; anmoder om, at højtstående Euro-Middelhavsembedsmænd overvåger køreplanens gennemførelse i de kommende år og foreslå nødvendige ændringer, og anmoder om at blive holdt underrettet om sådanne foranstaltninger;
18. fremhæver den rolle, som Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavspartnerskabet (EMPA) har i forbindelse med partnerskabet som en demokratisk instans, der på grundlag af de tre søjler i Barcelona-processen samler parlamentsmedlemmer fra begge sider af Middelhavet; opfordrer til et tættere samarbejde mellem EMPA, Kommissionen og Rådet på det økonomiske område;
19. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes og SEM-landenes stats- og regeringschefer og parlamenter samt Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavspartnerskabet.