Mødedokument
9.12.2009 B7‑0187/2009
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
om voldshandlingerne i Den Demokratiske Republik Congo
Véronique De Keyser Thijs Berman, Ana Gomes, Richard Howitt
for S&D-Gruppen
om voldshandlingerne i Den Demokratiske Republik Congo
Europa-Parlamentet,
– Europa-Parlamentets beslutning af 20. november 2008 om Den Europæiske Unions reaktion på den forværrede situation i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo[1],
– der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2008 om Den Demokratiske Republik Congo: sammenstød i de østlige grænseområder i Den Demokratiske Republik Congo[2],
– der henviser til sin beslutning af 21. februar 2008 om Nordkivu[3],
– der henviser til den beslutning, som Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU den 22. november 2007 vedtog om situationen i Den Demokratiske Republik Congo, navnlig i den østlige del af landet, og dens indvirkning på regionen,
– der henviser til sin beslutning af 15. november 2007 om EU's respons på struktursvaghed i udviklingslande[4],
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2007 om EU's respons på struktursvaghed - EU's bestræbelser på at fremme udvikling, fred og stabilitet i vanskelige situationer ( KOM(2007)0643 ) og til det hertil knyttede arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene ( SEK(2007)1417 ),
– der henviser til resolution 60/1 af 24. oktober 2005 fra De Forenede Nationers Generalforsamling om resultaterne af verdenstopmødet i 2005, særlig punkt 138 og 140 om ansvaret for at beskytte befolkningen,
– der henviser til Rådets erklæring af 27. oktober 2009 om De Store Søers område,
– der henviser til Rådets erklæring af 10. oktober 2008 om situationen i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo,
– der henviser til resolutionen fra FN's Sikkerhedsråd nr. 1856 (2008) om MONUC's mandat,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at kampe mellem den congolesiske hær, oprørstropper under den afsatte general Laurent Nkunda, soldater fra De Demokratiske Styrker for Rwandas befrielse (FDLR) samt tropper fra den ugandiske Herrens Modstandshær (LRA) fortsat påfører civilbefolkningen i Den Demokratiske Republik Congos østlige provinser umådelige lidelser,
B. der henviser til, at konflikten i Den Demokratiske Republik Congo har krævet 5 400 000 menneskeliv siden 1998 og stadig enten direkte eller indirekte er årsag til omkring 45 000 dødsfald hver eneste måned[5],
C der henviser til, at der ifølge rapporter fra UNHCR er omkring 1 460 000 internt fordrevne i Den Demokratiske Republik Congo, heraf 980 000 i det nordlige Kivu[6],
D. der henviser til, at de humanitære organisationer i øjeblikket har ansvaret for 200 000 flygtninge i lejre rundt om byen Goma, og at de skønner, at der kan være helt op til en million civile, som holder sig skjult i skovene for at undslippe volden; der henviser til, at situationen i flygtningelejrene til stadighed forværres,
E. der henviser til, at FN's mission i Den Demokratiske Republik Congo (MONUC) har et mandat, der bygger på kapitel VII i FN-pagten, og som giver MONUC tilladelse til at benytte alle nødvendige midler til at forhindre ethvert forsøg på magtanvendelse fra udenlandske eller congolesiske væbnede gruppers side, som truer den politiske proces, og til at beskytte civile, der er i overhængende fare for at blive udsat for fysisk vold,
F. der henviser til, at de militære operationer, herunder Kimia II-operationen, har resulteret i afvæbningen af 1 243 FDLR-soldater ud af et skønnet antal på 6 000, selv om FDLR fortsat rekrutterer soldater og har kapacitet til at iværksætte dødelig angreb på civile[7],
G. der henviser til, at congolesiske soldater har været involveret i drabet på over 5000 civilpersoner siden starten på Kimia II-operationen, og at der fortsat forekommer voldtægter, tvungen rekruttering af civile og af børnesoldater samt alvorlige menneskerettighedskrænkelser i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, som begås af såvel oprørstropper, FDLR-soldater og den congolesiske hær,
H. der henviser til, at præsident Kabila har anmodet om, at der senest den 30. juni 2010 forelægges en plan for ham for MONUC-styrkens tilbagetrækning,
I. der henviser til, at UNHCR har meddelt, at nye kampe har fordrevet 21 800 personer, hovedsagelig fra den etniske gruppe Munzaya i og omkring Dongo til Republikken Congo[8],
J. der henviser til, at den congolesiske hær stadig ikke råder over de nødvendige menneskelige, tekniske og økonomiske midler til at varetage sine opgaver i Den Demokratiske Republik Congos østlige provinser, hvilket sammen med hærens manglende disciplin fortsat vanskeliggør udførelsen af dens opgave, som er at beskytte befolkningen og genetablere freden,
K. der henviser til, at FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA) har rapporteret, at der i 2009 har fundet i alt 108 overgreb sted mod humanitære hjælpearbejdere, herunder drab, bortførelser, tyverier af køretøjer og andre aktiver, hvad der udgør en markant stigning i forhold til 2008,
L. der henviser til, at adskillige humanitære organisationer er blevet tvunget til at indstille deres aktiviteter, og at hjælpearbejdere i det Nordkivu ikke er i stand til at nå frem til mindst 70 % af dem, der behøver hjælp,
M. der henviser til, at der trods den globale finanskrise vil være behov for et langvarigt engagement og betydelige investeringer både fra den congolesiske regerings og det internationale samfunds side, således at der kan opnås væsentlige forbedringer på sundhedsområdet og et fald i dødeligheden i Den Demokratiske Republik Congo som sådan og navnlig i landets østlige provinser,
1. kræver en omgående indstilling af voldshandlingerne og krænkelserne af menneskerettighederne i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo; understreger behovet for yderligere bestræbelser på at gøre en ende på væbnede udenlandske gruppers, navnlig FDLR's, aktiviteter i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo; opfordrer regeringen i Den Demokratiske Republik Congo og de øvrige lande i regionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik herpå;
2. er fortsat yderst foruroliget over den stadigt mere alvorlige humanitære situation i landets østlige del efter de grusomme overgreb, der er begået af FDLR, LRA og af den congolesiske hær mod den lokale befolkning, og over de seneste forlydender om congolesiske soldaters bevidste drab på mindst 270 civile i byerne Nyabiondo og Pinga i det Nordkivu og de seneste kampe, som har fordrevet 21 800 mennesker fra deres hjem i og omkring Dongo i vest;
3. er særligt bekymret over, at MONUC var involveret i den congolesiske hærs i Kimia II-operation, og over aktuelle rapporter om, at nogle medlemmer af MONUC deltog i overgrebene; erkender dog, at der fortsat er behov for MONUC's tilstedeværelse og kræver, at der gøres enhver tænkelig indsats, for at MONUC kan udøve sit mandat uden indskrænkninger for at beskytte den del af befolkningen, som er truet; opfordrer i dette øjemed Rådet til at spille en ledende rolle for at sikre, at FN's Sikkerhedsråd støtter MONUC gennem en styrkelse af dennes operationelle kapacitet og en bedre definition af dens prioriteringer, hvoraf der for øjeblikket findes 41;
4. beklager i de stærkest mulige vendinger de massakrer, forbrydelse mod menneskeheden og den seksuelle vold mod kvinder og piger, som fortsat finder sted i de østlige provinser; opfordrer i denne sammenhæng alle de relevante myndigheder til omgående at gribe ind for at retsforfølge de skyldige og anmoder på ny FN's Sikkerhedsråd om hurtigst muligt at træffe enhver foranstaltning for reelt at hindre ethvert yderligere overgreb mod civilbefolkningen i Den Demokratiske Republik Congos østlige provinser;
5. opfordrer samtlige aktører til at skærpe kampen mod straffrihed og at opretholde lov og orden, især ved at bekæmpe voldtægt af kvinder og piger og rekruttering af børnesoldater; opfordrer Den Demokratiske Republik Congos regering til at sikre, at de ansvarlige for overtrædelserne af menneskerettighederne og af den internationale humanitære folkeret stilles til ansvar for deres gerninger, og til at samarbejde fuldt ud med Den Internationale Straffedomstol;
6. understreger, at det er nødvendigt at bekæmpe korruptionen og at retsforfølge de personer i de congolesiske væbnede styrker, som er skyldige i menneskerettighedskrænkelser, og betoner MONUC's afgørende rolle i denne forbindelse gennem fælles planlægning og gennemførelse af operationer samt reelle mekanismer for at stille dem, som er ansvarlige for misbrug og tyveri af soldaternes løn, til ansvar;
7. betoner vigtigheden af at underkaste FARDC-officerer og soldater i den congolesiske hær en sikkerhedskontrol; hilser i denne forbindelse Rådets nylige afgørelse om en fælles aktion for rådgivning og bistand til en reform af sikkerhedssektoren (EUSEC RD Congo) velkommen; gentager, at der er behov for uddannelse og anstændige lønninger for at reformere den congolesiske hær og forbedre disciplinen;
8. forventer, at de congolesiske myndigheder opfylder deres forpligtelse til at tilrettelægge og sikre finansieringen af det planlagte lokalvalg; opfordrer Rådet og Kommissionen til at gøre alt, hvad der er muligt, for at støtte valgprocessen, yde støtte til håndteringen af problemer i forbindelse med regeringsførelse, manglende gennemsigtighed og overtrædelser af de borgerlige og politiske og rettigheder i samarbejde med de congolesiske myndigheder;
9. opfordrer samtlige regeringer i De Store Søers Område og det internationale samfund til at iværksætte en dialog med henblik på at koordinere indsatsen for at gøre en ende på voldshandlingerne i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo og være særligt opmærksom på forsoning, menneskers sikkerhed, større juridisk ansvarlighed og flygtninges og internt fordrevnes tilbagevenden og integration;
10. hilser de fremskridt, der er gjort i regionen på grund af de forbedrede diplomatiske forbindelser mellem Den Demokratiske Republik Congo og Rwanda, velkommen; opfordrer de to lande til at gennemføre Nairobi- og Goma-fredsaftalerne samt Ihusi-aftalen af 23. marts 2009 fuldt ud;
11. fremhæver betydningen af det bidrag, som den internationale konference om området omkring De Store Søer og Det Økonomiske Fællesskab for Landene omkring De Store Søer spiller med henblik på at skabe fred og bidrage til den økonomiske udvikling i området; tilskynder derfor til iværksættelse af grænseoverskridende udviklingsprojekter sammen med Rwanda som led i arbejdet i Det Økonomiske Fællesskab for Landene omkring De Store Søer;
12. beklage det stigende antal overgreb mod hjælpearbejdere, som har alvorlige konsekvenser for den humanitære situation i området; opfordrer indtrængende myndighederne i Nordkivu til at iværksætte en omhyggelig efterforskning af hver eneste episode og til omgående at forbedre beskyttelsen;
13. understreger behovet for en fortsat og øget finansiering af den humanitære bistand til den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo i betragtning af det stigende antal internt fordrevne og deres forværrede situation; støtter i dette øjemed den appel, som blev fremsat af FN den 30. november 2009 sammen med 380 hjælpeorganisationer og ikkestatslige organisationer (ngo'er) om at skaffe 7,1 mio. USD til nødhjælpsarbejde i 2010; opfordrer indtrængende alle medlemsstater til at yde deres andel;
14. er fortsat bekymret over oprørsgruppers ulovlige handel med mineraler og andre naturressourcer i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo; opfordrer Rådet og Kommissionen til i sine drøftelser med regeringerne i Den Demokratiske Republik Congo og i nabolandene at insistere på anvendelsen af effektive systemer for sporing og oprindelsescertificering af naturressourcer;
15. fordømmer på det kraftigste dødsdommene over en britisk og en norsk statsborger, Tjostolv Moland og Joshua French i Kinshasa den 3. december; anmoder om, at dødsdommene ophæves, og at der gennemføres en retfærdig retssag;
16. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU's højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Afrikanske Unions institutioner, FN’s generalsekretær, FN's undergeneralsekretær og koordinator af humanitære anliggender og humanitær bistand, FN’s Sikkerhedsråd, FN’s Menneskerettighedsråd samt parlamenterne og regeringerne i De Store Søers Område.