Mødedokument
1.2.2010 B7‑0064/2010
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
om resultaterne af klimakonferencen i København (COP 15)
Corien Wortmann-Kool, Karl-Heinz Florenz, Richard Seeber, Peter Liese, Vera Pilar del Castillo, Romana Jordan Cizelj, Sirpa Pietikäinen, Theodoros Skylakakis, Maria Da Graça Carvalho,
for PPE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om resultaterne af klimakonferencen i København (COP 15)
Europa-Parlamentet,
– der henviser til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og den dertil hørende Kyotoprotokol,
– der henviser til femtende samling i partskonferencen (COP 15) under UNFCCC og femte samling i den partskonference, der tjener som møde for parterne i Kyotoprotokollen (COP/MOP 5), som afholdtes i København den 7.-18. december 2009, samt til den underskrevne endelige aftale,
– der henviser til den klima- og energipakke, som Europa-Parlamentet og Kommissionen vedtog den 17. december 2008, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/29/EF af 23. april 2009 om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på at forbedre og udvide ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet[1] og Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 406/2009/EF af 23. april 2009 om medlemsstaternes indsats for at reducere deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at reducere drivhusgasemissionerne frem til 2020[2],
– der henviser til sine tidligere beslutninger om klimaændringer, navnlig beslutning af 4. februar 2009 om "2050: Fremtiden begynder i dag – henstillinger til EU's fremtidige integrerede politik om klimaændringer"[3] og beslutning af 11. marts 2009 om "en EU-strategi for en global klimaaftale i København og passende tilvejebringelse af finansiering for klimapolitikken"[4],
– der henviser til mundtlige forespørgsler af ... til Kommissionen og Rådet om EU's strategi for klimakonferencen i København (COP 15) ( O-0000/2009 – B7 0000/2009, O-0000/2009 – B7 0000/2009),
– der henviser til høringen af det indstillede medlem af Kommissionen med ansvar for klima, Connie Hedegaard, den 15. januar 2010,
– der henviser til erklæringerne fra Rådet og Kommissionen af 20. januar 2010 om resultatet af topmødet i København om klimaændringer,
– der henviser til den kommende sekstende partskonference (COP 16), der afholdes i Mexico,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at forhandlingerne om en omfattende international klimaaftale for perioden efter 2012, som skulle være afsluttet i København i december 2009, endte med en skuffende aftale, der ikke opfyldte EU's forventninger,
B. der henviser til, at aftalen ikke indeholdt nogen bindende aftale og ingen langsigtede mål,
C. der henviser til, at eksplicit inddragelse af målsætningen om 2 °C i aftalen kan anses for at være et historisk skridt,
D. der henviser til, at de emissionsreduktionsmål, som parterne tilbød, ikke var tilstrækkelige til at opfylde 2 ºC-målsætningen, og at de nuværende tilsagn fra de forskellige lande på ingen måde vil opfylde de CO2-reduktionskrav, som er stillet af IPCC, der taler om, at der højst må udledes 700-800 mia. tons CO2 i 2050,
E. der henviser til, at udviklings- og vækstøkonomierne samt USA har erkendt, at de har en del af ansvaret, og at de er nødt til at træffe bindende foranstaltninger til nedbringelse af emissionerne,
F. der henviser til, at EU ikke var i stand til at manifestere sin ledende rolle i kampen mod klimaændringer og end ikke var inddraget i de afsluttende forhandlinger med USA, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika om det endelige aftaleudkast,
G. der henviser til, at resultatet fra København har stillet de internationale klimaforhandlinger i bero, og at de kommende måneder bliver afgørende for at se kritisk på de seneste måneder og dermed overvinde de nuværende problemer i processen,
1. beklager den svage aftale, der blev opnået på COP 15; indrømmer dog, at den udgør et tilstrækkeligt grundlag for fremskridt mod forberedelsen af og succes for det kommende COP 16, da den indeholder nogle positive elementer, såsom generel enighed om at begrænse den globale opvarmning til 2 °C over det førindustrielle niveau, og giver mulighed for en revision af dette mål og aktionerne i henhold til aftalen inden 2015 med en henvisning til at udforske måder til at holde temperaturstigningen på verdensplan på under 1,5 °C;
2. glæder sig over de tilsagn om emissionsreduktioner, som de nye vækstøkonomier afgav, samt over henvisningerne til udviklingslandene, som vil skulle aflægge nationale rapporter om deres emissionsreduktioner som led i en verifikationsmetode;
3. noterer sig, at aftalen indeholder planer om en årlig fond med 100 mia. USD fra de udviklede lande i 2020 og ydelse af et beløb på 30 mia. USD til udviklingslandene over de næste tre år (2010-2012) til bekæmpelse af klimaændringer og til etablering af en grøn klimafond, der skal støtte projekter i udviklingslande i relation til skovrydning og skovforringelse, forudsat at alle former for finansiering overvåges;
4. er enig i oprettelsen af en mekanisme til reduktion af emissionerne fra skovrydning og skovforringelse og forbedring af skovenes optag af drivhusgasser samt etableringen af en teknologimekanisme, der skal fremskynde udvikling og overførsel af teknologi, og glæder sig over henvisningen til den rolle, som markederne skal spille for at øge de afbødende foranstaltningers omkostningseffektivitet;
5. udtrykker sin tilfredshed med indsatsen for tilpasning, især i de udviklingslande, der er særligt sårbare (især de mindst udviklede lande og små udviklingsøstater og Afrika);
6. beklager, at USA og Kina af interne politiske årsager ikke var indstillet på at acceptere en mere ambitiøs aftale, og at de sammen med en række tredjelande (Cuba, Nicaragua, Sudan og Venezuela) vedtog en blokerende holdning i de internationale forhandlinger for at undgå strenge og bindende tilsagn på trods af den høje grad af politisk fremdrift i København;
7. er af den opfattelse, at en yderligere drøftelse af foranstaltninger såsom afgiftstilpasninger ved grænserne eller andre sanktioner vil forværre den nuværende dissonans og ikke gøre det lettere at indgå en international klimaaftale;
8. beklager, at Københavnsaftalen ikke indeholder en formulering om en international aftale om luftfart og søfart, men konstaterer, at de juridiske dokumenter, der blev vedtaget i København fastholder spørgsmålet på dagsordenen, og gentager sit løfte om en international aftale, der inkluderer emissioner fra luftfart og skibsfart;
9. beklager, at EU ikke formåede at fastholde sin førerposition i de internationale rammer, og opfordrer indtrængende EU til at lære af resultatet af COP 15 og, med henblik på at opnå en mere samlet, målrettet og indflydelsesrig europæisk tilstedeværelse, til at genoverveje sin strategi for at bevare sin førende rolle i kampen mod klimaændringer;
10. mener, at der kan drages erfaringer af resultatet af COP 15 med henblik på at opnå vellykkede resultater på COP 16 i Mexico i år;
11. understreger, at nye, globale strategier, såsom budgetstrategien, bør drøftes og give ny inspiration til debatten; mener endvidere, at disse nye tiltag i den globale klimapolitik bør kombinere økonomisk effektivitet og et globalt udviklingspartnerskab og samtidig gøre alle lande, herunder vækstøkonomier, ansvarlige for klimaet;
12. er overbevist om, at hvis Europa investerer i en bæredygtig fremtid, vil det skabe løsninger, som samtidig kan bidrage til klimaet, energisikkerhed og mindsket afhængighed af energi, effektiv ressourceudnyttelse, industriel konkurrenceevne og jobskabelse;
13. er af den opfattelse, at der er behov for en bedre formidling af de muligheder, som klimabeskyttelse tilbyder, herunder for at sikre vækst i fremtiden og hjælpe lande, der endnu ikke er så udviklede som EU, med ikke at begå de samme fejl, som lande i EU har gjort;
14. fastholder, at EU, styret af sit solidaritetsrationale, på den ene side skal bringe parterne sammen i en ny ånd af gensidig respekt og ansvar, men på den anden side styrke "bottom-up"-tilgange (f.eks. offentlig-private partnerskaber, investeringer i ny teknologi og forskning samt foranstaltninger til fremme af teknologi-, innovations- eller energiorienterede klimapartnerskaber med Kina, Indien og andre vækstøkonomier) med henblik på at generere nye impulser fra borgerne;
15. understreger, at det vigtigste element for, at det skal lykkes for EU, er at tale med én stemme, så de andre parter i forhandlingerne vil vise tilstrækkelige hensyn og betragte EU som en primær eller i det mindste tilsvarende tung forhandlingspartner;
16. anbefaler, at EU repræsenteres af én enkelt forhandler på kommende konferencer for at understrege EU's fælles holdning;
17. understreger, at det er nødvendigt at fremme alle klimavenlige kilder til energiproduktion, hvis Europa skal kunne opfylde klimamålene og samtidig sikre energiforsyningssikkerheden; anser det for afgørende, at EU og medlemsstaterne øger investeringerne i ren teknologi, energirelateret forskning samt i energi- og ressourceeffektivitet med henblik på at underbygge EU's troværdighed og ledende rolle på internationalt plan;
18. deler den opfattelse, at der i tilgift til forhandlingerne om specifikke reduktionsmål bør gøres en indsats for at sikre, at energieffektivitetens potentiale som et væsentligt og omkostningseffektivt bidrag til at afbøde klimaændringerne tydeliggøres på internationalt plan; er overbevist om, at en international aftale om energieffektivitet bør være en del af resultatet af de kommende klimaforhandlinger i Mexico City;
19. opfordrer EU og medlemsstaterne til ikke at acceptere ensidige tilsagn, der vil være til skade for EU-virksomhedernes konkurrenceevne; anser det for afgørende, at de øvrige industrialiserede lande uden for EU yder en tilsvarende indsats, samt at udviklings- og vækstøkonomier afgiver rimelige reduktionstilsagn; gør opmærksom på, at reduktionsmålene skal være målelige, indberetningspligtige og kontrollerbare;
20. opfordrer til en grundig diskussion om, hvilke instrumenter der er de bedste til at opnå emissionsreduktioner på globalt plan, herunder en kritisk vurdering af EU's standpunkter i denne sammenhæng; er ikke desto mindre af den opfattelse, at der fortrinsvis bør anvendes markedsbaserede instrumenter, eftersom sådanne instrumenter gør det muligt at opfylde obligatoriske reduktionsmål med færrest mulige omkostninger for samfundet;
21. opfordrer indtrængende de udviklede lande til at investere mere i forskning i nye og avancerede teknologier til klimavenlige og energieffektive produktionsprocesser; finder det af afgørende betydning, at Europa statuerer et eksempel ved at gennemføre en betydelig stigning i bevillingerne til forskning i klimavenlige teknologier inden for rammeprogrammet for forskning;
22. foreslår, inden for rammerne af de fælles internationale aktioner til effektivt at reducere de globale CO2-emissioner, at udvikle en global, sektorspecifik "bottom-up"-tilgang til energiintensive forbrugsindustrier; påpeger, at i henhold til denne fremgangsmåde har emissionsmål for disse industrier over hele verden, samt overførsel af teknologi som et stimulerende middel, vist sig meget effektivt i lande som Japan og er nu begyndt at blive udviklet af Asian Pacific Partnership;
23. mener, at klimaændringstopmødet i Mexico City vil være en fremragende lejlighed til at underskrive en aftale om at udvikle en global, sektorspecifik "bottom-up"-tilgang til energiintensive forbrugsindustrier; mener, at en sådan international aftale kræver deltagelse af USA, Kina, Indien og Brasilien;
24. understreger, at det er afgørende, at EU fastholder sine ambitiøse mål for bekæmpelse af klimaændringerne og fastholder såvel sine bestemmelser om kulstoflækage som den markedsbaserede mekanisme og emissionshandelssystemet, men at EU samtidig skal være parat til at være mere fleksibelt for så vidt angår muligheden for at gå fra Kyotoprotokollen til frivillige tilsagn fra andre lande, forudsat at disse også tager konkrete skridt til at reducere emissionerne i væsentlig omfang;
25. understreger det faktum, at EU – i lyset af det engagement, de andre nationer erklærede den 31. januar – bør kommunikere mere entydigt, at det er villigt til at skride til en 30-procents-reduktion i udledningen af drivhusgasser, forudsat at de andre lande er parate til at forpligte sig til også at gøre en passende indsats på grundlag af princippet om et "fælles, men differentieret ansvar", og EU bør, på et mere generelt plan, undersøge, om det er en hensigtsmæssig global strategi at sætte sin lid til nationale frivillige forpligtelser, både med hensyn til ambitioner og mulighederne for tvangsgennemførelse;
26. erkender, at en af fremtidens største udfordringer ikke kun er CO2-reduktion, men også en mere effektiv og bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne, hvilket vil blive et centralt emne i den nærmeste fremtid;
27. mener, at de bilaterale møder mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i væsentlig grad kan bidrage til debatten og fremme forståelsen mellem parterne; overvejer derfor at holde disse møder før begyndelsen af de officielle forhandlinger med henblik på at bidrage på en mere meningsfuld måde til det bedst mulige resultat af forhandlingerne;
28. understreger, at der er behov for at skabe et nyt "klimadiplomati" i EU og til at styrke alliancerne med verdens magtfulde lande samt de mere progressive udviklingslande såsom Brasilien, Mexico, Costa Rica og Maldiverne; er desuden af den opfattelse, at for at forbedre de fremtidige forhandlingsprocesser skal EU bidrage til at sikre et bedre informationsflow og bedre feedback, især til og inden for forskelligartede grupper såsom G-77;
29. opfordrer indtrængende UNFCCC-sekretariatet til at revidere arbejdsmetoderne i de internationale forhandlinger, navnlig med hensyn til den rolle, der spilles af nationale ledere og af standpunkter, som offentliggøres forud for forhandlingernes afslutning, med henblik på at sikre, at de tekstudkast, der skal vedtages, er blevet tilstrækkeligt gennemarbejdede på forhånd, og at forhandlingsparterne har den fornødne beslutningsbeføjelse med henblik på at gøre processen mere effektiv;
30. opfordrer til en tættere forbindelse mellem EU's politikker for eksterne anliggender og klimaindsatsen; er overbevist om, at klimaændringerne bør tillægges stor betydning på dagsordenen for EU's optræden udadtil; opfordrer derfor EU til at tale med én stemme for at bevare sin førende rolle i de kommende forhandlinger og at være repræsenteret i COP 16's højniveausegment af formanden for Kommissionen, José Manuel Barroso, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, og kommissæren med ansvar for klima, Connie Hedegaard;
31. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer med anmodning om, at den bliver fremsendt til alle kontraherende parter uden for EU.