Mødedokument
14.6.2010 B7‑0345/2010
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelsen fra næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
om den israelske militæraktion mod nødhjælpskonvojen og blokaden af Gaza
Annemie Neyts-Uyttebroeck
for ALDE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om den israelske militæroperation mod nødhjælpskonvojen og blokaden af Gaza
Europa-Parlamentet,
- der henviser til sine tidligere beslutninger om Gaza, navnlig beslutningerne af 15. januar 2009 om situationen i Gaza og af 18. februar 2009 om humanitær bistand til Gazastriben,
- der henviser til tidligere erklæringer fra Mellemøstkvartetten, navnlig dem af 19. marts 2010, der bekræfter de grundlæggende principper fastlagt i Trieste den 26. juni 2009, og dem af 11. maj 2010 om genoptagelse af de indirekte forhandlinger mellem israelerne og palæstinenserne,
- der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner S/RES/1860(2009) af 8. januar 2009 og S/RES/1850(2008) af 16. december 2008,
- der henviser til erklæringen fra den højtstående repræsentant/næstformand Catherine Ashton om den israelske militæraktion mod nødhjælpskonvojen den 31. maj 2010,
- der henviser til formandserklæringen i FN's Sikkerhedsråds erklæring (S/9940) af 31. maj 2010,
- der henviser til den resolution, som UNHRC vedtog den 2. juni 2010 om de israelske styrkers alvorlige angreb mod den humanitære skibskonvoj,
- der henviser til WHO's Generalforsamlings resolution af 18. maj 2010,
- der henviser til Verdensfødevareprogrammets og De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations (FAO’s) rapport, som blev offentliggjort i november 2009, om situationen i Gaza,
- der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til den israelske militæraktion den 31. maj 2010 i internationalt farvand mod en nødhjælpskonvoj, der var på vej til Gaza, som resulterede i, at ni civile blev dræbt, og at 38 civile og syv israelske soldater blev såret,
B. der henviser til, at Hamas forsat hindrer nødhælpskonvojen med humanitær ladning i at sejle ind til Gaza,
C. der henviser til, at grænseovergangene til og fra Gaza har været lukket siden januar 2007, og at forbuddet mod frie person- og varebevægelser har ført til øget fattigdom, lammet genopbygningen og ødelagt økonomien i området og derved skabt et hurtigt voksende sort marked, der kontrolleres af bl.a. Hamas; der henviser til, at denne blokade ikke har opfyldt sit politiske mål om at underminere ekstremisme, men at den tværtimod har ført til en stigende radikalisering,
D. der henviser til, at embargoen mod Gaza udgør en kollektiv straf, hvilket er i modstrid med internationale humanitære bestemmelser,
E. der henviser til, at 80 % af befolkningen i Gaza er afhængig af fødevarehjælp, at over 60 % er ramt af fødevareusikkerhed, at arbejdsløsheden er på omkring 50 %, og at der er sket en betydelig forværring af hygiejne- og miljøforholdene,
F. der henviser til, at kun 3.600 lastbiler med fødevarehjælp fik adgang til Gaza i årets tre første måneder imod 36.000 i de første tre måneder af 2007, og at kun 81 produkter får adgang til Gaza, skønt De Forenede Nationers Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA) vurderer, at der kræves mindst 6.000 produkter for at opfylde de grundlæggende humanitære behov,
G. der henviser til, at de palæstinensiske områder er det største modtagertredjeland af EU-midler, og at denne støtte har spillet en vigtig rolle i bestræbelserne på at forbedre den humanitære situation i Gaza samt at EU fortsat yder vigtig humanitær bistand til Gaza, bl.a. gennem UNWRA,
H. der henviser til, at en tostatsløsning stadig er den vigtigste forudsætning for varig fred mellem israelere og palæstinensere, og at enhver ensidig tilgang, der kunne underminere dette mål, bør undgås; der henviser til, at de igangværende indirekte forhandlinger kunne føre til genoptagelse af direkte fredsforhandlinger med henblik på oprettelse af en palæstinensisk stat, der lever side om side med Staten Israel i fred og sikkerhed,
I. der henviser til, at FN's Sikkerhedsråds resolution 1860 kræver, at der sættes en stopper for indsmugling af våben og ammunition til Gaza,
J. der henviser til, at der fra Hamas-kontrolleret område stadigt affyres raketter ind på det sydlige Israel,
1. fordømmer brugen af uforholdsmæssig vold mod civile;
2. udtrykker sin medfølelse med ofrene og deres familier;
3. støtter opfordringen fra FN's generalsekretær og FN's højkommissær for menneskerettigheder til snarest at indlede en international og uafhængig undersøgelse af dette angreb og overtrædelse af folkeretten, navnlig den fjerde Genève-konvention, og insisterer på, at principperne om ansvarlighed og ansvar skal opretholdes, og opfordrer indtrængende den højtstående repræsentant/næstformand og EU's medlemsstater til at træffe foranstaltninger med henblik på at sikre, at dette krav føres ud i livet;
4. er i den forbindelse dybt bekymrede over den israelske regerings indvendinger mod gennemførelsen af en international undersøgelse;
5. opfordrer til, at blokaden af Gazastriben ophæves;
6. støtter Israels krav om, at indsmuglingen af våben til Gaza skal ophøre; opfordrer Den Palæstinensiske Myndighed og de palæstinensiske ledere til at gøre alt, hvad der står i deres magt for at bringe de talrige angreb med kassamraketter, der er blevet affyret vilkårligt fra Gazastriben ind på israelsk territorium, til ophør; anerkender Israels ret til at eksistere inden for internationalt anerkendte og sikre grænser;
7. opfordrer den højtstående repræsentant/næstformand og EU's medlemsstater til at træffe foranstaltninger for at sikre en varig åbning af alle grænseovergange til og fra Gaza med passende international overvågning af den endelige brug for at muliggøre uhindret adgang for humanitær bistand og handelsvarer, der er nødvendige for genopbygningen og en selvstændig økonomi, samt valutabevægelser og bevægelsesfrihed for mennesker;
8. opfordrer den højtstående repræsentant/næstformand og medlemsstaterne til at foretage en fornyet vurdering af Den Europæiske Unions grænsebistandsmissions mandat med mulighed for en maritim dimension, på baggrund af den aktuelle politiske situation og sikkerhedsforholdene i området;
9. insisterer på, at selv om humanitær bistand skal ydes uden betingelser, skal EU spille en politisk rolle, som leverer konkrete resultater, der er i overensstemmelse med EU's betydelige finansielle bistand og økonomiske vægt i regionen;
10. understreger behovet for at revurdere og gennemgå Den Europæiske Unions mellemøststrategi i lyset af den seneste udvikling, så den kommer til at spille en afgørende og kohærent politisk rolle, bistået af effektive diplomatiske instrumenter, til fordel for fred og sikkerhed i denne naboregion, som er af vital strategisk betydning for EU; denne gennemgang skal inddrage alle EU-politikker (handelspolitik, udviklingspolitik ...) og skal gennemføres med henblik på at nå EU's mål;
11. opfordrer til genoptagelse af den interne politiske dialog mellem palæstinenserne i en ånd af forsoning;
12. opfordrer alle palæstinensiske partier til at vedtage Kvartettens kriterier: afkald på vold, anerkendelse af Israels ret til at eksistere og overholdelse af alle aftaler indgået mellem PLO og Israel;
13. i lyset af alvoren af de seneste begivenheder samt det presserende behov for at gøre fremskridt i retning af at finde en løsning på konflikten opfordres den højtstående repræsentant/næstformand til at være spydspids i en samordnet EU indsats på allerhøjeste plan med inddragelse af både EU-institutionerne og de 27 medlemslande;
14. bemærker, at selv om de egyptiske myndigheders midlertidige åbning af grænseovergangen i Rafah hilses velkommen, skal der snarest etableres en permanent status; opfordrer i den forbindelse de ægyptiske myndigheder til at forpligte sig til at holde grænseovergangen åben og indgå en aftale herom med Den Europæiske Unions grænsebistandsmission i Rafah;
15. bemærker, at de seneste begivenheder har skadet forholdet mellem Tyrkiet og Israel i væsentlig grad; opfordrer den tyrkiske regering til at til at reagere med mådehold og til at fokusere sine diplomatiske og politiske bestræbelser på at lette situationen for det palæstinensiske folk og bidrage til fredsprocessen i Mellemøsten;
16. roser det arbejde, der udføres af UNRWA, og opfordrer, med kendskab til det finansielle underskud det vil blive stillet over for inden årets udgang, det internationale donorsamfund til at opfylde sine nuværende forpligtelser og til yderligere at hæve sine bidrag; gentager endvidere og i lyset af UNRWA's kritiske humanitære rolle, især vedrørende tilpasningen af uddannelse til et stigende antal studerende, opfordringen til at afslutte belejringen, således at UNRWA kan genoptage uundværligt byggeri- og vedligeholdelsesvirksomhed;
17. indtager den holdning, at enhver mulighed for at overveje en opgradering af forbindelserne mellem EU og Israel skal kædes sammen med en ophævelse af blokaden af Gaza, fuld overholdelse af de internationale menneskerettighedsforpligtelser og humanitære forpligtelser;
18. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.