Mødedokument
4.4.2011 B7‑0249/2011
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2
om situationen i Syrien, Bahrain og Yemen
José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, Elmar Brok, Ioannis Kasoulides, Gabriele Albertini, Hans-Gert Pöttering, Dominique Baudis, Angelika Niebler, Cristian Dan Preda, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Vito Bonsignore, Andrzej Grzyb, Tokia Saïfi, Michael Gahler, Filip Kaczmarek, Dominique Vlasto, Krzysztof Lisek, Monica Luisa Macovei, Bogusław Sonik, Ria Oomen-Ruijten, Joanna Katarzyna Skrzydlewska
for PPE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Syrien, Bahrain og Yemen
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Syrien og Yemen,
– der henviser til sin betænkning af 24. marts 2011 om EU’s forbindelser med Golfstaternes Samarbejdsråd,
– der henviser til erklæringerne fra Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen af 10. marts, 15. marts og 17. marts 2011 om Bahrain,
– der henviser til erklæringerne fra Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen af 10. marts, 12. marts og 18. marts 2011 om Yemen,
– der henviser til Rådets konklusioner af 21. marts 2011 om Yemen og Bahrain,
– der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 24. og 25. marts 2011,
– der henviser til erklæringerne fra Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen af 18., 22., 24. og 26. marts 2011 om Syrien,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at demonstranter i Bahrain, Yemen og Syrien som tidligere i andre arabiske lande, såsom Tunesien, Egypten og Libyen, kræver bedre økonomiske vilkår, mindskelse af de sociale uligheder, bekæmpelse af korruption og nepotisme, gennemførelse af demokratiske reformer, respekt for retsstatsprincipper og grundlæggende menneskerettigheder,
B. der henviser til, at sikkerhedsstyrkernes overdrevne magtanvendelse mod demonstranterne i Bahrain, Yemen og Syrien har ført til tab af menneskeliv og forvoldt alvorlige skader,
C. der henviser til, at Bahrain og Yemen for nylig er blevet erklæret i undtagelsestilstand, som det skete i Syrien i 1963,
D. der henviser til, at lægepersonale, menneskerettighedsforkæmpere og politiske aktivister ifølge indberetninger er blevet tilbageholdt i Bahrain, og hospitaler er blevet overtaget af sikkerhedsstyrkerne, mens de ambulancer, der bringer de sårede regeringsmodstandere til hospitalerne i Yemen, er blevet sinket af sikkerhedsstyrkerne,
E. der henviser til, at sikkerhedsstyrker fra de lande, der deltager i Golfstaternes Samarbejdsråd, nemlig Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Kuwait, er blevet udstationeret i Bahrain efter anmodning fra Bahrains regering,
F. der henviser til, at Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen har givet udtryk for sin bekymring over situationen i Syrien, hvorfra der er kommet indberetninger om mange sårede, efter at demonstranterne blev angrebet af sikkerhedsstyrkerne,
1. kondolerer på det inderligste familier og venner til dem, der har mistet livet;
2. giver udtryk for sin solidaritet med befolkningerne i Bahrain, Yemen og Syrien, glæder sig over disse folks mod og beslutsomhed og erklærer sin fulde støtte til deres legitime demokratiske forhåbninger;
3. fordømmer på det kraftigste anvendelsen af magt mod demonstranter og beklager dybt de forvoldte skader og tabet af menneskeliv; opfordrer indtrængende myndighederne til at afstå fra magtanvendelse mod demonstranterne og respektere forsamlingsfriheden; understreger, at dem, der er ansvarlige for tab af menneskeliv og forvoldte skader, bør holdes ansvarlige og retsforfølges; opfordrer myndighederne til øjeblikkeligt at løslade alle politisk fanger og alle dem, der tilbageholdes på grund af deres fredelige aktiviteter i forbindelse med demonstrationerne;
4. erklærer, at når en stat udøver vold mod sin egen befolkning, skal det få direkte konsekvenser for denne stats bilaterale forbindelser med Den Europæiske Union; minder Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen om, at EU kan anvende en række instrumenter til at hindre sådanne handlinger fra indefrysning af aktiver over rejseforbud til afbrydelse af udviklingsbistand i udvalgte sektorer; minder dog om, at befolkningerne aldrig bør berøres af sådan en revision af de bilaterale forbindelser;
5. opfordrer myndighederne til omgående at svare på de vidt udbredte krav om demokratiske, økonomiske og sociale reformer; giver udtryk for sin stærke støtte til reformer hen imod demokrati, retsstatsprincipper og social retfærdighed i Bahrain, Yemen og Syrien;
6. opfordrer Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen til at støtte kravet om, at De Forenede Nationer (FN) eller Den Internationale Straffedomstol foretager en uafhængig undersøgelse af overgrebene mod demonstranterne i Sanaa i Yemen den 18. marts, hvor 54 blev dræbt og mere end 300 såret;
7. fordømmer de bahrainske og yemenitiske myndigheders indgriben i lægebehandling samt deres hindring og begrænsning af adgangen til sundhedsfaciliteter;
8. opfordrer den bahrainske regering og de andre parter til omgående og uden forhåndsbetingelser at indlede en meningsfuld og konstruktiv dialog med henblik på gennemførelse af reformer; glæder sig over erklæringen fra FN's generalsekretær om, at FN efter anmodning er rede til at støtte de nationale bestræbelser;
9. opfordrer Yemens præsident Saleh til at træffe konkrete foranstaltninger hen imod gennemførelsen af hans tilsagn om en fredelig overførsel af magten gennem de forfatningsmæssige institutioner; opfordrer alle parter, inklusive oppositionen, til at handle ansvarligt, omgående at indlede en åben og konstruktiv dialog med henblik på at opnå en fredelig politisk overgang og til at inddrage alle parter og bevægelser, der repræsenterer den yemenitiske befolkning, i denne dialog, herunder Houthierne, al-Hirak-bevægelsen samt de uafhængige demonstranter og de unge;
10. opfordrer Syriens præsident Assad til at ophæve undtagelsestilstanden, som det er blevet overvejet, og til at indlede en bred og meningsfuld dialog med de andre parter med henblik på at imødekomme demonstranternes legitime krav og forhåbninger;
11. opfordrer EU til at fremme en demokratisk og fredelig forandringsproces i Bahrain, Yemen og Syrien; opfordrer Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen til at fremsætte et forslag i den henseende;
12. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen, Rådet, Kommissionen, FN's generalsekretær samt kongen, regeringen og parlamentet i Kongeriget Bahrain og præsidenten, regeringen og parlamentet i Republikken Yemen samt præsidenten, regeringen og parlamentet i Den Syriske Arabiske Republik.