Mødedokument
26.5.2011 B7‑0344/2011
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B7-0213/2011
jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5,
om handelsforbindelserne mellem EU og Canada
Vital Moreira
for Udvalget om International Handel
Europa-Parlamentets beslutning om handelsforbindelserne mellem EU og Canada
Europa-Parlamentet,
– der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 9. november 2010 ”Handel, vækst og verdensanliggender – Handelspolitikken som et centralt element i EU's 2020-strategi” ( KOM(2010)0612 ) samt til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 7. juli 2010 ”Etablering af en samlet europæisk international investeringspolitik” ( KOM(2010)0343 ),
– der henviser til Kommissionens og den canadiske regerings fælles undersøgelse om vurdering af fordele og ulemper ved et tættere økonomisk partnerskab mellem EU og Canada fra oktober 2008[1] samt til den fælles rapport om screeningsundersøgelsen EU-Canada af 5. marts 2009[2],
– der henviser til den fælles erklæring fra topmødet mellem EU og Canada om en omfattende økonomisk partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Canada, der blev undertegnet i Prag den 6. maj 2009[3],
– der henviser til Kommissionens henstilling til Rådet af 20. december 2010 om ændring af forhandlingsdirektiverne for en økonomisk integrationsaftale med Canada med henblik på at give Kommissionen beføjelse til på Unionens vegne at forhandle om investeringer ( SEK(2010)1577 ),
– der henviser til Kommissionens rapport til Det Europæiske Råd af 10. marts 2011 "Handels- og investeringshindringer – rapport 2011: Engagering af vores strategiske økonomiske partnere i forbedret markedsadgang: Prioritering af indsats for nedbrydelse af handelshindringer"[4],
– der henviser til sine tidligere beslutninger, navnlig af 22. maj 2007 om et globalt Europa — eksterne aspekter af konkurrenceevnen[5], af 19. februar 2008 om EU's strategi for øget markedsadgang for EU's virksomheder[6], af 20. maj 2008 om handel med råvarer og råstoffer[7], af 4. september 2008 om handel med tjenesteydelser[8], af 18. december 2008 om betydningen af varemærkeforfalskning for den internationale handel[9], af 5. februar 2009 om styrkelse af de europæiske SMV'ers rolle i international handel[10], af 5. maj 2010 om topmødet EU-Canada[11], af 25. november 2010 om menneskerettigheder, sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler[12], af 25. november 2010 om international handelspolitik i lyset af de krav, som klimaændringerne medfører[13], af 25. november 2010 om virksomhedernes sociale ansvar i internationale handelsaftaler[14], af 17. februar 2011 om Europa 2020[15] og af 6. april 2011 om etablering af en samlet EU-politik for internationale investeringer[16],
– der henviser til rammeaftalen om handelsmæssigt og økonomisk samarbejde mellem De Europæiske Fællesskaber og Canada[17] og andre efterfølgende bilaterale aftaler med Canada, navnlig aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Canada om toldsamarbejde og gensidig bistand i toldspørgsmål[18], aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Canadas regering om sundhedsforanstaltninger til beskyttelse af folke- og dyresundheden i samhandelen med levende dyr og animalske produkter[19], aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Canada om handel med vin og spiritus[20], aftalen om civil luftfartssikkerhed mellem Det Europæiske Fællesskab og Canada[21] og lufttransportaftalen mellem Canadas regering og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater[22],
– der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen[23],
– der henviser til artikel 207, stk. 3, og artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
– der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at det regelbaserede multilaterale handelssystem, der er etableret via Verdenshandelsorganisationen (WTO), fortsat udgør den mest hensigtsmæssige ramme for regulering af handel og for fremme af loyal og retfærdig handel gennem udvikling af hensigtsmæssige regler og sikring af reglernes overholdelse,
B. der henviser til, at en vellykket afslutning af Dohaudviklingsdagsordenen (DDA) er af afgørende betydning for den videre udvikling af WTO; der henviser til, at en sådan aftale ikke udelukker bilaterale aftaler, der går ud over WTO-forpligtelserne og supplerer de multilaterale regler,
C. der henviser til, at partnerskabet med Canada er et af EU’s længstvarende og tætteste, idet Canada var det første industrialiserede land, som EU - i 1976 - undertegnede en rammeaftale om handelsmæssigt og økonomisk samarbejde med; der henviser til, at der i årenes løb er undertegnet en række bilaterale aftaler med henblik på at lette forstærkede handelsforbindelser,
D. der henviser til, at EU er Canadas næstvigtigste handelspartner og til, at Canada i øjeblikket er EU’s 11. vigtigste handelspartner (2009); der henviser til, at Canada er EU’s fjerdestørste kilde til direkte udenlandske investeringer (FDI), mens EU er Canadas næststørste kilde til direkte udenlandske investeringer (2008),
E. der henviser til, at den fælles undersøgelse i 2008 påviste betydelige potentielle gevinster for både Canada og EU ved liberalisering af deres bilaterale handel,
F. der henviser til, at den private sektor i både EU og Canada har udvist betydelig støtte til en ambitiøs og omfattende økonomisk aftale, og mener, at en fremme af tættere økonomisk partnerskab mellem EU og Canada vil sende et stærkt signal om vækst til investorer og virksomheder både inden for EU og Canada og internationalt,
G. der henviser til den generelle enighed om, at det økonomiske partnerskab mellem EU og Canada endnu ikke har nået sit fulde potentiale, og at en frihandelsaftale mellem EU og Canada kan bidrage væsentligt til at udvikle og opnå dette ved at forbedre handels- og investeringsstrømmene og samtidig fjerne toldsatser, herunder særligt høje toldsatser, og uberettigede ikke-toldmæssige hindringer samt støtte et tættere samarbejde, især inden for lovgivningsmæssigt samarbejde, arbejdskraftens mobilitet og anerkendelse af kvalifikationer,
H. der henviser til, at de igangværende forhandlinger om en omfattende økonomisk og handelsmæssig aftale (CETA) sigter på indgåelsen af en meget avanceret aftale, der i sit ambitionsniveau overgår enhver anden aftale om handel og økonomi, som EU eller Canada hidtil har indgået, og som vil kunne styrke de allerede stærke bilaterale handels- og investeringsmæssige forbindelser endnu mere,
I. der henviser til, at Kommissionen forsøger at integrere investeringsbeskyttelse i de igangværende forhandlinger med Canada, og har foreslået Rådet, at der sker en ændring af de nuværende forhandlingsdirektiver,
J. der henviser til både EU’s og Canadas erklæringer om, at der er gjort betydelige fremskridt i CETA-forhandlingerne, og at der tilstræbes indgåelsen af en aftale senest ved udgangen af 2011,
1. mener, at det multilaterale handelssystem i WTO fortsat er langt den mest effektive ramme for på globalt plan at opnå fri, fair og rimelig samhandel; gentager sin stærke støtte til en vellykket afslutning af forhandlingerne om Dohaudviklingsdagsordenen, som stadig er EU’s handelsmæssige prioritet; mener, at EU og Canada i fællesskab kan bidrage til en vellykket afslutning af forhandlingerne om Dohaudviklingsdagsordenen;
2. bifalder en aftale med Canada, der går ud over WTO-forpligtelserne og supplerer de multilaterale regler, under den forudsætning, at forhandlingerne udmøntes i en afbalanceret og ambitiøs aftale af høj kvalitet, der rækker langt videre end toldnedsættelser; kræver anvendelse af princippet om gensidighed for så vidt angår de disponible retsmidler i sager, der involverer handelskonflikter, og fremhæver navnlig behovet for at forbedre markedsadgangen, især til markederne for tjenesteydelser og offentlige indkøb (herunder også på lavere niveau end føderalt niveau), og for at forbedre beskyttelsen af intellektuel ejendomsret;
3. mener, at kapitlet om intellektuel ejendomsret ikke må indvirke negativt på produktionen af generiske lægemidler og skal respektere TRIPS' undtagelser på folkesundhedsområdet;
4. bemærker, at Kommissionen har valgt at forhandle om liberalisering af tjenesteydelser i form af en negativ-liste, men er af den opfattelse, at dette skal ses som en ren undtagelse og ikke skabe præcedens for fremtidige forhandlinger; mener, at GATS-undtagelsen for offentlige forsyningsvirksomheder fortsat er det mest hensigtsmæssige redskab til at sikre EU-borgere universel adgang til offentlige ydelser;
5. udtrykker bekymring over den fortsatte udvinding af asbest i Canada og dennes alvorlige indvirkning på arbejdstagernes sundhed; minder om, at EU har forbudt al brug, udvinding og fremstilling af asbest samt forarbejdning af asbestprodukter; opfordrer Canada til at træffe lignende foranstaltninger med henblik på at forbedre folkesundheden;
6. gør på baggrund af de to økonomiers komplementaritet opmærksom på det fremtidige potentiale for øgede handels-, investerings- og forretningsmæssige muligheder mellem EU og Canada, som CETA-aftalen mellem EU og Canada kan foranledige;
7. mener, at Kommissionens ambitionsniveau i drøftelserne med Canada bør modsvares af en lige så ambitiøs tilgang til bæredygtig udvikling, navnlig med hensyn til omfanget af forpligtelserne på arbejdsmarkedet, miljøkapitlets rækkevidde og måden at løse spørgsmål vedrørende multilaterale miljøaftaler på samt håndhævelsesmekanismen, og at den bør støtte og fremme initiativer, der sigter på at bidrage til imødegåelsen af klimaforandringer, fremme juridisk bindende menneskerettigheder og de sociale og miljømæssige standarder samt fremme virksomhedernes sociale ansvar;
8. glæder sig over de fremskridt, der er gjort i CETA-forhandlingerne, og opfordrer Kommissionen til fortsat at høre de centrale interessenter; opfordrer Kommissionen til, selv om den fælles undersøgelse påviste betydelige potentielle gevinster for både Canada og EU, snarest muligt at gennemføre en omfattende bæredygtighedsvurdering med det formål at evaluere den endelige aftales sektormæssige virkninger og socio-økonomiske konsekvenser for EU;
9. noterer sig, at kompetencen vedrørende forbindelserne mellem EU og Canada alene ligger på det føderale niveau, men eftersom de canadiske provinser og territorier er ansvarlige for gennemførelsen af de traktatforpligtelser, der hører under deres jurisdiktion, finder det afgørende og glæder sig over deres deltagelse i CETA-forhandlingerne og tilskynder provinserne og territorierne til at synkronisere deres politikker og procedurer, således at de potentielle gevinster kan maksimeres; mener, at vellykkede forhandlinger bør omfatte udtrykkelige tilsagn fra provinsernes og territoriernes regeringer;
10. bemærker ikke uden bekymring, at Kommissionen forelagde Rådet et forslag til ændring af forhandlingsdirektiverne, således at Kommissionen får beføjelse til at forhandle med Canada om investeringer uden at afvente Parlamentets holdning til den kommende overordnede EU-investeringspolitik; opfordrer Kommissionen til at tage fuldt hensyn til Europa-Parlamentets konklusioner om dette emne, når der forhandles om investeringer med Canada; mener, at i betragtning af det højt udviklede retssystem i Canada og EU udgør en mekanisme til bilæggelse af tvister mellem staterne samt brugen af lokale retsmidler de mest relevante værktøjer til løsning af investeringstvister; opfordrer Kommissionen til at sikre, at den potentielle mekanisme til bilæggelse af tvister mellem investorer og stater ikke lægger hindringer i vejen for fremtidig lovgivning på politisk følsomme områder som f.eks. miljølovgivningen, og at den integreres i bredere krav, således som anført i Europa-Parlamentets beslutning om den fremtidige EU-politik for internationale investeringer;
11. understreger, at investeringskapitlet skal fremme investeringer af høj kvalitet, som respekterer miljøet og fremmer gode arbejdsbetingelser; kræver endvidere, at investeringskapitlet respekterer begge parters ret til at lovgive, navnlig på områderne national sikkerhed, miljø, folkesundhed, arbejdstager- og forbrugerrettigheder, industripolitik og kulturel mangfoldighed; opfordrer Kommissionen til at holde følsomme sektorer som kultur, uddannelse, nationalt forsvar og folkesundhed ude af investeringsaftalerne;
12. gentager sin bekymring over de virkninger for det globale miljø, som udvindingen af oliesand har som følge af det høje CO2-emissionsniveau under produktionsprocessen og den dermed forbundne trussel for den lokale biodiversitet; udtrykker sin overbevisning om, at CETA-forhandlingerne ikke bør påvirke EU's ret til at lovgive gennem direktivet om brændstofkvalitet eller begrænse de canadiske myndigheders mulighed for at indføre fremtidige miljøstandarder for udvindingen af oliesand; opfordrer begge parter til at løse eventuelle uoverensstemmelser i mindelighed og uden at sætte CETA-forhandlingerne på spil;
13. noterer sig den nylige lovgivningsmæssige udvikling vedrørende EU’s forbud mod sælprodukter, navnlig Canadas anmodning til WTO om oprettelse af et formelt tvistbilæggelsespanel; udtrykker håb om, at uoverensstemmelserne mellem parterne kan overvindes på venskabelig vis og uden at påvirke CETA-forhandlingerne;
14. henleder opmærksomheden på EU's og Canadas forskellige politikker for så vidt angår reguleringen af genetisk modificerede organismer (gmo'er);
15. mener, at kapitlerne om landbrug for begge parter vil udgøre et vigtigt emne i disse forhandlinger; er bekymret over muligheden for betydelige indrømmelser på området for gmo'er, mælk og oprindelsesmærkning; understreger derfor, at der bør tages fuldt hensyn til interesserne og prioriteringerne i landbruget, og opfordrer Kommissionen til at forhandle om en aftale, der både vil være til fordel for EU's og Canadas forbrugere samt for landbrugssektoren på begge sider, og inden for rammerne af et globalt afbalanceret resultat sikre større, men fair konkurrence mellem EU’s og Canadas leverandører af landbrugsvarer; glæder sig i denne forbindelse over begge parters indledende forpligtelse til ikke at opretholde, indføre eller genindføre landbrugseksportsubsidier for de landbrugsprodukter, som udveksles, eftersom dette må ses som et positivt skridt til fordel for ambitiøse og fair forhandlinger, samt over aftalen om at samarbejde inden for WTO-landbrugsforhandlingerne;
16. understreger, at forhandlingerne om sundheds- og plantesundhedsmæssige foranstaltninger er et stort problem i kapitlerne om landbruget; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at forpligte sig til at forhandle sig frem til bestemmelser for dem, der sikrer en høj standard;
17. minder Rådet og Kommissionen om, at Rådet i forbindelse med alle internationale handelsaftaler efter Lissabontraktatens ikrafttræden skal indhente samtykke fra Parlamentet, og at både Rådet og Kommissionen har pligt til på alle stadier i proceduren at holde Parlamentet øjeblikkeligt og fuldstændig underrettet; opfordrer Rådet til omgående at forelægge Parlamentet samtlige oplysninger om de stadier i proceduren, som det er ansvarligt for, navnlig vedrørende de vedtagne forhandlingsdirektiver og eventuelle ændringer heraf; opfordrer Rådet og Kommissionen til på alle stadier af forhandlingerne at inddrage Parlamentet og til at tage fuldt hensyn til Parlamentets holdning;
18. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Canadas føderale regering og parlament og til regeringerne og parlamenterne i Canadas provinser og territorier.