Mødedokument
6.6.2011 B7‑0349/2011
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
om Sudan og Sydsudan - situationen efter folkeafstemningen i 2011
Ivo Vajgl, Charles Goerens, Louis Michel, Marielle De Sarnez, Marietje Schaake, Alexandra Thein, Kristiina Ojuland
for ALDE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om Sudan og Sydsudan - situationen efter folkeafstemningen i 2011
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Sudan,
– der henviser til den samlede sudanske fredsaftale fra 2005,
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1978 (2011),
– der henviser til Den Afrikanske Unions erklæring af 31. januar 2011,
– der henviser til Unionens højtstående repræsentants redegørelse af 24. maj 2011,
– der henviser til Rådets afgørelse 9953/11 af 17. maj 2011,
– der henviser til Den Europæiske Unions valgobservationsmissions sluterklæring af XXXX juni 2011,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til folkeafstemningen i det sydlige Sudan den 9.-15. januar 2011, hvor mere end 98 % af det sydlige Sudans vælgere stemte for adskillelse fra det nordlige Sudan,
B. der henviser til, at Sydsudan forventes formelt at erklære sin uafhængighed den 9. juli 2011,
C. der henviser til, at Sydsudan vil være et af verdens fattigste og mindst udviklede lande med en af de højeste børnedødelighedskvotienter og de laveste uddannelsesindikatorer i verden,
D. der henviser til, at visse dele af den samlede sudanske fredsaftale ikke er blevet gennemført rettidigt eller endnu ikke er gennemført, herunder høringen af befolkningen i Sydkordofan og Blå Nil samt folkeafstemningen i Abyei,
E. der henviser til, at der stadig er vigtige udestående spørgsmål som f.eks. grænsedragningen, statsborgerskab (især for det store antal sydsudanere, der vender tilbage fra nord), delingen af olieindtægterne og anvendelsen af rørledninger samt offentlig gæld;
1. glæder sig over både Sudans og Sydsudans fredelige og tillidsvækkende optræden under folkeafstemningen i det sydlige Sudan i 2011; betragter dette som et afgørende skridt hen imod gennemførelsen af den samlede fredsaftale og som et positivt tegn for de to landes fredelige sameksistens;
2. gentager, at EU har forpligtet sig til at respektere ønskerne hos det sydlige Sudans befolkning, og glæder sig over den sudanske regerings tilsagn om at gøre det samme; understreger betydningen af EU's fortsatte engagement i både Sudan og Sydsudan;
3. opfordrer indtrængende begge parter i den samlede fredsaftale til at garantere sikkerheden for alle de forskellige folk i Sudan, navnlig i staten Abyei; fordømmer den senere tids vold i denne region og beklager tabet af menneskeliv; kræver, at både de sudanske og sydsudanske væbnede styrker trækker sig ud af Abyei, og at begge parter udviser tilbageholdenhed ved at indgå i en konstruktiv dialog med henblik på inden for rammerne af den samlede fredsaftale at nå frem til en fredelig løsning på spørgsmålet om Abyeis status;
4. understreger, at det støtter den indsats, som Den Afrikanske Unions panel på højt plan for gennemførelse af den samlede fredsaftale i Sudan under ledelse af Thabo Mbeki har gjort for at fremme forhandlingerne mellem parterne i denne fredsaftale; slår atter fast, at EU skal være rede til at yde enhver yderligere bistand, der måtte være brug for;
5. opfordrer indtrængende alle parter til hurtigt at løse alle udestående spørgsmål i forbindelse med både den samlede fredsaftale og de løsninger, der skal findes efter folkeafstemningen, herunder delingen af olieindtægterne og anvendelsen af rørledninger, statsborgerskabsordninger for borgerne i både nord og syd og gennemførelsen af offentlige høringer i Blå Nil og Sydkordofan;
6. glæder sig over, at Rådet den 17. maj 2011 bekendtgjorde, at der vil blive afsat 200 mio. EUR til Sydsudan ud over de 150 mio. EUR, der allerede sidste år bevilgedes til støtte for de mest sårbare befolkninger i Sudan; understreger, at dette nye beløb bør anvendes til støtte for basale serviceydelser, navnlig uddannelse, sundhed, landbrug, fødevaresikkerhed og institutionel kapacitetsopbygning; gentager, at det er nødvendigt navnlig at fokusere på Sydsudan for at hjælpe det til at gøre fremskridt hen imod 2015-udviklingsmålene;
7. understreger, at EU må spille en ledende rolle på Sydsudan-donorkonferencen senere i år og aktivt tilskynde andre donorer til at gøre det samme; opfordrer internationale kreditorer til at slette Sudans og Sydsudans internationale gælde;
8. understreger, at regeringsførelse og retfærdig adgang til naturressourcer vil være særdeles vigtige for Sydsudans velstand; betoner, at det er vigtigt, at alle multinationale enheder og udenlandske virksomheder med aktiviteter i regionen er tilstrækkeligt reguleret og afgiver gennemsigtige erklæringer om deres aktiviteter og indtægter;
9. opfordrer indtrængende Sydsudans regering til at indtage en gennemsigtig, ansvarlig og inklusiv holdning til regeringsførelse gennem hele forfatningsreformprocessen; understreger hvor vigtigt det er, at alle politiske partier arbejder sammen for at sikre fuld repræsentation af alle de forskellige folk i landet og bidrage til at opbygge stabile demokratiske politiske institutioner;
10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant, EU's særlige repræsentant i Sydsudan, Sudans regering, Sydsudans regering, Den Afrikanske Unions institutioner og formanden for Den Afrikanske Unions panel på højt plan for gennemførelse af den samlede fredsaftale i Sudan.