Mødedokument
29.6.2011 B7‑0379/2011
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B7-0316/2011
jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5,
om den reviderede ungarske forfatning
Renate Weber, Sophia in 't Veld, Sarah Ludford, Sonia Alfano, Cecilia Wikström, Alexander Alvaro, Norica Nicolai, Nathalie Griesbeck, Gianni Vattimo
for ALDE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om den reviderede ungarske forfatning
Europa-Parlamentet,
- der henviser til artikel 2, 3, 4, 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), artikel 49, 56, 114, 167 og 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention vedrørende overholdelse, beskyttelse og fremme af de grundlæggende rettigheder,
- der henviser til den nye ungarske forfatning, der vedtoges af Nationalforsamlingen for Den Ungarske Republik den 18. april 2011 og undertegnedes af Ungarns præsident den 25. april 2011, og som vil træde i kraft den 1. januar 2012 (herefter benævnt "forfatningen"),
- der henviser til udtalelse nr. CDL(2011)001 og nr. CDL(2011)016 fra Venedigkommissionen for Demokrati gennem Ret under Europarådet, hhv. om de tre juridiske spørgsmål, der opstår under processen med udkastet til den nye ungarske forfatning og om den nye ungarske forfatning,
- der henviser til forslag til resolution nr. 12490, der blev fremsat den 25. januar 2011 i Europarådets Parlamentariske Forsamling om ”Alvorlige tilbageskridt inden for retsstatsprincippet og menneskerettighederne i Ungarn",
- der henviser til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse nr. 30141/04 (Schalk og Kopf mod Østrig) og især dens sidebemærkninger,
- der henviser til forespørgslerne til mundtlig besvarelse, som er blevet forelagt i Europa-Parlamentet om den nye ungarske forfatning og til Rådets og Kommissionens erklæringer om den reviderede ungarske forfatning og den efterfølgende drøftelse den 8. juni 2011,
- der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at EU er baseret på de demokratiske værdier og retsstatsprincippet som fastlagt i artikel 2 i TEU og på den fuldstændige respekt for de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder som nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og på anerkendelsen af den juridiske værdi af ovennævnte rettigheder, frihedsrettigheder og principper, som bekræftes yderligere ved EU's forestående tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention,
B. der henviser til, at udarbejdelsen og vedtagelsen af en ny forfatning henhører under medlemsstaternes, dvs. de nuværende og kommende medlemsstaters kompetenceområde, og at EU har pligt til at sikre, at indholdet og procedurerne er i overensstemmelse med EU’s værdier, chartret om grundlæggende rettigheder, og at bogstav og ånd i de vedtagne forfatninger ikke er i modstrid med disse værdier og instrumenter; der endvidere henviser til, at dette klart kommer til udtryk ved, at en række nuværende EU-medlemsstater måtte tage deres forfatninger op til fornyet behandling og ændre disse for at sikre sig adgang til EU eller tilpasse deres forfatninger til efterfølgende krav i EU-traktaterne, især efter anmodning fra Kommissionen,
C. der henviser til, at Venedigkommissionen har beklaget, at proceduren i forbindelse med udformningen af forfatningen, herunder udarbejdelsen og den endelige vedtagelse af den nye forfatning har været præget af manglende gennemsigtighed, mangler i dialogen mellem flertallet og oppositionen, de utilstrækkelige muligheder for en hensigtsmæssig offentlig debat og en meget snæver tidsramme[1], og at forfatningen er en fælles vedtagen ramme for de almindelige demokratiske processer, som er en betingelse for en fuldt ud vellykket og legitim procedure i forbindelse med udformningen af forfatningen[2], som bør baseres på den størst mulige konsensus med det ungarske samfund[3],
D. der henviser til, at forfatningen har været udsat for omfattende kritik fra de nationale, europæiske og internationale ngo’er og organisationer, herunder repræsentanter for medlemsstaternes regeringer, og udelukkende er blevet vedtaget med stemmerne fra regeringspartiernes parlamentsmedlemmer, således at der ikke er tale om nogen politisk og social konsensus,
E. der henviser til, at Europa-Parlamentet deler de bekymringer, som Venedigkommissionen har givet udtryk for med hensyn til svækkelsen af magtfordelingen, især bestemmelserne vedrørende det parlamentariske flertal og undergravningen af forfatningsdomstolen og domstolene og dommerne som uafhængige garanter for retsordenen, der vil kunne bringe det ungarske retsvæsens uafhængighed i fare,
F. der henviser til, at en række rettigheder og forpligtelser, som Ungarn i henhold til dets internationale forpligtelser er forpligtet til at respektere og fremme, ikke er udtrykkeligt nedfældet i forfatningen, som f.eks. forbuddet mod dødsstraffen, forbuddet mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, fængsel på livstid uden prøveløsladelse og ophævelse eller begrænsning af de grundlæggende rettigheder via særdekreter,
G. der henviser til, at forfatningen gennem de værdier, der er fastsat heri såvel som en uklar ordlyd ved definitionen på grundlæggende begreber, såsom “familie” og retten til livet lige fra undfangelsen, medfører risiko for forskelsbehandling af visse samfundsgrupper, især de etniske, religiøse og seksuelle mindretal, familier med en forælder, mennesker, der lever i et registreret partnerskab, og kvinder,
H. der henviser til, at forfatninger ikke udtrykkeligt giver garanti for, at Ungarn respekterer andre landes territoriale integritet, og at denne manglende bestemmelse sammen med en uklar formulering af præamblen, især de afsnit, som vedrører den ungarske stats forpligtelser over for etniske ungarer, der lever i udlandet, kan skabe et retsgrundlag for aktioner, som nabolande ville betragte som indblanding i deres indre anliggender, hvilket kan føre til spændinger i regionen,
I. der henviser til, at forfatningen tillægger præamblen juridisk betydning, hvilket kan få juridiske og politiske følger og føre til juridisk usikkerhed; der endvidere henviser til, at indarbejdelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder kan medføre overlapning af beføjelser mellem ungarske og internationale domstole som påpeget i Venedigkommissionens udtalelse,
J. der henviser til, at forfatningen opfordrer til vedtagelse af over 30 såkaldte kardinallove, der ligeledes skal vedtages med et forfatningsmæssigt flertal på to-tredjedele, som skal fastlægge bestemmelser om en lang række spørgsmål vedrørende Ungarns institutionelle system, anvendelsen af grundlæggende rettigheder såvel som kulturelle, religiøse, socioøkonomiske og finansielle politikker, hvilket praktisk taget gør deres vedtagelse til en del af forfatningsproceduren, og henviser til, at forfatningen giver sin præambel juridisk betydning, hvilket kan få juridiske og politiske følgevirkninger og kan føre til retlig usikkerhed,
K. der henviser til, at en række anliggender, såsom specifikke lovgivning på familieområdet og grundlæggende regler for skatte- og pensionssystemerne, der normalt ville henhøre under en regerings eller den ordinære lovgivende forsamlings kompetence, i henhold til forfatningen også skal fastsættes ved kardinallove, hvilket svinebinder enhver fremtidig regering, der ikke har et to-tredjedelsflertal, reducerer betydningen af fremtidige valg og giver flere muligheder for to-tredjedelsflertal til at cementere deres politiske præferencer, hvormed fastsættelsen af specifikke og detaljerede regler ved kardinalretsakter sætter demokratiet på spil,
L. der, som understreget af Venedigkommissionen, henviser til, at kulturelle, religiøse, socioøkonomiske og finansielle politikker ikke bør cementeres i kardinallove,
M. der henviser til, at et ikke-parlamentarisk organ, budgetnævnet, med en begrænset demokratisk legitimitet, vil have beføjelse til at nedlægge veto mod vedtagelsen af det almindelige budget i nationalforsamlingen, i hvilket tilfældet statschefen kan opløse den, hvorved den demokratisk valgte lovgivende forsamlings aktioner alvorligt begrænses, der henviser til, at det velfungerende system med fire parlamentariske kommissærer vil blive reduceret til én overordnet ombudsmand og to viceombudsmænd, hvilket kan risikere ikke at sikre den samme grad af beskyttelse af rettigheder og ikke vil omfatte de beføjelser, der var tillagt den tidligere kommissær for persondata og informationsfrihed; der henviser til, at den sidstnævntes beføjelser vil blive overført til en myndighed, hvis virkemåde endnu ikke er fastlagt,
N. der henviser til, at Ungarns regering og regeringspartierne samtidig med vedtagelsen af den nye forfatning gennemførte omfattende udskiftninger af folk i nøglepositioner som f.eks. den nye kammeradvokat, chefen for statsrevisionen og formanden for budgetnævnet, der henviser til, at i henhold til den nye forfatning vil embedsperioden for den nuværende retspræsident for højesteretten ophøre, og den nye retspræsident skal vælges direkte af det ungarske parlament, hvor regeringspartierne har to-tredjedelsflertal, og henviser til, at fire medlemmer af forfatningsdomstolen for nylig er blevet foreslået og valgt af regeringspartierne,
O. der henviser til, at Europarådets Parlamentariske Forsamling har besluttet at udarbejde en rapport om forfatningen, der blandt andet skal baseres på udtalelsen fra Venedigkommissionen,
P. der henviser til, at udarbejdelsen og vedtagelsen af en ny forfatning ikke var nævnt i regeringspartiernes valgprogram,
Q. der henviser til, at FN's generalsekretær Ban Ki-moon udtalte, at "han ville sætte pris på, at den ungarske regering søgte råd og konsulterede eksperter i dens eget land og Europarådet eller De Forenede Nationer", og mener, at Ungarn som medlem af EU bør henvende sig til EU-institutioner med henblik på rådgivning og en revision af forfatningen,
R. der henviser til, at Ungarns premierminister Viktor Orbán har erklæret sig villig til at underkaste forfatningen en sådan gennemgang,
1. opfordrer de ungarske myndigheder til at behandle de mange og alvorlige spørgsmål, betænkeligheder og anbefalinger, som Venedigkommissionen har rejst i sine udtalelser, og til at gennemføre dem i form af ændringer af enten forfatningen, kardinallove, ordinære love eller forfatningsmæssige fortolkninger, som anvist af kommissionen; tilslutter sig fuldstændigt Venedigkommissionens kritik vedrørende forfatningens vage formulering på vigtige områder som f.eks. retsvæsenet og individets grundlæggende rettigheder og det store antal kulturelle, religiøse, moralske, socioøkonomiske og finansielle politikker, som vil blive fastlagt ved love vedtaget med to-tredjedelsflertal, idet de i stedet burde afgøres ved flertalsafstemning i den valgte lovgivende forsamling; er enig med Kommissionens bemærkninger angående præamblen i forhold til fortolkningen af forfatningen;
2. opfordrer de ungarske myndigheder til at bestræbe sig aktivt på at opnå bred konsensus, sikre større gennemsigtighed, reel politisk og social inddragelse og en bred offentlig debat i forbindelse med den kommende udarbejdelse og vedtagelse af de kardinallove, der er stipuleret i forfatningen;
3. opfodrer de ungarske myndigheder til at ændre forfatningen, så den eksplicit beskytter alle grundlæggende borgerlige og sociale rettigheder i overensstemmelse med Ungarns internationale forpligtelser, forbyder dødsstraf, livsvarigt fængsel uden prøveløsladelse, forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering og tydeliggør, at de ungarske borgere erhverver de grundlæggende rettigheder ved fødslen uden at være bundet til forpligtelser;
4. opfordrer de ungarske myndigheder til at ændre forfatningen, navnlig præamblen, således at den sikrer lige beskyttelse af alle borgernes rettigheder, uanset hvilken religiøse, seksuelle, etniske eller anden samfundsmæssige gruppe de tilhører, jf. artikel 21 i chartret om grundlæggende rettigheder, og omfatter en mere eksplicit erklæring om adskillelsen af kirke og stat og om pressefrihed som en individuel ret og ikke blot som en statslig forpligtelse;
5. opfordrer de ungarske myndigheder til at ændre forfatningen, herunder dens præambel, således at den eksplicit garanterer, at Ungarn respekterer andre landes territoriale integritet, for så vidt angår etniske ungarere, der bor uden for landets grænser;
6. opfordrer de ungarske myndigheder til at atter at fastslå retssystemets uafhængighed ved udtrykkelig at sikre uafhængigheden af forvaltningen af retssystemet ved at give forfatningsdomstolen retten til at revidere budgetrelateret lovgivning uden undtagelser, som fastsat ved lovgivning afledt af den europæiske menneskerettighedskonvention og retspraksis, og ved at revidere bestemmelsen om den lavere obligatoriske pensionsalder for dommere;
7. opfordrer de ungarske myndigheder til at sikre, at de kommende kardinallove om spørgsmål såsom abort, familiepolitik, skatte- og pensionssystem og mere generelt kulturelle, religiøse, moralske og socioøkonomiske og finansielle politikker er indrettet således, at det er muligt for fremtidige regeringer og demokratisk valgte lovgivende forsamlinger at træffe afgørelse om disse spørgsmål, uden at disse politikker er fastlagt i forfatningen eller i alt for detaljerede kardinallove; opfordrer den ungarske regering til at reviderede det nuværende mandat til budgetnævnet;
8. opfodrer de ungarske myndigheder til at sikre, at indarbejdelsen af chartret om grundlæggende rettigheder ikke forårsager problemer for fortolkningen og overlappende beføjelser mellem nationale domstole, forfatningsdomstolen og EU-Domstolen;
9. opfordrer de ungarske myndigheder til at sikre, at omorganiseringen af det parlamentariske kommissærsystem ikke medfører en sænkning af det eksisterende niveau af sikkerhed for beskyttelse og fremme af rettigheder, hvad angår beskyttelsen af nationale mindretal, personoplysninger og gennemsigtigheden af offentligt relevante oplysninger, såvel som uafhængigheden af de respektive organer; opfordrer de ungarske myndigheder til at sikre retlig opvejning af ophævelsen af actio popularis i forhold til forfatningsdomstolen, eksempelvis ved at bibeholde indirekte retslige skridt via et mellemled, såsom ombudsmanden eller andre relevante organer;
10. opfordrer Europa-Kommissionen til at foretage en grundig og dybtgående undersøgelse og analyse af den ungarske forfatning såvel som den kommende vedtagelse af generiske love på grundlag af den europæiske menneskerettighedskonvention, chartret om grundlæggende rettigheder, traktaternes bogstav og ånd og den etablerede EU-ret;
11. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Europarådet, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Agenturet for Grundlæggende Rettigheder, OSCE og De Forenede Nationer.