Mødedokument
14.12.2011 B7‑0727/2011
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B7-0673/2011 og B7-0674/2011
jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5,
om fri bevægelighed for arbejdstagere inden for EU ( 2011/2958(RSP) )
Traian Ungureanu, Csaba Őry, Elena Băsescu, Iliana Ivanova, Marian-Jean Marinescu
for PPE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om fri bevægelighed for arbejdstagere inden for EU ( 2011/2958(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011[1] om fremme af arbejdstageres mobilitet i Den Europæiske Union,
– der henviser til artikel 21, 45 og 47 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde og artikel 15, 21, 29, 34 og 35 i EU's charter om grundlæggende rettigheder,
– der henviser til artikel 151 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
– der henviser til Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, som kodificeret ved forordning (EU) nr. 492/2011[2],
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. december 2007 om mobilitet, et instrument til at skabe flere og bedre job: Den europæiske handlingsplan for jobmobilitet (2007-2010) ( KOM(2007)0773 ),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. november 2008 om konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed som følge af udvidelsen af EU ( KOM(2008)0765 ),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. juli 2010 om bekræftelse af arbejdstagernes fri bevægelighed: rettigheder og den vigtigste udvikling (KOM)2010)0373),
– der henviser til Europa-Parlamentets forslag til beslutning om de overgangsordninger, som begrænser arbejdstagernes frie bevægelighed på EU's arbejdsmarkeder,
– der henviser til beretning fra Kommissionen til Rådet om funktionsmåden for overgangsordningerne for fri bevægelighed for arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien ( KOM(2011)0729 ),
– der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om kortlægning af de resterende hindringer for mobiliteten på det indre arbejdsmarked,
– der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5 og artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at retten til at bo og arbejde i et andet af EU's lande er en af EU's grundlæggende frihedsrettigheder, et grundlæggende element i unionsborgerskabet, der er anerkendt i traktaterne, men på trods heraf støder to medlemsstater stadig på hindringer med hensyn til retten til at tage arbejde på en anden medlemsstats område;
B. der henviser til, at de mobile arbejdstagere fra Rumænien og Bulgarien med bopæl i en anden medlemsstat ifølge de seneste statistikker ved udgangen af 2010 udgør 0,6 % af den samlede befolkning i EU;
C. der henviser til, at rumænske og bulgarske arbejdstagere har skabt en stigning på 0,3 % i BNP på lang sigt for EU-25 og specifikt på 1,7 % i Spanien og 1,3 % i Italien;
D. der henviser til, at tilstrømningen af rumænske og bulgarske arbejdstagere havde positive indvirkninger på modtagerlandenes markeder, da de kom ind i erhverv eller sektorer med mangel på arbejdskraft;
E. der henviser til, at Kommissionen i sin seneste meddelelse fastslog, at rumænske og bulgarske mobile arbejdstagere er mere tilbøjelige til at være i den økonomisk produktive periode af deres liv end værtslandets statsborgere, idet EU-2 mobile arbejdstagere under 35 år udgør 65 % af tilflytterne i den erhvervsaktive alder sammenlignet med 34 % i EU 15;
F. der henviser til, at de seneste data fra Eurostat viser, at arbejdstagere fra Rumænien og Bulgarien ikke har nogen markant indvirkning på lønninger og arbejdsløshedsprocenter i værtslandene;
G. der henviser til, at mobilitetsstrømmene hovedsagelig drives af efterspørgslen efter arbejdskraft, og i en tid hvor udbuddet af og efterspørgslen efter arbejdskraft ikke hænger sammen på europæisk plan, kan overgangsbarrierer hindre den økonomiske udvikling af europæiske virksomheder og retten til at arbejde og bo på en anden medlemsstats område;
H. der henviser til, at arbejdstagernes frie bevægelighed er en positiv samfundsøkonomisk faktor for både EU og medlemsstaterne og udgør en milepæl for EU-integrationen, den økonomiske udvikling, den sociale samhørighed, individets muligheder for at dygtiggøre sig fagligt, modvirker de negative følger af den økonomiske krise og skaber en stærkere økonomisk magt, der er forberedt på at håndtere de udfordringer, der er forbundet med globale ændringer;
I. der påpeger, at den udvikling, som på det seneste har fundet sted i vores samfund, bl.a. som følge af industrielle forandringer, globaliseringen, nye arbejdsmønstre, ændringerne i befolkningens sammensætning og udviklingen inden for transportmidler, nødvendiggør en højere grad af mobilitet blandt arbejdstagere;
J. der henviser til, at mobile arbejdstagere fra Rumænien og Bulgarien ifølge Kommissionens meddelelse af 11. november 2011 har haft en positiv indvirkning på økonomien i de medlemsstater, der har taget imod mobile arbejdstagere;
K. der henviser til, at indvandring er et meget følsomt politisk spørgsmål i EU, og at det er afgørende at sikre, at alle europæiske borgere tildeles de samme rettigheder og pligter;
L. der henviser til, at den seneste meddelelse fra Kommissionen fastslår, at forstyrrelserne på de nationale arbejdsmarkeder er resultatet af en række faktorer såsom den økonomiske og finansielle krise og strukturelle arbejdsmarkedsproblemer og ikke skyldes tilstrømningen af rumænske og bulgarske arbejdstagere;
M. der henviser til at rumænske og bulgarske arbejdstagere kun udgør 1 % af alle arbejdsløse personer (i alderen 15-64) i EU, sammenlignet med 4,1 % for tredjelandsstatsborgeres vedkommende;
N. der henviser til, at under den nuværende økonomiske afmatning på europæisk plan kan pengeoverførsler fra mobile arbejdstagere til deres hjemland have en positiv nettoeffekt på de afsendende landes betalingsbalance;
1. opfordrer medlemsstaterne til at fjerne gældende overgangsforanstaltninger, da der ikke er nogen reelle økonomiske grunde til at begrænse rumæneres og bulgarers ret til beskæftigelse eller ophold på en anden medlemsstats område;
2. opfordrer Rådet til omhyggeligt at overveje den seneste meddelelse fra Kommissionen ved bedømmelsen af, om overgangshindringerne er en gunstig og nødvendig foranstaltning;
3. opfordrer Kommissionen til at foreslå en klar definition af udtrykket "alvorlige forstyrrelser på arbejdsmarkedet";
4. opfordrer Kommission til at præcisere, hvilke indikatorer og metoder, baseret på økonomiske og sociale indikatorer, der vil vise, at der er et tydeligt behov for at forlænge de af medlemsstaterne pålagte overgangshindringer, da de negative konsekvenser for deres nationale arbejdsmarkeder skyldes rumænske og bulgarske arbejdstagere;
5. opfordrer Kommission til på en fuldstændig gennemsigtig måde at offentliggøre de kriterier, ifølge hvilke en medlemsstat kan bevare overgangshindringerne under hensyntagen til en sådan beslutnings indvirkning på EU's økonomi og på de fortolkninger, der er accepteret af Den Europæiske Unions Domstol, når der henvises til undtagelser fra de grundlæggende friheder;
6. opfordrer medlemsstaterne til at anvende definitionen, metoden, indikatorerne og kriterierne ved udarbejdelsen af underretningerne til Kommissionen med ansøgning om indførelse eller forlængelse af overgangshindringer;
7. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at sørge for, at de arbejdsretlige regler overholdes fuldt ud med henblik på at sikre ligebehandling af alle arbejdstagere i EU, garantere fair konkurrence mellem virksomhederne og forhindre økonomisk og social dumping;
8. opfordrer EU-25 til at høre arbejdsmarkedets parter i nødvendigt omfang, inden der træffes afgørelse om, hvorvidt overgangsordningerne vedrørende rumænske og bulgarske arbejdstageres fri bevægelighed skal ophøre eller fortsætte;
9. opfordrer de medlemsstater, der har til hensigt at bevare begrænsningerne på arbejdsmarkedet for rumænske og bulgarske arbejdstagere, til på klar og gennemsigtig vis at fremlægge alle de socioøkonomiske indikatorer, der førte til konklusionen om, at geografisk mobilitet skaber en alvorlig forstyrrelse på deres nationale arbejdsmarked;
10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.