Mødedokument
16.1.2012 B7‑0003/2012
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
om Det Europæiske Råd den 8.-9. december 2011 ( 2011/2546(RSP) )
Manfred Weber, Corien Wortmann-Kool, Elmar Brok, Carlo Casini
for PPE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om Det Europæiske Råd den 8.-9. december 2011 ( 2011/2546(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 9.-10. december 2011,
– der henviser til erklæringen fra euroområdets stats- og regeringschefer den 9. december 2011,
– der henviser til den såkaldte ”six-pack” og til Kommissionens to forslag om en yderligere styrkelse af budgetdisciplinen[1],
– der henviser til situationen i forhandlingerne om udkastet til den internationale aftale om en styrket økonomisk union,
– der henviser til redegørelsen på Parlamentets vegne fra dets repræsentant i ad hoc-arbejdsgruppen,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
1. betvivler nødvendigheden af en sådan tværstatslig aftale, hvis vigtigste målsætninger kan opfyldes bedre og mere effektivt via fællesskabslovgivningen, som effektivt og hurtigt baner vejen for varige løsninger på såvel den aktuelle finansielle og økonomiske krise, som den sociale krise i mange EU-medlemsstater; er ikke desto mindre parat til at udfolde bestræbelser på at finde en konstruktiv løsning;
2. bekræfter sin støtte til redegørelsen til ad hoc-arbejdsgruppen udarbejdet af de medlemmer, der blev valgt af Formandskonferencen til at repræsentere Parlamentet; beklager, at udkastet til aftale af 10. januar 2012 stadig ikke afspejler Europa-Parlamentets forslag, og henleder opmærksomheden på, at mange medlemsstater støttede en række af Parlamentets forslag på mødet den 12. januar 2012; tager sin holdning op til fornyet overvejelse efter modtagelse af det endelige udkast, som forventes at foreligge den 18. januar 2012;
3. er fuldstændig overbevist om, at Den Monetære Union kun kan udvikle sig til en reel økonomi- og skatteunion via fællesskabsmetoden; erindrer om, at EU er et politisk projekt baseret på fælles værdier og stærke fælles institutioner, samt respekten for fælles regler;
4. understreger især:
– at det i den nye aftale utvetydigt og eksplicit skal slås fast, at fællesskabsretten har forrang frem for aftalens bestemmelser;
– at alle foranstaltninger til gennemførelse af aftalen skal iværksættes i overensstemmelse med de relevante procedurer i EU-traktaterne;
– at aftalen skal være i overensstemmelse med fællesskabsretten, især hvad angår tallene i stabilitets- og vækstpagten, og hvor kontraherende parter ønsker at fastsætte mål, der afviger fra fællesskabsretten, skal dette ske ved anvendelse af EU's eksisterende retlige procedurer og må ikke føre til etablering af dobbeltstandarder;
– at den demokratiske ansvarlighed skal respekteres via en mere omfattende inddragelse af Parlamentet i alle aspekter af europæisk økonomisk koordinering og styring;
– at samarbejdet mellem nationale parlamenter og Europa-Parlamentet skal foregå inden for rammerne af EU-traktaterne i overensstemmelse med artikel 9 i protokol nr. 1 i traktaten;
– at den nye aftale skal indeholde en retligt bindende forpligtelse for de kontraherende parter til at tage alle de skridt, der er nødvendige for at sikre, at aftalens væsentligste punkter indarbejdes i traktaten inden for en periode på maksimalt fem år;
5. opfordrer på ny til en union baseret både på stabilitet og bæredygtig vækst; mener ikke, at disciplin på skatte- og afgiftsområdet, som danner grundlaget for bæredygtig vækst, i sig selv er tilstrækkelig til at skabe et økonomisk genopsving, og at aftalen skal sende et klart budskab om, at Europas ledere alle agter at gøre en kraftig indsats på begge fronter, og understreger derfor, at aftalen skal indeholde et tilsagn fra de kontraherende parter om at iværksætte foranstaltninger, som skal fremme en større grad af konvergens og konkurrencedygtighed, samt forslag om en amortiseringsfond, projektobligationer, en transaktionsafgift inden for fællesskabsretten og, samtidig med en styrkelse af budgetdisciplinen, en plan for indførelse af stabilitetsobligationer;
6. understreger, at de samme institutionelle, juridiske og politiske aspekter gør sig gældende i forbindelse med andre multilaterale aftaler vedrørende finanskrisen, f.eks. den europæiske stabilitetsmekanisme, og henstiller derfor, at Parlamentet deltager på samme måde i disse forhandlinger;
7. forbeholder sig ret til at bruge alle de til rådighed stående politiske og juridiske instrumenter til at forsvare fællesskabsretten og EU-institutionernes rolle, især hvis dele af slutaftalen er i modstrid med fællesskabsretten;
8. minder Kommissionen om, at den har pligt til i enhver henseende at udøve sin institutionelle rolle som traktaternes vogter;
9. pålægger sin formand at sende denne beslutning til stats- og regeringscheferne, Rådets formand, eurogruppens formand, Kommissionen og Den Europæiske Centralbank.