Mødedokument
7.3.2012 B7‑0135/2012
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
om Kasakhstan ( 2012/2553(RSP) )
Charles Tannock, Janusz Wojciechowski, Valdemar Tomaševski, Ryszard Antoni Legutko, Ryszard Czarnecki, Tomasz Piotr Poręba
for ECR-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om Kasakhstan ( 2012/2553(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Kasakhstan og Centralasien,
– der henviser til EU-strategien for Centralasien,
– der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen med Kasakhstan og forhandlingerne om en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale,
– der henviser til den erklæring om begivenhederne i Sjanaosen-området, som næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, Catherine Ashton, fremsatte den 17. december 2011,
– der henviser til den erklæring om parlamentsvalget i Kasakhstan, som næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, Catherine Ashton, fremsatte den 17. december 2011,
– der henviser til OSCE/ODIHR-valgobservationsmissionens foreløbige rapport om valget, der fandt sted den 15. januar 2012,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at forbindelserne og samarbejdet mellem EU og Republikken Kasakhstan er blevet øget på alle niveauer; der henviser til, at Kasakhstan spiller en afgørende rolle med hensyn til stabiliteten og sikkerheden i Centralasien og den økonomiske udvikling i regionen som helhed; der henviser til, at EU har meget gode forbindelser og en god dialog med Kasakhstan;
B. der henviser til, at Kasakhstans præsident den 17. februar 2012 underskrev flere love med henblik på at forbedre retsgrundlaget for arbejdsmarkedsforhold og arbejdstageres rettigheder og den sociale dialog;
C. der henviser til, at oliearbejdernes strejke i byen Sjanaosen i Mangistau-provinsen og andre områder i Kasakhstan har været i gang siden foråret 2011, og at optøjer med voldelige sammenstød fandt sted den 16. december 2011;
D. der henviser til, at Kasakhstans præsident opfordrede til en fuldstændig undersøgelse af de begivenheder ved at nedsætte en regeringskommission ledet af den første vicepremierminister og inviterede internationale eksperter til at deltage i undersøgelsen;
E. der henviser til, at Kasakhstan overtog formandskabet for OSCE i 2010 og forpligtede sig til rækken af demokratiske reformer og til at respektere de grundlæggende principper i denne organisation;
F. der henviser til, at EU og Kasakhstan er ved at forhandle om en ny ambitiøs aftale, der skal erstatte partnerskabs- og samarbejdsaftalen, som er udløbet, og som sigter mod at fremme og styrke forbindelserne mellem EU og Kasakhstan;
1. understreger betydningen af forbindelserne mellem EU og Kasakhstan og styrkelsen af det økonomiske og politiske samarbejde på alle områder; glæder sig over indledningen af forhandlingerne om en ny aftale, som skal erstatte partnerskabs- og samarbejdsaftalen, som er udløbet;
2. noterer sig den foreløbige rapport fra valgobservatørerne fra OSCE/ODIHR, OSCE's Parlamentariske Forsamling og Europarådets parlamentariske forsamling, hvoraf det fremgik, at parlamentsvalget den 15. januar teknisk set var godt organiseret og gennemført;
3. glæder sig over de lovgivningsmæssige ændringer i de sidste måneder med henblik på at indføre flere partier, som kan opstille kandidater til parlamentsvalg;
4. udtrykker dyb bekymring over de begivenheder, der fandt sted den 16. december 2011 i Sjanaosen, hvor mindst 16 personer omkom, og andre 110 blev såret; udtrykker sin medfølelse med ofrenes familier; glæder sig over nedsættelsen af en regeringskommission ledet af den første vicepremierminister til at undersøge begivenhederne på en objektiv og gennemsigtig måde;
5. opfordrer de kasakhiske myndigheder til at sikre en juridisk retfærdig proces for deltagerne i optøjerne og respektere deres grundlæggende menneskerettigheder;
6. opfordrer de kasakhiske myndigheder til at gennemføre en åben og konstruktiv social dialog med oliearbejdere og opfordrer til dem at finde en hensigtsmæssig løsning;
7. opfordrer EU og navnlig Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til regelmæssigt at rapportere til Europa-Parlamentet om udviklingen;
8. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Republikken Kasakhstans regering og parlament og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.