Mødedokument

 

17.10.2012                                                                                                              B7‑0463/2012

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af Kommissionens redegørelse

jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

om valg i Hviderusland

( 2012/2815(RSP) )

Libor Rouček, Justas Vincas Paleckis, Kristian Vigenin, Marek Siwiec, Liisa Jaakonsaari

for S&D-Gruppen

 

B7‑0463/2012

Europa-Parlamentets beslutning om valg i Hviderusland

( 2012/2815(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til sine tidligere beslutninger om Hviderusland,

–   der henviser til erklæringen fra Europa-Parlamentets formand Martin Schultz af 24. september 2012, hvori han beklager, at parlamentsvalgene i Hviderusland igen ikke har overholdt de internationale normer for retfærdige og gennemsigtige valg,

–   der henviser til erklæringen af 24. september 2012 fra Unionens højtstående repræsentant, Catherine Ashton, og kommissær Štefan Füle om de parlamentariske valg i Hviderusland,

–   der henviser til fælleserklæringen af 10. oktober 2012 fra Thorbjørn Jagland, Europarådets generalsekretær, og Catherine Ashton, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, i anledning af den europæiske dag og verdensdagen mod dødsstraf,

–   der henviser til Rådets konklusioner om Hviderusland under den 3191. samling i Rådet (udenrigsanliggender) i Bruxelles den 15. oktober 2012,

–   der henviser til erklæringen om de foreløbige resultater og konklusioner om parlamentsvalget i Hviderusland fra OSCE's Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (OSCE/ODIHR) og OSCE's Parlamentariske Forsamling (OSCE PA) af 24. september 2012,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A. der henviser til, at ingen af parlaments- eller præsidentvalgene i Hviderusland siden 1995 er blevet anerkendt af OSCE som værende frie og retfærdige valg;

B.  der henviser til, at den internationale valgobservationsmission under OSCE/ODIHR og OSCE’s Parlamentariske Forsamling konkluderede, at mange forpligtelser over for OECD, herunder borgernes ret til at danne foreninger, ret til at stille op til valg samt deres ytringsfrihed ikke blev overholdt under parlamentsvalget den 23. september trods visse forbedringer i valgloven; der henviser til, at de internationale valgobservatører ikke fik tilstrækkelig mulighed for at følge stemmeoptællingen, og at de afgav en negativ evaluering af proceduren på et stort antal valgsteder;

C. der henviser til, at lovgivningsrammen på trods af ændringer i valgloven i Hviderusland ikke i tilstrækkelig grad giver garanti for, at valgproceduren er i overensstemmelse med de tilsagn, der er givet OSCE, og med de internationale normer;

D. der henviser til, at valgdeltagelsen lå på 74,3 % af stemmerne, og at 109 ud af 110 medlemmer af Repræsentanternes Hus blev valgt i første runde ifølge den centrale valgkommission for Hviderusland; der endvidere henviser til, at man i en valgkreds ikke nåede op på den påkrævede minimumsvalgdeltagelse på 50 %; der henviser til, at ingen af oppositionens kandidater blev valgt;

E.  der henviser til, at visse af oppositionens politiske partier og bevægelser (som f.eks. den borgerlige kampagne ”Europæisk Hviderusland” og det ikke-registrerede hviderussiske kristlig-demokratiske parti) boykottede valgene, medens andre nåede til enighed om betinget deltagelse, hvilket også omtales som ”aktiv boykotning”, dvs. at de deltog i valgkampagnen men trak deres kandidaturer tilbage forud for valgene, eftersom betingelserne for deres deltagelse, især frigivelsen af alle politiske fanger og en lav tillid til valgproceduren, ikke blev opfyldt;

F.  der henviser til beretninger fra internationale uafhængige observatører om adskillige overtrædelser; der henviser til, at observationskampagnen “Human Rights Defenders for Free Elections” erklærede, at valgene blev gennemført med alvorlige overtrædelser, og at den manglende gennemsigtighed ved stemmeoptællingen ikke giver grund til at bekræfte, at valgresultaterne er et udtryk for det hviderussiske folks vilje;

G. der henviser til, at der hovedsageligt blev berettet om følgende krænkelser: pres på oppositionens kandidater og på de uafhængige observatører under valgkampagnen, ulige repræsentation i valgkommissionerne, censur af kandidaternes programmer og indlæg i statsejede medier, tvungen afstemning i begyndelsen af afstemningsperioden, alvorlige hindringer for observatørernes arbejde, manglende gennemsigtighed i begyndelsen af afstemningsperioden, i forbindelse med afstemning fra hjemmet og ved stemmeoptællingen samt forfalskning af valgdeltagelsen;

H. der henviser til, at der var tale om forskelsbehandling ved registreringen af kandidater; der henviser til, at initiativgrupperne under Mikalai Statkevich og Aliaksei Mikhalevich modtog størsteparten af afslag; der endvidere henviser til, at bl.a. Alexander Milinkevich, formand for frihedsbevægelsen, og Mikhail Pashkevich, aktivist i “Tell the Truth”-kampagnen, fik afslag på registrering som kandidater;

I.   der henviser til, at kandidaterne under valgkampagnen kun havde ret til en tale af fem minutters varighed i de statsejede medier og til et indlæg af fem minutters varighed under debatter, der optoges på forhånd; der henviser til, at dækningen af kampagnen ikke gav mulighed for en bred række synspunkter som følge af administrative hindringer; der henviser til, at hovedparten af medierne fra den 27. august 2012 på grundlag af en afgørelse truffet af den centrale valgkommission nægtede at give sendetid til kandidater, som opfordrede til valgboykot, medens aviser foretog censur og nægtede at offentliggøre disse kandidaters programmer;

J.   der henviser til, at Hvideruslands opposition anfægtede valgresultaterne og erklærede, at den ikke ville anerkende valgene som følge af alvorlige overtrædelser; der endvidere henviser til, at valgdeltagelsen ifølge oppositionen kun lå på 44 %;

K. der henviser til, at 12 politiske fanger fortsat tilbageholdes i Hviderusland, herunder menneskerettighedsforkæmper og næstformand for "International Federation of Human Rights", Ales Bialiatski, tidligere præsidentkandidat Mikalai Statkevich og lederen af ungdomsorganisationen "Malady Front", Zmitser Dashkevich, der for nylig er gået i sultestrejke i protest mod mishandlinger og trusler fra fængselsbetjentenes side;

L.  der henviser til, at Ales Bialiatski den 13. september 2012 blev nomineret til Europa-Parlamentets Sakharov-pris for ytringsfrihed;

M. der henviser til, at den fremtrædende oppositionsaktivist Syarhei Kavalenka den 26. september 2012 blev løsladt fra fængslet, efter at han havde anmodet om benådning under øget pres fra fængselsmyndighederne, som havde sat ham i enecelle og afpresset ham; der endvidere henviser til, at frigivelsen af politiske fanger ikke er ubetinget, eftersom de er underlagt konstant overvågning fra myndighedernes side, og fordi de regelmæssigt skal informere politiet om deres opholdssted;

N. der henviser til, at Hviderusland er det eneste land i Europa, hvor der stadig afsiges dødsdomme og foretages henrettelser; der henviser til, at der ifølge menneskerettighedsaktivister er blevet henrettet omkring 400 mennesker i Hviderusland siden 1991;

1.  beklager, at parlamentsvalgene den 23. september 2012 endnu engang ikke opfyldte de internationale normer for frie, retfærdige og gennemsigtige valg;

2.  er alvorligt bekymret over de mange uregelmæssigheder, som valgobservationsmissionerne under OSCE/ODIHR har aflagt beretning om, og mener, at de hviderussiske myndigheder ved denne afstemning endnu engang ikke udnyttede muligheden for at afholde valg i overensstemmelse med OSCE og alle internationale demokratiske normer og at bevæge sig hen imod de fælles europæiske værdier:

3.  beklager den udemokratiske proces i forbindelse med parlamentsvalget i Hviderusland og mener, at rapporterne om krænkelser af principperne om frie og retfærdige valg rejser alvorlig tvivl om gyldigheden af valgresultatet og de valgte parlamentsmedlemmers legitimitet;

4.  fordømmer fortsat stærkt forværringen i situationen omkring menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder sammen med manglen på tilbundsgående demokratiske og økonomiske reformer i Hviderusland;

5.  opfordrer indtrængende de hviderussiske myndigheder til øjeblikkeligt og betingelsesløst at frigive og rehabilitere alle øvrige politiske fanger, som kom i myndighedernes søgelys på grund af menneskerettighedsaktiviteter og fredelig udøvelse af deres ret til forsamlingsfrihed og ytringsfrihed, og som fastholdes på grundlag af ubegrundede anklager;

6.  opfodrer indtrængende de hviderussiske myndigheder til øjeblikkeligt at ophøre med den vilkårlige tilbageholdelse af menneskerettighedsforkæmpere, den tiltagende brug af vilkårlig foreløbig tilbageholdelse og vilkårlige rejseforbud, der tager sigte på at intimidere repræsentanter for den politiske opposition og medierne;

7.  tager frigivelsen af Syarhei Kavalenka til efterretning som et positivt signal men beklager, at dette skete på grundlag af en ansøgning om benådning, som blev opnået ved tortur;

8.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at fortsætte sin støtte til alle initiativer, der tager sigte på at udvikle Hvideruslands demokratiske civilsamfund, hvilket kunne resultere i, at befolkningen i Hviderusland deltager i politik i større udstrækning, samt at bevidstheden om behovet for ændringer øges;

9.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at arbejde videre på ”den europæiske dialog om modernisering” ved at udvikle de nødvendige kapaciteter og strategisk rette opmærksomheden mod bredere kredse i civilsamfundet inden for forskellige områder for at udnytte virkningerne af moderniseringsprogrammerne mest muligt og øge EU’s gennemsigtighed og synlighed blandt Hvideruslands befolkning;

10. opfordrer Hvideruslands myndigheder til at træffe de nødvendige foranstaltninger til fuldt ud at gøre brug af ”den europæiske dialog om modernisering” til fordel for Hvideruslands befolkning;

11.  beklager, at den negative vurdering af disse parlamentariske valg endnu engang vil hindre Europa-Parlamentet i at oprette officielle forbindelser med Hvideruslands parlament; beklager, at Den Parlamentariske Forsamling EURONEST på dette stadium ikke vil have grund til at indbyde de officielle repræsentanter fra Hvideruslands lovgivende organ til at indtage deres pladser i forsamlingen, hvorved det østlige partnerskab fratages es vigtigt instrument, hvormed der kunne skabes en tilnærmelse mellem Hviderusland og EU’s demokratiske værdier;

12. tilskynder alle Hvideruslands demokratiske politiske kræfter og civilsamfundets aktivister til at finde frem til en fælles strategi for at øge effektiviteten af deres aktioner med henblik på at udarbejde konkrete programmer for politiske forandringer med henblik på at medvirke til forbedringer i og bringe demokrati ind i den hviderussiske befolknings hverdag;

13. bekræfter sit faste tilsagn om at styrke EU’s engagement vedrørende Hvideruslands befolkning og det demokratiske civilsamfund såvel som støtte deres stræben efter demokrati;

14. opfordrer EU’s medlemsstater til at forsætte deres engagement vedrørende Hvideruslands demokratiske civilsamfund og enten at sænke eller afskaffe visumgebyrerne for hviderussiske borgere;

15. opfordrer endnu en gang indtrængende Hviderusland, der er det eneste europæiske land, der stadig foretager henrettelser, til at indføre et øjeblikkeligt moratorium for henrettelser og straks udfærdige et moratorium vedrørende dødsstraf som et første skridt i retning af fuldstændig afskaffelse;

16. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter og regeringer, OSCE's og Europarådets Parlamentariske Forsamlinger og parlamentet og regeringen i Hviderusland.