Mødedokument
5.12.2012 B7‑0541/2012
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B7-0368/2012
jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5,
om krisen i stålsektoren
( 2012/2833(RSP) )
Roberta Angelilli, Jean-Pierre Audy, András Gyürk, Lena Kolarska‑Bobińska, Franck Proust, Herbert Reul, Amalia Sartori, Theodor Dumitru Stolojan, Salvatore Tatarella
for PPE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om krisen i stålsektoren
( 2012/2833(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til, at EU-traktaten har sine rødder i EKSF-traktaten,
– der henviser til, at efter udløbet af EKSF-traktaten er kul- og stålsektorerne underlagt EU-traktatens bestemmelser,
– der henviser til, at et af Den Europæiske Unions mål er at støtte stålindustrien og gøre den konkurrencedygtig og egnet til at tilpasse sig europæiske og ikke-europæiske markedsforhold i stadig forandring,
– der henviser til, at stålindustrien er af afgørende betydning for vækst og velfærd i Europa,
– der henviser til, at den europæiske stålindustri lider under et betydeligt fald i efterspørgslen, som forårsager udbredt tab af arbejdspladser og konkurrenceevne,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om stålindustrien og om omstrukturering, flytning og lukning af virksomheder i Den Europæiske Union,
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. februar 2011 "Imødegåelse af udfordringerne på råvaremarkederne og med hensyn til råstoffer" ( COM(2011)0025 ),
– der henviser til Europa 2020-strategien,
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. oktober 2012 "En stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomisk genopretning" ( COM(2012)0582 ),
– der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5 og artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at det er i hele Den Europæiske Unions interesse at bevare de aktiviteter, som har dannet grundlaget for dens industristruktur, og at sikre energiforsyningssikkerhed ved hjælp af egenproduktion;
B. der henviser til, at stålindustrien spiller en central rolle i den europæiske økonomi, og der henviser til, at en konkurrencedygtig europæisk stålindustri udgør rygraden i udvikling og værdiskabelse for mange store erhvervssektorer;
C. der henviser til, at sektoren oplever såvel stærk konkurrence på verdensmarkedet, hovedsageligt fra ikke-EU-lande, hvor der gælder anden lovgivning og andre standarder, som vanskelig adgang til råmaterialer og højere omkostninger;
D. der henviser til, at stålindustrien de seneste år har set sig stillet over for betydelige udfordringer i form af omstruktureringer og virksomhedsfusioner;
E. der henviser til, at højteknologiske erhverv – som stålsektoren er et eksempel på – betragtes som et forbillede på grund af deres teknologiske knowhow og derfor skal beskyttes ved omgående at træffe foranstaltninger til at undgå, at de flyttes ud af Den Europæiske Union;
1. anmoder Kommissionen om på kort sigt at fremlægge et klart billede af situationen med hensyn til de store forandringer i stålindustrien i Europa; understreger, at det er vigtigt, at Kommissionen overvåger den løbende udvikling omhyggeligt for at sikre Europas industrielle arv og de berørte arbejdstagere;
2. gentager, at Kommissionen efter EKSF-traktatens udløb har ret til at adressere de økonomiske og sociale følger af udviklingen i den europæiske stålindustri;
3. opfordrer Kommissionen til at gøre sig grundige overvejelser om mellem- og langsigtede initiativer til støtte for og bevaring af stålindustrien;
4. er af den opfattelse, at Kommissionen skal lægge større vægt på industripolitikken for at genoplive konkurrenceevnen i den europæiske stålindustri i forhold til det globale marked med henblik på at garantere lige vilkår og samtidig sikre høje sociale og miljømæssige standarder;
5. opfordrer Kommissionen til at forny mekanismen med forudgående tilsyn som omhandlet i forordning (EU) nr. 1241/2009 af 16. december 2009[1], som ellers vil udløbe den 31. december 2012;
6. mener, at et økonomisk opsving i Europa også afhænger af en stærkere produktionssektor, som stål spiller en central rolle i, og at investering i forskning og innovation er af afgørende betydning for genlancering og fornyelse heraf;
7. glæder sig over Kommissionens initiativ til at udvikle en europæisk handlingsplan for stålsektoren inden udgangen af 2013, men understreger behovet for at få den forelagt snarest muligt;
8. opfordrer Kommissionen til at træffe konkrete foranstaltninger til nedbringelse af energiomkostningerne på mellemlang og lang sigt, navnlig for de energiintensive sektorer, og også til at tilskynde til etablering af konsortier;
9. opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvorvidt det er praktisk muligt at indføre kvalitetscertificering for stålrelaterede produkter;
10. opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge udviklingen i anlæggene i Florange, Liège, Terni, Targoviste, Schifflange, Piombino, Campia Turzii, Rodange, Otelu Rosu, Trieste og andre steder, hvis fortsatte eksistens i deres nuværende form er i fare, for at være sikker på, at den europæiske stålsektors konkurrenceevne og dens betydning som arbejdsplads ikke bliver truet;
11. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.