Mødedokument
15.5.2013 B7‑0190/2013
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B7-0118/2013
jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5
om en makroregional strategi for Alperne
( 2013/2549(RSP) )
Richard Seeber, Lambert van Nistelrooij, Danuta Maria Hübner, Roberta Angelilli, Jan Olbrycht, Manfred Weber, Alain Cadec, Jan Březina, Iosif Matula
for PPE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om en makroregional strategi for Alperne
( 2013/2549(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til artikel 192, artikel 265, stk. 5, og artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),
– der henviser til EU-strategien for Østersøområdet ( COM(2009)0248 ),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. december 2010 om EU's strategi for Donauområdet ( COM(2010)0715 ) og forslaget til handlingsplan, der ledsager strategien ( SEC(2009)0712 /2),
– der henviser til sin beslutning af 17. februar 2011 om gennemførelsen af EU's strategi for Donauområdet[1],
– der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner fra 24. juni 2011, hvori det opfordrede medlemsstaterne til "i samarbejde med Kommissionen at arbejde videre med eventuelle fremtidige makroregionale strategier",
– der henviser til Kommissionens forslag af 6. oktober 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om særlige bestemmelser for støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til målet om europæisk territorialt samarbejde ( COM(2011)0611 ),
– der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at formålet med makroregionale strategier er at opnå en bedre udnyttelse af de eksisterende ressourcer med henblik på at løse spørgsmål om territorial udvikling og finde fælles svar på fælles udfordringer;
B. der henviser til, at Kommission foreslår, at de grænseoverskridende aspekter af den territoriale samarbejdspolitik bør styrkes;
C. der henviser til, at de områder, der udgør Alpeområdet, har mange fællestræk, såsom deres højtliggende bjerges geografiske unikke karakter og deres tætte samspil med de store byer i bæltet omkring Alperne;
D. der henviser til, at Alpeområdet udgør en sammenhængende makroregion med forskelligartede økonomiske kapaciteter og stigende bekymring over miljøspørgsmål, demografiske ændringer, transportinfrastruktur, turisme og energirelaterede spørgsmål;
1. mener, at udviklingen af større strategier, som f.eks. makroregionale strategier, bør bidrage til at udbygge det lokale og regionale niveaus rolle i gennemførelsen af EU's politikker i et bredere perspektiv;
2. minder om de erfaringer, der blev gjort i forbindelse med EU-strategien for Østersøområdet og EU's strategi for Donauområdet for så vidt angår (a) gennemsigtighed i beslutningsprocessen og (b) tildelingen af EU-midler;
3. glæder sig over den igangværende udvikling i Alpeområdets regioner og den målrettede bottom-up-metode, som er blevet valgt af disse regioner, der gentagne gange har tilkendegivet et ønske om en Alpestrategi, som effektivt løser fælles udfordringer for hele Alpekredsen, udnytter områdets væsentlige potentiale mere konsekvent og imødegår behovet for at fremme mobilitet, energisikkerhed, miljøbeskyttelse, social og økonomisk udvikling, kulturel udveksling, sikkerhed og civilbeskyttelse i Alpeområdet;
4. opfordrer til en makroregional strategi for Alperne, som skal være underlagt en omfattende evaluering foretaget af Kommissionen og baseret på objektive kriterier og målbare indikatorer;
5. opfordrer Kommissionen til reelt at gennemføre artikel 174 i TEUF gennem en strategisk plan med henblik på at løse bjergområdernes strukturelle problemer og skabe de rette betingelser for økonomisk vækst og effektiv social og territorial samhørighed i Alpeområdet;
6. mener, at strategiens territoriale dimension vil føre til udvikling og konkretisering af idéen om territorial samhørighed, som Lissabontraktaten ligestiller med økonomisk og social samhørighed;
7. understreger, at en makroregional strategi for Alperne er et effektivt redskab til at fremme europæisk territorialt samarbejde inden for den pågældende region ved anvendelse af en bottom-up-metode og udvidelse af samarbejdet gennem en bedre udnyttelse af de tilgængelige ressourcer;
8. fremhæver, at en makroregional strategi for Alperne vil sikre, at EU's forskellige initiativer vedrørende Alpeområdet og bjergområderne supplerer hinanden, og vil tilføre konkrete projekter en reel merværdi;
9. mener, at en makroregional strategi for Alperne skal samordne eksisterende EU-midler, navnlig under samhørighedspolitikken, for at gennemføre projekter, der sigter mod at løse fælles udfordringer inden for bl.a. miljøbeskyttelse, investering i konkurrenceevne og innovation, land- og skovbrug, vand, energi, miljø- og klimaspørgsmål samt transport;
10. understreger, at en eventuel makroregional strategi for Alperne vil være i tråd med Europa 2020-målene, hvorved der sikres overensstemmelse med EU's tilsagn om intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst;
11. understreger, det inden for rammerne af det nye makroregionale samarbejde skal sikres, at de naturbetingede ulemper i yderregionerne, såsom højtliggende bjergområder, omdannes til aktiver og muligheder, og at udviklingen af disse regioner fremmes;
12. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Regionsudvalget og de øvrige relevante institutioner.