Mødedokument

 

4.9.2013                                                                                                                  B7‑0378/2013

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af forespørgsler til mundtlig besvarelse B7-0215/2013 og B7‑0216/2013

jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5

om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger

( 2013/2702(RSP) )

Rebecca Harms, Daniel Cohn-Bendit, Hélène Flautre

for Verts/ALE-Gruppen

 

B7‑0378/2013

Europa-Parlamentets beslutning om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger

( 2013/2702(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (ECHR) dom af 13. december 2012, der fordømmer Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens (FYROM) "alvorlige krænkelser" af den europæiske menneskerettighedskonvention (artikel 3, 5, 8 og 13) i forbindelse med den ekstraordinære overførsel af Khaled El-Masri,

–   der henviser til følgende sager, der er under behandling ved ECHR: Al-Nashiri mod Polen, Abu Zubaydah mod Litauen, Abu Zubaydah mod Polen samt Nasr og Ghali mod Italien; der henviser til den stævning, som Al-Nashiri indgav mod Rumænien i august 2012, og den stævning, som overvågningscenteret for menneskerettigheder (HRMI) og Open Society Justice Initiative indgav mod Litauen i december 2012 for at have tilsidesat deres ret til oplysninger og ret til effektive retsmidler,

–   der henviser til den italienske højesterets dom fra september 2012 om stadfæstelse af dommen over 23 amerikanske statsborgere i forbindelse med bortførelsen af Abu Omar i 2003, herunder den tidligere chef for CIA-operationer i Milano, Robert Seldon Lady, der blev idømt ni års fængsel,

–   der henviser til Milanos appeldomstols afgørelse af februar 2013 om at idømme tre andre CIA-agenter[1], som tidligere blev anset for at være omfattet af diplomatisk immunitet, seks til syv års fængsel; der henviser til samme domstols afgørelse om at idømme Nicolò Pollari, den tidligere chef for den italienske militære efterretnings- og sikkerhedstjeneste, ti års fængsel, den tidligere vicechef for den italienske militære efterretnings- og sikkerhedstjeneste, Marco Mancini, ni års fængsel og tre agenter i den italienske militære efterretnings- og sikkerhedstjeneste seks års fængsel hver,

–   der henviser til den italienske præsident Napolitanos afgørelse af 5. april 2013 om at benåde den amerikanske oberst, Joseph Romano, der var blevet dømt i Italien for sit medansvar i forbindelse med bortførelsen af Abu Omar i Italien; der henviser til ordførernes skrivelse af juli 2013 til præsident Napolitano, hvori der blev anmodet om en forklaring,

–   der henviser til sin beslutning af 11. september 2012 om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger: opfølgning på TDIP-udvalgets betænkning ( 2012/2033(INI) )[2],

–   der henviser til de dokumenter, Kommissionen har fremsendt til ordføreren, herunder ikke-landespecifikke skrivelser, der blev sendt til alle medlemsstaterne i marts 2013, og som blot få medlemsstater (Finland, Ungarn, Spanien og Litauen) besvarede,

–   der henviser til sine beslutninger om Guantánamo, hvoraf den seneste er beslutning af 23. maj 2013 om Guantánamo: sultestrejke blandt fangerne[3],

–   der henviser til sin beslutning af 12. december 2012 om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union (2010-2011)[4],

–   der henviser til ordførerens skrivelser fra november 2012 til anklagemyndigheden i Rumænien, Polen og Litauen samt statsoverhovederne i Rumænien, Polen og Litauen, hvori de landespecifikke henstillinger i Parlamentets beslutning blev fremhævet, og som ingen af de berørte medlemsstater har besvaret,

–   der henviser til flyvedata fra Eurocontrol indtil september 2012,

–   der henviser til den anmodning, som ordføreren indgav i april 2013 til Kontoret for Luftfartssikkerhed i Afrika og på Madagaskar (ASECNA) om samarbejde om meddelelse af flyvedata og til det positive svar, der blev modtaget i juni 2013,

–   der henviser til Rådets konklusioner om grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet og om Kommissionens beretning for 2012 om anvendelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (Luxembourg, den 6.-7. juni 2013),

–   der henviser til Stockholmprogrammet – Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse (2010-2014),

–   der henviser til den indledende erklæring fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, på Menneskerettighedsrådets 23. samling (Genève, maj 2013), der nævner Parlamentets ovennævnte beslutning af 11. september 2012 og opfordrer til troværdige og uafhængige undersøgelser som et første afgørende skridt mod ansvarlighed og opfordrer landene til at prioritere dette,

–   der henviser til årsberetningen fra 2013[5] fra FN's særlige rapportør om fremme og beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme, Ben Emmerson, der nævner Parlamentets arbejde og støtter visse af henstillingerne i ovennævnte beslutning af 11. september 2012,

–   der henviser til de talrige medierapporter og oplysninger fremkommet ved undersøgende journalistik om dette emne, navnlig, men ikke begrænset til, det efterforskningsarbejde, der blev sendt på Rumæniens tv-kanal Antena 1 i april 2013,

–   der henviser til de undersøgelser og den efterforskning, som er foretaget af især Interights, Redress og Reprieve, og de rapporter, der er blevet udarbejdet siden vedtagelsen af Parlamentets beslutning, af uafhængige efterforskere, civilsamfundsorganisationer og nationale og internationale ngo'er, navnlig rapporten "Globalising Torture: CIA Secret Detention and Extraordinary Rendition" (februar 2013) fra Open Society Justice Initiative, den uafhængige tværpolitiske undersøgelse, der blev foretaget i USA af Constitution Project's Task Force om behandling af fanger (april 2013), "Rendition Flights Database" offentliggjort af det britiske akademiske netsted The Rendition Project (maj 2013), rapporten fra Amnesty International "Unlock the truth: Poland's involvement in CIA secret detention" (juni 2013) og skrivelsen fra Human Rights Watch til de litauiske myndigheder (juni 2013),

–   der henviser til de forespørgsler, der er stillet Rådet og Kommissionen om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger ( O‑00079/2013 – B7‑0215/2013 og O-000080/2013 – B7‑0216/2013 ),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A. der henviser til, at Europa-Parlamentet har fordømt de USA-ledede CIA-programmer for overførsler og hemmelige tilbageholdelser, der involverer talrige krænkelser af menneskerettighederne, herunder ulovlig og vilkårlig tilbageholdelse, tortur og anden mishandling, overtrædelser af non-refoulement-princippet og tvungen forsvinden gennem CIA's brug af det europæiske luftrum og territorium; der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har opfordret til en fuldstændig undersøgelse af nationale regeringers og myndigheders samarbejde med CIA-programmerne;

B.  der henviser til, at Parlamentet forpligtede sig til fortsat at opfylde det mandat, som det havde fået af det midlertidige udvalg i henhold til artikel 2, 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union, og at det pålagde de relevante udvalg at tage emnet op på Parlamentets plenarforsamling et år efter vedtagelsen af ovennævnte beslutning af 11. september 2012, eftersom det fandt det yderst vigtigt at vurdere, i hvilket omfang de af Parlamentet vedtagne henstillinger var blevet fulgt;

C. der henviser til, at ansvarliggørelse for overførslerne er af afgørende betydning for beskyttelse og fremme af EU's interne og eksterne politikker og for at sikre lovlige og effektive sikkerhedspolitikker, som bygger på retsstaten; der henviser til, at EU-institutionerne for nylig engagerede sig i drøftelserne om, hvordan EU bedre kan beskytte og fremme de grundlæggende rettigheder og retsstaten;

D. der henviser til, at der ikke er modtaget udtømmende svar fra Rådet eller Kommissionen på Parlamentets henstillinger;

E.  der henviser til, at de litauiske myndigheder har gentaget deres forpligtelse til at genåbne den strafferetlige efterforskning af Litauens inddragelse i CIA-programmet, såfremt der fremkommer nye elementer, men dette er endnu ikke sket; der henviser til, at de litauiske myndigheder i forbindelse med deres indlæg for ECHR under Abu Zubaydah-sagen udviste kritiske mangler i deres efterforskning og en manglende forståelse for betydningen af de nye oplysninger; der henviser til, at Litauen varetager formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union i anden halvdel af 2013;

F.  der henviser til, at det dybdegående efterforskningsarbejde, der blev sendt på tv-kanalen Antena 1 i april 2013, gav yderligere oplysninger om Rumæniens centrale rolle i fængselsnetværket; der henviser til, at den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Ioan Talpeş, erklærede, at Rumænien havde ydet logistisk støtte til CIA; der henviser til, at en tidligere rumænsk senator indrømmede begrænsningerne af den foregående parlamentariske undersøgelse og opfordrede anklagerne til at indlede en retsprocedure;

G. der henviser til, at polske anklagere den 11. juni 2013 fremsatte en anmodning om, at en tredje man, Waleed Mohammed bin Attash med yemenitisk statsborgerskab, officielt skulle anerkendes som offer, efter at han blev ulovligt anholdt i Pakistan i 2003 og tilbageholdt i et hemmeligt fængsel i Polen fra juni til september 2003, og at han nu tilbageholdes i Guantánamo; der henviser til, at polske anklagere har forlænget en fem år gammel strafferetlig efterforskning til oktober 2013;

H. der henviser til, at de britiske myndigheder fortsat forsinker retssagen anlagt af libyeren Abdel Hakim Belhadj, der med britisk bistand blev udleveret til tortur i Libyen af CIA, og at de har tilkendegivet, at de har til hensigt at lade sagen blive behandlet i en ny hemmelig retssag;

I.   der henviser til, at Italien i december 2012 udstedte en international arrestordre på Robert Seldon Lady, der blev anholdt i Panama i juli 2013; der henviser til, at Panama ikke accepterede Italiens efterfølgende udleveringsanmodning, og at Robert Seldon Lady blev overført til USA i juli 2013; der henviser til, at Italiens præsident Napolitano den 5. april 2013 besluttede at benåde den amerikanske oberst Joseph Romano, der var blevet dømt af en italiensk domstol for sit medansvar i forbindelse med bortførelsen af Abu Omar i Italien;

J.   der henviser til, at det finske parlaments ombudsmand i november 2012 indledte en undersøgelse om anvendelsen af finsk territorium, luftrum og registreringssystemer for flyvning i CIA's overførselsprogram og fremsendte skriftlige anmodninger om oplysninger til 15 regeringsagenturer og anmodede ligeledes de litauiske myndigheder om specifikke oplysninger om forbundne flyvninger;

K. der henviser til, at den undersøgelse, der blev foretaget af Danmark indtil maj 2012, ikke udgør en uafhængig, upartisk, grundig og effektiv efterforskning, således som krævet af international menneskerettighedslovgivning og -standarder, givet sin mangel på tilstrækkelige beføjelser og sit begrænsede omfang;

L.  der henviser til, at kun ni lande har besvaret de opfølgningsskrivelser, som bl.a. er blevet sendt til visse EU-medlemsstater af FN's særlige procedurer, med anmodning om yderligere oplysninger på baggrund af FN's fælles undersøgelse af globale praksisser i forbindelse med hemmelig tilbageholdelse ved bekæmpelse af terrorisme[6];

M. der henviser til, at USA's præsident Obama har bekræftet sin forpligtelse til at lukke Guantánamo, idet han den 23. maj 2013 bekendtgjorde, at han ville genindlede frigivelsen af fanger og ophæve et moratorium for frigivelse af yemenitiske fanger, som det allerede anses for sikkert at overføre til Yemen, på trods af modstand i den amerikanske kongres; der henviser til, at de amerikanske myndigheder skal opfylde deres internationale forpligtelser og retsforfølge Robert Seldon Lady;

1.  beklager dybt den manglende gennemførelse af henstillingerne i Parlamentets førnævnte beslutning af 11. september 2012, navnlig af Rådet, Kommissionen, regeringerne i medlemsstaterne, kandidatlandene og de associerede lande, NATO og USA's myndigheder, især i lyset af de alvorlige krænkelser af de grundlæggende rettigheder, som ofrene for CIA-programmerne har været udsat for;

2.  mener, at den fremherskende straffrihed i forbindelse med CIA-programmerne har muliggjort en fortsættelse af krænkelserne af de grundlæggende rettigheder i terrorbekæmpelsespolitikkerne i EU og USA, hvilket blev yderligere tydeliggjort i forbindelse med afsløringen af massespionageaktiviteterne i USA's National Security Agencys overvågningsprogram og aktiviteterne i tilsynsorganerne i forskellige medlemsstater, som i øjeblikket undersøges af Europa-Parlamentet;

Ansvarliggørelsesprocesser i medlemsstaterne

3.  gentager sin opfordring til de medlemsstater, der ikke har levet op til deres positive forpligtelse til at foretage uafhængige og effektive undersøgelser med henblik på at undersøge menneskerettighedskrænkelser under hensyntagen til alle de nye beviser, der er kommet frem i lyset, og at videregive alle nødvendige oplysninger om alle fly, der formodes af have tilknytning til CIA og deres territorium; opfordrer navnlig medlemsstaterne til at undersøge, om operationer har fundet sted på deres territorium, hvor folk som led i CIA-programmet er blevet tilbageholdt i hemmelige faciliteter; opfordrer de berørte medlemsstater til at reagere på skrivelserne fra FN's særlige procedurer;

4.  tilskynder Litauen, der i øjeblikket har EU-formandskabet og dermed er i stand til at statuere et eksempel, til at genåbne den strafferetlige efterforskning i CIA's hemmelige tilbageholdelsesfaciliteter og til at foretage en tilbundsgående undersøgelse ved at undersøge alle de faktuelle beviser, der er blevet afsløret, navnlig med hensyn til sagen Abu Zubaydah mod Litauen ved ECHR; anmoder Litauen om at give efterforskerne mulighed for at foretage en grundig undersøgelse af flynetværkerne bag overførslerne og kontaktpersoner, der er offentligt kendt for at have organiseret eller deltaget i de pågældende flyvninger; anmoder de litauiske myndigheder om at foretage en kriminalteknisk undersøgelse af fængselsområdet samt en analyse af oversigten over telefonsamtaler; opfordrer dem indtrængende til at samarbejde fuldt ud med ECHR i sagen Abu Zubaydah mod Litauen og Overvågningscenteret for menneskerettigheder mod Litauen; opfordrer Litauen til i forbindelse med genåbningen af efterforskningen at behandle ansøgninger fra andre mulige ofre om status/deltagelse i efterforskningen; opfordrer indtrængende Litauen til at reagere fyldestgørende på anmodninger om oplysninger fra andre EU-medlemsstater, navnlig anmodningen om oplysninger fra den finske ombudsmand vedrørende en flyvning eller flyvninger, der kan forbinde Finland og Litauen på en eventuel udleveringsrute;

5.  opfordrer indtrængende de rumænske myndigheder til at lokalisere alle manglende parlamentariske undersøgelsesdokumenter og hurtigt indlede en uafhængig, upartisk, grundig og effektiv efterforskning; beklager deres uforsonlighed og tavshed i denne henseende, som er uforenelige med deres forpligtelser;

6.  anmoder Polen om at fortsætte undersøgelsen med større gennemsigtighed, navnlig ved at tilbyde beviser på konkret udvikling i undersøgelsen, ved at give ofrenes repræsentanter mulighed for at repræsentere deres klienter meningsfuldt og ved at give dem ret til at få adgang til alt relevant klassificeret materiale og reagere på det materiale, der er blevet indsamlet; opfordrer de polske myndigheder til at indlede retsforfølgninger mod enhver statslig aktør, der er indblandet; opfordrer indtrængende den polske anklagemyndighed til hurtigst muligt at undersøge stævningen fra Walid Bin Attash og at træffe afgørelse i denne henseende; opfordrer Polen til at samarbejde fuldt ud med ECHR i sagerne Al-Nashiri mod Polen og Abu Zubaydah mod Polen;

7.  opfordrer de britiske myndigheder til at samarbejde med igangværende strafferetlige efterforskninger og give mulighed for, at sager kan behandles under fuld gennemsigtighed og ikke gennem hemmelige procedurer, med henblik på at afslutte efterforskningen af overførsler af udenlandske statsborgere til udlandet; anmoder de britiske myndigheder om at foretage en menneskerettighedsundersøgelse om overførsel, tortur og mishandling af fanger i udlandet;

8.  beklager den italienske præsident Napolitanos benådning af den amerikanske oberst Joseph Romano, eftersom denne benådning har bidraget til straffrihed for de personer, der er involveret i de USA-ledede programmer for overførsler og hemmelige tilbageholdelser; tilskynder de italienske myndigheder til at fortsætte deres bestræbelser på at opnå retfærdighed for CIA's menneskerettighedskrænkelser på italiensk område ved at fastholde, at Robert Seldon Lady skal udleveres, og anmode om udlevering af de 22 andre amerikanske statsborgere, der er dømt i Italien;

9.  opfordrer den finske ombudsmand til at afslutte sin undersøgelse på grundlag af gennemsigtighed og ansvarlighed og opfordrer følgelig indtrængende alle nationale myndigheder til at samarbejde fuldt ud; anmoder Finland om at forfølge alle spor, der involverer finske statslige aktører i overførselsprogrammet;

Reaktioner fra EU-institutionerne

10. er stærkt skuffet over Kommissionens afvisning af at reagere hensigtsmæssigt på Parlamentets henstillinger og anser Kommissionens skrivelser til medlemsstaterne for at være utilstrækkelige med hensyn til at opnå ansvarlighed på baggrund af deres generiske karakter;

11. gentager sine særlige henstillinger til Kommissionen:

–   at undersøge, om nogen EU-bestemmelser, navnlig om asyl og om retligt samarbejde, er blevet overtrådt som følge af samarbejde med CIA-programmet

–   at fremme og støtte gensidig retlig bistand og juridisk samarbejde, der er baseret på respekt for menneskerettighederne, mellem undersøgelsesorganer og samarbejdet mellem jurister, der er involveret i det ansvarliggørende arbejde i medlemsstaterne

–   at vedtage rammer, herunder krav til medlemsstaterne om indberetning, for overvågning af og støtte til de nationale ansvarliggørelsesprocesser

–   at træffe foranstaltninger, der har til formål at styrke EU's kapacitet til at forebygge og foretage retlig prøvelse af menneskerettighedskrænkelser på EU-niveau og til at fremme en styrkelse af Parlamentets rolle

–   at fremsætte forslag om foranstaltninger til at føre demokratisk kontrol med grænseoverskridende efterretningsaktiviteter i forbindelse med EU's politikker for bekæmpelse af terrorisme;

12. opfordrer indtrængende de litauiske myndigheder til at gribe muligheden i forbindelse med deres lands EU-formandskab til at sikre fuld gennemførelse af henstillingerne i Parlamentets betænkning og således sætte spørgsmålet på dagsordenen for Rådet for retlige og indre anliggender (RIA) inden afslutningen på det litauiske formandskab;

13. gentager sine særlige henstillinger til Rådet:

–   at give en officiel undskyldning for at have krænket princippet i traktaterne om loyalt samarbejde mellem Unionens institutioner ved fejlagtigt at have forsøgt at få Europa-Parlamentet til at godkende udarbejdelsen af bevidst forkortede versioner af protokollerne fra møderne i COJUR og COTRA med højtstående amerikanske embedsmænd

–   at afgive en erklæring, hvori Rådet erkender, at medlemsstaterne har været involveret i CIA-programmet, og beskriver de problemer, som medlemsstaterne stødte på i forbindelse med undersøgelserne

–   at give sin fulde støtte til de sandhedssøgende og ansvarliggørende processer i medlemsstaterne ved officielt at rejse problemet på møder vedrørende retlige og indre anliggender, udveksle alle oplysninger, yde assistance i forbindelse med undersøgelser og især imødekomme anmodninger om aktindsigt

–   at afholde høringer med relevante EU-sikkerhedstjenester for at få klarhed over deres kendskab til medlemsstaternes indblanding i CIA's program og EU's svar

–   at stille forslag om sikkerhedsbestemmelser med henblik på at garantere respekt for menneskerettigheder i forbindelse med udveksling af efterretninger og en nøje afgrænsning mellem efterretningsaktiviteter og bekæmpelse af forbrydelser, således at efterretningstjenester ikke har lov til at tiltage sig anholdelses- og tilbageholdelsesbeføjelser;

14. opfordrer Rådet og Kommissionen til i deres respektive flerårige programmer efter Stockholmprogrammet at medtage særlige foranstaltninger, der skal sikre retsstaten og ansvarliggørelse for menneskerettighedskrænkelser, navnlig af efterretningstjenester og retshåndhævende myndigheder; anmoder Kommissionen om at sætte spørgsmålet om ansvarliggørelse på dagsordenen for "Assises de la Justice", der skal afholdes i november 2013;

15. minder om, at det med henblik på at sikre Parlamentets troværdighed er af afgørende betydning væsentligt at styrke dets ret til at undersøge krænkelser af de grundlæggende rettigheder i EU, hvilket bør omfatte fuld beføjelse til at høre involverede personer under vidneansvar, herunder ministre[7];

16. anmoder Eurocontrol om i lighed med de amerikanske luftfartsmyndigheder, Federal Aviation Authority, at anerkende, at flyrutedata på ingen måde bør anses for at være fortrolige, og offentliggøre sådanne nødvendige oplysninger med henblik på at foretage effektive efterforskninger;

17. forventer, at Parlamentets undersøgelse af det amerikanske nationale sikkerhedsagenturs overvågningsprogram og overvågningsorganer i forskellige medlemsstater vil medføre forslag til foranstaltninger, således at der kan sikres effektivt demokratisk kontrol med efterretningstjenesterne;

18. udtrykker sin beklagelse over, at EU-medlemsstaterne ikke har gjort fremskridt i retning af tiltrædelse af FN-konventionen om tvungen forsvinding, med undtagelse af Litauens ratifikation heraf i august 2013; opfordrer de 21 medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret denne konvention, til at gøre det så hurtigt som muligt;

19. opfordrer Belgien, Grækenland, Irland, Letland, Litauen, Slovakiet og Finland til at prioritere ratificeringen af den valgfri protokol til FN-konventionen mod tortur (OPCAT); beklager den meget begrænsede støtte til OPCAT's Særlige Fond, der administreres af FN, og opfordrer EU-medlemsstaterne og Kommissionen til at støtte arbejdet i den særlige fond gennem væsentlige frivillige bidrag; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at intensivere deres bestræbelser på at fremme etablering og drift af nationale forebyggende mekanismer under OPCAT i tredjelande;

20. anmoder EU om nøje at undersøge FYROM's fremskridt med hensyn til gennemførelse af ECHR's afgørelse i sagen El-Masri mod Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, som Ministerkomitéen nu har medtaget i sine overvejelser for den forbedrede procedure i forbindelse med FYROM's tiltrædelse; opfordrer indtrængende FYROM's myndigheder til at indlede en strafferetlig efterforskning af statslige aktørers medskyldighed i El-Masri-sagen og at stille de ansvarlige til regnskab;

21. opfordrer den amerikanske regering til at samarbejde og imødekomme alle anmodninger fra EU's medlemsstater om oplysninger eller udlevering i forbindelse med CIA-programmet; opfordrer indtrængende den amerikanske regering til at ophøre med at anvende drakoniske retskendelser, der hindrer advokater for fanger i Guantánamo Bay i at få detaljerede oplysninger om fangernes hemmelige tilbageholdelse i Europa; opfordrer den til at gennemføre sin plan om at lukke fængslet i Guantánamo Bay omgående;

22. anmoder medlemsstaterne om at modtage fanger fra Guantánamo, som er blevet godkendt til genbosættelse; anmoder EU om at genoplive de fælles initiativer fra 2009 ved at tilbyde en ramme for genbosættelse af Guantánamo-fanger i EU-medlemsstaterne og indgå i en dialog om konkrete planer for samarbejde med USA's nye særlige udsending om fangeoverførsler fra Guantánamo, Clifford Sloan;

23. opfordrer Kontoret for Luftfartssikkerhed i Afrika og på Madagaskar til omgående at indlede sit samarbejde med Parlamentet ved at forelægge de anmodede oplysninger om flyvedata;

24. opfordrer det næste Parlament (2014-2019) til fortsat at opfylde og gennemføre mandatet fra det midlertidige udvalg og følgelig sikre, at der følges op på dets henstillinger, undersøge nye elementer, der kan fremkomme, og fuldt ud at anvende og udvikle dets undersøgelsesret;

25. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

[1] Herunder Jeffrey W. Castelli, der er tidligere chef for CIA-operationer i Rom.
[2] Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0309
[3] Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0231
[4] Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0500
[5] Framework Principles for securing the accountability of public officials for gross or systematic human rights violations committed in the context of State counter-terrorism initiatives, A/HRC/22/52 af 1.3.2013 (Rammeprincipper for sikring af embedsmænds ansvarliggørelse i tilfælde af grove eller systematiske menneskerettighedskrænkelser begået i forbindelse med statslige terrorbekæmpelsesinitiativer).
[6] A/HRC/13/42.
[7] Jf. forslag til Europa-Parlamentets forordning om de nærmere vilkår for udøvelse af Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelse og om ophævelse af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens afgørelse af 19. april 1995 (95/167/EF, Euratom, EKSF), den 23. maj 2012, vedtagne tekster, P7_TA(2012)0219