Mødedokument

 

13.1.2014                                                                                                                B7‑0015/2014

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser

forretningsordenens artikel 110, stk. 2

om EU-borgerskab til salg

( 2013/2995(RSP) )

Jean Lambert, Judith Sargentini, Raül Romeva i Rueda, Ulrike Lunacek

for Verts/ALE-Gruppen

 

B7‑0015/2014

Europa-Parlamentets beslutning om EU-borgerskab til salg

( 2013/2995(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Union,

–   der henviser til artikel 20, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–   der henviser til artikel 21, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–   der henviser til Domstolens dom af 2. marts 2010 i sag C-135/08 Janko Rottman mod Freistaat Bayern,

–   der henviser til den mundtlige forespørgsel O-000145/2013 til Kommissionen og den mundtlige forespørgsel O-000144/2013 til Rådet, der er fremsat af Verts/ALE-Gruppen,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A. der henviser til, at unionsborgerskabet er tænkt som den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere og bør betragtes som en EU-merværdi, der ikke bør afhænge af økonomisk status;

B.  der henviser til, at den fri bevægelighed inden for EU er tæt knyttet til unionsborgerskab;

C. der henviser til, at adskillige rettigheder er tæt knyttet til unionsborgerskab, herunder fri bevægelighed og retten til at opstille og stemme til lokalvalg og valg til Europa-Parlamentet, og at disse rettigheder fortsat bør værdsættes af alle EU-borgere, og at alle EU-borgere fortsat bør have disse rettigheder;

1.  bemærker, at unionsborgerskab er en vigtig status, der tildeles alle medlemsstaternes statsborgere, og at der er tilknyttet materielle rettigheder;

2.  bemærker, at retten til fri bevægelse inden for EU er tæt knyttet til unionsborgerskab, men ikke udelukkende;

3.  opfordrer medlemsstaterne til at overholde EU-retten, når de udøver deres beføjelser med hensyn til statsborgerskab;

4.  beklager stærkt, at der i nogle medlemsstater tildeles statsborgerskab til gengæld for investeringer i den pågældende medlemsstat; bemærker, at programmet statsborgerskab for investeringer ikke er det eneste eksempel på, at statsborgerskab er til salg, da mange medlemsstater tilbyder privilegeret adgang til unionsborgerskab til store befolkningsgrupper uden for EU på baggrund af en fjern afstamning eller fælles etnisk identitet;

5.  mener, at princippet om at tildele statsborgerskab på baggrund af økonomisk formåen er uretfærdigt i betragtning af de mange migranter, der kommer til medlemsstaterne for at arbejde i flere år og aldrig får mulighed for blot at ansøge om statsborgerskab;

6.  mener, at tildelingen af statsborgerskab på baggrund af økonomisk formåen undergraver den gensidige tillid, hvad angår statsborgerskabsforhold, og kan have store konsekvenser for den fri bevægelighed, retten til at stemme og visumfritagelsesprogrammerne, der gavner alle EU-borgere;

7.  tror på åbne migrationspolitikker uanset statsborgerskab, ejendom eller indkomst, og mener, at muligheden for at ansøge om opholdstilladelse og statsborgerskab bør være åben for alle, der har en ægte tilknytning til EU;

8.  opfordrer til en bredere debat om de fælles principper, der bør tjene som vejledning for medlemsstaternes politikker, hvad angår statsborgerskab;

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter og regeringer.