Mødedokument
4.2.2014 B7‑0150/2014
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
forretningsordenens artikel 110, stk. 2
om topmødet mellem EU og Rusland
( 2014/2533(RSP) )
Guy Verhofstadt, Kristiina Ojuland, Leonidas Donskis, Graham Watson, Louis Michel, Sophia in ‘t Veld, Marietje Schaake, Johannes Cornelis van Baalen, Ramon Tremosa i Balcells, Sarah Ludford, Alexander Graf Lambsdorff
for ALDE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om topmødet mellem EU og Rusland
( 2014/2533(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Rusland, navnlig beslutningerne af 17. februar 2011 om retsstatsprincippet i Rusland[1], af 13. september 2012 om den politiske anvendelse af retsvæsenet i Rusland[2], af 13. december 2012 med Europa-Parlamentets henstillinger til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil om forhandlingerne om den nye aftale EU-Rusland[3], af 13. juni 2013 om retsstatsforholdene i Rusland[4], af 12. september 2013 om det pres, som Rusland udøver på landene i det østlige partnerskab (i forbindelse med det kommende topmøde i det østlige partnerskab i Vilnius)[5], og af 12. december 2013 om resultaterne af topmødet i Vilnius og fremtiden for det østlige partnerskab, især med hensyn til Ukraine[6],
– der henviser til den nuværende partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side og de igangværende forhandlinger om en ny aftale mellem EU og Rusland,
– der henviser til målene og forpligtelserne i forbindelse med topmødet mellem EU og Rusland under henvisning til partnerskabet for modernisering, der blev lanceret i Rostov ved Don den 1. juni 2010,
– der henviser til resultaterne for topmødet mellem EU og Rusland den 28. januar 2014,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at EU fortsat er opsat på at uddybe og udvikle dets forbindelser med Rusland yderligere, og at EU og Rusland allerede har etableret indgående og omfangsrige forbindelser, navnlig inden for sektorerne for energi, økonomi og erhvervsliv, og er blevet tæt forbundne og gensidigt afhængige af hinanden i verdensøkonomien;
B. der henviser til, at topmødet mellem EU og Rusland den 28. januar 2014 blev begrænset til et tre timer langt møde, hvor opmærksomheden blev rettet mod en række begrænsede spørgsmål, der afspejler forværringen af forbindelserne mellem EU og Rusland, hovedsageligt som følge af Ruslands pres på de østlige partnerlande;
C. der henviser til, at EU og dets medlemsstater fortsat skal udvise årvågenhed som vogter af de demokratiske principper og retsstatsprincippet i verden, navnlig i forhold til et vigtigt naboland som Rusland, som i kraft af sit medlemskab af Europarådet har forpligtet sig til at dele og opretholde de demokratiske principper, retsstatsprincippet og respekten for de grundlæggende værdier;
D. der henviser til, at tilsvarende tilsagn og forpligtelser er knyttet til Ruslands medlemskab af OSCE, og til, at Ruslands tiltrædelse af WTO hviler på en antagelse om, at retsstatsprincippet opretholdes i landet;
E. der henviser til, at luftfartsselskaber fra den 1. december 2013 videregiver avancerede passageroplysninger (API) til de russiske myndigheder, og at de russiske myndigheder fra den 1. juli 2014 kræver fuldstændige oplysninger om passagerer og flybesætning ved overflyvninger; der henviser til, at de russiske myndigheder sigter mod at oprette et fuldt udviklet system til indsamling af passagerlister; der henviser til, at API-oplysningerne kan anvendes af de russiske myndigheder til at identificere EU-borgere, der eventuelt kritiserer de russiske myndigheder under De Olympiske Lege i Sochi;
F. der henviser til, at der er alvorlige bekymringer vedrørende udviklingen i Den Russiske Føderation med hensyn til overholdelse og beskyttelse af menneskerettighederne, retsstatsprincippet, overholdelse af grundlæggende demokratiske principper og retmæssige valg, presse- og mediefrihed samt forsamlingsfrihed;
G. der henviser til, at EU-borgere, der deltager i eller overværer De Olympiske Lege, er underlagt omfattende overvågning gennem aflytning og tilbageholdelse af al kommunikation; der henviser til, at Kommissionen slår til lyd for, at hver medlemsstat bør underrette dens egne borgere om masseovervågningsprogrammerne i forbindelse med OL i Sochi, men at ingen medlemsstater lader til at have gjort dette;
H. der henviser til, at Rusland pålagde nabolandene en række målrettede sanktioner forud for topmødet i det østlige partnerskab i Vilnius i november 2013, der havde til formål at underminere disse landes forpligtelse til at undertegne eller bevæge sig i retning af associeringsaftaler og frihandelsordninger med EU;
I. der henviser til, at vedtagelse af lovgivning om registrering af politiske partier og støtte til ngo'er, diskriminerende LBBTI-fjendtlig lovgivning, der forbyder ”propaganda for utraditionelle seksuelle forhold”, hvilket sidestiller homoseksualitet med pædofili, lovgivning om forsamlingsrettigheder, ekstremisme og ærekrænkelse og om restriktion af internetfiltrering har ydet et væsentligt bidrag til at forværre udviklingen af et reelt civilsamfund i Rusland og er blevet anvendt til at chikanere ngo'er, den demokratiske opposition og medierne;
J. der henviser til, at de russiske myndigheder har øget masseovervågningsaktiviteter i lyset af De Olympiske Lege i Sochi ved at styrke overvågningsprogrammet SORM; der henviser til, at der ikke er oprettet effektiv demokratisk eller juridisk kontrol af overvågningsaktiviteter fra de russiske myndigheders side; der henviser til, at det af Ruslands øverste retsinstans er blevet bekræftet, at SORM-programmet kan anvendes til aflytning af enkeltpersoner, der kritiserer regeringen, som hvis de deltog i ”ekstremistiske foranstaltninger”;
1. bemærker, at det begrænsede omfang af topmødet mellem EU og Rusland på passende vis afspejler de nuværende forbindelser mellem EU og Rusland, hvilket muliggør pragmatiske drøftelser om aktuelle spørgsmål og samtidig symboliserer de udfordringer, som samarbejdet mellem EU og Rusland i øjeblikket står overfor; foreslår, at topmøderne mellem EU og Rusland afholdes en gang årligt frem for hver andet år i den nuværende ramme;
2. understreger, at mellem- og langfristet politisk og økonomisk stabilitet og udvikling i Rusland er afhængig af, at der opstår reelt demokrati, og påpeger, at den fremtidige udvikling af forbindelserne mellem EU og Rusland vil afhænge af de bestræbelser, der gøres for at styrke demokratiet, retsstatsprincippet og overholdelsen af grundlæggende rettigheder i Rusland;
3. anser det samtidig for beklageligt, at ledelsen i Rusland betragter EU's østlige partnerskab som en trussel mod sine egne politiske og økonomiske interesser; understreger modsat, at Rusland vil profitere af øgede handelsaktiviteter og økonomiske aktiviteter og samtidig styrke sikkerheden gennem et stabilt og forudsigeligt naboskabsområde;
4. understreger, at Ruslands systematiske manglende overholdelse af demokratiske principper, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder skal afspejles bedre i EU's politiske holdninger og i alle aspekter af forbindelserne mellem EU og Rusland, navnlig for så vidt angår arbejdet med en ny samarbejdsaftale; gentager sin støtte til en omfattende, retligt bindende aftale, som omfatter politiske, økonomiske og sociale spørgsmål, og som omfatter alle områder, der er knyttet til demokrati, retsstatsprincippet og overholdelse af menneskerettigheder, navnlig grundlæggende rettigheder, forudsat at Rusland er klar til at gøre en indsats for at forbedre overholdelsen af retsstatsprincippet og menneskerettighederne; udtrykker bekymring over den nuværende indsamling og anvendelse af API-data og de russiske myndigheders mål om at indsamle PNR-data i nær fremtid uden at besidde et retligt grundlag for disse dataoverførsler;
5. opfordrer Kommissionen til at overveje mulige modforanstaltninger, som EU kunne gribe til, hvis Rusland ikke overholder WTO's handelsregler af kortsigtede politiske årsager; fremhæver, at selv om Rusland ikke bør få mulighed for at nedlægge veto mod politiske beslutninger, der træffes af landene under det østlige partnerskab, skal EU være klar og villig til at beskæftige sig med Ruslands legitime bekymringer og interesser, navnlig for så vidt angår handelsinteresser og kommercielle interesser; gentager imidlertid, at i modsætning til toldunionen, som ledes af Rusland, forbydes det ikke i tilslutning til EU's aftaler med de østlige partnerlande om et dybt og omfattende frihandelsområde, at partnerlandene engagerer sig i frihandel med tredjelande; påpeger derfor, at efter undertegnelsen af en associeringsaftale, der omfatter et dybt og omfattende frihandelsområde, vil de østlige partnerlande stadig kunne gennemføre frihandel med Rusland i medfør af de frihandelsaftaler, der i øjeblikket er undertegnet som del af Fællesskabet af Uafhængige Stater; påpeger derfor, at Rusland skal afstå fra retorikken med “os eller dem” for at skræmme de østlige partnerlande til at afstå fra at søge tættere forhold til EU;
6. bifalder præsidentens tilsagn om amnesti og løsladelsen af Mikhail Khodorkovsky, de to “Pussy Riot”-aktivister og medlemmerne af Greenpeace, men noterer sig, at det fremstår, som om disse tiltag er rent kosmetiske gestusser, der sigter mod at fremme Ruslands image forud for De Olympiske Lege i Sochi; anmoder om, at EU's politiske ledere og offentlige personer, der skal besøge OL i Sochi, rejser spørgsmål om menneskerettigheder og demokrati og afstår fra at deltage i reklamestunts med lederne i Rusland; udtrykker bekymring over Ruslands omfattende overvågningsprogram SORM; stiller spørgsmålstegn ved, at den russiske sikkerhedstjeneste tilbageholder samtlige indsamlede data under De Olympiske Lege i Sochi i tre år; opfordrer den russiske regering til at ophøre med at retsforfølge miljøaktivisterne Suren Gazoryan, Evgeniy Vitishko og Andrei Rudomakha for deres påstande om statskorruption og miljømæssige bekymringer i forbindelse med forberedelserne til De Olympiske Vinterlege;
7. bemærker de vidtgående protester og demonstrationer i Rusland, som fortsatte i adskillige måneder, som følge af præsidentvalget i marts 2012; beklager, at de russiske ledere ignorerede og undertrykte denne folkebevægelse, som var et tegn på dyb tilknytning til demokrati blandt de russiske borgere; anmoder de russiske myndigheder om at løslade de protesterende personer, der fortsat er fængslet, og om at tage del i forhandlinger med civilsamfundet og den demokratiske opposition;
8. udtrykker bekymring over præsident Putins seneste forsøg på ny at forsikre homoseksuelle besøgende i Sochi om, at de ikke bør frygte ”at blive arresteret eller kriminelle sanktioner”, men advarer dem om, at de ”skal lade børnene være i fred”;
9. påpeger, at selv om forbuddet mod protestaktioner under De Olympiske Lege er blevet lempet, rammer de etablerede foranstaltninger i uforholdsmæssig grad grupper, der bakker op om homoseksuelles rettigheder og politiske reformer, forringer antallet af demonstranter og tillader kun protester i visse i forvejen godkendte områder og underminerer derved forsamlingsfriheden;
10. bifalder Ruslands bestræbelser på sammen med USA og det internationale samfund at godkende FN's Sikkerhedsråds beslutning om at tilintetgøre Syriens kemiske våben og indlede forhandlinger i forbindelse med Geneva II; opfordrer ikke desto mindre indtrængende Rusland som medlem af Sikkerhedsrådet til at påtage sig sit ansvar i Syrien-krisen og at muliggøre godkendelse af FN's Sikkerhedsråds humanitære beslutning og henvisningen af situationen i Syrien til Den Internationale Straffedomstol;
11. erindrer om sin henstilling vedrørende fælles visumrestriktioner for russiske embedsmænd, der er involveret i Sergej Magnitskij-sagen, og anmoder Rådet og Kommissionen om at implementere et EU-dækkende visumforbud og indefryse finansielle aktiver i EU for alle de embedsmænd, der var involveret i den nu posthumt retsforfulgte Magnitskijs død, og for andre gerningsmænd til alvorlige menneskerettighedskrænkelser i Rusland; understreger, at disse personer ikke må drage fordel af en eventuel EU-Rusland-aftale om visumlempelse; udtrykker dyb bekymring over planerne om at inddrage et stort antal russiske embedsmænd med såkaldte ”tjenestepas” i aftalen om visumlempelse, som der i øjeblikket forhandles om;
12. opfordrer til at centralisere EU's politiske ansvar over for Rusland under den næste mandatperiode for Kommission med angivelse af en tydelig og central rolle for den højtstående repræsentant / næstformanden og til, at medlemsstaterne taler med én stemme til Rusland;
13. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen / Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, medlemsstaterne og regeringen, parlamentet og præsidenten i Den Russiske Føderation.