Mødedokument
19.2.2014 B7‑0188/2014
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
forretningsordenens artikel 110, stk. 2
om situationen i Irak
( 2014/2565(RSP) )
Jelko Kacin, Marietje Schaake
for ALDE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Iran
( 2014/2565(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Irak, navnlig af 14. marts 2013 om Irak: den vanskelige situation for mindretal, herunder irakiske turkmenere[1],
– der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Irak på den anden side og til sin beslutning af 17. januar 2013 om partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Irak[2],
– der henviser til Kommissionens dokument om en fælles strategi for Irak (2011-2013),
– der henviser til rapporten om menneskerettigheder i Irak januar–juni 2012, der blev forelagt den 19. december 2012 af FN’s bistandsmission for Irak (UNAMI) og Kontoret for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder,
– der henviser til den internationale krisegruppes rapport nr. 144 om Mellemøsten af 14. august 2013 med titlen "Make or Break: Iraq’s Sunnis and the State",
– der henviser til FN’s tabstal for september 2013, offentliggjort den 1. oktober 2013,
– der henviser til, at FN’s generalsekretær Ban Ki-moon i sin erklæring af 29. juli 2013 henstillede til flere ledere om at trække Irak "tilbage fra afgrundens rand",
– der henviser til erklæringen af 1. september 2013 fra FN’s generalsekretær Ban Ki-moon om de tragiske hændelser i Ashraf-lejren, der kostede 52 mennesker livet,
– der henviser til FN-erklæringen fra 1981 om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro,
– der henviser til FN’s internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder af 1966, som Irak er tiltrådt,
– der henviser til erklæringen af 5. september 2013 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, om den seneste tids vold i Irak,
– der henviser til sin beslutning af 13. juni 2013 om presse- og mediefrihed i verden[3],
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at Irak fortsat står over for alvorlige politiske, sikkerhedsmæssige og socioøkonomiske udfordringer, og til at det politiske landskab i landet er dybt fragmenteret og plaget af vold og sekterisk politik, hvilket i alvorlig grad modarbejder det irakiske folks legitime forhåbninger om fred, velstand og en reel overgang til demokrati;
B. der henviser til, at de tabstal, som UNAMI har fremlagt, viser, at 7.818 civile blev dræbt og 17.981 såret i 2013, hvilket gjorde det til det blodigste år siden 2008; der henviser til, at 661 civile blev dræbt i januar 2014 og yderligere 1.201 såret; der henviser til, at Baghdad konstant har været den hårdest ramte region;
C. der henviser til, at den afsmittende virkning fra krisen i Syrien nåede et nyt højdepunkt tidligere på året, da krigere fra Den islamiske stat Irak og Levanten (ISIL) tog kontrol over byerne Ramadi og Falluja og dele af Anbar-provinsen; der henviser til, at krigere fra Irak også spiller en fremtrædende rolle på begge sider i krisen i Syrien; der henviser til, at Irak angiveligt har tilladt transport af våben og forsyninger fra Iran til det syriske regime og Hezbollah;
D. der henviser til, at tal fra UNHCR viser, at 222.759 syriske flygtninge opholder sig i Irak, men tallet er sandsynligvis større;
E. der henviser til, at de irakiske myndigheder ofte støtter sig på Sunni-stammer i Anbar-provinsen til at bekæmpe ekstremistiske oprørere;
F. der henviser til, at mere end 300.000 mennesker er flygtet fra den seneste opblussen af vold i Anbar-provinsen;
G. der henviser til, at de alvorlige sociale og økonomiske problemer – udbredt fattigdom, høj arbejdsløshed, økonomisk stagnation, nedbrydning af miljøet og mangel på basale offentlige funktioner – fortsat berører en stor andel af befolkningen; der henviser til, at antallet af fredelige demonstrationer med krav om flere sociale, økonomiske og politiske rettigheder fortsat fører til en yderst systematisk undertrykkelse fra sikkerhedsstyrkernes side, uden at disse stilles til ansvar;
H. der henviser til rapporteringer af, at presse- og mediefriheden gentagne gange og i stadig højere grad udsættes for angreb fra både myndighederne og ekstremistiske grupper; der henviser til, at journalister og presseorganer er blevet udsat for angreb og censur, og at Journalister uden Grænser har berettet om et nyhedsblackout vedrørende situationen i Anbar-provinsen; der henviser til, at Irak af Freedom House's 2014-rapport om frihed i verden betegnes som "ikke frit";
I. der henviser til, at den irakiske forfatning garanterer lighed for loven for alle borgere, tillige med "administrative, politiske, kulturelle og uddannelsesmæssige rettigheder for de forskellige nationaliteter"; der henviser til, at de irakiske myndigheder har ansvaret for at sikre hele befolkningens velfærd og sikkerhed;
J. der henviser til, de politikker, som den Shia-dominerede irakiske regering fører, herunder med voldelig undertrykkelse af Sunni-demonstrationer, har ført til øget sekteriske spændinger og fremmedgjort dele af den irakiske befolkning;
K. der henviser til, at den EU-irakiske partnerskabs- og samarbejdsaftale, og især menneskerettighedsklausulen heri, fremhæver, at den politiske dialog mellem EU og Irak skal fokusere på menneskerettighederne og på at styrke de demokratiske institutioner;
1. fordømmer på det stærkeste terrorhandlinger og den øgede sekteriske vold, der indebærer en fare for, at landet synker endnu mere tilbage i sekterisk stridigheder og skaber frygt for en større sekterisk konflikt i hele regionen; fremhæver, at selv om årsagerne til volden er mere politiske end religiøse, har deltagelsen af ekstremistiske grupper som ISIS yderligere forværret krisen;
2. udtrykker sin medfølelse med familierne og vennerne til de dræbte og sårede;
3. fremhæver, at bekæmpelsen af terror og opstand skal bestå af mere end blot militære aktioner og også bør bestå i en bred tilgang, der tager fat på årsagerne til volden, og omfatte politikker til at tilvejebringe tillid, sikkerhed og en inkluderende sociale og økonomisk udvikling;
4. udtrykker dyb bekymring over den fornyet, tiltagende ustabilitet og opfordrer alle de irakiske politiske ledere, fra alle etniske og religiøse baggrunde, til at arbejde sammen om at bringe den sekteriske vold og mistroen til ophør og bringe det irakiske folk sammen;
5. opfordrer både den irakiske centralregering og de regionale regeringer til at fordømme angrebene og fremme en fuldstændig og hurtig, uafhængig og international efterforskning af de seneste terrorangreb i regionen, og opfordrer den irakiske regering til at samarbejde i fuldt omfang med denne efterforskning i den hensigt at drage gerningsmændene til ansvar;
6. er bekymret over den afsmittende virkning, som volden i Syrien har på Irak, hvor djihadiske oprørere med tilknytning til ISIS har vundet stort terræn; opfordrer de irakiske myndigheder til at gøre, hvad der står i deres magt til at forhindre krigere i at krydse grænsen fra eller til Syrien og stoppe enhver våbenoverførsel fra Iran, der benytter irakisk territorium eller luftrum;
7. opfordrer de irakiske myndigheder til at tage imod et stort antal flygtninge fra Syrien; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at give støtte til Irak og andre nabolande, hvad angår modtagelse af flygtninge og sikring af disses ve og vel;
8. opfordrer indtrængende de politiske, religiøse og civile ledere såvel som sikkerhedsstyrkerne til at arbejde sammen om at bringe blodsudgydelserne til ophør og sikre, at alle irakere reelt beskyttes ligeligt;
9. opfordrer den irakiske regering og alle de politiske ledere til at tage de nødvendige skridt til at sørge for sikkerhed og beskyttelse for alle Iraks indbyggere og særligt medlemmerne af udsatte mindretal; opfordrer den irakiske regering til at sikre, at sikkerhedsstyrkerne overholder retsstatsprincippet og de internationale normer;
10. opfordrer alle statslige og ikkestatslige aktører til at respektere presse- og mediefriheden og beskytte journalister og presseorganer mod vold; er bevist om, at fri presse og frie medier er væsentlige dele i et velfungerende demokrati, da de informerer befolkningen og giver den mulighed for at udtrykke sig;
11. opfordrer det internationale samfund og EU til at støtte den irakiske regering ved at fremme initiativer til national dialog, konsolidering af retsstatsprincippet og sikring af basale offentlige funktioner, i den hensigt at opbygge et sikkert, stabilt, forenet og velstående og demokratisk Irak, hvor der værnes om menneskerettighederne og de politiske rettigheder for alle Iraks indbyggere;
12. opfordrer de irakiske myndigheder til, i betragtning af at sikkerhedssituationen har forværret problemerne for mere udsatte grupper såsom kvinder, journalister, unge og borgerrettighedsaktivister, herunder fagforeningsaktivister, snarest muligt at tage skridt til at afsætte flere ressourcer til programmer til forbedring af situationen;
13. tilskynder til religiøs dialog mellem Sunni- og Shia-præster som et nødvendigt redskab for konfliktløsning; mener, at de seneste forhandlinger mellem E3+3 og Iran også udgør en lejlighed for Irak til at fungere som brobygger, idet det er et af de få lande i regionen, som har tætte forbindelser til begge parter; opfordrer de iranske ledere til at engagere sig konstruktivt i stabiliseringen af regionen;
14. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, EU’s repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, den irakiske regering og det irakiske Repræsentanternes Råd, Den Regionale Regering for Kurdistan, De Forenede Nationers generalsekretær og De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd.