Mødedokument
5.3.2014 B7‑0229/2014
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2
om EU's strategi for Arktis
( 2013/2595(RSP) )
Véronique De Keyser, Libor Rouček, Liisa Jaakonsaari, Jens Nilsson, Ivari Padar
for S&D-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om EU's strategi for Arktis
( 2013/2595(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Arktis, navnlig sin beslutning af 20. januar 2011 om en bæredygtig EU-politik for Arktis[1] og Det Blandede EØS-Parlamentarikerudvalgs betænkning om en politik for Arktis af 28. oktober 2013,
– der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 26. juni 2012 "Udvikling af en EU-politik for den arktiske region: Fremskridt siden 2008 og den fremtidige indsats" og de dertil knyttede arbejdsdokumenter "Inventory of activities in the framework of developing a European Union Arctic Policy" ( SWD(2012)0182 ) og "Space and the Arctic" ( SWD(2012)0183 ),
– der henviser til sin forespørgsel til mundtlig besvarelse med forhandling af 9. april 2013 ( O-000042/2013 ),
– der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "En EU-politik for Arktis med henblik på varetagelse af de nye globale interesser i regionen – civilsamfundets holdning" af 17. april 2013,
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds erklæring fra Kiruna af 15. maj 2013,
– der henviser til partnerskabsaftalen mellem EU og Grønland for perioden 2007-2013 og til fiskeripartnerskabsaftalen mellem EU og Grønland, som trådte i kraft den 1. januar 2013 og gælder i tre år,
– der henviser til EU's Horisont 2020-rammeprogram for forskning og innovation for perioden 2014-2020,
– der henviser til programmet fra Arktisk Råds formandskab, Nordisk Ministerråds arktiske samarbejdsprogram og til programmet fra Det Euro-arktiske Barentsråd (BEAC),
– der henviser til erklæringen på 20-årsdagen for samarbejdet i det Euro-arktiske Barentsråd, der blev udstedt i Kirkenes den 3.-4. juni 2013,
– der henviser til de respektive nye og opdaterede nationale strategier og politiske oplæg vedrørende spørgsmål om Arktis fra Finland, Sverige, Danmark og Grønland, Norge, Rusland, USA og Canada samt Tyskland og Det Forenede Kongerige,
– der henviser til de erklæringer, som blev vedtaget på det parlamentariske forum for den nordlige dimension i Tromsø i februar 2009 og februar 2011,
– der henviser til fælleserklæringen fra det tredje ministermøde i den fornyede nordlige dimension, som blev afholdt i Bruxelles den 18. februar 2013,
– der henviser til de respektive sluterklæringer fra den 9. arktiske parlamentarikerkonference, der blev afholdt i Bruxelles den 13.-15. september 2010, og til den 10. arktiske parlamentarikerkonference, der blev afholdt i Akureyri den 5.‑7. september 2012,
– der henviser til Nordisk Råds henstillinger fra 2012,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 10. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter[2],
– der henviser til sin beslutning af 20. april 2012 om "Vores livsgaranti, vores naturkapital: EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020"[3],
– der henviser til sin beslutning af 5. februar 2014 om en ramme for klima- og energipolitikkerne frem til 2030[4],
– der henviser til Den Europæiske Unions Domstols domme af 3. oktober 2013 i sag C‑583/11 P, af 25. april 2013 i sag T-526/10 om annullering af Kommissionens forordning (EU) nr. 737/2010 af 10. august 2010 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1007/2009 om handel med sælprodukter[5],
– der henviser til Verdenshandelsorganisationens (WTO) panelberetning af 25. november 2013 om "European Communities – measures prohibiting the importation and marketing of seal products", kapitel 1.3.5 (som fastlægger den præjudicielle afgørelse, der blev afsagt den 29. januar 2013), og til EU's meddelelse af 29. januar 2014 om appel til WTO's Appelorgan,
– der henviser til Nordregio-rapporten 2009:2 ("Strong, Specific and Promising – Towards a Vision for the Northern Sparsely Populated Areas in 2020"),
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at den fælles meddelelse fra Kommissionen og den højtstående repræsentant fra sommeren 2012 udgør endnu et skridt fremad;
B. der henviser til, at Parlamentet i sin forespørgsel til mundtlig besvarelse med forhandling af 9. april 2013 opfordrede Kommissionen og Rådet til at svare mere specifikt på de anmodninger og konklusioner, der er indeholdt i Parlamentets beslutning fra 2011 om en bæredygtig EU-politik for Arktis, og til at forelægge en klar politisk plan, sektorspecifikke prioriteter og mål samt konkrete tiltag til gennemførelse af en omfattende EU-strategi for Arktis;
C. der henviser til, at Rådet endnu ikke har offentliggjort sine konklusioner om meddelelsen fra Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten fra sommeren 2012;
D. der henviser til, at Parlamentet har deltaget aktivt i arbejdet i Det Stående Udvalg af Arktiske Parlamentarikere gennem Delegationen for Forbindelserne med Schweiz og Norge, til Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Island og til Det Blandede EØS-Parlamentarikerudvalg;
E. der henviser til, at Danmark, Finland og Sverige er arktiske lande, og at både Finland og Sverige delvis ligger inden for polarcirklen; der henviser til, at EU's eneste oprindelige folk, samerne, lever i de arktiske områder i Finland og Sverige samt Norge og Rusland;
F. der henviser til, at Norge som en engageret og pålidelig partner er associeret med EU gennem EØS og Schengenaftalen;
G. der henviser til, at Arktis er en befolket region med suveræne stater; der henviser til, at den europæiske arktiske region omfatter industrialiserede moderne samfund, landbrugsområder og samfund af oprindelige folk; der henviser til, at aktiv inddragelse af disse regioner i udviklingen af EU's politik for Arktis er afgørende for at sikre legitimitet, gensidig forståelse og lokal støtte til EU's arktiske engagement;
H. der konstaterer, at EU længe har været engageret i Arktis gennem sin involvering i politikken for den nordlige dimension med Rusland, Norge og Island, i Barentssamarbejdet og navnlig i Det Euro-Arktiske Barentsråd og Barentsregionalrådet, via følgerne af de strategiske partnerskaber med Canada, De Forenede Stater og Rusland samt sin deltagelse som aktiv ad hoc-observatør i Det Arktiske Råd i de senere år;
I. der henviser til, at Det Arktiske Råd den 15. maj 2013 traf en afgørelse i Kiruna om "positiv modtagelse" af EU's ansøgning om fast observatørstatus; der henviser til, at denne positive afgørelse omfatter den betingelse, at der skal findes en løsning på stridsspørgsmålet mellem EU og Canada om forbuddet mod sælprodukter; der henviser til, at EU og Canada arbejder på at få løst dette spørgsmål; der henviser til, at EU allerede arbejder under den ovennævnte status som fast observatør i Det Arktiske Råd;
J. der henviser til, at EU og dets medlemsstater yder et betragteligt bidrag til forskningen i polarområdet; der henviser til, at EU-programmerne, herunder det nye Horisont 2020-rammeprogram, og EU's struktur- og investeringsfonde støtter omfattende forskningsprojekter i regionen, som ikke mindst er til gavn for de arktiske landes befolkninger og økonomier;
K. der henviser til, at det skønnes, at omtrent en femtedel af verdens uopdagede carbonhydridressourcer befinder sig i den arktiske region, selvom mere omfattende forskning er nødvendig for mere nøjagtigt at fastslå, hvor meget gas og olie der er at finde i hvilke dele af den arktiske region, og med hvilke teknologiske hjælpemidler disse forekomster vil kunne udvindes på en sikker måde, hvorvidt udvindingen vil kunne foregå under fuldt tilfredsstillende miljømæssige og sociale garantier for lokalbefolkningerne, og hvor økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt det ville være at udnytte disse reserver; der henviser til, at det i denne henseende også er nødvendigt at overveje sikkerheden af olieefterforskning og -produktion, og hvilken indflydelse disse aktiviteter ville have på det skrøbelige økosystem og biodiversiteten i Arktis;
L. der henviser til, at FN's havretskonvention leverer den retlige ramme for forvaltningen af de arktiske havområder, herunder områder uden for national jurisdiktion;
M. der henviser til, at den voksende interesse i den arktiske region blandt ikke-arktiske aktører, såsom Kina, Japan, Indien og andre asiatiske nationer, deres finansiering af polarforskning og ikke mindst den bekræftede status som observatører i Det Arktiske Råd for Sydkorea, Kina, Japan, Indien og Singapore er et udtryk for Arktis' voksende geopolitiske betydning på globalt plan;
N. der henviser til, at forskning og udvikling, konsekvensvurderinger og beskyttelse af økosystemer skal ledsage økonomisk investering og udvikling for at sikre en bæredygtig udvikling af den arktiske region;
O. der henviser til, at det at bringe økonomiske muligheder og interesser i samklang med sociokulturelle, økologiske og miljømæssige udfordringer gennem bæredygtig udvikling fortsat er en hovedprioritet, hvilket også afspejles i de arktiske staters nationale strategier for Arktis;
EU og Arktis
1. minder om vedtagelsen af sin beslutning af 20. januar 2011 om en bæredygtig EU-politik for Arktis og glæder sig over den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 26. juni 2012; bekræfter på ny sin holdning, at EU, eftersom tre medlemsstater – Danmark, Finland og Sverige – er arktiske stater, og Norge og Island er en del af EØS og Schengenområdet, har en legitim interesse i medfør af sine rettigheder og pligter i henhold til international ret, sine forpligtelser til miljø- og klimapolitik og andre politikker, forskningsaktiviteter og økonomiske interesser, herunder skibsfart og udvikling af naturressourcer; minder desuden om, at EU har store arktiske landområder i Finland og Sverige, der er beboet af samerne, som er den eneste oprindelige befolkningsgruppe i EU;
2. anbefaler, at der skabes en mekanisme for regelmæssig udveksling og høringer om Arktis-relaterede emner med interesserede parter fra regionalt og lokalt hold samt i den oprindelige befolkning i det europæiske Arktis med henblik på at fremme gensidig forståelse;
3. tager Kiruna-erklæringen fra Det Arktiske Råd i maj 2013 og afgørelsen om fast observatørstatus for EU samt andre statslige enheder til efterretning; opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage skridt i forbindelse med det uløste stridsspørgsmål med Canada om forbuddet med sælprodukter og til på behørig vis at holde Parlamentet underrettet om denne proces;
4. minder om EU's og dets medlemsstaters status som aktive medlemmer af andre Arktis-relevante institutioner, såsom Den Internationale Søfartsorganisation (IMO); minder om EU's og dets medlemsstaters status som aktive medlemmer af andre Arktis-relevante institutioner, såsom Den Internationale Søfartsorganisation (IMO); understreger navnlig nødvendigheden af at holde sig EU's og de europæiske arktiske staters og regioners interesser for øje i forbindelse med gennemførelse, ændring eller udvikling af EU-programmer eller -politikker, der influerer på eller kan influere på Arktis, så de tjener den arktiske region som helhed;
5. betragter Det Euro-arktiske Barentsråd (BEAC) som et vigtigt centrum for samarbejdet mellem Danmark, Finland, Norge, Rusland, Sverige og Kommissionen; noterer sig Barentsrådets arbejde inden for sundhedsmæssige og sociale spørgsmål, uddannelse, forskning, energi, kultur, ungdom, SMV'er og turisme; noterer sig, at Arbejdsgruppen for Oprindelige Befolkninger har en rådgivende rolle inden for Barentsrådet;
6. erindrer om de bidrag, som EU yder til forskning og udvikling samt inddragelse af de økonomiske aktører, der er registrerede og aktive i henhold til EU-lovgivningen i den arktiske region;
7. anmoder Kommissionen om at fremsætte forslag til, hvordan Galileo-projektet eller projekter såsom det europæiske jordovervågningsprogram (GMES), der kan indvirke på Arktis, kan udvikles med henblik på at muliggøre sikrere og hurtigere navigering i arktiske farvande, og dermed navnlig investere i sikkerheden for og adgangen til Nordøstpassagen med henblik på at bidrage til bedre forudsigelse af isens bevægelser, bedre kortlægning af den arktiske havbund samt forståelse af de vigtigste geodynamiske processer i området;
8. understreger behovet for kompetencecentre for at garantere sikkerhed, beredskab og redningsfaciliteter; anbefaler, at EU aktivt bidrager til udvikling af sådanne centre;
9. glæder sig over Arktisk Råds medlemmers gennemførelse af aftalen om et fælles eftersøgnings- og redningsberedskab og aftalen om olieudslip; beklager dog, at aftalen ikke omfatter konkrete bindende fælles standarder;
10. understreger nødvendigheden af et bindende instrument til forebyggelse af olieforurening;
11. understreger behovet for et aktivt engagement fra EU's side i alle Arktisk Råds relevante arbejdsgrupper eller de relevante regionale eller internationale organisationer, såsom IMO og konventionen om den biologiske mangfoldighed;
12. glæder sig over de nye strategier for Arktis, der for nylig er offentliggjort af EU-medlemsstaterne; håber, at dette vil føre til mere konkrete engagementer i Arktis;
13. opfordrer Kommissionen til at udvikle et tættere samarbejde med Island på områder af fælles interesse, såsom i forbindelse med udviklingen inden for søtransport og vedvarende energi, idet der gøres fuldt brug af de eksisterende instrumenter og tilskyndes til forskning og virksomhedssamarbejde mellem europæiske og islandske aktører, hvorved det sikres, at europæiske interesser ikke lider skade i denne strategisk vigtige region;
14. glæder sig over forberedelserne til oprettelse et arktisk erhvervsråd, som skal tilknyttes Arktisk Råd som en rådgivende kapacitet, og fremhæver den procentuelle andel af europæiske virksomheder og institutter, der bidrager til og investerer i Arktis; foreslår, at der bør være aktiv deltagelse af virksomhedsaktører ikke alene fra de tre arktiske EU-medlemsstater men også fra andre observatørstater i betragtning af mange af nutidens virksomheders globale karakter;
15. glæder sig over det arbejde, som udføres på græsrodsniveau, som kan sikre et afbalanceret og langsigtet engagement fra europæiske og ikke-europæiske virksomheders side, og opfordrer Kommissionen til at komme med forslag til, hvordan det er muligt at støtte europæiske virksomheder, der engagerer sig i den bæredygtige og langsigtede socioøkonomiske udvikling i Arktis;
16. understreger nødvendigheden af dialog og partnerskab med de lokale og regionale myndigheder for at sikre effektiviteten af europæiske investeringer i udvikling og samarbejde og desuden imødegå kommende globale udfordringer for fremskridt i Arktis og ikke mindst gøre det muligt at udnytte områdets udviklingspotentiale fuldt ud;
17. anerkender det nuværende svælg mellem den relevante kompetence, hvad angår mineraludvinding og -forarbejdning og de forventede behov i fremtiden, efterhånden som regionens udvikling skrider frem; foreslår, at de arktiske aktører ved at deltage i fælles projekter på europæisk plan, såsom Innovationspartnerskabet om Råstoffer, kan udveksle oplysninger og kompetencer på tværs af emner; understreger, at EU skal tage hensyn til behovet for råvareaktiviteter for at skabe lokale fordele og nyde godt af lokal accept;
18. anmoder Kommissionen om i betragtning af den meget lange række af videnskabelige, økonomiske og civile aktiviteter, især i de europæiske arktiske regioner, i Barentsregionen og uden for disse regioner, at udvikle praksisser, der sigter mod en bedre udnyttelse af den eksisterende EU-finansiering og mod at sikre en ordentligt afbalanceret beskyttelse og udvikling af den arktiske region i forbindelse med kanaliseringen af EU-midler til Arktis;
19. påpeger endvidere behovet for bedre at afpasse de eksisterende programmer (f.eks. Interreg IV, programmet for den nordiske periferi, programmet for Kola/Arktis, programmet for Østersøen og strategien for "blå vækst") samt bidrage til finansiering af partnerskaber inden for den nordlige dimension såsom den norlige dimensions partnerskab for miljø og den nordlige dimensions partnerskab for transport og logistik, eller ENPI-finansieringsrammer med henblik på at muliggøre en effektiv kanalisering af midler og klart definere investeringsprioriteter for engagementer i den arktiske region; opfordrer til at etablere en platform bestående af Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten med ansvar for at sikre en sammenhængende kanalisering af midler til Arktis;
20. bekræfter sin støtte til og opfordrer indtrængende Kommissionen til at gå videre med oprettelsen af EU's center for information om Arktis som et netværksbaseret foretagende med fast kontor i Rovaniemi inden for rammerne af den forberedende foranstaltning i forbindelse med den strategiske miljøkonsekvensanalyse vedrørende udviklingen i Arktis, som blev støttet af Kommissionen og Udenrigstjenesten i deres fælles meddelelse fra 2012 og gennemført af Laplands Universitets Arktiske Center, sammen med et netværk af europæiske ekspertisecentre med det formål at opnå effektiv adgang til arktisk information, dialoger på samtlige planer og kommunikation med henblik på at udnytte oplysninger og kendskab med sigte på bæredygtighed i Arktis;
21. afventer i denne forbindelse resultaterne af det 18 måneder lange projekt vedrørende den forberedende foranstaltning i forbindelse med den strategiske miljøkonsekvensanalyse vedrørende udviklingen i Arktis, der vil blive offentliggjort i dette forår; opfordrer EU til straks derefter at skride til oprettelsen af EU's arktiske informationscenter;
22. tilskynder endnu en gang EU til at intensivere sine bestræbelser inden for bilateralt diplomatisk samarbejde med de arktiske stater foruden de multilaterale samarbejdsforpligtelser;
23. mener, at der bør ske en bedre samordning inden for EU-institutionerne mellem Kommissionen og Udenrigstjenesten, især i betragtning af den tværfaglige karakter af de arktiske emner;
24. anmoder Kommissionen om at udvikle og fremsætte en visionær, sammenhængende og bæredygtig socioøkonomisk og miljømæssig strategi for EU's engagement i Arktis og samtidig sikre, at EU's og de europæiske arktiske staters og regioners interesser tages i betragtning, når politikker, der berører Arktis, udvikles, ændres eller opdateres;
25. understreger nødvendigheden af en nøje tilpasning – også hvad angår finansiering – mellem EU's politik for Arktis og dens foranstaltninger og politikken for den nordlige dimension med dens partnerskaber; minder EU om at sikre tilstrækkelig finansiering af den effektive og vellykkede politik for den nordlige dimension;
26. understreger i denne forbindelse betydningen af visse arktiske prioriteter, såsom en velfungerende infrastruktur og logistik, udvikling i den arktiske region, tilskyndelse til investering i polarklimaekspertise og relevante miljøvenlige teknologier samt støtte til regionale iværksættertiltag samt iværksættertiltag i landdistrikter og navnlig for SMV'er; opfordrer EU til at gøre en større indsats for at integrere sådanne arktiske prioriteter i sin Europa 2020-strategi for vækst og i programmer såsom Horisont 2020 og Innovation i EU;
27. understreger den afgørende betydning af EU's regionalpolitik og samhørighedspolitik, ENPI og Interregprogrammet for denne allernordligste EU-region, også hvad angår det interregionale og grænseoverskridende samarbejde;
28. opfordrer EU til at investere mere i samarbejdsinitiativer i den arktiske region, især hvad angår projekter i forbindelse med den nordlige dimensions partnerskab for transport for at knytte den ressourcerige Barentsregion til de europæiske markeder;
29. anmoder Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om at udvikle en handlingsplan for at definere konkrete foranstaltninger til en sammenhængende gennemførelse af en EU-strategi for Arktis samt af eksisterende politikker og programmer med relevans for Arktis for at sikre en koordineret tilgang i spørgsmål vedrørende den arktiske region;
30. understreger, at en EU-strategi for Arktis kræver tilstrækkelig budgetstøtte, for at den kan gøres operationel; anmoder Kommissionen om at sikre, at budgetmidler til arktiske foranstaltninger og programmer koordineres effektivt med klare budgetposter for Arktisk og et særskilt udgiftsområde i det næste EU-budget for at sikre en troværdig gennemførelse af EU's politik for Arktis;
31. venter stadig på Rådets konklusioner om den fælles meddelelse fra Kommissionen/EU-Udenrigstjenesten fra sommeren 2012;
Bæredygtig socioøkonomisk udvikling og reduktion af og tilpasning til klimaændringerne i den arktiske region
32. minder om sin beslutning i 2011 og påpeger de globale indvirkninger af ændringer i den arktiske region og om den vigtige rolle, som EU og andre industrimagter – foruden de cirkumpolare nationer – vil komme til at spille i bestræbelser på at nedbringe den forurening i den arktiske region, som forårsages af øgede aktiviteter i denne region; påpeger, at klimaændringen i Arktis vil få alvorlige virkninger for kystområderne i Europa og andre steder og for erhvervsgrene i Europa, der er afhængige af klimaet, som f.eks. landbrug og fiskeri, energi, rensdyravl, jagt, turisme og transport;
33. understreger vigtigheden af at erkende risiciene samt det fulde omfang af virkningerne for miljøet og økosystemet, når man drøfter udsigterne med hensyn til gas- og olieudvinding i Arktis; understreger, at Arktis rummer unikke udfordringer for olie- og gasboring, som ikke bør undervurderes; anerkender de igangværende drøftelser mellem de arktiske stater om at forbyde olie- og gasboring i visse områder af Arktis;
34. mener, at der er behov for flere oplysninger om de arktiske marine økosystemer, virkningerne af klimaændringer og de virkninger, som olie- og gasboringer ville have for Det Nordlige Ishavs unikke arter, før man fortsætter med at prospektere efter olie og gas i Arktis; kræver, at institutioner, organisationer og agenturer, inden der kommer gang i udvinding og produktion i Arktis, med den relevante ekspertise skal revurdere de betingelser, hvorunder den fremtidige boring kan forekomme;
35. erindrer om Deepwater Horizon-olieudslippet i Den Mexicanske Golf og behovet for at tage alle de nødvendige skridt til at sikre, at en tilsvarende miljøkatastrofe ikke opstår i EU-farvande;
36. erkender, at følgerne af den smeltende is og mildere temperaturer ikke blot skaber risiko for fordrivelse af de oprindelige befolkningsgrupper og dermed truer den oprindelige levemåde men også skaber muligheder for økonomisk udvikling i den arktiske region;
37. opfordrer EU til at gøre enhver mulig bestræbelse på at sikre en holdbar balance mellem økonomiske aktiviteter og bæredygtig socioøkologisk og miljømæssig beskyttelse og udvikling med henblik på at garantere trivsel i og omkring Arktis;
38. understreger, at bevarelse af udviklede og bæredygtige samfund i Arktis med en høj livskvalitet er af allerstørste betydning, og at EU kan spille en afgørende rolle i denne forbindelse; opfordrer EU til i dette øjemed at intensivere sine bestræbelser på området for økosystembaseret samarbejde med lokale indbyggere og oprindelige befolkninger;
39. anerkender det ønske, som indbyggerne og regeringerne i den arktiske region nærer om med suveræne rettigheder og ansvar fortsat at tilstræbe en bæredygtig økonomisk udvikling, samtidig med at de traditionelle kilder til de oprindelige folks livsgrundlag og de arktiske økosystemers meget følsomme beskaffenhed beskyttes;
40. anerkender, at farvandene omkring Nordpolen er internationale farvande;
41. beklager under hensyntagen til, at USA har en lignende lovgivning, ikke desto mindre den indvirkning, som EU-lovgivningen om forbud mod sælprodukter har haft på dele af befolkningen og navnlig på de oprindelige befolkningsgruppers kultur og livsgrundlag, som har medført en hindring for EU's engagement i Arktis; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at undersøge måder, hvorpå denne lovgivning kan tilpasses eller reformeres og gøres kompatibel med de arktiske partneres behov;
42. anerkender den grundlæggende betydning af retningslinjerne for regional støtte (RAG), der gør det muligt for regioner i Arktis med særlige karakteristika og udfordringer at fortsætte med at bruge passende mekanismer til at fremme innovation og bæredygtig vækst;
43. bekræfter sine udsagn om rettighederne for oprindelige folk generelt, og samerne i særdeleshed, som er EU's eneste oprindelige folk, og opfordrer indtrængende Kommissionen til yderligere at undersøge, hvordan det kan sikres, at der bliver taget hensyn til deres stemme og erfaring under udformningen af EU's politikker; foreslår i denne forbindelse, at der gives støtte til etableringen af en uafhængig repræsentation for oprindelige folk i Bruxelles; understreger, at politikker for en positiv udvikling af levemiljøerne i området også bør fremme aktiviteter, der tager særligt hensyn til de muligheder, som den oprindelige befolkning i regionen har for at udvikle deres kultur, sprog og sædvaner, som kan adskille sig fra det øvrige samfund i området;
44. erkender, at EU-politikker, der styrker højere uddannelsesinstitutioner og forskningsfaciliteter i området, er grundlæggende for at styrke de innovative miljøer og teknologioverførselsordninger; understreger vigtigheden af at understøtte udviklingen af samarbejdsnetværker mellem højere uddannelsesinstitutioner i og uden for regionen og give muligheder for forskningsfinansiering, især på områder hvor regionen har kunnet fremvise resultater, med henblik på at tilvejebringe en bæredygtig økonomisk udvikling i regionerne i Arktis;
45. understreger, at det er af væsentlig betydning navnlig for EU og medlemsstaternes økonomier, at de nye internationale handelsruter ad søvejen i den arktiske region er sikre, da disse lande kontrollerer 40 % af den internationale kommercielle skibsfart; glæder sig over arbejdet i Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) med at færdiggøre en obligatorisk skibsfartskodeks; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at knytte tæt kontakt til europæiske forskningsinstitutter og transport- og forsikringsvirksomheder for at sikre, at der tages højde for nye teknologier og ny erfaring; understreger, at EU og dets medlemsstater aktivt bør opretholde havenes frihed og retten til fri passage gennem internationale vandveje; tilskynder til samarbejde om både forskning og investering med sigte på at udvikle en robust og sikker infrastruktur for arktiske søruter;
46. opfordrer landene i regionen til at sikre, at alle nuværende transportveje – og dem, der kan opstå i fremtiden – er åbne for international skibsfart, og til at afstå fra at indføre ensidige vilkårlige byrder, det være sig af økonomisk eller administrativ art, der kan hindre skibsfart i Arktis, bortset fra internationalt aftalte foranstaltninger til at øge sikkerheden eller beskytte miljøet;
47. bemærker, at det er vigtig at udvikle infrastrukturforbindelser, der forbinder den arktiske region med resten af Europa, for at fremtidig virksomhedsudvikling kan lykkes; understreger navnlig vigtigheden af relevante TEN-T-netværksforbindelser i Arktis, såsom forbindelser til Narviks havn og den botniske korridor;
48. bemærker de seneste udforskningsaktiviteter i de europæiske arktiske regioner og i Barentshavet og fremhæver det bilaterale samarbejde mellem Norge og Rusland, som sigter mod anvendelse af de højeste tekniske standarder, som er tilgængelige på miljøbeskyttelsesområdet, samtidig med prospektering efter olie og gas i Barentshavet; påpeger navnlig betydningen af den omstridte udvikling af nye teknologier udviklet specielt til det arktiske miljø, såsom teknologien til installation under havbunden;
49. erindrer om EU's position som hovedforbruger af arktisk naturgas og understreger betydningen af naturgas fra en sikker forsyningskilde og produceret efter de højest mulige standarder som et vigtigt element, der kan lette overgangen til en lavkulstoføkonomi i fremtiden; støtter den trinvise forsigtige tilgang i forbindelse med udviklingen af energiressourcer i de arktiske regioner og fremhæver, at forholdene i de forskellige arktiske regioner afviger betydeligt fra hinanden, hvorfor det er nødvendigt at behandle dem særskilt;
50. erindrer om de arktiske befolkningers ret til at bestemme over deres egne livsgrundlag og anerkender deres ønske om en bæredygtig udvikling af regionen; anmoder Kommissionen om at redegøre for, hvilke EU-programmer der vil kunne bruges til at understøtte en sådan langsigtet og afbalanceret bæredygtig udvikling, og til at udforme hjælpemidler, der kan bidrage mere konkret til at virkeliggøre dette ønske;
51. mener, at der er behov for en inklusiv proces med bistand fra det nationale niveau og EU-niveauet for at identificere hver lokalitets særlige potentiale og udforme passende udviklingsstrategier, hvor der tages hensyn til regionale forskelle; mener, at partnerskaber og dialog mellem de berørte myndighedsniveauer kan sikre, at politikkerne kan gennemføres på det mest effektive niveau;
52. noterer sig den nye grønlandske regerings prioriteter og anmoder Kommissionen om at undersøge, hvordan EU-programmer vil kunne bidrage til en bæredygtig udvikling af Grønland, idet det også sikres, at båndene til Danmark og Europa som helhed kan fremme en udvikling, der på lang sigt er nyttig for både det grønlandske folk og EU-aktørerne; opfordrer indtrængende både Kommissionen og medlemsstaterne til at betragte Grønlands fremtid og udviklingen af landets ressourcer ud fra en strategisk synsvinkel, idet der sikres en passende europæisk deltagelse for at bidrage til en bæredygtig udvikling af landet;
53. udtrykker bekymring over, at Kommissionens næstformands hensigtserklæring, der blev undertegnet med Grønland, kun har haft meget begrænset succes i forhold til den hastighed, hvormed asiatiske nationer forbereder deres engagement investeringer; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at koordinere indsatsen med det europæiske erhvervsliv for at sikre EU's langsigtede interesser og udnyttelsen af dets kapacitet til at bidrage til en langsigtet bæredygtig udvikling;
54. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og de arktiske landes regeringer og parlamenter.