Mødedokument
15.7.2014 B8‑0060/2014
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om situationen i Iran
( 2014/2716(RSP) )
Cristian Dan Preda, Arnaud Danjean, Jacek Saryusz-Wolski, Elmar Brok, Mariya Gabriel, Andrey Kovatchev, Esther de Lange, Michèle Alliot-Marie, Tunne Kelam, Lars Adaktusson, Davor Ivo Stier, Philippe Juvin
for PPE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Iran
( 2014/2716(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Irak,
– der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Irak på den anden side,
– der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner om Syrien, særligt konklusionerne af 23. juni 2014;
– der henviser til de erklæringer om Irak, som næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik har afgivet,
– der henviser til EU's retningslinjer om fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed, der blev vedtaget den 24. juni 2013;
– der henviser til de erklæringer om Irak, der er blevet fremsat af FN's generalsekretær,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at Irak fortsat står over for alvorlige politiske, sikkerhedsmæssige og socioøkonomiske udfordringer, og at det politiske landskab i landet er dybt fragmenteret og plaget af vold og sekterisk politik, hvilket i alvorlig grad modvirker det irakiske folks legitime forhåbninger om fred, velstand og en reel overgang til demokrati; der henviser til, at Irak oplever den værste bølge af vold siden 2008
B. der henviser til, at det fremgår af de tabstal, som FN’s bistandsmission for Irak (UNAMI) fremlagde den 1. juli 2014, at i alt 2.417 irakere blev dræbt og 2.287 såret (med undtagelse af Anbar-provinsen) som følge af terrorangreb og vold i juni 2014;
C. der henviser til, at der ifølge FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA) findes omkring 1,2 millioner internt fordrevne personer i det centrale og nordlige Irak, og at omkring 1,5 millioner mennesker har behov for humanitær bistand;
D. der henviser til, at den igangværende borgerkrig i Syrien har lettet adgangen for militante - især tilhængere af Islamisk Stat (IS), tidligere Den Islamiske Stat i Irak og Levanten (ISIL) - og udenlandske krigere; der henviser til, at ISIL den 10. juni 2014 overtog kontrollen med Mosul, den næststørste by i Irak;
E. der henviser til, at op mod 10.000 mennesker fra de hovedsageligt kristne samfund i Qaraqosh (også kaldet Al-Hamdaniya), en historisk assyrisk by, flygtede fra deres hjem den 25. juni 2014, efter at mortergranater var slået ned tæt ved byen; der henviser til, at mindst halvdelen af Iraks kristne menes at have forladt landet siden 2003; der henviser til, at antallet af kristne i Irak ifølge Open Doors International er faldet kraftigt fra 1,2 millioner i begyndelsen af 1990'erne til mellem 330.000 og 350.000 nu; der henviser til, at beskyttelsen af Iraks kristne næsten hovedsageligt er afhængig af de væbnede styrker i den kurdiske regionalregering (peshmergaer) uden passende støtte fra den irakiske regering;
F. der henviser til, at IS den 29. juni 2014 erklærede oprettelsen af et kalifat, en ny islamisk stat, på det område, den kontrollerer i Irak og Syrien, og IS' leder, Abdu Bakr al-Baghdadi, har udnævnt sig selv til kalif;
G. der henviser til, at FN-generalsekretærens særlige repræsentant for Irak (SRSG), Nickolai Mladenov, har udtrykt stor bekymring over den voksende sekteriske dimension ved kampene i Irak og vedvarende rapporter om, at IS og andre væbnede/terroristiske oppositionsgrupper forfølger medlemmer af Iraks religiøse og etniske samfund;
H. der henviser til, at EU har erkendt den byrde, der hviler på den kurdiske region og den kurdiske regionalregering, som giver husly til et stort antal internt fordrevne personer;
1. fordømmer kraftigt de angreb, der gennemføres af IS og andre væbnede/terroristiske grupper på irakiske borgere og den irakiske stat; er dybt bekymret over sikkerhedssituationen i Irak, der bliver værre og værre, og de vedvarende voldelige overfald på civilbefolkningen, udsatte grupper og religiøse samfund; understreger, at IS ikke kun er en trussel mod stabiliteten i Irak, men en trussel for hele regionen; udtrykker sin medfølelse med familier og venner til de dræbte og sårede;
2. fordømmer kraftigt angreb på civile mål, herunder hospitaler, skoler og religiøse bygninger samt anvendelse af henrettelser og seksuel vold i konflikten; understreger, at der ikke bør være nogen straffrihed for gerningsmændene til disse handlinger; er dybt bekymret over den humanitære krise og den massive fordrivelse af civile;
3. opfordrer den irakiske regering og alle politiske ledere til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sørge for sikkerhed og beskyttelse for alle irakiske borgere, navnlig medlemmer af udsatte etniske og religiøse samfund, herunder kristne; opfordrer den irakiske regering til at sikre dækning af de berørte befolkningers behov, sørge for grundlæggende tjenesteydelser samt sikker og uhindret passage for civile, der flygter fra volden, og til at sørge for sikker adgang for humanitære aktører til alle berørte dele af befolkningen;
4. understreger, at Iraks enhed, suverænitet og territoriale integritet er af væsentlig betydning for stabilitet og økonomisk udvikling i landet og i regionen; fremhæver, at EU har gentaget sin støtte til de irakiske myndigheder i kampen mod terrorisme og har lagt vægt på, at den sikkerhedsmæssige indsats nødvendigvis skal kombineres med en varig politisk løsning fra den irakiske regerings side, hvori alle irakiske ledere og samfund inddrages i en ånd af national enhed; minder om, at der hidtil har manglet en reel inklusiv dialog, hvilket har bidraget til at forværre den sikkerhedsmæssige situation; opfordrer den irakiske regering og den kurdiske regionalregering til at nå frem til en aftale om alle uløste spørgsmål;
5. noterer sig med bekymring, at konflikten i Syrien har udløst en fornyet tilstrømning af udenlandske krigere til regionen; opfordrer alle regionale aktører til at bidrage til bestræbelserne på at fremme stabiliteten i Irak og i regionen;
6. understreger, at ISIL er omfattet af den våbenembargo og indefrysning af aktiver, der blev indført ved FN's Sikkerhedsråds resolution 1267 (1999) og 1989 (2011), og understreger, at det er vigtigt at disse foranstaltninger gennemføres hurtigt og effektivt;
7. glæder sig over gennemførelsen af det tredje valg til Repræsentanternes Råd, som blev afholdt planmæssigt og i overensstemmelse med den irakiske forfatning; hylder de mange modige irakiske borgere, der tog hen for at stemme; opfordrer indtrængende alle politiske ledere, navnlig premierminister Nouri al-Maliki, til at sørge for, at der omgående dannes en inklusiv regering; beklager, at det irakiske parlament aflyste sit møde den 8. juli 2014 trods opfordringerne fra FN-generalsekretærens særlige repræsentant om at vælger en formand på det pågældende møde;
8. glæder sig over, at EU den 19. juni 2014 besluttede at forhøje sin humanitære bistand til Irak med 5 mio. EUR med henblik på at yde grundlæggende bistand til internt fordrevne, hvorved det samlede beløb til humanitær støtte til Irak i 2014 indtil videre beløber sig til 12 mio. EUR;
9. støtter også EU's bestræbelser på at bistå Irak med at fremme demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og retsstatsprincippet, bl.a. ved at bygge på erfaringer og resultater fra EUJUST LEX-IRAQ-missionen, hvis mandat - beklageligvis - udløb den 31. december 2013; støtter ligeledes de bestræbelser, der gøres af UNAMI og af FN-generalsekretærens særlige repræsentant, på at bistå den irakiske regering med at styrke sine demokratiske institutioner og processer, fremme retsstaten, befordre regional dialog, forbedre tilvejebringelsen af grundlæggende tjenesteydelser og sikre beskyttelse af menneskerettighederne;
10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, EU 's særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, regeringen og Repræsentanternes Råd i Irak, den regionale regering i Kurdistan, De Forenede Nationers generalsekretær og De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd.