Mødedokument
15.7.2014 B8‑0063/2014
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om situationen i Irak
( 2014/2716(RSP) )
Alyn Smith, Klaus Buchner, Bodil Ceballos, Barbara Lochbihler, Molly Scott Cato, Tamás Meszerics
for Verts/ALE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Irak
( 2014/2716(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til oplysninger fra FN, hvoraf det fremgår, at der i øjeblikket er mere end 220 000 syriske flygtninge i Irak, samtidig med at omkring 500 000 irakere er flygtet fra Mosul og 480 000 fra Anbar siden begyndelsen af juni 2014, herunder omkring 250 000 børn, hovedsageligt til den kurdiske autonome region,
– der henviser til, at GD for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse (ECHO) har ydet 36 mio. EUR i humanitær bistand til Irak siden 2013,
– der henviser til de seneste erklæringer fra FN's bistandsmission for Irak (UNAMI), hvoraf det fremgår, at mindst 2 417 irakere er blevet dræbt og 2 287 såret som følge af vold og terror i løbet af juni 2014, hvilket er det højeste antal på én måned siden 2007,
– der henviser til redegørelsen fra FN's højkommissær for menneskerettigheder Navi Pillary af 16. juni 2014, hvori ISIL's summariske henrettelser fordømmes, og der gives udtryk for, at de pågældende henrettelser med stor sikkerhed udgør krigsforbrydelser,
– der henviser til redegørelsen fra FN's undergeneralsekretær og UN Women's administrerende direktør, Phumzile Mlambo-Ngcuka, hvori der gives udtryk for bekymring for sikkerheden for kvinder og piger i Irak, navnlig i de områder, der er under ISIL's kontrol,
– der henviser til Human Rights Watchs rapport af 12. juli 2014, hvoraf det fremgår, at Iraks sikkerhedsstyrker og militser med tilknytning til regeringen tilsyneladende har henrettet mindst 255 fanger ulovligt i løbet af den forgangne måned, øjensynligt som hævn for de drab, der er begået af krigere fra Islamisk Stat,
– der henviser til redegørelsen fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant Catherine Ashton af 11. juni 2014, hvori alle demokratiske styrker i Irak opfordres til at samarbejde på grundlag af den irakiske forfatning,
– der henviser til parlamentsvalget i Irak den 30. april 2014,
– der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Irak på den anden side,
– der henviser til sine beslutninger om Irak, navnlig dem af henholdsvis 27. februar 2014[1] om situationen i Irak, 10. oktober 2013 om den seneste tids vold i Irak[2] , 14. marts 2013 om Irak: den vanskelige situation for mindretal, herunder irakiske turkmenere[3], og af 17. januar 2013 om partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Irak[4],
– der henviser til sine beslutninger af henholdsvis 11. marts 2014 om Saudi‑Arabien, dets forbindelser med EU og dets rolle i Mellemøsten og Nordafrika[5], 24. marts 2011 om EU's forbindelser med Golfstaternes Samarbejdsråd[6] og af 3. april 2014 om EU's strategi over for Iran[7],
– der henviser til interimsaftalen af 23. november 2013 mellem EU+3 og Iran, der sigtede mod indgåelsen af en endelig aftale, som skulle bringe den tiårige tvist om Teherans atomenergiprogram til ophør; der henviser til, at den aftale, der har været i kraft siden januar 2014, udløber den 20. juli 2014, men at den kan forlænges, såfremt alle de berørte parter når til enighed herom,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at der har været uro i Irak, lige siden en koalition af "villige lande" i strid med folkeretten invaderede Irak i 2003, hvilket i høj grad forstyrrede eller endog ødelagde en stor del af det daværende sociale netværk og den daværende administrative struktur;
B. der henviser til, at premierminister Nouri al-Malikis anden regering har ført stadig mere autoritære og sekteriske shiamuslimske politikker, som i de seneste måneder har fremmet en følelse af fremmedgørelse og marginalisering hos det sunnimuslimske mindretal;
C. der henviser til, at ekstremistiske sunnimuslimske krigere, der er tilhængere af Islamisk Stat (IS, tidligere ISIL eller ISIS), i sammenhæng med krigen i Syrien og opløsningen af grænsen mellem Irak og Syrien, for nylig har invaderet og besat betydelige dele af det nordvestlige Irak, navnlig Iraks andenstørste by, Mosul, den 10. juni 2014, og at dette er blevet tolereret eller endog støttet af dele af den desillusionerede sunnimuslimske befolkning og tilhængere af det tidligere Baath‑parti;
D. der henviser til, at de tilfælde af udenretslige massehenrettelser, ødelæggelse af kulturelle og religiøse steder og ondskabsfuld undertrykkelse, som IS står bag, samt beretningerne herom, som udbredes med forsæt, skaber generel angst blandt den irakiske befolkning;
E. der henviser til, at stor-ayatollah Ali al-Husseini al-Sistani, den øverste shiamuslimske religiøse leder, den 13. juni 2014 som reaktion på IS‑krigernes fremrykning, opfordrede alle de irakere, der kan betjene et våben, til at lade sig rekruttere frivilligt af sikkerhedsstyrkerne med henblik på at forsvare landet;
F. der henviser til, at IS's ledelse i begyndelsen af juli 2014 erklærede, at det islamiske kalifat skal genoprettes i Syrien og Irak, og at dets tilbagetrukne leder Abu Bakr al-Baghdadi holdt fredagsbøn i den største moske i Mosul og i den forbindelse satte spørgsmålstegn ved grænserne for regionens nuværende stater;
G. der henviser til, at militære enheder fra den halvautonome region Kurdistan overtog kontrollen med den multietniske by Kirkuk midt i juni 2014 og dermed indlemmede et olierigt område, der i årtier har været omstridt, i den kurdiske provins, og at den kurdiske regering meddelte, at der var planlagt afholdelse af en folkeafstemning blandt den kurdiske befolkning for at opnå uafhængighed fra Irak;
H. der henviser til, at regeringstropper, der støttes af shiamuslimske militser, kæmper for at genvinde kontrollen over byen Tikrit og andre områder, som er blevet erobret af IS, samtidig med at landet fortsat destabiliseres af terrorangreb og selvmordsbomber, der hovedsageligt rettes mod shiamuslimer;
I. der henviser til, at den irakiske regering har fået jagerfly fra Rusland og Iran og efterretningsstøtte fra USA, mens ekstremistiske sunnimuslimske væbnede grupper i regionen, herunder IS, over de seneste år har modtaget ideologisk og fysisk støtte fra Saudi‑Arabien og Golfstaterne;
J. der henviser til, at parlamentsvalget den 30. april 2014 blev overskygget af voldelige trusler fra ISIS imod enhver sunnimuslim, der dristede sig til at gå hen og stemme, og at det heller ikke anden gang, den 7. juli 2014, var lykkedes det nye, skrøbelige parlament at vælge nye og mere inklusive ledere, der kunne sørge for, at landet ikke går i opløsning;
1. udtrykker dyb bekymring over den yderst alvorlige politiske krise i Irak, som er lige ved at gå i opløsning og derved skaber uro i hele regionen, og opfordrer indtrængende alle politiske ledere i landet til at mindske de politiske spændinger og bidrage til at finde en løsning på krisen i en ånd af politisk ansvarlighed og kompromis;
2. fordømmer volden og beretningerne om massehenrettelser gennemført af IS' styrker, som øger befolkningens lidelser og skal lægges til det eksisterende misbrug fra regeringens sikkerhedsstyrkers side; mener, at antallet af radikaliserede – ofte unge – mennesker, som drages ind i en bølge af væbnede bevægelser med ekstremistiske ideologier, såsom IS, herunder også fra Europa, er blevet så omfattende i Irak, Syrien og andetsteds, at der er et presserende behov for en fælles regional strategi, hvor der ikke blot fokuseres på sikkerhed, men også tages fat på systemiske politiske, økonomiske og sociale spørgsmål;
3. mener, at der er et presserende behov for at få navnlig Iran, Saudi‑Arabien, Qatar, Tyrkiet, Syrien og Irak til at sætte sig til forhandlingsbordet med henblik på at få sat en stopper for støtte og finansiering til IS eller andre islamiske ekstremister og undgå yderligere eskalering af konflikten mellem sunni‑ og shiamuslimer, som truer med at brede sig til hele regionen;
4. opfordrer alle lande til at indstille yderligere militær støtte til al‑Malikis regering, idet det ville øge spændingerne og blodsudgydelserne i landet uden at løse konflikten, og opfordrer EU's medlemsstater til i overensstemmelse med EU's adfærdskodeks om våbeneksport at undlade at gennemføre nogen våbenleverancer til Irak;
5. minder om, at den irakiske forfatning sikrer alle borgere lighed for loven ud over de "administrative, politiske, kulturelle og uddannelsesmæssige rettigheder for de forskellige nationaliteter", og at den irakiske regering bærer ansvaret for at sikre hele befolkningens rettigheder, velbefindende og sikkerhed;
6. opfordrer Repræsentanternes Råd i Irak til at træffe konkrete beslutninger, eksempelvis om en national samlingsregering, der på behørig vis repræsenterer den politiske, religiøse og etniske mangfoldighed i det irakiske samfund, med henblik på at bringe blodsudgydelserne og fragmenteringen af landet til ophør;
7. kritiserer på det kraftigste mangelen på god regeringsførelse i Irak, som har ført til omfattende fattigdom, høj arbejdsløshed, økonomisk stagnation, miljøforringelse og mangel på basale offentlige tjenester til trods for de høje olieindtægter; påpeger, at talrige fredelige demonstrationer med krav om flere sociale, økonomiske og politiske rettigheder tidligere er blevet mødt med systematisk undertrykkelse fra sikkerhedsstyrkernes side, uden at disse er blevet stillet til ansvar;
8. fordømmer invasionen af Irak i 2003, som blev støttet af talrige EU‑medlemsstater, og udtrykker sin medfølelse med alle dem, der har lidt under konsekvenserne heraf, og opfordrer alle de ledere, der involverede deres land aktivt i krigen, til at påtage sig en del af ansvaret for situationen i Irak i dag;
9. gentager i denne forbindelse, at udnævnelsen af Tony Blair som særlig udsending for Mellemøstkvartetten (USA, FN, EU og Rusland) har sendt et uheldigt signal, og at Blairs mandat – navnlig efter hans seneste udtalelser om Irak – bør afsluttes;
10. noterer sig meddelelsen fra Kurdistans regionale regering vedrørende en folkeafstemning om uafhængighed; opfordrer imidlertid parlamentet og præsidenten for det irakiske Kurdistan, Massoud Barzani, til at opretholde en inklusiv proces med respekt for rettighederne for de ikke‑kurdiske mindretal, der er bosat i provinsen;
11. påskønner, at den kurdiske region har fungeret som et tilflugtssted for hundrede tusinder af ikke‑kurdiske irakiske statsborgere, der er flygtet fra det konfliktramte område, glæder sig over den tidligere støtte fra EU til de fordrevne og opfordrer EU og medlemsstaterne til at øge den økonomiske støtte for at lette administrationens byrder i denne forbindelse;
12. understreger, at EU bør udarbejde en samlet politisk strategi for regionen, og navnlig at det er nødvendigt at inddrage Iran, Saudi‑Arabien og de øvrige Golfstater som nøgleaktører i enhver indsats for nedtrapning i Syrien og Irak;
13. mener for så vidt angår Iran, at det, for at indsatser for nedtrapning skal lykkes, er afgørende, at atomtvisten bringes til ophør hurtigst muligt, og opfordrer alle parter til at tage behørigt hensyn til dette spørgsmåls uopsættelighed; opfordrer til, at der oprettes en EU‑delegation i Teheran, og at der skabes udsigt til udvekslinger på forskellige samfundsniveauer på andre områder end atom‑ og menneskerettighedsområdet, især inden for energi, miljø, transport, forskning og uddannelse;
14. opfordrer for så vidt angår Saudi‑Arabien og Qatar til, at EU fører en åben og kritisk dialog om den påståede støtte til antidemokratiske og ekstremistiske islamistiske grupper, og fastholder, at EU bør kræve, at regeringerne gør alt, hvad der står i deres magt, for at sætte en stopper for alle aktiviteter, der gennemføres af officielle eller private organer for at udbrede ekstremistiske islamistiske ideologier i ord eller handling;
15. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, den irakiske regering og det irakiske Repræsentanternes Råd, Den Regionale Regering for Kurdistan, De Forenede Nationers generalsekretær og De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd.