Mødedokument
15.7.2014 B8‑0065/2014
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om aggressionsforbrydelser
( 2014/2724(RSP) )
Charles Tannock
for ECR-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om aggressionsforbrydelser
( 2014/2724(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til De Forenede Nationers pagt,
– der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC) og navnlig artikel 5 og artikel 8a, der henviser til aggressionsforbrydelser som en af de vigtigste forbrydelser under ICC's jurisdiktion,
– der henviser til Kampala-ændringerne til Romstatutten, der blev vedtaget på revisionskonferencen i Uganda, i 2010, og navnlig til resolution RC/Res. 6 vedrørende aggressionsforbrydelser,
– der henviser til sin tidligere beslutning om årsberetningen om menneskerettighederne i verden og EU's politik på området, herunder følgerne for EU's menneskerettighedspolitiske strategi,
– der henviser til resultatet i forbindelse med den 25. samling i FN's Menneskerettighedsråd i april 2014,
– der henviser til Den Internationale Straffedomstols niende rapport til FN for 2012/2013,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at 122 lande er deltagerstater i Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol;
B. der henviser til, at Den Europæiske Union og dens medlemsstater i vid udstrækning har bakket op om Den Internationale Straffedomstol siden dens oprettelse og fortsat yder støtte for at sikre, at ICC på behørig vis kan opfylde dens funktioner og forpligtelser i overensstemmelse med Romstatutten;
C. der henviser til, at mindst 30 deltagerstaters ratifikation af Kampala-ændringerne om aggressionsforbrydelser og en beslutning, der skal træffes efter den 1. januar 2017 af et flertal på to tredjedele af deltagerstaterne, vil give mulighed for at etablere et permanent system af internationalt strafferetligt ansvar ved at straffe aggressionsforbrydelser;
D. der henviser til, at mindst 35 deltagerstater for øjeblikket aktivt arbejder på at ratificere ændringerne om aggressionsforbrydelser, mens 14 andre deltagerstater hidtil allerede har ratificeret begge Kampala-ændringer, og andre medlemsstater har givet tilsagn om at ratificere disse;
E. der henviser til, at Liechtenstein den 8. maj 2012 var det første land, som ratificerede ændringerne om aggressionsforbrydelser sammen med ændringerne af artikel 8 (krigsforbrydelser), der blev vedtaget i 2010 på konferencen i Kampala, Uganda, til revision af Romstatutten for ICC;
F. der henviser til, at Parlamentet den 17. november 2011[1] glædede sig over vedtagelsen af Kampala-ændringerne til Romstatutten, herunder om forbrydelsen aggression, og opfordrede alle EU's medlemsstater til at ratificere ændringerne og indarbejde dem i deres nationale ret;
G. der henviser til, at Parlamentet den 18. april 2012 efterfølgende vedtog beslutning 2012/0126[2] og opfordrede Rådet og Kommissionen til at anvende deres internationale autoritet til at sikre og styrke Romstatuttens universalitet med henblik på en internationalt anerkendt definition af de handlinger, der skal betragtes som folkeretsstridig aggression;
H. der henviser til, at Kampala-ændringerne er forenelige med FN's pagt;
1. støtter fuldt ud Den Internationale Straffedomstols arbejde med at bidrage til at bringe straffriheden for gerningsmændene bag de mest alvorlige forbrydelser, som berører verdenssamfundet, til ophør;
2. bifalder konklusionerne om aggressionsforbrydelser i forbindelse med konferencen i Kampala, Uganda, til revision af Romstatutten for ICC; glæder sig desuden over de deltagerstater, der enten har ratificeret, er tiltrådt eller har ytret sig positivt, for så vidt angår en ratifikation af ændringerne om aggressionsforbrydelser;
3. påpeger, at det er vigtigt, at alle EU-medlemsstater giver tilsagn om at bekæmpe folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser; støtter endvidere anmodningerne om, at EU i sin udenrigspolitik samt medlemsstaterne prioriterer straffrihed for alvorlige menneskerettighedskrænkelser;
4. accepterer komplementaritetsprincippet, som ICC arbejder under, og anerkender, at Den Internationale Straffedomstol ikke erstatter nationale strafferetsplejesystemer; anerkender derudover, at ICC kun undersøger og, såfremt det er berettiget, retsforfølger og behandler sager mod enkeltpersoner, hvis den berørte medlemsstat undlader, ikke er i stand til eller ikke vil gøre dette;
5. accepterer derudover, at Den Internationale Straffedomstol på baggrund af en beslutning, der skal træffes efter den 1. januar 2017 af et flertal på to tredjedele af deltagerstaterne, og på baggrund af en ratifikation af ændringerne om denne form for forbrydelse af mindst 30 deltagerstater kan have jurisdiktion over aggressionsforbrydelser;
6. erkender, at det udelukkende påhviler de enkelte deltagerstater at træffe afgørelse om at ratificere ændringerne om aggressionsforbrydelser;
7. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.