Mødedokument

 

15.7.2014                                                                                                                B8‑0069/2014

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2

om aggressionsforbrydelser

( 2014/2724(RSP) )

Andrzej Grzyb, Cristian Dan Preda, Godelieve Quisthoudt-Rowohl, Eduard Kukan, László Tőkés, Monica Luisa Macovei

for PPE-Gruppen

 

B8‑0069/2014

Europa-Parlamentets beslutning om aggressionsforbrydelser

( 2014/2724(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til De Forenede Nationers pagt,

–        der henviser til artikel 5 i Romstatutten, der definerer aggressionsforbrydelsen som en af de vigtigste forbrydelser under Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion,

–       der henviser til Kampala-ændringerne til Romstatutten, der blev vedtaget på revisionskonferencen i Kampala, Uganda, i 2010, med særlig henvisning til resolution RC/Res. 6 vedrørende aggressionsforbrydelser,

–       der henviser til Rådets afgørelse 2011/168/FUSP og til dens henvisning til Kampala-ændringerne,

–       der henviser til den reviderede handlingsplan, der blev vedtaget den 12. juli 2011 i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2011/168/FUSP,

–       der henviser til sin beslutning af 19. maj 2010 om konferencen i Kampala, Uganda, til revision af Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol[1],

–       der henviser til sin beslutning af 17. november 2011 om EU's støtte til Den Internationale Straffedomstol: håndtering af udfordringer og vanskeligheder ( 2011/2109(INI) )[2],

–       der henviser til sin beslutning af 11. december 2013 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden og EU's menneskerettighedspolitik, herunder følgerne for EU's menneskerettighedspolitiske strategi ( 2013/2152(INI) )[3],

–       der henviser til resolutionen fra Det Latinamerikanske Parlaments Generalforsamling af 19. og 20. oktober 2013 om fremme af Den Internationale Straffedomstol og ratifikation af Kampala-ændringerne (AO/2013/07XXIX),

–       der henviser til resolutionen fra Forsamlingen af Deltagerstater i Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol af 27. november 2013 om styrkelse af Den Internationale Straffedomstol og Forsamlingen af Deltagerstater, der indeholder en opfordring til fremtidige deltagerstater om at ratificere statutten som ændret, en opfordring til alle deltagerstater om at overveje at ratificere ændringerne og en anerkendelse af en række deltagerstaters nylige ratificering af ændringerne (ICC-ASP/12/Res.8),

–       der henviser til håndbogen "Ratification and Implementation of the Kampala Amendments to the Rome Statute of the ICC", der er udarbejdet af Fyrstendømmet Liechtensteins permanente mission ved FN, Global Institute for the Prevention of Aggression og Liechtenstein Institute on Self-Determination ved Princeton University,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.     der henviser til, at EU's medlemsstater har været trofaste allierede af ICC siden dens oprettelse og ydet finansiel, politisk, diplomatisk og logistisk støtte, samtidig med at de har fremmet Romstatuttens universelle karakter og forsvaret dens integritet med det formål at styrke domstolens uafhængighed;

B.     der henviser til, at hvis mindst 30 deltagerstater ratificerer Kampala-ændringerne af Romstatutten vedrørende aggressionsforbrydelser, og hvis et flertal på to tredjedele af deltagerstaterne træffer afgørelse herom efter den 1. januar 2017, vil der kunne etableres et permanent system for internationalt strafferetligt ansvar ved at gøre aggressionsforbrydelser strafbare;

C.     der henviser til, at stater, der ikke er parter i Romstatutten, kan ratificere Romstatutten, herunder Kampala-ændringerne, og derved bidrage til aktiveringen af ICC's jurisdiktion over aggressionsforbrydelser;

D.     der henviser til, at Kampala-ændringerne er fuldt forenelige med FN's pagt, idet de kun kriminaliserer de alvorligste former for ulovlig magtanvendelse, det vil sige dem, der åbenlyst krænker FN's pagt gennem deres "karakter, alvor og omfang";

E.     der henviser til, at ICC's jurisdiktion over aggressionsforbrydelser vil bidrage til retsstatsprincippet på internationalt niveau og til international fred og sikkerhed ved at virke som afskrækkelsesmiddel over for ulovlig magtanvendelse og derved proaktivt bidrage til forebyggelsen af sådanne forbrydelser og konsolidering af varig fred;

F.     der henviser til, at staternes ratifikation af både Kampala-ændringerne og aktiveringen af ICC's jurisdiktion over aggressionsforbrydelser vil bidrage yderligere til at bringe straffriheden for gerningsmændene bag denne type forbrydelser til ophør;

G.     der henviser til, at ratifikationen af Kampala-ændringerne og aktiveringen af ICC's jurisdiktion over aggressionsforbrydelser vil bidrage til at beskytte menneskerettighederne ved at kriminalisere aggressionshandlinger;

H.     der henviser til, at aktiveringen af ICC's jurisdiktion over aggressionsforbrydelser vil bidrage til Romstatuttens universelle karakter, eftersom en række stater kan være interesserede i at ratificere den fuldendte Romstatut, herunder Kampala-ændringerne, der også vil tjene deres nationale politiske mål om at afskrække fra ulovlig magtanvendelse imod dem;

1.      opfordrer EU til at vedtage en fælles holdning til aggressionsforbrydelser og Kampala-ændringerne;

2.      opfordrer indtrængende EU til at arbejde for ikrafttrædelsen af Kampala-ændringerne om aggressionsforbrydelser og til at støtte den igangværende indsats for at nå dette mål; opfordrer endvidere indtrængende til at tilskynde medlemsstaterne til først at ratificere ændringerne og derefter aktivt støtte den engangsbeslutning, som forsamlingen af deltagerstater i Romstatutten træffer, når de krævede 30 ratifikationer er opnået, om at aktivere ICC's jurisdiktion over aggressionsforbrydelser;

3.      understreger behovet for aktivt at fremme støtte til ICC, ratifikation af Romstatutten som ændret og ratifikation af begge Kampala-ændringerne i alle Unionens eksterne handlinger, bl.a. gennem EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder (EUSR) og EU-delegationer på stedet, herunder teknisk bistand til stater, der søger ratifikation og/eller gennemførelse;

4.      opfordrer EU til at give tilsagn om at bekæmpe folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen og opfordrer til, at EU og medlemsstaterne i deres eksterne handlinger prioriterer bekæmpelse af straffrihed for alvorlige menneskerettighedskrænkelser;

5.      opfordrer EU's medlemsstater til hurtigt at bringe den nationale lovgivning i overensstemmelse med definitionerne i Kampala-ændringerne samt andre forpligtelser under Romstatutten;

6.      pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

 

[1] EUT C 161E af 31.5.2011, s. 78
[2] EUT C 153E af 31.5.2013, s. 115.
[3] Vedtagne tekster P7_TA(2013)0575