Mødedokument
15.7.2014 B8‑0071/2014
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om optrapningen af volden mellem Israel og Palæstina
( 2014/2723(RSP) )
Gianni Pittella, Victor Boştinaru, Knut Fleckenstein
for S&D-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om optrapningen af volden mellem Israel og Palæstina
( 2014/2723(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Gazastriben, navnlig beslutning af 22. november 2012 om situationen i Gaza[1],
– der henviser til erklæringen fra talsmanden for næstformanden/den højtstående repræsentant Catherine Ashton af 8. juli 2014 om raketaffyringer fra Gaza og de aktuelle israelske forsvarsstyrkers gengældelsesaktioner,
– der henviser til erklæringen fra FN's Sikkerhedsråd af 12. juli 2014,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,
– der henviser til den fjerde Genèvekonvention fra 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at der ifølge FN er dræbt mindst 175 mennesker i Gazastriben, de fleste civile og mange af dem børn, siden de israelske forsvarsstyrker påbegyndte Operation Beskyttende Kant den 7. juli 2014; der henviser til, at der ifølge Den Palæstinensiske Myndighed er mere end 1200 sårede, 160 000 er blevet fordrevet, mere end 1000 hjem er blevet smadret og hundredetusindvis af mennesker rammes af ødelæggelsen af infrastruktur i området;
B. der henviser til, at der ifølge den israelske regering er blevet affyret 300 raketter fra Gazastriben ind i Israel mellem midten af juni og 7. juli; der henviser til, at der ifølge det israelske forsvar er blevet affyret mere end 1000 raketter fra Gazastriben ind i Israel efter 7. juli 2014 rettet mod mål så fjerne som Tel Aviv og den nordlige del af landet; der henviser til, at der også er blevet affyret raketter ind i Israel fra Libanon og Syrien;
C. der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd den 12. juli udtrykte dyb bekymring om krisen i forbindelse med Gaza, opfordrede til en nedtrapning af situationen, fornyet fred og fornyet ikrafttrædelse af våbenhvilen fra november 2012, opfordrede til overholdelse af den humanitære folkeret, herunder beskyttelse af civile, og udtrykte sin støtte til genoptagelse af direkte forhandlinger mellem Israel og Palæstina med henblik på at opnå en omfattende fredsaftale baseret på en tostatsløsning;
D. der henviser til, at Egypten foreslog en plan for våbenhvile den 14. juli 2014, der er blevet accepteret af den israelske regering; der henviser til, at Hamas formelt ikke indtil nu formelt har svaret på forslaget; der henviser til, at en række internationale aktører har advaret om en yderligere optrapning af krisen, opfordret Hamas og de palæstinensiske væbnede grupper til at stoppe raketaffyringerne og advaret den israelske regering mod en invasion på landjorden i Gaza;
E. der henviser til, at EU gentagne gange har bekræftet sin støtte til en tostatsløsning, hvor staten Israel eksisterer side om side med en uafhængig, demokratisk og levedygtig palæstinensisk stat i fred og sikkerhed;
1. udtrykker sin dybeste bekymring over situationen i Gazastriben og i det sydlige Israel; begræder de civile dødsfald, hvoraf mange er børn, i Gazastriben og giver udtryk for sin dybe medfølelse med de uskyldige ofres familier;
2. opfordrer til øjeblikkelig nedtrapning af krisen via en våbenhvileaftale mellem begge parter og et øjeblikkeligt stop for alle former for vold, der truer civiles liv; bifalder i denne henseende det egyptiske initiativ og den israelske regerings beslutning om at acceptere forslaget; opfordrer den palæstinensiske side til at svare positivt på dette initiativ;
3. opfordrer til et stop for den tilfældige affyring af raketter fra Hamas og bevæbnede palæstinensiske grupper, der med overlæg sigter mod israelske civile, og brugen af menneskelige skjolde i kampene; opfordrer Israel til, under anerkendelse af dets ret til at forsvare sin befolkning, at undgå overdreven brug af magt og til fuldt ud at overholde den humanitære folkeret og menneskerettighederne og beskytte civile - navnlig kvinder og børn - og vital infrastruktur i Gazastriben; advarer Israel om en landinvasion, der yderligere vil optrappe konflikten og have alvorlige humanitære følger;
4. opfordrer indtrængende det internationale samfund og navnlig FN's Sikkerhedsråd til uden tøven at finde den frem til en passende reaktion og en løsning på den aktuelle krise; opfordrer centrale regionale aktører, navnlig Egypten og Jordan, til at fortsætte deres bestræbelser for at neddæmpe situationen;
5. opfordrer igen til en ophævelse af blokaden mod Gazastriben, en effektiv kontrolmekanisme til forebyggelse af våbensmugling ind i området i anerkendelse af Israelsk legitime behov for sikkerhed samt genopbygning og økonomiske genoprettelse i Gazastriben;
6. gentager sin støtte til en tostatsløsning baseret på grænsedragningen fra 1967 med Jerusalem som hovedstad for begge stater, hvor staten Israel og staten Palæstina som en uafhængig, demokratisk, tilstødende og levedygtig stat ville leve side om side i fred og sikkerhed; understreger igen, at det kun med ikke-voldelige midler er muligt at opnå en retfærdig og varig løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere;
7. opfordrer i denne ånd til reelle og troværdige bestræbelser fra begge sider og fra det internationale samfund for at få genoptaget direkte fredsforhandlinger mellem israelere og palæstinensere og for at opnå konkrete resultater i disse forhandlinger; opfordrer igen kraftigt EU og dets medlemsstater til at spille en mere aktiv politisk rolle i denne henseende og herunder at fremkomme med et europæisk fredsinitiativ og en fredsplan;
8. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU 's særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, Kvartettens særlige udsending til Mellemøsten, Knesset og Israels regering, præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed og Det Palæstinensiske Lovgivende Råd, Egyptens parlament og regering og Jordans parlament og regering.