Mødedokument
15.7.2014 B8‑0072/2014
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om optrapningen af volden mellem Israel og Palæstina
( 2014/2723(RSP) )
Tamás Meszerics, Bodil Ceballos, Margrete Auken, Judith Sargentini, Alyn Smith, Ernest Urtasun, Jan Philipp Albrecht, Rebecca Harms, Bart Staes
for Verts/ALE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om optrapningen af volden mellem Israel og Palæstina
( 2014/2723(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om konflikten mellem Israel og Palæstina, navnlig af 22. november 2012 om situationen i Gaza[1] og af 14. marts 203 om sagen om Arafat Jaradat og situationen for de palæstinensiske fanger i israelske fængsler[2],
– der henviser til resultaterne af ad hoc-delegationsrejsen til undersøgelse af forvaringen af palæstinensiske fanger og tilbageholdte i marts 2014,
– der henviser til konklusionerne fra Rådets (udenrigsanliggender) møde om Mellemøsten den 16. december 2013,
– der henviser til erklæringerne fra talsmanden for næstformanden i Kommissionen/Unionen højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedsanliggender (VP/HR) om situationen i Israel og Palæstina, bl.a. af 5. og 17. juni, og af 2. og 8. juli 2014,
– der henviser til EU's retningslinjer om fremme af overholdelse af den internationale humanitære ret,
– der henviser til EF's Sikkerhedsråds presseerklæring af 12. juli 2014 og erklæringen fra FN's generalsekretær Ban Ki-moon af 13. juli 2014,
– der henviser til Genève-konventionen fra 1949 og tillægsprotokollerne hertil,
– der henviser til FN's menneskerettighedskonventioner, som Israel og Palæstina har underskrevet;
– der henviser til de seneste betænkninger, som FN's Menneskerettighedsråd har vedtaget om de besatte palæstinensiske områder,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at Israel den 8. juli 2014 indledte en militær aktion i Gazaområdet bestående af massive luftangreb fra landjorden og fra søsiden med målrettede drab på Hamas-ledere og andre islamiske aktivister samt bombning af en lang række bygninger i hele Gazaområdet, hovedsageligt i tætbefolkede områder; der henviser til, at Israel har opmarcheret tusindvis af soldater ved grænsen; der henviser til, at premierminister Netanyahu ikke har udelukket muligheden for en fuldgyldig landoffensiv; der henviser til, at israelske soldater trængte ind i Gazaområdet den 13. juli 2014;
B. der henviser til, at militæroffensiven følger efter en alvorlig forværring i konflikten mellem Israel og Palæstina efter sammenbruddet af det såkaldte Kerry-.fredsinitiativ i april 2014, bortførelsen af og mordene på tre israelske teenagere på Vestbredden, den efterfølgende eftersøgningsoperation på Vestbredden og i Østjerusalem og gengældelsesmordet på en palæstinensisk teenager i Østjerusalem den 2. juli;
C. der henviser til, at der ifølge palæstinensiske embedsmænd er blevet dræbt mere end 175 palæstinensere under det igangværende israelske angreb; der henviser til, at De Forenede Nationer skønner, at 80 % af de dræbte er civile, herunder 20 % børn; der henviser til, at mindst 1200 palæstinensere er blevet såret, hvoraf to tredjedele er kvinder og børn; der henviser til, at antallet af tilskadekomne er betydelig højere end antallet efter den første uge af de israelske styrkers "Pillar of Defence"-angreb i 2012; der henviser til, at hospitalerne i Gazaområdet er ude af stand til at klare katastrofesituationen som følge af det store antal tilskadekomne og melder om alvorlig mangel på medicin og medicinsk udstyr;
D. der henviser til, at de israelske luftangreb har ramt en lang række civile mål, herunder den centrale moské i Gaza og et islamisk plejehjem for handicappede; der henviser til, at mere end 940 boliger angiveligt skal være beskadiget eller ødelagt; der henviser til, at 17 000 palæstinensere i det nordlige Gazaområde har søgt tilflugt i FN-lejre, efter at Israel advarede om kommende luftangreb; der henviser til, at 400 000 mennesker for øjeblikket er uden elektricitet som følge af de militære angreb, ligesom befolkningen lider under vandmangel, og til, at dette forværrer den allerede yderst vanskelige situation, der skyldes den langvarige israelske og egyptiske blokade af området;
E. der henviser til, at israelske embedsmænd har meddelt, at der er blevet affyret ca. 1 000 raketter fra Gazaområdet; der henviser til, at der også blev affyret raketter fra Syrien og Libanon den 13. juli 2014; der henviser til, at disse raketter angiveligt skal have nået Haifa, Tal Aviv og Jerusalem; der henviser til, at det israelske antimissil-system "Iron Dome" tilsyneladende har opfanget et stort antal af disse raketter; der henviser til, at fire israelere er blevet såret siden indledningen af offensiven, men at ingen er blevet dræbt; der henviser til, at Israel anklager Hamas for at affyre raketter i flæng mod israelske borgere fra Gazaområdet, mens de gemmer sig bag deres egen befolkning og bruger dem som menneskelige skjold;
F. der henviser til, at FN's generalsekretær Ban Ki-moon har givet udtryk for dyb bekymring over fjendtlighederne i Gazaområdet og advaret om, at et israelsk landoffensiv uden tvivl vil øge antallet af dræbte og forværre de civile lidelser i Gazaområdet; der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd har opfordret til en våbenhvile og en genoptagelse af fredsforhandlingerne; der henviser til, at det endnu ikke er lykkedes Sikkerhedsrådet at nå til enighed om en resolution om den aktuelle krise;
G. der henviser til, at Palæstinas præsident Mahmoud Abbas har anmodet om, at De Forenede Nationer stiller Palæstina under "international beskyttelse" som følge af forværringen af situationen i Gazaområdet;
H. der henviser til, at den egyptiske præsident efter et hastemøde i Den Arabiske Liga i Cairo den 14. juli 2014 foreslog en våbenhvile mellem Israel og de palæstinensiske grupper i Gazaområdet; der henviser til, at parternes reaktion på dette initiativ endnu ikke er kendt; der henviser til, at USA's udenrigsminister Kerry rejser til Cairo tirsdag den 15. juli (skal ajourføres);
I. der henviser til, at FN-pagten, og navnlig artikel 51 udtrykkeligt anerkender retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar i tilfælde af væbnet angreb; der henviser til, at affyring af raketter i flæng udgør en krænkelse af den humanitære ret;
J. der henviser til, at Israel har anklaget Hamas for at være ansvarlig for bortførelsen af og drabet på tre israelske teenagere i nærheden af bosættelserne nord for Hebron den 12. juni, men at landet endnu ikke har fremlagt beviser på denne påstand; der henviser til, at Hamas har afvist at være ansvarlig for denne forbrydelse; der henviser til, at det den 4. juli 2014 forlød, at tre jøder angiveligt skulle have tilstået mordet på en palæstinensisk teenager i Østjerusalem, Mohammed Abu Khdeir, som hævn for drabet på de tre israelske teenagere;
K. der henviser til, at israelske sikkerhedsstyrker gennemførte en brutal eftersøgning på Vestbredden efter bortførelserne med ulovlig anvendelse af vold, vilkårlige anholdelser af 700 palæstinensere, hvoraf 400 for øjeblikket stadig tilbageholdes mens 150 er fængslet uden rettergang, samt repressalier i form af ødelæggelse af boliger; der henviser til, at kampagnen mod Hamas er blevet fordømt af civilsamfundsorganisationer, da det efter deres opfattelse udgør kollektiv afstraffelse; der henviser til, at seks palæstinensere blev dræbt af israelske sikkerhedsstyrker under eftersøgningen, herunder flere unge efter sammenstød i flygtningelejre; der henviser til, at medieselskaberne Transmedias og Palmedias kontorer blev ransaget og at deres udstyr konfiskeret den 18. og 22. juni 2014 som følge af deres angivelige tilskyndelse til vold; der henviser til, at Human Rights Watch har anslået, at det israelske militær siden den 12. juni 2014 har gennemført 1 600 ransagelser og eftersøgninger i palæstinensiske hjem, virksomheder og andre steder;
L. der henviser til, at Israel på trods af internationale protester har blokeret Gazaområdet siden 2007, hvilket har medført en alvorlig humanitær krise for befolkningen på 1,7 millioner mennesker i Gazaområdet;
M der henviser til, at forhandlingerne mellem de to parter om en samlet løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina er blevet udsat indtil videre efter den israelske regerings brud på sit tilsagn om at løslade en sidste gruppe palæstinensiske fanger i april 2014; der henviser til, at udvidelsen af bosættelserne på Vestbredden forsætter, hvilket senest blev kritiseret i erklæringen af VP/HR af 5. juni 2014; der henviser til, at de israelske bosættelser i de besatte områder er ulovlige i henhold til folkeretten og undergraver fredsbestræbelserne og levedygtigheden af en to-stats-løsning;
N. der henviser til, at det i en undersøgelse af EU's samarbejde med de besatte palæstinensiske områder og støtte til det palæstinensiske folk, som blev foretaget for Kommissionen i maj 2014, blev konkluderet, at det nuværende samarbejdsforhold havde nået sine grænser, fordi EU ikke have en parallel politisk strategi til fjernelse af de hindringer, der skyldtes Israels besættelses- og bosættelsespolitik og den politiske opsplitning mellem Vestbredden og Gazaområdet;
1. forsømmer kraftigt den nye runde af voldshandlinger i og omkring Gazaområdet og de modbydelige angreb på civile; opfordrer til en standsning af de militære angreb og tilskynder alle parter til øjeblikkeligt at nå til enighed om en våbenhvile;
2. er dybt chokeret over de dramatiske tab af palæstinensiske menneskeliv, herunder mange børn, og af ødelæggelserne af den civile infrastruktur som følge af de israelske militære angreb; giver udtryk for solidaritet med ofrene og opfordrer til en øget indsats for at sikre, at der når humanitær bistand frem til den belejrede befolkning i Gazaområdet, der er ramt af konflikten;
3. advarer om, at endnu en israelsk invasion af Gazaområdet kan få enorme konsekvenser i hele Mellemøsten og forværre den allerede dramatiske situation i regionen;
4. glæder sig over alle bestræbelser på at nå frem til en varig våbenhvile mellem parterne og opfordrer VP/HR og medlemsstaterne til at øge det diplomatiske pres for at bakke op om denne indsats;
5. mener, at en opfordring til en overholdelse af den våbenhvile, der blev forhandlet på plads efter Israels angreb på Gazaområdet i 2012, langt fra et tilstrækkelig som en fornuftig og langsigtet reaktion; opfordrer til en øjeblikkelig standsning af blokaden af Gazaområdet, bl.a. for at sikre uhindret adgang og uddeling af humanitær bistand i hele Gazaområdet; er i den forbindelse bekymret over det utilstrækkelige bidrag fra EU til UNRWA i 2015 og opfordrer til, at støtten kommer til at svare til de kritiske behov i området;
6. understreger, at alle parters respekt for den internationale humanitære ret og menneskerettighederne under alle omstændigheder fortsat er en ufravigelig forudsætning for en retfærdig og varig fred i Mellemøsten; understreger Israels ansvar som besættelsesmagt for at respektere den internationale humanitære ret og menneskerettighederne og for at udvise den yderste tilbageholdenhed;
7. minder om, at den individuelle eller kollektive ret til selvforsvar skal være forholdsmæssig og på ingen måde kan bestå i vilkårlige gengældelsesangreb, som i praksis fører til kollektiv afstraffelse; mener, at fortsat skydning ind i civile områder efter en eventuel ensidig våbenhvile er uacceptabel;
8. fordømmer de afskyelig mord på teenagere i Hebron og Jerusalem, som er blevet fordømt fra alle sider; understreger, at reaktionen på sådanne modbydelige forbrydelser under ingen omstændigheder må være yderligere skræmmekampagner, tilskyndelser til had og kollektiv afstraffelse;
9. opfordrer alle parter til at genoptage seriøse fredsforhandlinger; bekræfter sin opfattelse af, at der ikke er noget alternativ til en omfattende forhandlingsløsning på konflikten, som fører til en to-stats-løsning med en israelsk og en palæstinensisk stat, der eksisterer side om side inden for sikre og internationalt anekendte grænser i overensstemmelse med situationen i 1967; opfordrer i den forbindelse endnu en gang til at standsning af alle israelske bosættelse på Vestbredden for bl.a. også at bane vej for en genoptagelse af konstruktive og seriøse forhandlinger mellem parterne;
10. gentager i den forbindelse, at udnævnelsen af Toni Blair som særlig udsending for Mellemøstkvartetten (De Forenede Stater, De Forenede Nationer, Den Europæiske Union og Rusland) var et uheldigt symbol og er blevet skæmmet af interessekonflikter, hvorfor hans mandat bør bringes til ophør; opfordrer til en tilbundsgående undersøgelse af kvartettens rolle og relevans; understreger betydningen af, at FN spiller en aktiv rolle i indsatsen for at få genoptaget fredsforhandlingerne;
11. glæder sig over de opmuntrende skridt i retning af en udsoning mellem palæstinenserne og indsættelsen af en teknokratisk regering, hvilket fandt sted forud for den israelske militæroffensiv; opfordrer alle palæstinensiske bevægelser til at genoptage udsoningsbestræbelserne; fordømmer bestræbelserne på at undergrave denne potentielt historiske proces og opfordrer de israelske myndigheder til at løslade alle, der er blevet arresteret siden den 12. juni som følge af bortførelsen og drabene på de tre israelske teenagere, eller rejse anklage mod dem for en konkret forbrydelse;
12. opfordrer til en omfattende våbenembargo mod alle parter i regionen for at forhindre yderligere krænkelser af den internationale humanitære ret og menneskerettighederne;
13. Støtter Amnesty Internationals opfordring til en international undersøgelse i FN-regi af krænkelser fra begge sider;
14. opfordrer EU til at påtage sig sit ansvar som en indflydelsesrig aktør og indlede et klart og omfattende fredsinitiativ i regionen med anvendelse af alle magtmidler, der står til dens rådighed, af både juridisk, økonomisk og diplomatisk art for at sikre, at den internationale humanitære ret og menneskerettighederne rent faktisk respekteres;
15. bekræfter, at en uddybning af forbindelserne mellem EU og Israel i høj grad skal være betinget af en nøje respekt for den internationale humanitære ret og menneskerettighederne, herunder en øjeblikkelig ophævelse af blokaden mod Gazaområdet, en fuldstændig standsning af alle bosættelser på Vestbredden herunder Østjerusalem og en virkelig opbakning bag og indsats for en omfattende fredsløsning;
16. er bekymret over, at udviklingsprojekter i Gazaområdet, som er finansieret af EU og medlemsstaterne er blevet ødelagt eller beskadiget som følge af den israelske offensiv, og opfordrer VP/HR til at aflægge beretning om den vurdering af ødelæggelserne, som Kommissionens tjenestegrene er ved at gennemføre, og i givet fald om, hvilke planer der findes for at reagere på Israels gentagne ødelæggelser af EU-finansierede projekter;
17. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionen højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik, medlemsstaterne regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, kvartettens udsending til Mellemøsten, Israels regering, Knesset, præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed, Det Palæstinensiske Lovgivende Råd og organerne under Den Parlamentariske Euro-Middelhavsforsamling.