Mødedokument

 

15.7.2014                                                                                                                B8‑0073/2014

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2

om optrapningen af volden mellem Israel og Palæstina

( 2014/2723(RSP) )

Cristian Dan Preda, Arnaud Danjean, Jacek Saryusz-Wolski, Elmar Brok, Gunnar Hökmark, Michèle Alliot-Marie

for PPE-Gruppen

 

B8‑0073/2014

Europa-Parlamentets beslutning om optrapningen af volden mellem Israel og Palæstina

( 2014/2723(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til konklusionerne fra mødt i Rådet for Udenrigsanliggender om fredsprocessen i Mellemøsten af 12. maj 2014,

–       der henviser til erklæringen fra talspersonen for næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 8. juli 2014 om raketangreb fra Gaza og de israelske forsvarsstyrker igangværende gengældelsesaktioner,

–       der henviser til erklæringen af 12. juli 2014 fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd om Gaza,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.     der henviser til, at tre israelske studerende, der blev kidnappet den 12. juni 2014 på Vestbredden, blev dræbt og fundet nær Hebron den 30. juni 2014; der henviser til, at en palæstinensisk dreng som gengæld blev kidnappet og dræbt i Jerusalem den 2. juli 2014;

1.      fordømmer på det kraftigste drabene på de tre israelske studerende og den palæstinensiske dreng; udtrykker alvorlig bekymring over situationen i Gaza og Israel og beklager dybt tabet af civile menneskeliv; giver udtryk for sin dybe medfølelse med ofrenes familier og venner; understreger, at alle angreb øjeblikkeligt skal bringes til ophør, da de forårsager lidelser, som aldrig kan retfærdiggøres, blandt sagesløse civile, og opfordrer derfor til en hurtig nedtrapning og indstilling af fjendtlighederne;

2.      kræver et stop for raketangrebene på Israel fra Gazastriben, som Hamas og andre bevæbnede grupper i Gaza bør indstille straks, og et stop for de israelske angreb på Gaza; understreger, at alle parter fuldt ud skal overholde den humanitære folkeret;

3.      gentager sin stærke støtte til tostatsløsningen baseret på grænsedragningen fra 1967 med Jerusalem som hovedstad for begge stater, og hvor Staten Israel og en uafhængig og levedygtig palæstinensisk stat ville leve side om side i fred og sikkerhed;

4.      understreger igen, at det kun med fredelige og ikke-voldelige midler er muligt at opnå en retfærdig og varig løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere; opfordrer atter til at skabe de nødvendige betingelser for genoptagelse af de direkte fredsforhandlinger mellem de to parter;

5.      bifalder det egyptiske fredsinitiativ og Israels accept af det, og opfordrer Hamas til også at acceptere dette initiativ;

6.      pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, EU’s særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten, FN's generalsekretær, Mellemøstkvartettens udsending, Israels regering og Knesset, præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed og Det Palæstinensiske Lovgivende Råd.