Mødedokument

 

21.10.2014                                                                                                              B8‑0182/2014

FORSLAG TIL BESLUTNING

som afslutning på forhandlingen om den valgte kommissionsformands præsentation af kommissærkollegiet og dets program

jf. forretningsordenens artikel 118, stk. 5, første afsnit

om valg af Kommissionen

( 2014/2811(RSP) )

Gabriele Zimmer

for GUE/NGL-Gruppen

 

B8‑0182/2014

Europa-Parlamentets beslutning om valg af Kommissionen

( 2014/2811(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til sit valg af Jean-Claude Juncker som formand for Europa-Kommissionen den 15. juli 2014,

–       der henviser til de skriftlige og mundtlige indlæg, som hver enkelt af de udpegede medlemmer af Kommissionen afgav under høringerne i de parlamentariske udvalg, og til udvalgenes bedømmelser af kandidaterne efter høringerne,

–       der henviser til den valgte kommissionsformands præsentation af kollegiet af kommissionsmedlemmer og Kommissionens program,

–       der henviser til artikel 17, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 106a i Euratom-traktaten,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 118, stk. 5, første afsnit, og bilag XVI hertil,

A.     der henviser til, at EU's og navnlig Europa-Kommissionens neoliberale og asociale politikker samt det demokratiske underskud og de ​​ugennemsigtige procedurer har ført til borgernes mistillid og en alvorlig legitimitetskrise for de nuværende EU-institutioner; der henviser til, at fortsættelsen af denne politik og den manglende evne til at opfylde de europæiske borgeres forventninger vil medføre en dramatisk uddybning af EU’s legitimitetskrise;

B.     der henviser til, at høringerne har vist, at den nye Kommission vil fortsætte ud ad samme spor som ​​den tidligere Kommission og ikke vil rykke den nuværende politiske linje mod et reelt socialt Europa;

C.     der henviser til, at den nyvalgte formand, Jean-Claude Juncker, har præsenteret et nyt kommissionskollegium og fremlagt en ny struktur i Kommissionen med syv næstformænd;

D.     der henviser til, at den nye struktur i Kommissionen skaber usikkerhed med hensyn til tildelingen og fordelingen af ​​de forskellige kommissionsmedlemmers porteføljer samt de syv næstformænds rolle og ansvar i forhold til de øvrige medlemmer af Kommissionen; der henviser til, at høringerne har vist, at dette sandsynligvis vil skabe usikkerhed med hensyn til de forskellige kommissionsmedlemmers konkrete ansvarsområder;

E.     der henviser til, at en af ​​de omstridte foreslåede kandidater trådte tilbage den 9. oktober 2014 efter Europa-Parlamentets negative bedømmelse;

F.     der henviser til, at Parlamentet også havde en række betænkeligheder med hensyn til visse andre udpegede medlemmer af Kommissionen, satte spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i valget af porteføljer for visse udpegede kommissionsmedlemmer samt udtrykte sin skuffelse over manglen på faglig viden, ekspertise og visioner hos nogle af kandidaterne;

1.      noterer sig med dyb bekymring, at den valgte formand for den nye Europa-Kommissionen har fremlagt et program, der i det væsentlige er en videreførelse af den tidligere Kommissions mislykkede neoliberale budgetstramningspolitik; bemærker, at det nye kommissionskollegium blev valgt på en sådan måde, at denne strategi ville blive gennemført; er af den opfattelse, at det nødvendige skift væk fra den aktuelle politiske linje og i retning mod større social retfærdighed, jobskabelse for alle, især de unge, samt udryddelse af fattigdom, ikke vil finde sted med dette kollegium;

2.      er ligeledes bekymret over, at den nye Kommission vil fortsætte ad samme vej som den afgående Kommission med hensyn til TTIP-forhandlingerne, EU-udenrigspolitikken og indvandringspolitikken;

3.      beklager dybt, at dets generelle kritiske bedømmelse og dets specifikke kritik af andre foreslåede kandidater samt afvisning af to porteføljer til udpegede medlemmer af Kommissionen (uddannelse, kultur, ungdom og medborgerskab samt energi) i det nye kommissionskollegium ikke blev taget i betragtning;

4.      er overbevist om, at besættelsen af ​​vigtige økonomiske porteføljer med en udpeget næstformand og udpegede kommissionsmedlemmer, hvoraf de fleste har en åbenlyst neoliberal politisk overbevisning og track record, skaber en uacceptabel ubalance mellem sociale, økonomiske og miljømæssige prioriteringer i det kommende kommissionskollegium;

5.      er bekymret over overlapningen mellem private/forretningsmæssige interesser og visse udpegede kommissionsmedlemmers porteføljer; beklager dybt, at der ikke er fundet nogen løsning på de potentielle interessekonflikter;

6.      er bekymret over manglen på faglig viden, engagement og visioner hos visse andre udpegede kommissionsmedlemmer med hensyn til deres foreslåede porteføljer;

7.      beklager, at der ikke er sket fremskridt med hensyn til kvinders repræsentation i kommissionskollegiet; minder Kommissionen og medlemsstaterne om, at ligestilling mellem kvinder og mænd er en af Den Europæiske Unions grundlæggende værdier, og at kønsbalance i beslutningsprocessen er et centralt politisk mål;

8.      beklager dybt visse udpegede kommissionsmedlemmers modvilje mod at besvare spørgsmål og deres utilstrækkelige og/eller usammenhængende svar, hvilket gjorde det vanskeligt at bedømme visse udpegede kommissionsmedlemmers kompetencer og evne til at udføre deres job;

9.      kritiserer usikkerheden med hensyn til ansvarsområderne inden for centrale politikområder som følge af den valgte kommissionsformand Jean-Claude Junckers nye struktur i Kommissionen og ansvarsfordelingen mellem de forskellige kommissionsmedlemmer, hvilket kan føre til et tab af gennemsigtighed og ansvarlighed;

10.    noterer sig den nyvalgte formand Junckers udtryk for engagement i en Union af demokratiske forandringer, herunder Jean-Claude Junckers løfte om, at Kommissionen vil foregå med et godt eksempel med hensyn til øget gennemsigtighed, hvad angår dens kontakt med interessenter og lobbyister; vil holde Jean-Claude Juncker fast på hans løfte om at foreslå en interinstitutionel aftale for at skabe et obligatorisk lobbyregister, der dækker alle tre institutioner;

11.    noterer sig den nyvalgte formand Junckers engagement i rammeaftalen af ​​2010; forventer, at Jean-Claude Juncker inden Parlamentets afstemning om den nye Kommission fuldt ud tilslutter sig ikke blot aftalens bogstav, men også dens ånd;

12.    forkaster den foreslåede Kommission;

13.    pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet og Kommissionen.