Mødedokument
12.1.2015 B8‑0013/2015
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om situationen i Libyen
( 2014/3018(RSP) )
Barbara Lochbihler, Ernest Urtasun, Davor Škrlec, Jean Lambert, Bodil Ceballos, Jordi Sebastià, Igor Šoltes, Bronis Ropė, Josep-Maria Terricabras, Judith Sargentini
for Verts/ALE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Libyen
( 2014/3018(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolutioner om Libyen, herunder resolution 2174 af 27. august 2014,
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds briefinger ved FN-generalsekretærens særlige repræsentant og chef for FN's støttemission i Libyen (UNSMIL) i Libyen,
– der henviser til rapporten af 4. september 2014, opdateret den 23. december 2014, fra UNSMIL og FN's Menneskerettighedskontor (OHCHR) om krænkelserne af internationale menneskerettigheder og humanitær folkeret under den aktuelle vold i Libyen,
– der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner om Libyen, senest dem af 15. december 2014,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Libyen, navnlig beslutningen af 18. september 2014[1],
– der henviser til de seneste redegørelser om Libyen, herunder dem af 16. og 30. december 2014 og 10. januar 2015 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Frederica Mogherini,
– der henviser til de lokale erklæringer af 27. juni 2014 fra EU-medlemsstaternes missionschefer for Libyen om mordet på Salwa Bugaigis,
– der henviser til den fælles erklæring af 3. december 2014 om Libyen fra den franske, tyske, italienske, spanske, britiske og amerikanske udenrigsminister, EU's næstformand/højtstående repræsentant og FN's Sikkerhedsråds særlige repræsentant,
– der henviser til det fælles kommuniké af 22. september 2014 fra 13 lande, herunder Egypten, Qatar, Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater med en forpligtelse til en politik om ikke-indblanding i Libyens anliggender,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at Libyen har gennemgået flere på hinanden følgende dramatiske politiske, institutionelle og sikkerhedsmæssige kriser, siden oprørsgrupper med hjælp fra NATO-styrker styrtede Muammar Gaddafi i 2011;
B. der henviser til, at de EU-medlemsstater, som deltog i krigen i 2011, og EU som helhed har et særligt ansvar for at bistå den libyske befolkning og støtte bestræbelserne på at opnå fred og stabilitet i landet;
C. der henviser til, at en optrappet cyklus af kampe har hærget landet i de sidste seks måneder; der henviser til, at konflikten hovedsagelig har været mellem to løse og opsplittede rivaliserende grupper, nemlig styrkerne i den såkaldte "Operation Dignity" under den tidligere general Khalifa Haftar, som er allieret med militser fra byen Zintan og Libysk Daggry-koalitionen hovedsagelig sammensat af militser fra byen Misrata og Amazighmindretallet sammen med islamistiske grupper og lokale militser fra andre byer i det vestlige Libyen;
D. der henviser til, at væbnede konflikter og anden vold brød ud i midten af maj 2014 i og omkring den østlige by Benghazi og derefter i hovedstaden Tripoli, inden den bredte sig til det vestlige Libyen; der henviser til, at den sydlige del af Libyen også oplever vold; der henviser til, at de kampe, som i de seneste uger har fundet sted, har været om kontrollen med Libyens største olieterminal i Es Sider og dens største raffinaderi i Ras Lanuf i den østlige del af landet;
E. der henviser til, at menneskerettighedssituationen og den humanitære situation er blevet forværret alvorligt i takt med, at Libyen er havnet i en borgerkrig; der henviser til, at der rapporteres om, at begge parter har begået en række overtrædelser og krænkelser af internationale menneskerettigheder og den humanitære folkeret, der har forårsaget hundredvis af døde, massefordrivelser og en humanitær krise i mange områder; der henviser til, at UNSMIL har rapporteret om vilkårlig beskydning og luftangreb mod civile mål og omfattende angreb mod vital infrastruktur og valgte institutioner; der henviser til, at snesevis af politiske aktivister og menneskerettighedsaktivister, mediefolk og andre offentlige personer er blevet bortført eller truet eller har fået deres hjem plyndret eller brændt; der henviser til, at mediefolk fortsat er genstand for dette; der henviser til, at FN har modtaget rapporter om vilkårlig tilbageholdelse og tortur og mishandling af begge parter; der henviser til, at civile i Tripoli, Benghazi samt i Nafusa-bjergene og i Awbari er konfronteret med mangel på mad, brændstof og andre basale fornødenheder;
F. der henviser til, at begge rivaliserende lejre har modstridende beretninger og krav til legitimitet med to rivaliserende regeringer og parlamenter baseret henholdsvis i Tripoli og Tobruk; der henviser til, at Libyens højesteret den 6. november 2014 fastslog, at parlamentsvalget juni, som etablerede den internationalt anerkendte, Tobrukbaserede Repræsentanternes Hus, var ulovligt;
G. der henviser til, at begge stridende parter angiveligt modtager støtte fra eksterne aktører; der henviser til, at der rapporteres om, at Egypten og De Forenede Arabiske Emirater har gennemført luftangreb og særlige aktioner med razziaer mod jihadistiske styrker i Benghazi og Darnah og mod Libysk Daggry-positioner i Tripoli; der henviser til, at Qatar og Tyrkiet angiveligt har ydet støtte til Libysk Daggry-styrker;
H. der henviser til, at militsgrupper, der er allieret med Islamisk Stat, nu skulle befinde i den østlige by Derna, og er blevet beskyldt for at have gennemført terroraktiviteter, herunder halshugninger af unge aktivister og et selvmordsbombeangreb på Repræsentanternes Hus den 30. december 2014; der henviser til, at der rapporteres om, at elementer fra al-Qaeda i det Islamiske Maghreb har etableret logistiske støttepunkter i Libyens sydlige udkant; der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd har opført to grene af den islamistiske ekstremistiske gruppe Ansar al Sharia, der henholdsvis er baseret i Derna og Benghazi, som terrororganisationer i henhold til FN-resolution 1267;
I. der henviser til, at FN's særlige udsending Bernardino León aktivt har søgt at mægle forhandlinger mellem de stridende parter og igangsætte en national dialog for en forsoningsproces og dannelsen af en national samlingsregering; der henviser til, at en første forhandlingsrunde fandt sted i Ghadames den 29. september 2014 og fortsatte i Tripoli den 11. oktober, mens en yderligere runde, der i første omgang var planlagt til den 5. januar 2015, blev udsat på grund af manglende enighed på begge sider; der henviser til, at UNSMIL har meddelt, at libyske parter nu har besluttet at afholde en ny forhandlingsrunde i Genève angiveligt den 14. januar 2015; der henviser til, at begge lejre hidtil i høj grad har vist sig meget tilbageholdende eller ude af stand til at engagere sig i et kompromis;
J. der henviser til, at FN's udsending for Sahel-regionen, Hiroute Guebre Sellassie, har advaret FN's Sikkerhedsråd mod, at den libyske krise truer med at destabilisere hele regionen i den nærmeste fremtid, og har også udtalt, at terrorgrupper og kriminelle netværk i Libyen var at udvikle tættere bånd til Mali og det nordlige Nigeria, der beskæftiger sig med våbensalg og narkotikahandel og andre former for ulovlig handel;
K. der henviser til, at UNSMIL skønner, at mindst 400 000 libyere er blevet fordrevet internt af den seneste bølge af kampe, og at yderligere 150 000 personer, herunder mange udenlandske migranter, har forladt landet; der henviser til, at udenlandske bistandsarbejdere og diplomater, herunder EU- og UNSMIL-ansatte, er blevet evakueret fra Libyen; der påpeger, at massetilstrømningen af libyske flygtninge til nabolandet Tunesien sætter dette lands ressourcer og dets egen stabilitet under stort pres; der henviser til, at de libyske myndigheder ikke har været i stand til at beskytte de fordrevne Tawarghasamfund mod angreb og bortførelser af militser, da de blev fordrevet fra deres hjem i august 2011;
L. der henviser til, at hundredvis af migrantarbejdere og flygtninge, der flygtede fra volden i Libyen, skal være omkommet under deres forsøg på at krydse Middelhavet til Europa, hvilket har resulteret i en alvorlig flygtningekrise i Italien og på Malta; der henviser til, at Libyen er det vigtigste afrejsested for migranter, der forsøger at nå Europa;
M. der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd den 26. februar 2011 forelagde situationen i Libyen for Den Internationale Straffedomstol (ICC); der henviser til, at ICC fortsat har kompetence til at undersøge overtrædelser af menneskerettighederne, der er begået i landet, og til at forfølge de ansvarlige; der henviser til, at ICC den 27. juni 2011 udstedte tre arrestordrer på Muammar Gaddafi, Saif al-Islam Gaddafi og Abdullah al-Senussi for forbrydelser mod menneskeheden; der henviser til, at de øvrige mistænkte ikke er i domstolens varetægt; der henviser til, at de libyske myndigheder har insisteret på, at de skal stilles for en domstol inden for det libyske nationale retssystem; der henviser til, at ICC den 10. december har henvist Libyen til FN's Sikkerhedsråd på grund af manglende opfyldelse af domstolens anmodning om samarbejde ved ikke at udlevere Saif Al-Islam;
N. der henviser til olie udgør 95 % af Libyens statslige indtægter og 65 % af landets BNP; der henviser til, at Libyen har de største oliereserver i Afrika og de femtestørste reserver i verden;
1. udtrykker sin dybe bekymring over det meningsløse i, at Libyens er sunket dybt ned i en borgerkrig; er stærkt bekymret over denne situation, som har særlig ødelæggende konsekvenser for civilbefolkningen og libyske institutioner og risikerer desuden at destabilisere hele regionen;
2. opfordrer de stridende parter til øjeblikkeligt at indstille alle fjendtligheder og indgå i en inklusiv politisk dialog; giver i denne forbindelse udtryk for sin fulde støtte til FN's indsats, især indsatsen af FN's særlige repræsentant Bernardino León, for at lette denne proces med henblik på at oprette konsensusbaserede institutioner, der følger en bred, national dagsorden for forsoning; insisterer på, at der bør tages behørigt hensyn til inddragelsen af kvinder og mindretal i denne proces;
3. fordømmer den fortsatte vold og krænkelser af den humanitære folkeret, der begås af de krigsførende parter i hele landet; er fortsat alvorligt bekymret over den fortsatte forværring af menneskerettighedssituationen, herunder tilfælde af vilkårlige tilbageholdelser, bortførelser, ulovlige drab og tortur, samt vold mod journalister, politiske aktivister og menneskerettighedsforkæmpere;
4. understreger, at det er nødvendigt at sikre ansvarlighed for alle krænkelser af menneskerettigheder og den humanitære folkeret; gør opmærksom på erklæringen fra UNSMIL om, at mange af de overtrædelser og krænkelser, der er begået i Libyen, henhører under ICC's jurisdiktion, og opfordrer til, at sidstnævnte tildeles de politiske, logistiske og økonomiske ressourcer, så den kan undersøge disse forbrydelser; mener, at en styrkelse af de internationale kontrolmekanismer kan afskrække militser fra at begå yderligere overgreb og krænkelser, og opfordrer til, at man overvejer at etablere en FN-undersøgelseskommission eller en tilsvarende mekanisme til at undersøge krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret;
5. understreger, at FN's Sikkerhedsråds seneste resolution gør det muligt at udvide omfanget internationale sanktioner med henblik på at tackle saboterende elementer fra alle sider; opfordrer det internationale samfund til omgående at træffe foranstaltninger over for dem, der blokerer for dialog, og effektivt håndhæve FN's våbenembargo mod Libyen;
6. advarer mod generelle erklæringer om international støtte til en af parterne i konflikten, da dette risikerer yderligere at befæste ekstremistiske holdninger og undergrave forsoningsindsatsen i denne kritiske situation; opfordrer navnlig EU og dets medlemsstater til at afholde sig fra at yde nogen form for militær bistand til libyske enheder inden afslutningen af en politisk forsoningsproces;
7. mener, at det mest effektive svar på den foruroligende radikale islamiske militante tilstedeværelse i Libyen i sidste ende er at etablere integrerende nationale institutioner, der kan opretholde retsstaten og effektivt bekæmpe sådanne grupper, der truer stabiliteten i landet og regionen som helhed;
8. glæder sig over indledende arbejde i den forfatningsgivende forsamlings temaudvalg og opfordrer forsamlingen til at fortsætte sit arbejde på en gennemsigtig og inklusiv måde; understreger betydningen af denne forsamlings arbejde og opfordrer alle libyere til fortsat at respektere dens uafhængighed, således at den kan fuldføre sit mandat;
9. fordømmer de regionale aktørers vedvarende og skjulte indgriben i Libyen, som i høj grad har bidraget til den gradvise opløsning af landet; opfordrer Libyens naboer og andre regionale aktører, navnlig Egypten og De Forenede Arabiske Emirater til at afstå fra enhver handling, der kan forværre spændingerne i landet; glæder sig over, at de seneste erklæringer svarer til dem, der er udstedt for nylig af Den Afrikanske Union på mødet den 3. december 2014 og af Den Arabiske Liga den 5. januar 2015;
10. insisterer på at bevare neutraliteten i vigtige libyske institutioner, navnlig centralbanken, National Oil Corporation og den statslige investeringsfond, som er godkendt af FN til at modtage olieindtægter fra udlandet; opfordrer i denne forbindelse til oprettelsen af en international overvågningsmekanisme til at fastfryse disse indtægter – bortset fra udgifter til lønninger – indtil dannelsen af en national samlingsregering som et incitament til de stridende grupperinger til at blive enige om et politisk kompromis;
11. opfordrer de libyske myndigheder til at forpligte sig til høje standarder for gennemsigtigheden inden for landets udvindingssektor, således at Libyens naturressourcer kommer hele befolkningen til gavn, og navnlig til at forpligte sig til de krav, der er indeholdt i gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (EITI) så hurtigt som muligt; gentager sin opfordring til europæiske selskaber, der er involverede i Libyen, om at oplyse om deres finansielle forretninger med energisektoren;
12. udtrykker sin dybe bekymring over de miljømæssige konsekvenser som følge af ødelæggelsen af olietanke efter de seneste kampe i det østlige Libyen;
13. opfordrer EU og dets medlemsstater til at gøre deres yderste for at støtte FN og andre ikkemilitære initiativer, der har til formål at finde en løsning på den nuværende krise; opfordrer især EU og dets medlemsstater til at intensivere deres humanitære indsats for at reagere på den libyske befolknings lidelser, især i de mest berørte områder, og at være klar til at reagere på enhver yderligere forværring af situationen;
14. er af den opfattelse, at EU ikke har formået at udvikle og gennemføre en solid og samlet strategi for støtte i overgangen efter Gadaffi; beklager især den konsekvente mangel på koordinering af EU-medlemsstaternes politikker overfor Libyen og de udfordringer, som EU-Udenrigstjenesten er stillet over for med at fremme en fælles og effektiv EU-tilgang;
15. opfordrer indtrængende EU til fuldt ud at anvende instrumentet for fred og stabilitet (ISP) for så vidt angår mægling, dialog og forsoning og til hurtigst muligt sammen med UNSMIL at støtte mægling; opfordrer ligeledes indtrængende EU til at støtte styrkelsen af civilsamfundsorganisationer, især kvindegrupper, som søger at finde ikkevoldelige løsninger på de mange kriser i landet;
16. udtrykker bekymring over rapporterne om det svigtende retssystem i Libyen og alvorlige mangler for så vidt angår opretholdelsen af standarderne for retfærdig rettergang; opfordrer de libyske myndigheder til at samarbejde fuldt ud med Den Internationale Straffedomstol ved at bistå med dennes undersøgelser og overholde dennes afgørelser; udtrykker sin bekymring over, at de libyske myndigheder ikke har formået at give Abdullah al-Sanussi og Saif al-Islam Gaddafi, som er sigtet af Den Internationale Straffedomstol, grundlæggende behørige procesrettigheder; minder om, at det er stærkt imod dødsstraf i alle tilfælde, uanset den begåede forbrydelses karakter, og opfordrer Libyen til at afskaffe dødsstraffen; opfordrer EU til at overveje at støtte bestræbelser på at styrke retsstatsprincippet i landet;
17. udtrykker sin alvorlige bekymring over migranter, asylansøgere og flygtninge i Libyen, hvis allerede usikre situation fortsat forværres; opfordrer EU og medlemsstaterne til effektivt at hjælpe Italien i landets prisværdige bestræbelser på at håndtere de stadigt voksende migrations- og flygtningestrømme fra Nordafrika, især fra Libyen; mener, at det nyetablerede EU-program Operation Triton ikke er et passende svar på de nuværende udfordringer, og kræver en drastisk revision af dette program; opfordrer alle EU-medlemsstater, navnlig Italien, til strengt at overholde EU-retten og den internationale lovgivning om flygtninge, herunder overholdelse af princippet om "non-refoulement" og vurdering af de enkeltes situationer;
18. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Libyens Repræsentanternes Hus, FN's Sikkerhedsråd, FN's Generalforsamling, FN's Menneskerettighedsråd, Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union.