Mødedokument
12.1.2015 B8‑0033/2015
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om situationen i Libyen
( 2014/3018(RSP) )
Javier Couso Permuy, Sabine Lösing, Patrick Le Hyaric, Fabio De Masi, João Ferreira, Miguel Viegas, Inês Cristina Zuber, Paloma López Bermejo, Marina Albiol Guzmán, Ángela Vallina, Younous Omarjee, Kostas Chrysogonos, Georgios Katrougkalos, Kostadinka Kuneva, Sofia Sakorafa, Lidia Senra Rodríguez, Marie-Christine Vergiat
for GUE/NGL-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Libyen
( 2015/3018(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til FN’s Sikkerhedsråds resolutioner af 16. september 2011 (S/RES/2009 (2011)), af 17. marts 2011 (S/RES/1973(2011)), af 31. oktober 2011 (S/RES/2017(2011)), af 2. december 2011 (S/RES/2022(2011)), af 12. marts 2012 (S/RES/2040(2012)) og af 27. august 2014 (S/RES/2174(2014)) om Libyen,
– der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 23. juni 2014, den 15. august 2014 og den 20. oktober 2014 om Libyen,
– der henviser til udnævnelsen den 14. august 2014 af Bernardino León til FN's generalsekretærs nye særlige repræsentant for Libyen,
– der henviser til erklæringerne af 4. oktober 2010 og 6. november 2014 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om Libyen,
– der henviser til fælles erklæring af 26. juli 2014 fra Den Arabiske Ligas, Den Europæiske Unions, Frankrigs, Tysklands, Italiens, Maltas, Spaniens, Det Forenede Kongeriges og De Forenede Staters særlige udsendinge for Libyen,
– der henviser til sine beslutninger af 15. september 2011[1] og af 18. september 2014[2] om situationen i Libyen,
– der henviser til Genève-konventionerne fra 1949 og tillægsprotokollerne hertil fra 1977 og parternes forpligtelse til under væbnede konflikter at overholde og sikre overholdelse af den internationale folkeret i enhver henseende,
– der henviser til erklæringerne fra FN's støttemission i Libyen (UNSMIL), til de fælles rapporter af 4. september 2014 om menneskerettighedssituationen i Libyen og til opdateringen af 23. december 2014 fra UNSMIL og FN's kontor for menneskerettigheder om krænkelser af internationale menneskerettigheder og den humanitære folkeret i forbindelse med den vold, som foregår i Libyen,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at NATO's intervention, herunder udsendelse til Libyen af Det Forenede Kongeriges elitesoldater "Special Air Service" (SAS) i 2011, har medført tab af uskyldige civiles liv, en humanitær krise og omfattende ødelæggelse, hvilket har ført til en fuldstændig destabilisering af den libyske stat og en borgerkrig, der stadig fortsætter; der henviser til, at optrapningen af volden har bragt Libyen i en tilstand af kaos og fuldstændig krig;
B. der henviser til, at den militære alliance Libysk Daggry kontrollerer en stor del af det vestlige Libyen, herunder Misrata og Tripoli; der henviser til, at de væbnede kampe mellem de libyske politiske fraktioner, som har fortsat næsten uden afbrydelse siden juli 2014 i Tripoli, Benghazi og andre dele af landet, fører til en yderligere forværring af levevilkårene, fordrevne befolkningsgrupper og et stigende dødstal, herunder blandt børn;
C. der henviser til, at der er to rivaliserende regeringer, som begge hævder at være den legitime regering; Nationalkongressen, som blev valgt i 2012 og er baseret i Tripoli, og Repræsentanternes Hus, som blev valgt i juni 2014, og flyttede til Tobruk efter at militsstyrkerne overtog kontrollen med landets to største byer, og som anerkendes af størstedelen af det internationale samfund; der henviser til, at Libyens højesteret i november 2014 fastslog, at parlamentsvalget, der blev gennemført i juni samme år og førte til skabelsen af Repræsentanternes Hus, var ugyldigt; der henviser til, at Repræsentanternes Hus fordømte afgørelsen og hævdede, at dommerne i Tripoli var under pres fra militserne Libysk Daggry, og nægtede at anerkende afgørelsen;
D. der henviser til, at regeringen i Tripoli beskylder Egypten, Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) for at støtte rivalerne i Tobruk, bl.a. ved at gennemføre luftangreb; der henviser til, at regeringen i Tobruk hævder, at Tyrkiet og Qatar støtter islamistiske militser;
E. der henviser til, at væbnede konflikter og andre voldshandlinger i hele landet og overtrædelser og krænkelser af internationale menneskerettigheder og den humanitære folkeret fortsætter og forårsager hundredvis af døde, massefordrivelser og en humanitær krise i mange områder;
F. der henviser til, at enheden i den libyske stat er på spil, og at der er en reel risiko for opdeling i mindst tre regioner (Fezzan, Cyrenaika og Tripolitania), hvis ikke der indledes en kompromisløsning samt en forsoningsproces;
G. der henviser til, at det er lykkes FN at opnå et tilbageholdende samtykke fra "alle parter" om at mødes ved forhandlingsborder, men at mødet, der skulle have fundet sted den 5. januar 2015, er blevet udsat på ubestemt tid; der henviser til, at blot tre statsoverhoveder deltog i freds- og sikkerhedstopmødet i Dakar om situationen i Libyen, som fandt sted i slutningen af december 2014;
H. der henviser til, at Frankrig har erklæret, at det overvejer en ny militær intervention i Libyen; der henviser til, at G5-mødet i Sahel (Tchad, Niger, Mali, Mauritanien and Burkina Faso) den 19. december 2014 opfordrede FN til at oprette en international styrke; der henviser til, at Libyens regering med base i Tobruk har anmodet den Arabiske Liga om hjælp, men har afvist væbnet vestlig intervention; der henviser til, at nabolande såsom Algeriet modsætter sig flere udenlandske militære interventioner i Libyen;
I. der henviser til, at et libysk krigsfly fra styrkerne, som er loyale over for den internationalt anerkendte regering, den 4. januar 2015 bombede et græsk olietankskib, der lå for anker ud for kysten, og dræbte to besætningsmedlemmer; der henviser til, at raketter affyret i december 2014 af styrker fra Libysk Daggry satte olietanke i brand ved den største oliehavn i Es Sridr;
J. der henviser til, at EU i december 2014 af sikkerhedsmæssige hensyn forbød alle libyske fly at flyve over EU's luftrum; der henviser til, at Turkish Airlines, som var det sidste udenlandske selskab, der fløj til Libyen, aflyste alle sine flyvninger til landet den 6. januar 2015;
K. der henviser til, at et terrorangreb den 30. december 2014 rettedes mod et hotel i Tobruk, hvor Nationalkongressen var samlet; der henviser til, at det libyske nationale råd for civile rettigheder og menneskerettigheder ophørte med at fungere i november 2014; der henviser til, at et indbrud fandt sted i de centrale regeringsinstitutioners arkiver i Tripoli i september 2014, og at styrker fra Libyens Daggry tog et større antal dokumenter med til Misrata, herunder justits-, forsvars- og indenrigsministeriernes arkiver;
L. der henviser til, at der den 11. oktober 2014 udbrød alvorlige stridigheder i Nafusabjergene, sydvest for Warshafana, da væbnede Zintangrupper beskød og belejrede byerne Kikla and al-Qal’a; der henviser til, at krigere opnåede kontrol med Kikla sidst i november 2014; der henviser til, at der også har fundet voldsomheder sted i det sydlige Libyen, især i begyndelsen af oktober 2014, da kampe brød ud i Awbari mellem væbnede grupper fra Tuareg- og Tabu-befolkningerne; der henviser til, at også den almindelige sikkerhed i landet er forværret, med bilbombeangreb i al-Baida og Tobruk;
M. der henviser til, at styrker fra Libysk Daggry fra slutningen af august indtil begyndelsen af oktober 2014 indledte en større operation mod Warshafanas væbnede grupper; der henviser til, at begge parter angiveligt deltog i vilkårlige beskydninger; der henviser til, at beskydningerne forårsagede 1 000 dræbte og en humanitær krise, hvor det anslås, at mindst 120 000 mennesker er blevet fordrevet internt i december 2014 i den vestlige del af landet, og hvor akut mangel på fødevarer og lægemidler er almindeligt forekommende; der henviser til, at der i slutningen af november 2014 var rapporteret om, at 170 mennesker var blevet dræbt i Nafusabjergene (det vestlige Libyen), mens omkring 450 mennesker var blevet dræbt fra midten af oktober til midten af december i Benghazi (det østlige Libyen) og mere end 140 mennesker dræbt i Awbari (det sydlige Libyen);
N. der henviser til, at de våben, der blev leveret til de såkaldte oprørere, i mellemtiden er blevet spredt på tværs af hele Nordafrika og er blevet brugt i konflikter og til destabilisering af lande som Den Centralafrikanske Republik, Mali og Syrien og også er dukket op i Algeriet;
O. der henviser til, at militsstyrkerne i Darnah og Sirte allerede har udtrykt deres solidaritet med Islamisk Stat (IS); der henviser til, at det rapporteres, at visse IS-træningslejre har base i det østlige og sydlige Libyen; der henviser til, at FN-generalsekretærens særlige repræsentant for Libyen, Bernardino León, har erklæret, at militsen iTripoli og Misrate synes at have stærke bånd til IS på trods af, at krigen i Libyen ikke er mellem islamistiske og ikke-islamistiske grupper, men snarere en konflikt mellem folkestammer; der henviser til, at han tilføjede, at der sandsynligvis vil blive etableret nye IS-træningslejre i landet, hvis konflikten fortsætter;
P. der henviser til, bevæbnede mænd har vandaliseret moskeer i Tripoli; der henviser til, at 20 koptiske kristne angiveligt blev kidnappet den 3. januar 2015;
Q. der henviser til, at nogle NATO-medlemmer i 2011 ydede betydelig støtte til en part i borgerkrigen i Libyen – hvilket udgør et brud på folkeretten – idet de hævdede, at flyveforbudszonen og levering af våben til (såkaldte) oprørere ville være i overensstemmelse med konceptet om beskyttelsesansvar;
R. der henviser til, at UNSMIL også skønner, at mindst 100 000 libyere er blevet fordrevet internt på grund af kampene, og at yderligere 150 000 mennesker, herunder mange udenlandske arbejdstagere, har forladt landet for at søge tilflugt i udlandet;
S. der henviser til, at mange migranter, især fra Afrika syd for Sahara, udsættes for vilkårlig tilbageholdelse af forskellige væbnede grupper; der henviser til, at hundredvis af migrantarbejdere og flygtninge, der flygtede fra volden i Libyen, skal være omkommet under deres forsøg på at krydse Middelhavet til Europa; der henviser til, at mere end 3 419 mennesker er døde på Middelhavet, mange af disse rejste fra Libyen;
T. der henviser til, at Libyen stadig er omfattet af den internationale våbenembargo, som FN's Sikkerhedsråd indførte i 2011; der henviser til, at NATO-medlemmer og allierede (navnlig USA, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater), og bl.a. det canadiske selskab Aeryon Labs Inc[3]. har overtrådt våbenembargoen; der henviser til, at våben fortsat flyder ind i Libyen på trods af våbenembargoen;
U. der henviser til, at EU i maj 2013 oprettede EU-grænsemissionen (EUBAM) i Libyen med henblik på at yde militær støtte til de libyske myndigheder i forbindelse med beskyttelse og kontrol af grænserne; der henviser til, at denne missions prioritet er at forhindre strømmen af flygtninge og migration til Europa, og at placere oliefelter og -anlæg under statskontrol; der henviser til, at EUBAM med en udgift på 30 mio. EUR er i Libyen den dyreste mission, EU nogensinde har oprettet; der henviser til, at halvdelen af budgettet bliver brugt på private sikkerhedsfirmaer;
V. der henviser til, at en eskalerende kamp om olieopbevaringsdepoter og oliehavne finder sted i den olierige østlige del af landet, der er hjemsted for det tiendestørste påviste oliereserve i verden og den største reserve i Afrika; der henviser til, at 80 % af Libyens BNP afhænger af oliesektoren; der henviser til, at olieproduktionen inden NATO's intervention lå på 1,6 mio. tønder pr. dag, mens tallet herefter faldt til mindre end 200 000 tønder pr. dag, steg til 800 000 tønder pr. dag i oktober 2014 og nu ligger på cirka 350 000 tønder pr. dag og sandsynligvis vil falde endnu mere;
1. gentager sin fordømmelse af det militære indgreb i Libyen i 2011 – ledet af Frankrig, Det Forenede Kongerige, USA og Canada inden for rammerne af NATO – som har ført til den nuværende situation;
2. er på det kraftigste imod enhver yderligere ekstern militær intervention i landet; understreger ikke desto mindre, at det er nødvendigt for alle parter at deltage i en fredelig politisk dialog; opfordrer alle parter til at blive enige om en øjeblikkelig våbenhvile og til at indstille kamphandlingerne som en betingelse for at deltage i en inklusiv libyskledet politisk dialog med henblik på at indlede forsoning og hjælpe med at genoprette stabiliteten i landet;
3. er dybt bekymret over den aktuelle økonomiske og politiske opløsning af landet, som forværrer den skrøbelige situation for befolkningen; bekræfter sit engagement i Libyens suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet;
4. gentager sin støtte til alle folkeslags umistelige ret til at få adgang til og kontrol over deres eget lands ressourcer; fordømmer derfor angrebene på vigtige olieinfrastrukturer, som er af afgørende betydning for den libyske befolknings velstand; minder om, at den libyske olie tilhører det libyske folk og ikke bør forvaltes af nogen anden gruppe;
5. beklager dybt den tiltagende vold i Libyen; fordømmer brugen af vold, der har medført, at et stort antal civile er blevet såret og dræbt samt fordrevet; opfordrer til, at de ansvarlige for krænkelser eller overtrædelser af menneskerettighederne eller overtrædelser af den humanitære folkeret holdes ansvarlige for deres handlinger;
6. opfordrer alle parter til at afstå fra krænkelser af den folkeretten, især alle handlinger, der kan betegnes som krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden, herunder vilkårlige angreb på lægefaciliteter, tvangsforsvindinger, mord, gidseltagning, tortur og anden mishandling;
7. minder alle parter, der er involverede i stridighederne i Libyen om, at de er bundet af de relevante bestemmelser i de internationale menneskerettigheder og den humanitære folkeret; minder om, at alle parter skal overholde forbuddet om direkte angreb på civile og civile faciliteter, såsom hospitaler, skoler, lufthavne og havne;
8. tilskynder landene i regionen, Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union til at støtte en øjeblikkelig indstilling af fjendtlighederne og konstruktivt engagement for at nå frem til en løsning; støtter i denne forbindelse initiativer som dem, Algeriet har forelagt i samarbejde med Libyens naboer om at lancere en national dialog mellem de stridende parter;
9. opfordrer især Sahel- Maghreb- og Mashreqstaterne til at samordne deres indsats for at forhindre terrorgrupper i at krydse grænserne og søge tilflugt i Sahelregionen; opfordrer disse stater til at styrke samarbejde og samordning med henblik på at udvikle inklusive og effektive strategier for at disse grupper vokser og for at forhindre spredning af alle våben og grænseoverskridende kriminalitet i regionen;
10. opfordrer til ophør af al våbeneksport og alle våbenleverancer til Libyen og regionen, ophør af våbeneksport til Golfstaterne, og til at Golfstaterne – og indirekte de vestlige lande – ophører med at finansiere samtlige militser, hvilket navnlig betyder ophøre med at købe olie fra oliefelter, der drives af militser; opfordrer til en undersøgelse af overtrædelserne af våbenembargoen i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 1970;
11. minder om, at EU, mange af dets medlemsstater og USA, som i årtier støttede Gaddafi, og senere NATO's militære intervention i Libyen bærer et særligt ansvar for den nuværende situation i Libyen;
12. udtrykker dyb bekymring over den humanitære krise i Libyen, der har tvunget tusindvis af flygtninge til at flygte ud af landet; opfordrer Rådet, Kommissionen og næstformanden/den højtstående repræsentant til at stille alle de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer til rådighed for at hjælpe flygtningene; understreger behovet for at yde passende humanitær bistand til de, der er blevet fordrevet;
13. opfordrer EU til omgående at ændre sin politik over for flygtninge fra Nordafrika; gentager sin holdning imod Frontex og mener, at i overensstemmelse med princippet om non-refoulement, der er fastsat i artikel 19, stk. 2, i chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, må dens drift ikke medføre, at personer sendes tilbage til Libyen eller ethvert andet land, hvor deres liv er i fare;
14. opfordrer EU til at nedlægge EUBAM-missionen i Libyen, da den yderligere militariserer den libyske grænse og fører til flygtninges død; mener, at EU kun skal sende humanitær og civil bistand til Libyen;
15. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råds formand, Kommissionens formand, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, formændene for medlemsstaternes parlamenter, EUBAM Libyen og UNSMIL samt til Libyens regering og Repræsentanternes Hus.