Mødedokument
4.2.2015 B8‑0125/2015
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af Kommissionens redegørelse
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme
( 2015/2530(RSP) )
Laura Ferrara, Ignazio Corrao, Tiziana Beghin, Fabio Massimo Castaldo, Rolandas Paksas
for EFDD-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme
( 2015/2530(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,
– der henviser til artikel 2, 3 og 6 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),
– der henviser til de relevante artikler i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2178 (2014) af 24. september 2014 om trusler mod international fred og sikkerhed som følge af terroraktioner,
– der henviser til Den Europæiske Unions terrorbekæmpelsesstrategi fra 2005[1],
– der henviser til sin beslutning af 14. december 2011 om EU's politik for bekæmpelse af terrorisme: vigtigste resultater og fremtidige udfordringer[2],
– der henviser til den reviderede EU-strategi for bekæmpelse af radikalisering og rekruttering af terrorister[3],
– der henviser til Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen,
– der henviser til sin beslutning af 10. oktober 2013 om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger[4],
– der henviser til sin beslutning af 27. februar 2014 om situationen for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union (2012)[5],
– der henviser til sin beslutning af 12. marts 2014 om USA's NSA-overvågningsprogram, overvågningsorganer i forskellige medlemsstater og deres indvirkning på EU-borgeres grundlæggende rettigheder samt om det transatlantiske samarbejde inden for retlige og indre anliggender[6],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA[7],
– der henviser til strategien for EU's indre sikkerhed,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at mange europæere følte, at det brutale angreb på den satiriske avis Charlie Hebdo den 7. januar 2015 var et angreb på deres værdier og livsstil, og til, at angrebet har haft en betydelig indvirkning på fornemmelsen af fælles sikkerhed blandt EU-borgerne;
B. der henviser til, at terrorisme er en alvorlig trussel mod international fred, sikkerhed og internationalt demokrati og har til formål at undergrave pluralistiske civilsamfund;
C. der henviser til, at racisme og fremmedhad er direkte krænkelser af principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper, som EU bygger på, og som medlemsstaterne har til fælles;
D. der henviser til, at bekæmpelsen af terrorisme principielt er en national kompetence, og at der allerede er iværksat relevant antiterrorlovgivning og relaterede foranstaltninger i hver enkelt medlemsstat;
E. der henviser til, at der ikke er behov for at indføre nye foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme, men at der snarere bør gøres bedre brug af de eksisterende regler, mekanismer og foranstaltninger; der henviser til, at de retshåndhævende myndigheder skal udnytte disse muligheder maksimalt og optrappe deres samarbejde, bl.a. ved at styrke det retlige og politimæssige samarbejde gennem oprettelsen af fælles efterforskningshold og med støtte fra EU-agenturer som Europol, Eurojust og Det Europæiske Politiakademi (Cepol);
F. der henviser til, at respekten for de grundlæggende rettigheder udgør et element af afgørende betydning i vellykkede terrorbekæmpelsespolitikker; der henviser til, at enhver foranstaltning, der er vedtaget til bekæmpelse af terrorisme, nødvendigvis bør være bundet af respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet og ikke under nogen omstændigheder bør fratage borgerne deres civile friheder og retten til demokratisk kontrol;
G. der henviser til, at det primære mål for terrorbekæmpelsespolitikker og -aktioner skal være at beskytte og styrke strukturen i ethvert demokratisk samfund ved at styrke de civile friheder og den demokratiske kontrol og samtidig sikre borgernes sikkerhed, identificere de parter, der er ansvarlige for udøvelsen af terrorhandlinger, og retsforfølge dem, reagere på konsekvenserne af terrorangreb og fokusere på forebyggelsen af voldelig ekstremisme og optrapning;
H. der henviser til, at en omfattende terrorbekæmpelsesstrategi bør indeholde foranstaltninger, der sigter mod at styrke social inklusion, fordømme og straffe enhver adfærd, der tilskynder til vold eller had, udforme og gennemføre foranstaltninger, der har til formål at forebygge og bekæmpe radikalisering, styrke retligt og politimæssigt samarbejde på tværs af grænserne og fastsætte en ensartet juridisk definition af begrebet "profilering" på grundlag af relevante grundlæggende rettigheder og databeskyttelsesstandarder;
I. der henviser til, at samt at terrorbekæmpelsespolitikkernes effektivitet skal måles i forhold til ovennævnte mål;
1. udtrykker sin medfølelse med ofrene for de seneste terrorangreb i Paris og deres familier samt for ofrene for terrorisme i hele verden;
2. opfordrer alle medlemsstaterne til behørigt at gennemføre direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse;
3. gentager, at det er fast besluttet på at bevare udtryksfrihed, grundlæggende rettigheder, demokrati, tolerance og retsstatsprincippet;
4. gentager, at der ikke findes noget modsætningsforhold mellem effektive terrorbekæmpelsesforanstaltninger og respekten for menneskerettigheder, men at der snarere er tale om målsætninger, der supplerer og gensidigt forstærker hinanden;
5. understreger navnlig, at det er nødvendigt, at EU, dets medlemsstater og partnerlande baserer deres strategi for bekæmpelse af international terrorisme på retsstatsprincippet og respekt for grundlæggende rettigheder; understreger desuden, at EU's eksterne aktioner til bekæmpelse af international terrorisme i første omgang bør være rettet mod forebyggelse, og understreger nødvendigheden af at fremme dialog, tolerance og forståelse mellem forskellige kulturer og religioner;
6. påpeger, at gerningsmændene til angrebene i Paris ligesom ved tidligere angreb allerede var kendt af sikkerhedsmyndighederne og havde været underlagt efterforsknings- og overvågningsforanstaltninger; insisterer på, at dette viser, at sikkerheds- og retshåndhævelsesmyndighederne bør styrke deres samarbejde gennem bedre udveksling af data og oplysninger, som de i forvejen har til rådighed, ved effektivt at udnytte EU-databaser og gennem samarbejde med EU-agenturer;
7. opfordrer Kommissionen og Rådet til at foretage en omfattende evaluering af EU's foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme og relaterede foranstaltninger, især hvad angår gennemførelsen heraf i medlemsstaternes lovgivning og praksis, niveauet for deres samarbejde med EU-agenturer på området, navnlig Europol og Eurojust, og en tilsvarende vurdering af de tilbageværende huller under anvendelse af proceduren i artikel 70 i TEUF, og til at offentliggøre denne evaluering sammen med den europæiske dagsorden om sikkerhed;
8. opfordrer til demokratisk og retsligt tilsyn med terrorbekæmpelsespolitikker og understreger, at foranstaltninger, der set i bakspejlet ikke var nødvendige, effektive og forholdsmæssige med henblik på at bekæmpe terrorisme, skal ophæves; understreger også, at krænkelser af grundlæggende rettigheder skal undersøges og afhjælpes, og at nye former for demokratisk kontrol skal udvikles på grundlag af de beføjelser, som Lissabontraktaten tillægger Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter;
En omfattende strategi for bekæmpelse af radikalisering og terrorisme
9. opfordrer til, at der sættes fokus på den sociale samhørigheds indvirkning på forebyggelsen af enkeltpersoners engagement i terrornetværk ved at undersøge og behørigt tage hånd om de sociale, psykologiske og økonomiske faktorer, der bidrager til social udstødelse og marginalisering;
10. opfordrer medlemsstaterne til at investere i uddannelsespolitikker og -ordninger, der respekterer lige muligheder og derigennem begrænser social forskelsbehandling fra den tidlige skolealder og frem, herunder ved at uddanne lærere i sociale spørgsmål og diversitet;
11. advarer om, at manglen på langsigtede perspektiver på grund af fattigdom og arbejdsløshed kan føre til, at personer føler sig magtesløse og tilmed tillægger sig en destruktiv, selvbestyrkende adfærd ved at slutte sig til jihadistorganisationer eller ekstremistiske bevægelser;
12. opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres indsats for at begrænse fattigdom og sikre en mindsteindkomst, skabe beskæftigelsesperspektiver, bemyndige og respektere den enkelte, reducere hindringerne for beskæftigelse og bekæmpe forskelsbehandling på arbejdsmarkedet;
13. understreger, at forskelsbehandling kan styrke radikalisering og voldelige mønstre; understreger, at standarder for lighed og ikke-forskelsbehandling skal suppleres med specifikke politiske strategier til at bekæmpe alle former for racisme, herunder antisemitisme og islamofobi;
14. udtrykker støtte til programmer, som sætter etniske og religiøse minoriteter i stand til at bidrage til at forbedre deres respektive samfunds sociale og økonomiske status på mellemlang og lang sigt;
15. mener, at bekæmpelsen af ulovlig handel med skydevåben bør være en prioritet for EU i kampen mod alvorlig og organiseret international kriminalitet; mener især, at samarbejdet må styrkes yderligere med hensyn til informationsudvekslingsmekanismer og sporbarhed og tilintetgørelse af forbudte våben; understreger endvidere, at medlemsstaterne i fuldt omfang bør tilslutte sig den fælles holdning om fastsættelse af fælles regler vedrørende kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr;
16. opfordrer til en hurtig gennemførelse af det nyligt vedtagne direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge og til at gennemføre vigtige instrumenter såsom netværket af EU's finansielle efterretningsenheder og EU's og USA's fælles program til sporing af finansiering af terrorisme;
17. insisterer på, at medlemsstaterne bør gøre fuld og bedre brug af de eksisterende instrumenter under Schengenreglerne og afsætte de nødvendige midler til Frontex for at sikre gennemførelsen af en effektiv forvaltning af EU's ydre grænser;
18. opfordrer Kommissionen til at revidere EU's PNR-forslag i forhold til de kriterier, som Domstolen fastsatte i sin dom om datalagringsdirektivet;
19. understreger, at foranstaltninger til begrænsning af grundlæggende rettigheder på internettet med henblik på bekæmpelse af terrorisme skal være nødvendige og forholdsmæssige og navnlig baseret på en korrekt definition af terrorisme, hvilket mangler i dag; understreger yderligere, at fjernelse af kriminelt indhold bør udføres på grundlag af rettens tilladelse og ikke gennem internetudbyderes private overvågning, eftersom tendensen ellers vil blive, at blokeringsaktiviteter udvides til en mængde andre ytringsformer, som overhovedet ikke har noget med terrorisme at gøre; påpeger, at diktatoriske styrer i tredjelande sikkert vil søge at efterligne EU's strategi;
20. opfordrer til en hurtig vedtagelse af databeskyttelsespakken, herunder gennem vedtagelse af en generel tilgang i Rådet, der overholder de minimumstandarder, som er fastlagt i direktiv 95/46/EU;
21. opfordrer medlemsstaterne til at optrappe det retlige samarbejde på grundlag af de tilgængelige EU-instrumenter såsom det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS), den europæiske arrestordre og den europæiske efterforskningskendelse og samtidig overholde proportionalitetsprincippet og respektere de grundlægende rettigheder; opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at nå til enighed om alle de foreslåede foranstaltninger i overensstemmelse med køreplanen om proceduremæssige rettigheder, og til som næste skridt at tage beslutninger om varetægtsarrest og fængselsforhold op til behandling;
22. formålet med vores strafferetssystem bør være at rehabilitere og reintegrere personer i samfundet; opfordrer medlemsstaterne til at udvikle politikker, der sigter mod at give strafafsonere de nødvendige tekniske færdigheder, der kan lette deres adgang til beskæftigelse og lette og støtte deres reintegration i samfundet;
Den eksterne dimension
23. advarer mod fristelsen til at vende tilbage til den tidligere kortsigtede og ineffektive praksis med hemmelige aftaler med autoritære styrer under påberåbelse af sikkerhed, stabilitet og bekæmpelse af ekstremisme;
24. opfordrer til forbedret sikkerhedssamarbejde med tredjelande, særlig i det sydlige naboskab; insisterer på, at dette samarbejde – fra deling af efterretningsoplysninger til retsstatsprincippet, reform af retssystemet og strafferetsprogrammer – bør være i nøje overensstemmelse med folkeretten og ikke overtrumfe andre eksterne politiske målsætninger, navnlig fremme af menneskerettighederne, retsstatsprincippet og demokratisering;
25. opfordrer EU til at revidere sin strategi over for det sydlige Middelhavsområde (som led i den aktuelle revision af den europæiske naboskabspolitik) og fokusere på at støtte dem, der reelt engagerer sig i fælles værdier og reformer;
26. opfordrer EU til at tage fat på de grundlæggende årsager til ekstremisme og ikke opmuntre eller støtte undertrykkende tendenser, men styrke sin indsats for at støtte inklusive, pluralistiske og velfungerende stater, som er i stand til at sikre deres borgere retfærdighed og sikkerhed og bekæmpe religiøs ekstremisme på en måde, der er i overensstemmelse med menneskerettighedslovgivningen;
27. opfordrer til øget gennemsigtighed, ansvarlighed og legalitet i forbindelse med udenrigspolitiske beslutninger vedrørende bekæmpelse af terrorisme;
28. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.