Mødedokument

 

5.3.2015                                                                                                                  B8‑0237/2015

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

om situationen i Venezuela

( 2015/2582(RSP) )

Ernest Urtasun, Barbara Lochbihler, Igor Šoltes, Jordi Sebastià, Josep-Maria Terricabras, Ernest Maragall

for Verts/ALE-Gruppen

 

B8‑0237/2015

Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Venezuela

( 2015/2582(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til redegørelsen fra talspersonen for næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant Federica Mogherini om situationen i Venezuela,

–       der henviser til meddelelsen fra generalsekretæren for UNASUR, tidligere colombianske præsident Ernest Samper, om situationen i Venezuela,

–       der henviser til drøftelserne på mikroplenarmødet 25. februar 2015,

–       der henviser til sine tidligere beslutninger om Venezuela,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.     der henviser til, at den stigende politiske polarisering, den økonomiske krise og manglen på produkter i Venezuela er dybt bekymrende forhold, der i alvorlig grad truer landets fortsatte stabilitet og fred;

B.     der henviser til, at vold, uanset hvor den kommer fra, i en demokratisk stat er et fuldstændigt uacceptabelt redskab til at nå politiske mål; der henviser til, at voldelige forsøg på at forstyrre den forfatningsmæssige orden i et land er et åbent brud på retsstatsprincippet;

C.     der henviser til, at anholdelsen og tilbageholdelsen af den valgte borgmester i Caracas og oppositionsleder Antonio Ledezma samt påstandene om intimidering af politiske modstandere i de seneste uger er alarmerende og forværrer den allerede anspændte situation i landet yderligere;

D.     der henviser til, at enhver fængsling skal være understøttet af en klar retsorden og bygge på verificerbare anklager, og at den skal efterfølges af behørige retsprocedurer, hvis den opretholdes, og at dette endnu mere gør sig gældende, når der er tale om folkevalgte; der henviser til, at uskyldsformodningen er uomgængelig i enhver behørig retsprocedure;

E.     der henviser til, at demokratiske stater ikke må kriminalisere ledere af oppositionen og skal garantere, at alle sektorer kan deltage i det politiske liv i landet, samt sikre at menneskerettighederne overholdes, når det drejer sig om dem, der erklærer sig selv som modstandere, som Human Rights Watch erklærede det den 24. februar 2015,

F.     der henviser til, at påstanden om forberedelsen af et statskup, den såkaldte "Operación Jericó", er en meget alvorlig anklage, og at de kompetente myndigheder i enhver stat har pligt til at afdække og forpurre sådanne operationer;

G.     der henviser til, at efterforskningen i forbindelse med anklagerne om forberedelse af et statskup bør gennemføres hurtigt og upartisk, og de skyldige bør dømmes uanset deres politiske tilhørsforhold og overbevisninger;

H.     der henviser til, at lignende optøjer på gaden i begyndelsen af 2014 førte til meget store tab, da 43 blev dræbt, hvoraf 33 var civile, mens 10 hørte til politiet, hæren eller andre offentlige organer, og at 878 blev såret, og at der her var en lignende fordeling af ofrene mellem civile og medlemmer af sikkerhedstjenesterne eller andre offentlige organer;

I.      der henviser til, at Kluivert Roa, en teenager på fjorten år, der ifølge hans far blot var tilskuer og hverken for eller imod regeringen, blev skudt i hovedet den 24 februar 2015 og døde under demonstrationer i San Cristóbal i det vestlige Venezuela og dermed var den første dræbte i forbindelse med protester efter forsvarsministeriets vedtagelse i januar af beslutning 8610, der giver sikkerhedsstyrkerne mulighed for at anvende dødbringende våben i forbindelse med overvågning af offentlige demonstrationer;

J.      der henviser til, at UNASUR som den mest betydningsfulde regionale organisation har fulgt udviklingen i Venezuela og bebudet, at den vil sende en mission bestående af udenrigsministrene fra Brasilien, Colombia og Ecuador til landet, og at der efterfølgende skal afholdes et ekstraordinært møde mellem organisationens udenrigsministre;

1.      udtrykker sin dybeste medfølelse og solidaritet med alle ofrende for de seneste voldshandlinger og den politisk polarisering og med deres familier samt med ofrene fra voldshandlingerne, der skete efter 12.februar 2014;

2.      kræver en hurtig og uafhængig undersøgelse af alle uopklarede sager, navnlig med hensyn til anklagerne mod borgmesteren i Caracas; kræver, at han løslades straks, hvis anklagemyndigheden ikke rejser en formel retslig anklage mod ham, og påstandene viser sig at være grundløse, eller hvis anklagerne ikke kan bekræftes i en uafhængig rettergang, hvor retsstatsprincippet overholdes fuldt ud;

3.      understreger, at voldsspiralen i Venezuela bør stoppes, og at politisk afpolarisering, stop for politiske forstyrrelser og afholdelse af mæglinger i alle forhold, der er af betydning for den nuværende spænding i Venezuela, er væsentlige for at tilvejebringe en fredelig løsning for landet og dets befolkning som helhed;

4.      minder på ny om, at der ikke kan findes nogen løsning uden overholdelse af retsstatsprincippet og respekt for den forfatningsmæssige orden;

5.      bemærker, at anklagemyndigheden har anklaget et medlem af politistyrken for manddrab efter Kluivert Roas død, og kræver en retfærdig retssag; bemærker, at medlemmer af den venezuelanske regering har fordømt mordet; understreger, at sikkerhedsstyrkerne aldrig bør anvende dødbringende våben til at kontrollere offentlige demonstrationer;

6.      udtrykker sin tillid til det tætte samarbejde mellem udenrigsministrene i UNASUR og til deres forslag om at åbne op for yderligere samarbejdsformer;

7.      glæder sig over mæglingsforslagene fra UNASUR og Venezuelas regionale partnere; udtrykker sin tillid til et tæt samarbejde og en konstruktiv dialog mellem udenrigsministrene i UNASUR og til deres forslag om at åbne op for yderligere samarbejdsformer; gentager sit håb om, at tiden op til valget vil forløbe fredeligt, og at det som planlagt vil blive afholdt senere i dette år;

8.      pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, Den Bolivariske Republik Venezuela og sekretariatet for UNASUR.