Mødedokument
9.3.2015 B8‑0243/2015
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
om situationen i Venezuela
( 2015/2582(RSP) )
Javier Couso Permuy, Marina Albiol Guzmán, Inês Cristina Zuber, João Ferreira, Miguel Viegas, Fabio De Masi, Neoklis Sylikiotis, Ángela Vallina, Paloma López Bermejo, Lidia Senra Rodríguez, Sabine Lösing, Sofia Sakorafa, Emmanouil Glezos, Younous Omarjee, Kostas Chrysogonos, Stelios Kouloglou
for GUE/NGL-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Venezuela
( 2015/2582(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til kapitel 1, artikel 1, stk. 2, i FN-pagten fra 1945 med det erklærede formål "at fremme venskabelige forhold mellem nationerne, hvilende på respekt for grundsætningen om folkenes ligeret og selvbestemmelse, og at tage andre egnede forholdsregler til at styrke verdensfreden",
– der henviser til, at det både af artikel 1 i den internationale konvention om civile og politiske rettigheder og artikel 1 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder fremgår, at "alle folk har selvbestemmelsesret", og at de "i kraft af denne ret frit kan bestemme deres politiske stilling og frit varetage deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling",
– der henviser til den erklæring af 27. januar 2013 fra topmødet for stats- og regeringscheferne i Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater (CELAC) og EU, hvori de underskrivende parter bekræfter deres tilslutning til alle de formål og principper, der er nedfældet i FN-pagten, og deres støtte til alle bestræbelser på at opretholde suveræn ligeberettigelse for alle stater og til at respektere deres territoriale integritet og politiske uafhængighed,
– der henviser til bekendtgørelsen om, at Latinamerika og Caribien er et fredsområde, og som blev fremsat på det andet CELAC-topmøde i Havanna den 28. og 29. januar 2014,
– der henviser til princippet om ikke-indgriben, der er fastlagt i FN-pagten,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,
– der henviser til, at Den Bolivariske Republik Venezuela er blevet valgt som medlem af Menneskerettighedsrådet og til konklusionerne fra Menneskerettighedsrådets seneste universelle regelmæssige gennemgang om Venezuela;
– der henviser til Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser fra 1961,
– der henviser til erklæringen af 7. marts 2015 fra generalsekretæren for Unionen af Sydamerikanske Nationer (UNASUR) efter UNASUR's besøg i Venezuela,
– der henviser til erklæringerne om situationen i Venezuela fra Mercosur, UNASUR og CELAC, navnlig Mercosurs og CELAC's erklæringer om afvisning af USA's ensidige tvangsforanstaltninger mod Den Bolivariske Republik Venezuela,
– der henviser til erklæringerne om Venezuela fra den argentinske modtager af Nobels fredspris, Adolfo Pérez Esquivel, og pave Frans,
– der henviser til erklæringerne fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om Venezuela, navnlig den seneste erklæring af 24. februar 2015 fra hendes talsperson,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Venezuela, navnlig dem af 24. maj 2007[1], 23. oktober 2008[2], 7. maj 2009[3], 11. februar 2010[4], 8. juli 2010[5], 24. maj 2012[6], 27. februar 2014[7] og 18. december 2014[8],
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at visse sektorer i Venezuela i de seneste måneder har ført økonomisk krig gennem prisstigninger, smuglervarer og lageraktiviteter; der henviser til, at regeringen i Den Bolivariske Republik Venezuela har fordømt "Operation Jericho", som er det seneste kupforsøg mod den demokratisk valgte regering, og som var planlagt til at skulle finde sted den 12. februar 2014 af den højreekstremistiske opposition og var finansieret og støttet af den amerikanske regering med støtte fra en række venezuelanske militære topembedsmænd;
B. der henviser til, at kupforsøget ifølge oplysninger fra den venezuelanske regering havde en plan i fire etaper for at afsætte præsident Maduro, og at denne plan tog udgangspunkt i økonomisk krigsførelse og sluttede med et voldeligt militæroprør, hvor der skulle anvendes Tucano-krigsfly til at bombe strategiske mål, herunder regeringens centrale hovedkvarterer, bl.a. præsidentpalæet og forsvarsministeriet samt tv-kanalen Telesur; der henviser til, at dette skulle finde sted efter offentliggørelsen af et manifest, der krævede en "overgang" og dannelsen af en provisorisk regering; der henviser til, at dette manifest blev undertegnet af oppositionsledere, bl.a. Antonio Ledezma, María Corina Machado og Leopoldo López;
C. der henviser til, at denne plan om overgang på 100 dage ville have omfattet en række foranstaltninger, som skulle gennemføres af juntaen, der ville have været indført, herunder krav om et tidligt valg, privatisering af alle offentlige tjenester og IMF's, Verdensbankens og Den Interamerikanske Udviklingsbanks indgriben i den venezuelanske økonomi;
D. der henviser til, at præsident Maduro har meddelt, at der vil være flere afsløringer i de følgende uger, og har desuden udtalt, at han vil forelægge dokumentation på det interamerikanske topmøde, der skal afholdes i Panama i april 2015; der henviser til, at oppositionslederne indtrængende er blevet opfordret til at undgå en væbnet konflikt og respektere den venezuelanske forfatning;
E. der henviser til, at borgmesteren i Caracas, Antonio Ledezma, er blevet anholdt efter, at den offentlige anklagemyndighed udstedte en arrestordre mod ham for sammensværgelser og medvirken med kriminelt forsæt for hans formodede deltagelse i denne plan; der henviser til, at begge forbrydelser er fastlagt i og er strafbare i henhold til den venezuelanske straffelov og forfatningsloven mod organiseret kriminalitet og finansiering af terrorisme;
F. der henviser til, at en 14-årig dreng, Kluivert Roa, blev skudt og dræbt den 24. februar 2015 efter volden i staten Táchira; der henviser til, at den politibetjent, som angiveligt var ansvarlig for hans død, blev anholdt inden for 24 timer og nu bliver retsforfulgt;
G. der henviser til, at den amerikanske præsident, Barack Obama, i december 2014 offentliggjorde en lov, der indfører sanktioner mod Venezuela; der henviser til, at alle 33 latinamerikanske og caribiske nationer har fordømt og afvist USA's ensidige sanktioner mod Venezuela; der henviser til, at Venezuelas regering har reageret ved at give meddelelse om en række foranstaltninger til gennemførelse af artikler i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser;
H. der henviser til, at ét af elementerne i den igangværende destabilisering i Venezuela har været og stadig er den finansiering på flere millioner dollars af regeringsfjendtlige organisationer og politiske partier, der i mere end 12 år har været foretaget af amerikanske agenturer, såsom De Forenede Staters statslige bistandsorganisation (USAID) og Den Nationale Demokratifond; der henviser til, at præsident Obama for nylig godkendte en særlig fond på 5,5 mio. dollars, der skal finansiere regeringsfjendtlige grupper i Venezuela gennem udenrigsministeriet;
I. der henviser til, at planen kendt som "La Salida" ("udvejen") i februar 2014 begyndte med en demonstration, der var organiseret af studerende efter en opfordring fra højreorienterede og højreekstremistiske politiske partier, og som udviklede sig til vold, der fortsatte i flere måneder med det tydelige mål om at destabilisere den demokratisk valgte regering i Venezuela; der henviser til, at 43 personer blev dræbt, og 878 såret mellem februar og juni 2014; der henviser til, at denne strategi ikke var ny, da scenariet svarer til det under kuppet i 2002 og den vold, der fulgte efter det demokratiske valg af præsident Nicolás Maduro i april 2013; der henviser til, at oppositionslederne derefter nægtede at anerkende valgresultatet og gentagne gange har opfordret til vold; der henviser til, at 11 venezuelanere døde under valgnatten, herunder to børn, efter angreb mod de bolivariske festligheder;
J. der henviser til, at Comité de Víctimas de la Guarimba y el Golpe Continuado (den venezuelanske komité for ofre for vold i forbindelse med vejspærringer og det fortsatte kupforsøg), dannet af voldsofre og deres pårørende, har opfordret det internationale samfund til at afstå fra at anvende menneskerettighederne til opnåelse af politiske mål og til ikke at samarbejde med venezuelanske politiske aktører, der forsøger at skjule eller manipulere de voldelige og hadefulde handlinger, som Venezuela har lidt under siden februar 2014; der henviser til, at ofrenes pårørende har anmodet om, at de ansvarlige bliver retsforfulgt, og at der gøres en ende på fremme af straffrihed i forbindelse med krænkelser af menneskerettigheder i landet;
K. der henviser til, at UNASUR's undersøgelsesdelegation, der består af UNASUR's generalsekretær, den tidligere colombianske præsident, Ernesto Samper, og de brasilianske, ecuadorianske og colombianske udenrigsministre, besøgte landet den 6. og 7. marts 2015 for at støtte fredsindsatsen; der henviser til, at Ernesto Samper under dette besøg gentog UNASUR's holdning, der "fremgår af forfatningsskrivelsen og er blevet godkendt i traktatens demokratiklausul", og som "er helt tydelig og endegyldig med hensyn til at bemærke, at enhver destabilisering, der finder sted i et demokrati, eller ethvert forsøg på at destabilisere en regering vil blive mødt med enstemmig modstand af landene i UNASUR"; der henviser til, at Jesús "Chuo" Torrealba, talsmand for højrefløjspartiet “Mesa de Unidad Democrática" (platform for demokratisk enhed), udtalte, at UNASUR-besøget var en provokation af den venezuelanske opposition; der henviser til, at UNASUR's ministerielle mission allerede i marts 2014 besøgte Venezuela til støtte for en inklusiv dialog, og at UNASUR og Vatikanet optrådte som mæglere i april 2014 under møder mellem regeringen, oppositionen, studenterorganisationer, fagforeninger, virksomheder og religiøse grupper;
L. der henviser til, at FN's generalsekretær, Ban Ki Moon, har givet udtryk for sin støtte til UNASUR-delegationens besøg i Venezuela; der henviser til, at EU's højtstående repræsentant/næstformand i Kommissionen for nylig gav udtryk for sin tilfredshed med initiativer fra UNASUR og Venezuelas regionale partnere til støtte for mæglingen i landet;
M. der henviser til, at pave Frans indtrængende har opfordret Venezuela til at finde tilbage til en fælles vej for landets skyld ved at være åbne over for forståelse og en oprigtig konstruktiv dialog;
N. der henviser til, at store dele af de nationale og internationale medier præsenterer situationen i Venezuela på en ensidig måde; der henviser til manipulation af information, især via sociale netværk, har spredt rygter og falske billeder taget i Syrien, Chile, Egypten, Spanien eller Singapore, som om de var fra Venezuela;
O. der henviser til, at modtageren af Nobels fredspris, Adolfo Pérez Esquivel, har opfordret til forsvar af demokratiet i Venezuela mod forsøg på at destabilisere regeringen, idet han advarer mod, at kupforsøg er i gang via nye metoder i Latinamerika, og fordømmer de etablerede multinationale medieselskaber som CNN og Fox News, som udsender krigspropaganda i fredens navn og had i frihedens navn;
P. der henviser til, at der har fundet 19 forskellige valg sted i Venezuela i de sidste 14 år; der henviser til, at en del af oppositionen trods demokratiske valg nægter at anerkende regeringens legitimitet; der henviser til, at forfatningen for Den Bolivariske Republik Venezuela omfatter mekanismer til deltagelsesdemokrati, såsom en bestemmelse om en folkeafstemning om ophævelse præsidentens mandat; der henviser til, at parlamentsvalget forventes at finde sted i år;
Q. der henviser til, at Den Bolivariske Republik Venezuela med bred støtte er blevet valgt som medlem af Menneskerettighedsrådet; der henviser til, at Venezuela har accepteret 97 % af henstillingerne fra Menneskerettighedsrådets seneste universelle regelmæssige gennemgang fra 2011; der henviser til, at 80 % af henstillingerne var umiddelbart anvendelige, og at den venezuelanske stat har forpligtet sig til at gennemføre de andre accepterede henstillinger; der henviser til, at Venezuela i oktober 2014 også blev valgt til at få én af de fem roterende pladser i FN's Sikkerhedsråd for perioden 2015-2016 med 181 stemmer for ud af 193 stemmer blandt FN's medlemmer; der henviser til, at den venezuelanske stat den 6. og 7. november 2014 mødte op i FN's Komité mod Tortur, der undersøgte, om staten overholdt konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;
R. der henviser til, at Venezuela i perioden 2006-2013 er rykket 13 pladser op til en 67. plads ud af 187 på FN Human Development Index; der henviser til, at Venezuelas regering i løbet af det seneste årti har øget de sociale udgifter med mere end 60,6 %; der henviser til, at Venezuela i dag er det land med den laveste ulighed i regionen;
S. der henviser til, at Venezuela ifølge CEPAL (FN's Økonomiske Kommission for Latinamerika) i betydelig grad har reduceret sin fattigdomssats og øget den forventede levealder; der henviser til, at den ekstreme fattigdom faldt til et rekordlavt niveau på 5,4 % i 2015 sammenlignet med 21 % i 1998; der henviser til, at FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) har lykønsket den venezuelanske regering med markant at have reduceret antallet af personer, der lider af underernæring, og således har opfyldt ét af FN's 2015-mål;
T. der henviser til, at Venezuela er verdens femtestørste olieeksporterende land og har verdens største oliereserver; der henviser til, at 38 % af de offentlige udgifter ifølge budgetforslaget for 2015 vil blive afsat til sociale investeringer, herunder uddannelse, boliger og byudvikling, sundhedspleje social sikring, kultur, kommunikation og videnskab og teknologi, og udgør 8,2 % af Venezuelas BNP;
1. fordømmer på det kraftigste det seneste kupforsøg og volden fra højreorienterede og højreekstremistiske oppositionsgruppers side i Venezuela; beklager den permanente destabiliseringskampagne mod Den Bolivariske Republik Venezuela gennem voldshandlinger inden for en ramme svarende til det tidligere kupforsøg fra 2002;
2. beklager dybt tabet af menneskeliv og udtrykker sin dybe medfølelse med familierne til ofrene; opfordrer til, at de ansvarlige, der har begået eller anstiftet disse forbrydelser, bringes til ansvar for deres handlinger; udtrykker sin respekt for retssystemet i Den Bolivariske Republik Venezuela og afviser derfor enhver indblanding i de verserende retssager på nationalt plan;
3. beklager de tidligere kupforsøg fra en del af oppositionen, såsom Antonio Ledezma, María Corina Machado og Leopoldo López, som ved tidligere lejligheder har sat sig uden for den demokratiske ramme i forsøget på at bryde den venezuelanske forfatningsmæssige orden;
4. minder om sin fulde respekt for princippet om ikke-indgriben i staters indre anliggender i overensstemmelse med folkeretten; beklager dybt enhver indgriben fra EU eller noget land i tredjelandes indre anliggender; beklager i denne forbindelse USA's beslutning om at indføre sanktioner over for Venezuela;
5. gentager sin fulde støtte til og solidaritet med den venezuelanske befolkning, den bolivariske proces og den valgte præsident Nicolás Maduro; afviser alle angreb på Venezuelas demokrati og suverænitet;
6. fordømmer de udemokratiske og oprørske mål for denne destabiliseringskampagne; fremhæver USA's imperialistiske interesse i at sikre sin adgang til Venezuelas olieressourcer og dets politiske mål om at underminere landene i Bolivarian Alliance for the Peoples of Our America (ALBA);
7. støtter principperne i bekendtgørelsen om, at Latinamerika og Caribien er et fredsområde, og opfordrer indtrængende hele det internationale samfund til fuldt ud at respektere denne bekendtgørelse i forbindelserne med CELAC-landene, herunder ved at forpligte sig til ikke direkte eller indirekte at gribe ind i et andet lands indre anliggender og til at overholde principperne om national suverænitet, lige rettigheder og folkenes ret til selvbestemmelse;
8. understreger, at dialogen med tredjelande under ingen omstændigheder må resultere i en begrænsning af folkets ret til selvbestemmelse; beklager, at EU og dens medlemsstater alt for ofte prioriterer diplomatiske, politiske eller økonomiske hensyn frem for menneskerettigheder, hvilket giver anledning til at mene, at der føres en politik, som er kendetegnet ved dobbeltmoral, hvilket er uforeneligt med en universel menneskerettighedsvision; fordømmer Europa-Parlamentets forlorne anvendelse af menneskerettighederne til opnåelse af politiske mål, navnlig i forbindelse med Venezuela; minder om, at dette er Parlamentets niende beslutning om dette land siden 2007, og at de fleste er dem er fremsat op til valg eller samtidig med en destabiliseringsproces;
9. beklager den rolle, som de fleste internationale medier spiller med hensyn til at sprede rygter og bruge falske billeder med det formål at skabe en atmosfære af vold og destabilisering, der undergraver den venezuelanske regering; minder om, at informationsfrihed er en grundlæggende menneskeret, og opfordrer de internationale medier til at handle ansvarligt og dække begivenhederne på en retfærdig, nøjagtig og afbalanceret måde, hvilket for øjeblikket ikke er tilfældet;
10. glæder sig over den gennemførelse af politikker om social inklusion i Venezuela baseret på social ansvarlighed og retfærdighed, ligestilling, solidaritet og menneskerettighederne, der har bidraget til at mindske uligheden i landet, navnlig for så vidt angår foranstaltninger om social udvikling og de markante fremskridt inden for fattigdomsbekæmpelse eller uddannelse, herunder udryddelse af analfabetisme i 2005 og forøgelsen af antallet af studerende på videregående uddannelser;
11. minder om betydningen af Venezuelas rolle i skabelsen og styrkelsen af en samarbejds- og integrationsproces til gavn for befolkningerne i Latinamerika; understreger de markante fremskridt inden for regional integration og regionalt samarbejde til fordel for befolkningerne i Latinamerika; glæder sig over de markante resultater, som ALBA og CELAC har opnået inden for sundhed, uddannelse, kultur og finansiel integration;
12. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, regeringen for Den Bolivariske Republik Venezuela, Mercosurs parlament, Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling og de latinamerikanske regionale organer, herunder UNASUR, ALBA og CELAC.