Mødedokument

 

13.4.2015                                                                                                                B8‑0343/2015

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser

jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2

om markeringen af hundredåret for det armenske folkedrab

( 2015/2590(RSP) )

Fabio Massimo Castaldo, Laura Agea, Rolandas Paksas, Robert Jarosław Iwaszkiewicz, Ignazio Corrao

for EFDD-Gruppen

 

B8‑0343

Europa-Parlamentets beslutning om markeringen af hundredåret for det armenske folkedrab

( 2015/2590(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til sine tidligere beslutninger af 28. september 2005[1], 28. februar 2002[2], 15. november 2000[3], 18. juni 1987 og 2. april 2009 om europæisk samvittighed og totalitarisme,

–       der henviser til FN’s konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab fra 1948,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.     der henviser til, at en af de vigtigste bevæggrunde for den europæiske samlingsbevægelse er viljen til at undgå en gentagelse af krige og forbrydelser mod menneskeheden i Europa;

B.     der henviser til, at Europa-Parlamentet i sin beslutning af 18. juni 1987 formelt erkendte, at de tragiske begivenheder, der fandt sted i 1915-1917 og som involverede de armenere, der levede i Det Osmanniske Rige, udgør et folkedrab i den betydning, der fremgår af konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab;

C.     der henviser til, at Europa-Parlamentet i sin beslutning af 2. april 2009 understregede betydningen af ​​at holde minderne om fortiden i live, da der ikke kan skabes forsoning uden sandhed og erindring;

D.     der henviser til, at dette folkedrab har haft dybe, langvarige indvirkninger på flygtninge, navnlig i Den Europæiske Union;

E.     der henviser til, at det armenske folkemord antager endnu større betydning i forbindelse med markeringer af hundredåret for Første Verdenskrig;

F.     der henviser til, Tyrkiet har ratificeret FN’s konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab fra 1950,

G.     der henviser til, at det armenske folkedrab blev udtænkt og gennemført af det osmanniske rige fra 1915-1923, hvilket førte til deportation af næsten 2.000.000 armeniere, hvoraf 1.500.000 mænd, kvinder og børn blev dræbt, mens 500.000 overlevende blev fordrevet fra deres hjem, og at armenernes tilstedeværelse gennem mere end 2.500 år i deres historiske hjemland således blev tilintetgjort;

H.     der henviser til, at d. 24. maj 1915 udsendte de allierede styrker - Storbritannien, Frankrig og Rusland - i fællesskab en erklæring, der for første gang nogensinde udtrykkeligt anklagede en anden regering for at begå ”en forbrydelse mod menneskeheden”; der henviser til, at denne fælles erklæring fastslog, at ”i betragtning af disse nye forbrydelser i Tyrkiet mod menneskeheden og civilisationen bebudede de allierede regeringer offentligt til den ottomanske regering, at de vil holde alle medlemmer af den ottomanske regering personligt ansvarlige for disse forbrydelser samt de af regeringens repræsentanter, der er involveret i sådanne massakrer”

I.      der henviser til, at den tyrkiske regering efter Første Verdenskrig anklagede de topledere, der var involveret i ”tilrettelæggelse og gennemførelse” af det armenske folkemord og i ”massakre og destruktion af armenerne”;

J.      der henviser til, at embedsmænd fra det unge tyrkiske regime ved en række militærdomstole blev anklaget og dømt for at organisere og udføre massakrer mod det armenske folk; der henviser til, at hovedorganisatorerne af det armenske folkedrab var krigsminister Enver, indenrigsminister Talaat, og minister for søværnet Djemal, der alle blev dømt til døden for deres forbrydelser, men domstolenes domme blev ikke håndhævet;

K.     der henviser til, at Raphael Lemkin, der udklækkede udtrykket ”folkedrab” i 1944 og som var den tidligste fortaler FN’s konvention om folkedrab, kaldte den armenske sag for et afgørende eksempel på folkedrab i det tyvende århundrede;

L.     der henviser til, at den første beslutning om folkedrab, som blev vedtaget af FN på Lemkins opfordring, FN's Generalforsamlings resolution 96, stk.1, af 11. december 1946, og FN’s konvention om folkedrab erkendte selv, at det armenske folkedrab var den type af kriminalitet, som FN tilsigtede at forebygge ved at kodificere de eksisterende normer;

1.      fordømmer de folkemorderiske handlinger mod det armenske folk, der var planlagte og løbende blev begået af Det Osmanniske Rige og forskellige regimer i Tyrkiet mellem 1894 og 1923, fordrivelsen fra fædrelandet, massakrerne og den etniske udrensning, der søgte at udrydde den armenske befolkning, ødelæggelsen af den armenske arv og benægtelse af folkedrabet, alle forsøg på at undgå ansvar og henvise forbrydelserne og deres konsekvenser til glemsel;

2.      tilslutter sig markeringen af ​​hundredåret for det armenske folkedrab i en ånd af europæisk broderskab, solidaritet og retfærdighed; minder de 1,5 millioner uskyldige ofre for det armenske folkedrab og bukker i taknemmelighed over for dem, der led martyrdøden og de overlevende helte, der kæmpede for deres liv og for menneskelig værdighed;

3.      roser alle de ”retfærdige” enkeltpersoners frihedssøgende og modige handlinger, både osmannerne og udlændinge, der bragte deres liv og frihed i fare ved at forsøge at redde armenere, der blev udsat for Det Osmanniske Riges folkemorderiske handlinger;

4.      opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, civilsamfundet, folkevalgte og ikkefolkevalgte embedsmænd, foreninger og medier til også at deltage i denne markering og til at forene deres bestræbelser på at genoprette historisk retfærdighed og hylde mindet om ofrene for det armenske folkedrab;

5.      opfordrer Kommissionen og Rådet til som repræsentanter for EU-institutionerne at slutte sig til Parlamentets markering af denne hundredårsdag, for at der er større sammenhæng i støtten af det grundlæggende mål om forebyggelse af folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden;

6.      takker alle, der har bidraget til og forsat bidrager til den formelle anerkendelse af og mindet om det armenske folkedrab i en ånd af åbenhed og solidaritet, og opfordrer dem til at fortsætte i denne retning; udtrykker sin stærke støtte til Armenien og det armenske folks engagement i at fortsætte den internationale kamp for forebyggelse af folkemord, den juridiske anerkendelse af folkedrabet, genoprettelse af rettighederne for mennesker, der udsættes for folkemord, og etablering af historisk retfærdighed;

7.      foreslår, at der oprettes en europæisk mindedag for folkedrabet for at erindre om retten til fred og værdighed for alle folk, uden nogen racemæssige eller religiøse fordomme, og alle nationer i hele verden;

8.      erindrer om, at benægtelse af det armenske folkedrab og andre forbrydelser mod menneskeheden samt racisme, fremmedhad og religiøst had udgør en klar krænkelse af menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder og således bør fordømmes;

9.      opfordrer alle medlemsstater til forud for hundredåret for folkedrabet i Armenien til juridisk at anerkende dette og opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til at bidrage yderligere til anerkendelsen heraf;

10.    opfordrer Tyrkiet til at se i historien i øjnene og officielt anerkende det armenske folkedrab og den medfølgende fordrivelse, til at søge om tilgivelse og gøre det godt igen på en måde, der er passende for et land, der aspirerer om at blive et EU-land, herunder, men ikke begrænset til, at sikre det armenske folk en ret til tilbagevenden og en sikker genetablering i deres nationale hjem – det hele med udgangspunkt i den grundlæggende nødvendighed for at opnå forsoning gennem sandhed;

11.    opfordrer den tyrkiske regering til at respektere og fuldt ud gennemføre de retlige forpligtelser, som den har påtaget sig, herunder de bestemmelser, der vedrører beskyttelse af kulturarv, og navnlig i god tro at iværksætte en fuldstændig oversigt over armensk, græsk, assyrisk og anden kulturarv, som blev ødelagt eller ødelagt i det forløbne århundrede, og på grundlag heraf udvikle en strategi for prioriteret restaurering af antikke og middelalderlige hovedstæder, kirker, skoler, fæstninger, kirkegårde og andre kulturskatte i det historiske vestlige Armenien samt gøre de førnævnte kulturelle og religiøse institutioner fuldt ud operationelle;

12.    opfordrer den tyrkiske regering til at anerkende og fordømme det armenske folkedrab og starte den længe ventede fejring af den armenske nationale arv på grundlag af en samlet tyrkisk-armensk normalisering forankret i antagelsen af ​​historiens byrde, den fredelige opløsning af alle udestående spørgsmål og en komplet europæisering af deres forhold, der vil tjene som udgangspunkt for den historiske forening af det armenske og tyrkiske folk;

13.    opfordrer den tyrkiske regering til at genoplive og ratificere, sammen med Armenien, de to protokoller om etablering af diplomatiske forbindelser og normalisering af forbindelser, undertegnet i Zürich den 9. oktober 2009;

14.    minder om, at den officielle anerkendelse af det armenske folkedrab også rekonstruerer efterkommere af de armenske ofres og overlevendes værdighed; minder om, at et folkedrabs sidste handling er dets benægtelse;

15.    pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-medlemsstaternes regeringer, den tyrkiske regering, den armenske regering og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder.

 

[1] EUT C 227 E af 21.9.2006, s. 163.
[2] EUT C 293 E af 29.11.2002, s. 89.
[3] EFT C 223, 8.8.2001, s. 182.