Mødedokument

 

3.6.2015                                                                                                                  B8‑0537/2015

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser

jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2

om situationen i Ungarn

( 2015/2700(RSP) )

Timothy Kirkhope, Zdzisław Krasnodębski, Ruža Tomašić, Daniel Dalton, Jussi Halla-aho

for ECR-Gruppen

 

B8‑0537/2015

Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Ungarn

( 2015/2700(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til bestemmelserne om grundlæggende værdier og grundlæggende frihedsrettigheder i traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–       der henviser til artikel 2 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som indeholder et absolut forbud mod dødsstraf under alle omstændigheder,

–       der henviser til protokol nr. 6 og 13 til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

–       der henviser til EU's retningslinjer for dødsstraf, der blev vedtaget af Rådet i 1998,

–       der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. marts 2014 "En ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet" ( COM(2014)0158 ),

–       der henviser til debatten på Parlamentets plenarmøde den 19. maj 2015 om situationen i Ungarn,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.     der henviser til, at artikel 2 i EU's charter om grundlæggende rettigheder fastlægger, at ingen må idømmes dødsstraf eller henrettes;

B.     der henviser til, at afskaffelsen af dødsstraf er en forudsætning for at blive medlem af EU;

C.     der henviser til, at EU principielt er en meget stærk modstander af dødsstraffen, og at afskaffelse af dødsstraffen er et af hovedmålene for EU's menneskerettighedspolitik; der bemærker, at EU opfordrer til, at dødsstraffen gradvis begrænses der, hvor der stadig er dødsstraf, og slår kraftigt til lyd for, at den fuldbyrdes i overensstemmelse med internationale minimumsstandarder;

D.     der henviser til, at premierminister Viktor Orbán efter mordet på en ung kvinde i det sydlige Ungarn fremsatte udtalelser om dødsstraffen tirsdag den 28. april 2015;

E.     der henviser til, at formanden for Kommissionen opfordrede til en øjeblikkelig tilbagetrækning af disse udtalelser; der henviser til, at den ungarske regering har præciseret, at den ikke agter at genindføre dødsstraffen, men at den mener, at regeringer bør have ret til at drøfte alle spørgsmål med offentligheden;

F.     der henviser til, at den ungarske regering ligeledes vil afholde en "national høring om immigration og terrorisme"; der henviser til, at formuleringen af spørgsmålene til denne offentlige høring er blevet kritiseret;

1.      understreger, at alle medlemsstaterne skal overholde EU-lovgivningen, og at lovgivningen i en medlemsstat eller et kandidatland bør afspejle og være i overensstemmelse med grundlæggende europæiske værdier, demokratiske principper, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union;

2.      bekræfter, at medlemsstaterne også har den suveræne beføjelse til at fastlægge deres egne love og afholde deres egne demokratiske debatter og høringer med vælgerne på nationalt plan; understreger, at dette princip er i overensstemmelse med en demokratisk valgt regerings suverænitet;

3.      støtter Kommissionens rolle som traktaternes vogter med hensyn til at sikre, at national lovgivning, herunder Ungarns lovgivning, er i overensstemmelse med både EU-traktaterne og grundlæggende europæiske demokratiske værdier og menneskerettigheder;

4.      fremhæver betydningen af, at enhver evaluering eller analyse, som Kommissionen eller Europa-Parlamentet foretager af situationen i individuelle medlemsstater, er afbalanceret og baseret på kendsgerninger;

5.      opfordrer den ungarske regering og Kommissionen til at arbejde tæt og samarbejdsvilligt sammen om alle fremtidige spørgsmål, som efter deres mening kan kræve yderligere evalueringer eller analyser;

6.      pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Republikken Ungarns præsident.