Mødedokument
8.6.2015 B8‑0574/2015
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om de seneste afsløringer af korruption på højt niveau i FIFA
( 2015/2730(RSP) )
Laura Ferrara, Isabella Adinolfi, Ignazio Corrao, Rolandas Paksas, Marco Valli, Marco Zanni
for EFDD-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om de seneste afsløringer af korruption på højt niveau i FIFA
( 2015/2730(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til den seneste korruptionsskandale, som involverer en række højtstående officials i FIFA,
– der henviser til sin beslutning af 2. februar 2012 om sportens europæiske dimension[1],
– der henviser til sin beslutning af 14. marts 2013 om aftalt spil og korruption i sport[2],
– der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger om foranstaltninger og initiativer[3],
– der henviser til Kommissionens rapport om bekæmpelse af korruption i EU af 3. februar 2014 ( COM(2014)0038 ),
– der henviser til Kommissionens hvidbog om idræt af 11. juli 2007 ( COM(2007)0391 ),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. januar 2011 om udvikling af sportens europæiske dimension ( COM(2011)0012 ),
– der henviser til De Forenede Nationers konvention mod korruption af 31. oktober 2003,
– der henviser til Rådets rammeafgørelse 2003/5687RIA af 22. juli 2003 om bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor[4],
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. juni 2011 om bekæmpelse af korruption i EU ( COM(2011)0308 ),
– der henviser til Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet[5],
– der henviser til Europarådets konvention om manipulation af idrætskonkurrencer af 18. september 2014,
– der henviser til forslag fra Kommissionen af 2. marts 2015 til Rådets afgørelse om undertegnelse på vegne af Den Europæiske Union af Europarådets konvention om manipulation af idrætskonkurrencer for så vidt angår anliggender, som ikke vedrører materiel strafferet og retligt samarbejde i straffesager ( COM(2015)0084 ),
– der henviser til kommissær Navracsics' erklæring af 3. juni 2015, efter at præsidenten for FIFA var trådt tilbage,
– der henviser til det nye sportsprogram inden for rammerne af Erasmus+, hvor et af målene er at håndtere grænseoverskridende trusler mod sportens integritet, såsom doping, aftalt spil og vold samt alle former for intolerance og forskelsbehandling, og at fremme og støtte gode ledelsesstrukturer inden for sport,
– der henviser til resolutionen vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet den 21. maj 2014, om EU-arbejdsplanen for sport (2014-2017)[6],
– der henviser til "Stockholmprogrammet – Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse",
– der henviser til aftalen om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (fjerde direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge) ( COM(2013)0045 ),
– der henviser til Den Finansielle Aktionsgruppes anbefalinger vedrørende hvidvaskning af penge,
– der henviser til Europarådets Parlamentariske Forsamlings resolution af 23. april 2015 om reformen af fodboldsportens styrende organer,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at USA's justitsministerium i samarbejde med den schweiziske regering den 27. maj 2015 rejste tiltale mod ni højtstående FIFA-officials og fem ledere i sportsmarketingbranchen for pengeafpresning, hvidvaskning af penge, korruption og bedrageri;
B. der henviser til, at de tiltalte menes at være involveret i en plan, der har spændt over 24 år, om at berige sig selv gennem korruption af international fodbold;
C. der henviser til, at de tiltalte sportsmarketingsledere efter sigende har betalt eller indvilliget i at betale langt over 150 mio. EUR i bestikkelse og returkommission for at opnå lukrative medie- og marketingsrettigheder til internationale fodboldturneringer og dermed har udelukket konkurrenter og skabt ulige konkurrencevilkår for de relevante interessenter;
D. der henviser til, at det under den overordnede efterforskning yderligere viste sig, at omfattende, systematisk og rodfæstet korruption omfatter to generationer af fodboldofficials, der har misbrugt deres position til at skaffe sig millioner af dollars;
E. der henviser til, at FIFA's præsident Joseph Blatter den 2. juni 2015 meddelte, at han trådte tilbage, mens efterforskningen af påstande om økonomisk kriminalitet vedrørende yderligere højtstående FIFA-officials står på, selv om han på kongressen den 29. maj 2015 var blevet valgt til sin femte periode som FIFA-præsident;
F. der henviser til, at FIFA og dens seks kontinentale forbund sammen med de nationale og regionale tilknyttede organisationer og medlemsorganisationer og -forbund er et foretagende bestående af juridiske enheder, hvis vigtigste formål er at regulere og fremme fodbold på verdensplan;
G. der henviser til artikel 2 i FIFA's vedtægt, der fastsætter, at målene for FIFA bl.a. er at fremme integritet, etik og fairplay med det formål at forhindre alle metoder og praksisser, såsom korruption, doping eller manipulation af kampe, der kan være til skade for ukrænkeligheden af kampe eller turneringer eller for spilleres, officials' og medlemmers integritet eller give anledning til misbrug af fodboldsporten,
H. der henviser til FIFA's finansielle rapport fra 2014, hvoraf det fremgik, at 70 % af de samlede indtægter på 5, 7 mia. USD mellem 2011 og 2014 hidrørte fra salget af tv- og marketingsrettigheder til verdensmesterskaberne i 2014;
I. der henviser til, at Europarådets Parlamentariske Forsamling allerede den 23. april 2015 hævdede, at afgørelsen om at tildele fodbold-VM i 2022 til Qatar i den grad var behæftet med ulovlige betalinger, at FIFA burde afholde en ny afstemning med "rene" procedurer;
J. der henviser til, at alle idrætsorganisationer og -forbund skal sikre, at de grundlæggende rettigheder, der er forankret i folkeretten og menneskerettighedslovgivningen, effektivt fremmes, garanteres og beskyttes;
K. der henviser til, at idrætsorganisationerne har ansvaret for at afsløre og sanktionere uregelmæssigheder og brud på de interne regler, der begås af personer, som sorterer under dem;
L. der henviser til, at en lang række medlemsstater i tillæg til korruptionssagerne har været berørt af aftalt spil og anden økonomisk kriminalitet, som ofte er knyttet til kriminelle organisationer, der opererer internationalt;
M. der henviser til, at korruption og hvidvaskning af penge hænger uløseligt sammen;
N. der henviser til, at spillerforeningerne påpeger, at denne kriminelle virksomhed også udgør et problem i form af trusler mod og afpresning af spillere;
O. der henviser til sportens uddannelsesmæssige og sociale værdier og til, at gode ledelsesstrukturer inden for idrætsorganisationerne er en forudsætning for at fremme de demokratiske værdier i vore samfund;
1. gentager, at korruption er en alvorlig overtrædelse af de grundlæggende rettigheder og en trussel mod demokratiet og retsstaten; understreger, at kommerciel korruption udgør en trussel mod integriteten af systemet til bekæmpelse af hvidvaskning af penge, særlig på det stade af hvidvaskningscyklussen, hvor pengene placeres;
2. fordømmer på det kraftigste enhver form for korruption og andre uregelmæssigheder inden for fodbold og sport generelt; opfordrer alle idrætsorganisationer til at vedtage en nultolerancepolitik i denne henseende;
3. kræver, at al ledelsespraksis inden for idrætsorganisationer bør bygge på den største respekt for demokrati, gennemsigtighed, etik, finansiel fairplay, lovmæssighed og menneskerettigheder;
4. kræver fuld gennemsigtighed i beslutningsprocesserne, da vedtagelsen af fortrolighedsmekanismer inden for idrætsorganisationer kan føre til korruption og misbrug af midler;
5. fremhæver betydningen af en rimelig inddragelse af relevante interessenter, herunder civilsamfundsorganisationer, i idrætsorganisationernes beslutningsproces;
6. mener, at idrætsorganisationernes etiske og retlige udvalg skal være fuldt uafhængige for effektivt at støtte enhver bestræbelse på at sikre integritet, troværdighed og ansvarlighed i de interne styrende organer overordnet set;
7. udtrykker bekymring over manglerne i idrætsorganisationernes mekanismer til forebyggelse og sanktionering af ethvert brud på etikken inden for idræt;
8. er fast overbevist om nødvendigheden af, at FIFA underkastes en bred reform af sine strukturer, som indebærer en ændring af organisationens vedtægter, struktur, kodeks samt operationelle politikker og praksisser med sigte på at styrke organisationens integritet og gøre den mere demokratisk og gennemsigtig;
9. er fast overbevist om, at FIFA's etiske regler skal ændres med henblik på at sikre, at alle påstande om alvorlige overtrædelser undersøges, og at der pålægges proportionelle og passende sanktioner, når det er fastslået, at sådanne overtrædelser har fundet sted;
10. opfordrer indtrængende alle idrætsorganisationer til at fastlægge et effektivt regelsæt med henblik på at opmuntre og beskytte informanter;
11. understreger, at ethvert land, der ønsker at være vært for en større sportsbegivenhed, fuldt ud skal overholde de internationale menneskerettighedsstandarder, herunder Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) standarder;
12. er fast overbevist om, at fodboldorganisationerne for at genvinde troværdigheden og et højere etisk niveau bør indføre et loft over transaktioner på markedet for fodboldspillere og over lønningerne til såvel ledelse som fodboldspillere og samtidig sikre finansiel fairplay og gennemsigtighed;
13. opfordrer alle idrætsorganisationer til at indføre en tærskel på to mandater for præsidenten og medlemmerne af organisationens styrende og retlige organer;
14. opfordrer idrætsorganisationerne til at vedtage og forbedre uddannelsesprogrammer, som omfatter klare forpligtelser for ligaer og klubber, navnlig med hensyn til mindreårige;
15. opfordrer medlemsstaterne og idrætsorganisationerne til at sørge for passende oplysning og uddannelse af idrætsudøvere og borgere allerede i en ung alder og på alle niveauer, både amatører og professionelle, da uddannelse har meget stor betydning med hensyn til at fremme integriteten inden for idræt;
16. opfordrer Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne til at følge op på anbefalingerne i Kommissionens antikorruptionsrapport, forbedre det regelsæt, der skal fremme bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og styrke politisamarbejdet og det retlige samarbejde om korruptionsbekæmpelse, særlig via Europol, Eurojust og de nationale retshåndhævende og retlige myndigheder;
17. opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til at undersøge og retsforfølge alle eventuelle tegn på korruption hos FIFA-officials på EU's område;
18. opfordrer medlemsstaterne til at udvide det europæiske retshåndhævelsessamarbejde gennem fælles efterforskningshold og samarbejde mellem anklagemyndigheder; understreger behovet for at indføre effektiv håndhævelse af foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlige aktiviteter inden for sport og til at sikre en reel integritet hos de ledende idrætsorganisationer;
19. opfordrer Kommissionen til at vurdere, hvorvidt den nylige aftale om EU's lovgivning om hvidvaskning af penge er tilstrækkelig til at bekæmpe hvidvaskning af penge hos EU-registrerede idrætsorganisationers styrende organer og deres officials, og hvorvidt en tilpasning er nødvendig for at sikre tilstrækkelig kontrol med deres bankkonti;
20. opfordrer EU og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger med henblik på at støtte og beskytte informanter, som anmelder ulovlige handlinger, hvilket er afgørende for at kunne foregribe korruption og de ødelæggende virkninger heraf;
21. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at opprioritere tiltag vedrørende gode ledelsesstrukturer som led i EU's arbejdsplan for sport under fuld inddragelse af de nationale og regionale sammenslutninger og forbund med sigte på bedre styring på europæisk og internationalt plan;
22. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Det Internationale Fodboldforbund (FIFA), Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA), de nationale fodboldforbund, Den Europæiske Ligaforening (EPFL), Den Europæiske Klubsammenslutning (ECA) og den internationale sammenslutning af professionelle fodboldspillere (FIFPro).