Mødedokument
7.7.2015 B8-0716/2015
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af formandens redegørelse
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
om Srebrenica-mindedagen
( 2015/2747(RSP) )
Igor Šoltes, Terry Reintke, Ulrike Lunacek, Davor Škrlec
for Verts/ALE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om Srebrenica-mindedagen
( 2015/2747(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sin beslutning af 15. januar 2009 om Srebrenica[1],
– der henviser til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Bosnien-Hercegovina på den anden side, der blev undertegnet den 16. juni 2008 og ratificeret af alle EU-medlemsstater og Bosnien-Hercegovina,
– der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner af 16. marts 2015 om Bosnien-Hercegovina,
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 827 (1993), 1551 (2004) og 1575 (2004),
– der henviser til generalsekretærens rapport af 15. november 1999 i henhold til Generalforsamlingens resolution 53/35 om Srebrenicas fald,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at den østbosniske by Srebrenica, som FN's Sikkerhedsråd i sin resolution 819 (1993) erklærede for et sikkert område, den 11. juli 1995 faldt i hænderne på styrkerne anført af general Ratko Mladić, der handlede under ledelse af den daværende præsident for Republika Srpska, Radovan Karadžić;
B. der henviser til, at de bosnisk-serbiske styrker efter Srebrenicas fald anført af general Mladić og med støtte fra paramilitære enheder, herunder irregulære politistyrker, der var gået ind på bosnisk område fra Serbien samt også såkaldte frivillige fra EU-medlemsstater, i løbet af adskillige dages massakre myrdede over 8000 muslimske mænd og drenge, som havde søgt tilflugt i dette område, der stod under FN's internationale styrkes (UNPROFOR) beskyttelse; der endvidere henviser til, at næsten 30.000 kvinder, børn og ældre blev tvangsdeporteret i en storstilet etnisk udrensningskampagne, hvilket gør denne hændelse til den alvorligste krigsforbrydelse i Europa siden afslutningen af anden verdenskrig;
C. der henviser til, at denne tragedie, der af Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det tidligere Jugoslavien (ICTY) og Den Internationale Domstol (ICJ)er blevet defineret som folkedrab, udspillede sig i et ifølge FN sikkert område og derfor er et symbol på det internationale samfunds manglende evne til at gribe ind i konflikten og beskytte den uskyldige civilbefolkning;
D. der henviser til, at FN’s generalsekretær i sin rapport om Srebrenicas fald erklærede, at det ikke var lykkedes for FN at gennemføre sit mandat, navnlig med hensyn til beskyttelsen af de såkaldte ”sikre områder” og dermed også har et ansvar;
E. der henviser til, at de bosnisk-serbiske styrker gentagne gange overtrådte Genève-konventionerne i forhold til den muslimske civilbefolkning i Srebrenica, bl.a. ved at deportere flere tusinde kvinder, børn og ældre og voldtage et stort antal kvinder,
F. der henviser til, at det på trods af bestræbelserne på at lokalisere og udgrave masse- og enkeltgrave endnu ikke har været muligt at lokalisere og identificere ligene af næsten 1 200 mænd og drenge fra Srebrenica;
G. der henviser til, at ICTY den 30. januar 2015 stadfæstede dommene over fem højtstående bosnisk-serbiske hærofficerer, der var dømt for at have deltaget i Srebrenica-folkedrabet i 1995 og dermed bekræftede dens første endelige dom for folkedrab; der henviser til, at nogle af de dømte officerer refererede direkte til den tidligere bosniske-serbiske hærchef Ratko Mladić, som stadigvæk står anklaget ved ICTY for forbrydelser, herunder folkedrab;
H. der henviser til, at manglerne ved EU's beslutningsmekanismer og manglen på en ægte fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik også har haft en negativ indflydelse på den måde, tingene udviklede sig på;
1. mindes og ærer ofrene for folkedrabet i Srebrenica og grusomhederne under krigene i det tidligere Jugoslavien; kondolerer og giver udtryk for sin solidaritet med ofrenes familier;
2. understreger, at rettidig forebyggelse og effektiv straf for folkedrab og forbrydelser imod menneskeheden bør være blandt EU's hovedprioriteter;
3. opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre alt, hvad der står i deres magt for at forhindre, at sådanne uhyrlige barbariske handlinger sker i Europa nogensinde igen og at undersøge, om EU-borgere muliggjorde eller begik folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser på området Bosnien-Hercegovina mellem 1992 og 1995;
4. opfordrer Den Parlamentariske Forsamling i Bosnien-Hercegovina til at vedtage en resolution om folkedrabet i Srebrenica; bifalder Det Forenede Kongeriges initiativ vedrørende en FN-resolution om spørgsmålet;
5. udtrykker sin støtte til civilsamfundsorganisationer som foreningen af mødre fra Srebenica og Žepa-enklaverne, da de har en central rolle med hensyn til at øge bevidstheden herom og bygge et bredere grundlag for forsoning mellem alle landets borgere; opfordrer alle borgere i Bosnien-Hercegovina til at bruge 20-årsdagen for massakren i Srebenica til at styrke forsoningen og samarbejdet, hvilket er nødvendige forudsætninger for alle lande i regionen, hvis de skal videre ad den europæiske vej; opfordrer Kommissionen og næstformanden/den højtstående repræsentant til at anerkende betydningen af politikker for forsoning, og fremhæver den vigtige rolle, de religiøse myndigheder, medierne og uddannelsessystemerne har i denne vanskelige proces;
6. minder om, at det ikke lykkedes for den fredsbevarende FN-styrke UNPROFOR at beskytte de udpegede sikre områder; minder om, at nogle EU-medlemsstater bidrog med et stort antal UNPROFOR-tropper og derfor var og er nødt til at acceptere en stor del af ansvarsbyrden;
7. opfordrer Rådet og Kommissionen til aftenen før årsdagen for Srebrenica-Potočari-folkedrabet at gentage EU's engagement i alle vestlige Balkanlandes europæiske perspektiv og EU's støtte til tiltrædelsesprocessen, ikke mindst ved fremme af øget regionalt samarbejde;
8. bemærker, at Dayton-aftalen har været et vigtigt instrument til at bringe fred til regionen, men understreger, at det er blevet en udfordring at konsolidere et levedygtigt politisk system i Bosnien-Hercegovina; påpeger, at alle borgere har ansvaret for at nå en ny forfatningsmæssig ordning og skabe en levedygtig stat for alle; minder om, at diplomater fra Den Europæiske Union og dens medlemsstater bistod ved udarbejdelsen af Dayton-aftalen og at EU og dets medlemsstater derfor deler et særligt ansvar for at reformere landet;
9. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, Bosnien-Hercegovinas og dets enheders regering og parlament og regeringerne og parlamenterne i landene i det vestlige Balkan.