Mødedokument
5.10.2015
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B8-0761/2015
jf. forretningsordenens artikel 128, stk. 5
om dødsstraf
( 2015/2879(RSP) )
Beatriz Becerra Basterrechea, Nedzhmi Ali, Petras Auštrevičius, Izaskun Bilbao Barandica, Dita Charanzová, Philippe De Backer, Marielle de Sarnez, Gérard Deprez, Martina Dlabajová, Fredrick Federley, Juan Carlos Girauta Vidal, Nathalie Griesbeck, Marian Harkin, Ivan Jakovčić, Anneli Jäätteenmäki, Kaja Kallas, Ilhan Kyuchyuk, Alexander Graf Lambsdorff, Louis Michel, Javier Nart, Urmas Paet, Maite Pagazaurtundúa Ruiz, Jozo Radoš, Marietje Schaake, Pavel Telička, Ramon Tremosa i Balcells, Ivo Vajgl, Johannes Cornelis van Baalen, Hilde Vautmans, Cecilia Wikström
for ALDE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om dødsstraf
( 2015/2879(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om afskaffelse af dødsstraf, navnlig beslutningen af 7. oktober 2010 om verdensdagen mod dødsstraf[1],
– der henviser til fælleserklæringen fra Federica Mogherini, Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og Thorbjørn Jagland, Europarådets generalsekretær, i anledning af den europæiske dag og verdensdagen mod dødsstraf den 10. oktober 2014,
– der henviser til protokol nr. 6 og 13 til den europæiske menneskerettighedskonvention,
– der henviser til artikel 2 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,
– der henviser til EU's retningslinjer vedrørende dødsstraf,
– der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og anden valgfri protokol hertil,
– der henviser til undersøgelsen af det verdensomspændende narkotikaproblems indvirkning på menneskerettighederne, der blev udsendt af FN's Højkommissær for Menneskerettigheder,
– der henviser til resolutionerne fra FN’s Generalforsamling, navnlig resolutionen af 18. december 2014 om et moratorium for brugen af dødsstraf (A/RES/69/186),
– der henviser til den europæiske dag og verdensdagen mod dødsstraf, der markeres den 10. oktober hvert år,
– der henviser til sluterklæringen fra den femte verdenskongres mod dødsstraf, der blev afholdt i Madrid den 12.-15. juni 2013,
– der henviser til forespørgsel til Rådet om dødsstraf ( O-000103/2015 – B8-0761/2015 ),
– der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at Den Europæiske Union har en stærk og principfast holdning imod dødsstraf, der indebærer et universelt moratorium for dødsstraf med henblik på en global afskaffelse af dødsstraf som et afgørende mål for EU's menneskerettighedspolitik;
B. der henviser til, at verdensdagen mod dødsstraf den 10. oktober 2015 vil fokusere på at skabe opmærksomhed om anvendelsen af dødsstraf for narkotikarelaterede lovovertrædelser;
C. der henviser til, at over 160 af FN's medlemsstater med en række forskellige retssystemer, traditioner, kulturer og religiøse baggrunde ifølge FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder enten har afskaffet dødsstraffen eller ikke anvender den;
D. der henviser til, at de seneste tal viser, at mindst 2 466 personer i 55 lande er blevet idømt dødsstraf i 2014 – en stigning på næsten 23 % i forhold til tallet for 2013; der henviser til, at der blev gennemført mindst 607 henrettelser på verdensplan i 2014; der henviser til, at stigningen i antallet af dødsdomme er tæt knyttet til domstolsafgørelser i masseretssager som reaktion på terrorrelaterede lovovertrædelser i lande som Egypten; der henviser til, at antallet af dødsdomme og henrettelser stadig finder sted i alarmerende grad i 2015;
E. der henviser til, at 33 stater anvender dødsstraf for narkotikarelaterede lovovertrædelser, hvilket resulterer i omtrent 1 000 henrettelser om året; der henviser til, at man har kendskab til, at henrettelser for sådanne lovovertrædelser i 2015 er blevet foretaget i Kina, Iran, Indonesien og Saudi-Arabien; der henviser til, at der i 2015 stadig blev afsagt dødsdomme for narkotikarelaterede lovovertrædelser i Kina, Indonesien, Iran, Kuwait, Malaysia, Saudi-Arabien, Sri Lanka, De Forenede Arabiske Emirater og Vietnam; der henviser til, at disse lovovertrædelser kan omfatte forskellige tiltaler for narkotikahandel eller besiddelse af narkotika;
F. der henviser til, at dødsstraf ikke afskrækker folk fra ulovlig narkotikahandel; der henviser til, at langt hovedparten af de personer, der dømmes til døden i forbindelse med narkotikaforbrydelser, befinder sig nederst i narkotikahandelens hierarki;
G. der henviser til, at der i de seneste 12 måneder er sket en global genopblussen i brugen af dødsstraf for narkotikakriminalitet, idet en række stater har henrettet mennesker for narkotikarelaterede lovovertrædelser i et betydeligt stigende omfang, søger at genindføre dødsstraf for narkotikakriminalitet eller at bringe mangeårige moratorier for dødsstraf til ophør;
H. der henviser til, at Iran angiveligt henrettede 394 narkotikakriminelle i de første seks måneder af 2015, sammenlignet med 367 i hele 2014; der henviser til, at halvdelen af alle henrettelser i Saudi-Arabien i år har været for narkotikakriminalitet, sammenlignet med kun 4 % af det samlede antal i 2010; der henviser til, at mindst 112 narkotikakriminelle sidder på dødsgangen i Pakistan og afventer henrettelse;
I. der henviser til, at der er masser af europæiske statsborgere, der står over for at skulle henrettes i tredjelande, heraf mange i forbindelse med narkotikarelaterede lovovertrædelser;
J. der henviser til, at adskillige personer uanset deres juridiske situation er blevet idømt dødsstraf og derefter henrettet under omstændigheder og retssager, som ofte ikke har været helt i overensstemmelse med respekten for retten til en retfærdig rettergang og retten til ikke at blive udsat for tortur og andre former for mishandling, og som derfor har udgjort justitsmord; der henviser til, at henrettelser er endelige og ikke kan gøres ugjorte;
K. der henviser til, at det i artikel 6, stk. 2, i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder hedder, at dødsstraf kun må anvendes til de "mest alvorlige forbrydelser"; der henviser til, at FN’s Menneskerettighedskomité, og FN’s særlige rapportører om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og tortur har erklæret, at der ikke må idømmes dødsstraf for narkotikarelaterede lovovertrædelser; der henviser til, at obligatorisk dødsstraf for narkotikarelaterede lovovertrædelser og dens anvendelse er i strid med folkeretten og internationale normer;
L. der henviser til, at Det Internationale Kontroludvalg for Narkotiske Midler har opfordret de stater, der anvender dødsstraf, til at afskaffe den for narkotikarelaterede lovovertrædelser;
M. der henviser til, at Kommissionen og medlemsstaterne har givet mindst 60 mio. EUR til narkotikabekæmpelsesprogrammerne under FN’s Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse (UNODC) med fokus på håndhævelse af narkotikalovgivning i lande, der aktivt anvender dødsstraf for narkotikakriminalitet;
N. der henviser til, at under EU’s instrument, der bidrager til stabilitet og fred (IcSP), og dens forgænger, stabilitetsinstrumentet (IfS), har Kommissionen iværksat to omfattende regionale narkotikabekæmpelsesforanstaltninger – kokain- og heroinruteprogrammerne, der omfatter lande, der anvender dødsstraf for narkotikakriminalitet; der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 10 i IcSP-forordningen er forpligtet til at anvende operationelle retningslinjer for menneskerettighederne og den humanitære folkeret i forbindelse med bekæmpelse af organiseret kriminalitet;
O. der henviser til, at EU’s ordning for kontrol med udførsel af varer, der kan anvendes til dødsstraf, i øjeblikket er ved at blive ajourført;
1. gentager sin fordømmelse af brugen af dødsstraf og støtter kraftigt indførelsen af et moratorium for dødsstraf som et skridt i retning af afskaffelse; understreger endnu en gang, at afskaffelsen af dødsstraf bidrager til at øge den menneskelige værdighed;
2. minder om, at dødsstraf er uforenelig med værdier såsom respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, lighed, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne, som EU er grundlagt på, og at en medlemsstat, der genindfører dødsstraffen, derfor vil gøre sig skyldig i overtrædelse af traktaterne og EU's charter om grundlæggende rettigheder;
3. fordømmer alle henrettelser, hvor de end finder sted; er fortsat dybt bekymret over, at mindreårige og personer med mentalt eller intellektuelt handicap idømmes dødsstraf, og opfordrer til omgående og definitivt at gøre en ende på denne form for praksis, der krænker internationale menneskerettighedsnormer; udtrykker sin dybe bekymring over de masseretssager, der for nylig har ført til en stor stigning i antallet af dødsdomme;
4. opfordrer indtrængende Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og medlemsstaterne til fortsat at bekæmpe anvendelsen af dødsstraf og til kraftigt at opfordre de lande, der stadig eksekverer dødsstraf, til at overholde de internationale minimumsnormer, indskrænke anvendelsesområdet for og brugen af dødsstraf og til at offentliggøre klare og præcise tal for antallet af dødsdomme og henrettelser; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til fortsat at holde et vågent øje med udviklingen i alle lande, i særdeleshed Hviderusland, som er det eneste europæiske land, der stadig har dødsstraf, og til at benytte alle de midler, den har til rådighed, til at gøre sin indflydelse gældende;
5. opfordrer USA's regering og regeringerne i de enkelte amerikanske stater til at afskaffe dødsstraffen, således at USA og EU kan stå sammen i bekæmpelsen af dødsstraf på verdensplan;
6. opfordrer de stater, der har afskaffet dødsstraffen eller har et længerevarende moratorium på dødsstraf, til ikke at genindføre den, og opfordrer dem til at udveksle deres erfaringer i denne henseende;
7. er fortsat helt overbevist om, at dødsstraf ikke afskrækker folk fra ulovlig handel med narkotika eller forhindrer dem i at blive ofre for narkotikamisbrug; opfordrer lande, der stadig har dødsstraf, til at indføre alternativer til dødsstraf for narkotikakriminalitet, som især fokuserer på programmer til forebyggelse af narkotikamisbrug og skadebegrænsende programmer;
8. gentager sin henstilling til Kommissionen og medlemsstaterne om, at afskaffelse af dødsstraf for narkotikarelaterede lovovertrædelser bør gøres til en forudsætning for økonomisk hjælp, teknisk bistand, kapacitetsopbygning og andre former for støtte til håndhævelsespolitikken på narkotikaområdet;
9. opfordrer EU-Udenrigstjenesten til i opfølgningen på E3+3-forhandlingerne at behandle det store antal henrettelser af lovovertrædere af narkotikarelaterede forbrydelser i Den Islamiske Republik Iran;
10. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bekræfte det kategoriske princip, at europæisk hjælp og bistand ikke må lette retshåndhævende operationer, der fører til dødsdomme og henrettelser af de anholdte;
11. opfordrer indtrængende Kommissionen til at styrke kontrollen med udførsel af produkter, der kan anvendes til dødsstraf;
12. er bekymret over den manglende åbenhed omkring Kommissionens og medlemsstaternes bistand til narkotikabekæmpelsesoperationer i lande, der anvender dødsstraf for narkotikakriminalitet; anmoder Kommissionen om at offentliggøre en årlig oversigt over sin finansiering af narkotikabekæmpelsesprogrammer i lande, der fastholder dødsstraf for narkotikakriminalitet;
13. opfordrer indtrængende Kommissionen til snarest at gennemføre de operationelle retningslinjer, der er fastsat i artikel 10 i IcSP-forordningen, og til at anvende dem konsekvent på kokain- og heroinruteprogrammerne;
14. opfordrer indtrængende Kommissionen til at efterleve henstillingerne i EU's narkotikahandlingsplan (2013-2016) om, at der bør udvikles et "værktøj til vejledning om menneskerettigheder og evaluering" for at sikre, at menneskerettigheder er "effektivt integreret i EU's eksterne narkotikaindsats";
15. opfordrer indtrængende Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), Kommissionen og medlemsstaterne til at udstikke retningslinjer for en omfattende og effektiv europæisk politik om dødsstraf for så vidt angår de snesevis af tilfælde, hvor europæiske statsborgere risikerer henrettelse i tredjelande, som skal omfatte stærke og styrkede mekanismer for identifikation, ydelse af juridisk bistand samt retlig og diplomatisk intervention;
16. opfordrer EU og dets medlemsstater til at sikre, at FN's Generalforsamlings særlige samling om verdens narkotikaproblem, der skal afholdes i april 2016, kommer til at omhandle dødsstraf for narkotikarelateret kriminalitet og fordømmer brugen heraf;
17. støtter alle FN-organer, mellemstatslige regionale organer og NGO'er i deres fortsatte bestræbelser på at anspore stater til at afskaffe dødsstraf; fremhæver civilsamfundets afgørende arbejde i denne henseende; opfordrer Kommissionen til at fortsætte finansieringsprojekter på dette område som en prioritet under det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder;
18. glæder sig over de nylige ratifikationer af den anden valgfrie protokol til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, der har til formål at afskaffe dødsstraf, hvormed antallet af deltagerstater er steget til 81; opfordrer alle stater, der ikke deltager i protokollen, til at ratificere den omgående;
19. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, formanden for FN's Generalforsamling og regeringerne i FN's medlemsstater.