Mødedokument
14.12.2015
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om 20-året for Daytonfredsaftalen
( 2015/2979(RSP) )
Knut Fleckenstein, Tanja Fajon, Afzal Khan, Tonino Picula, Victor Boştinaru, Richard Howitt, Eric Andrieu, Nikos Androulakis, Francisco Assis, Zigmantas Balčytis, Hugues Bayet, Brando Benifei, Goffredo Maria Bettini, José Blanco López, Vilija Blinkevičiūtė, Simona Bonafè, Nicola Caputo, Nessa Childers, Andrea Cozzolino, Andi Cristea, Miriam Dalli, Viorica Dăncilă, Nicola Danti, Isabella De Monte, Monika Flašíková Beňová, Eugen Freund, Doru-Claudian Frunzulică, Eider Gardiazabal Rubial, Enrico Gasbarra, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Neena Gill, Ana Gomes, Theresa Griffin, Sylvie Guillaume, Sergio Gutiérrez Prieto, Cătălin Sorin Ivan, Liisa Jaakonsaari, Juan Fernando López Aguilar, Javi López, Andrejs Mamikins, Louis-Joseph Manscour, Costas Mavrides, Marlene Mizzi, Sorin Moisă, Csaba Molnár, Alessia Maria Mosca, Victor Negrescu, Momchil Nekov, Demetris Papadakis, Emilian Pavel, Vincent Peillon, Miroslav Poche, Liliana Rodrigues, Inmaculada Rodríguez-Piñero Fernández, Daciana Octavia Sârbu, Christel Schaldemose, Siôn Simon, Renato Soru, Tibor Szanyi, Elena Valenciano, Julie Ward, Boris Zala, Flavio Zanonato
for S&D-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om 20-året for Daytonfredsaftalen
( 2015/2979(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til den generelle rammeaftale for fred i Bosnien-Hercegovina og dens bilag, der blev paraferet i Dayton den 21. november 1995 og officielt undertegnet i Paris den 14. december 1995,
– der henviser til sine beslutninger om Bosnien-Hercegovina og Srebenica,
– der henviser til afgørelsen truffet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Sejdić og Finci mod Bosnien-Hercegovina (sag nr. 2799/06 og nr. 34836/06) af 22. december 2009,
– der henviser til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Bosnien-Hercegovina på den anden side, der blev undertegnet i Luxembourg den 16. juni 2008 og trådte i kraft den 1. juni 2015,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at den generelle rammeaftale, bedre kendt som Dayton-fredsaftalen, satte en stopper for de grusomheder, der blev begået i den bosniske krig, og skabte fred i Bosnien-Hercegovina;
B. der henviser til, at de kontraherende parter til Dayton-aftalen bl.a. forpligtede sig til at afstå fra enhver handling, der går mod Bosnien-Hercegovinas territoriale integritet eller politiske uafhængighed; der henviser til, at andre bestemmelser i aftalen fortsat er gældende;
C. der henviser til, at Dayton-aftalen, navnlig bilag 4, tilvejebragte en forfatning for Bosnien-Hercegovina, som stadig er i brug i dag; der dog henviser til, at disse forfatningsmæssige ordninger gør den beslutningsmæssige kapacitet og den måde, institutionerne fungerer på, vanskelig og ineffektiv, da de opretholder et bosnisk samfund, der er splittet efter etniske linjer; der henviser til, at forfatningsbaseret forskelsbehandling, som forhindrer borgere, som ikke erklærer sig som hørende til en af landets konstituerende folk, fra at stille op som kandidater ved valg, er i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention;
D. der henviser til, at stabiliserings- og associeringsaftalen mellem Bosnien-Hercegovina og EU trådte i kraft den 1. juni 2015, og at en reformdagsorden blev vedtaget og er begyndt at blive gennemført af myndighederne i BiH i overensstemmelse med EU’s reviderede strategi over for Bosnien-Hercegovina med det mål for øje at rette op på den vanskelige socioøkonomiske situation og gøre yderligere fremskridt i EU-integrationsprocessen; der henviser til, at landet agter at forelægge en ansøgning om EU-medlemskab i den nærmeste fremtid;
1. fejrer indgåelsen af Dayton-aftalen, der var en stor sejr for diplomati over krig, og som satte en ende på en konflikt, der gav næring til grusomheder, der forfærdede verden og kostede 100 000 mennesker livet og fordrev millioner af mennesker;
2. glæder sig over de resultater, der er opnået i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag VII til Dayton-aftalen med hensyn til tilbagesendelse af flygtninge og internt fordrevne samt genopbygning og tilbagelevering af ejendom; insisterer på behovet for en fuldstændig gennemførelse af bilaget og den tilhørende strategi; opfordrer til bedre koordinering af indsatsen på alle niveauer og større fokus på de mest sårbare fordrevne mennesker, herunder romaer og voldsramte kvinder; understreger behovet for lokal integration af dem, der ikke er i stand til at vende tilbage til deres oprindelsesregioner; noterer sig med beklagelse, at der ifølge Den Internationale Røde Kors Komité stadig er ca. 7 000 mennesker, der meldes savnet, og hvis skæbne stadig er ukendt;
3. bemærker, at Dayton-aftalen på trods af dens begrænsninger fortsat er grundlaget for Bosnien-Hercegovinas territoriale integritet, suverænitet, status som international juridisk person og politiske uafhængighed; understreger, at der i disse to årtier er sket fremskridt i landet og regionen, men der er behov for en yderligere indsats, hvad angår forsoning, demokratisk udvikling og konsolidering;
4. beklager, at samfundet i Bosnien-Hercegovina stadig er splittet efter etniske tilhørsforhold, og at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i Sejdić-Finci-sagen ikke er gennemført; opfordrer EU til at intensivere bestræbelserne på at fremme en aftale mellem de konstituerende folk om gennemførelsen af dommen, der sikrer alle borgere i BiH lige rettigheder og styrker indsatsen på menneskerettighedsområdet;
5. understreger den vigtige rolle, som græsrødder og civilsamfundet spiller i processen for fredsopbygning og forsoning, og fremhæver navnlig de unges deltagelse i den interkulturelle dialog og udveksling samt i det politiske liv; bemærker den afgørende rolle, som kulturelle aktivister, kunstnere, forfattere og akademikere spiller med hensyn til at fremme dialog og forståelse mellem de forskellige samfundsgrupper; opfordrer til, at uddannelse i demokrati, grundlæggende rettigheder og statsborgerskab støttes i Bosnien-Hercegovina;
6. udtrykker alvorlig bekymring over de igangværende forberedelser til afholdelsen af en folkeafstemning i Republika Srpska om Bosnien-Hercegovinas domstol og anklagemyndighed, som tillige kan ses som en udfordring af Bosnien-Herzegovinas territoriale integritet og suverænitet; fordømmer endvidere den nylige beslutning fra Republika Srpskas regering om at suspendere samarbejdet med visse retslige og retshåndhævende myndigheder i landet; understreger, at eventuelle mangler i Bosnien-Hercegovinas retsvæsen bør tages op inden for rammerne af den strukturerede dialog om retlige anliggender; gentager forpligtelsen til stadig at betragte en reform af retsvæsenet og behandlingen af forhold, der har relation til krigsforbrydelser, som de vigtigste opgaver i den strukturerede dialog;
7. understreger, at enheder ikke har ret til løsrivelse i henhold til Dayton-fredsaftalen; minder om, at alle politiske kræfter med vedtagelsen af det skriftlige tilsagn har forpligtet sig til at respektere "Bosnien-Hercegovinas suverænitet, territoriale integritet og politiske uafhængighed";
8. minder om, at det med Dayton-aftalen fastsættes, at kun de centrale myndigheder kan repræsentere landet i internationale organisationer, men den tunge bureaukratiske struktur og kompliceret, tidskrævende og ineffektiv beslutningstagning i Bosnien-Hercegovina kan have en skadelig indvirkning på udsigterne for europæiske integration og underminerer landets kapacitet til at fungere som kommende medlem af EU; beklager, at det parlamentariske stabiliserings- og associeringsudvalg (SAPC) ikke blev stiftet efter ikrafttrædelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen og i overensstemmelse med reglerne og forpligtelserne i denne, hvilket skyldtes et krav fra Bosnien-Hercegovina om at indføre en etniske dimension i den fælles forretningsorden; opfordrer indtrængende myndighederne i Bosnien-Hercegovina til i tæt samarbejde med Venedigkommissionen at behandle spørgsmålet om, hvordan tingene fungerer; pålægger EU-institutionerne at overveje muligheden for at deltage aktivt i bestræbelserne på at finde en bæredygtig løsning på problemerne med den forfatningsmæssige opbygning i Bosnien-Hercegovina;
9. gentager Europas engagement i fred og velstand for Bosnien og Hercegovina her 20 år efter undertegnelsen af Dayton-aftalen; støtter det europæiske perspektiv og tilskynder til politiske reformer, der fremmer den socioøkonomiske udvikling, forbedrer den måde hvorpå staten fungerer, og sikrer et bedre liv for alle landets borgere; advarer stærkt om nationalistisk retorik, der kan underminere de fremskridt, der er gjort hidtil;
10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, Rådet, Kommissionen, BiH's præsidentskab, BiH’s ministerråd, BiH’s parlament og regeringerne og parlamenterne i Føderationen Bosnien-Hercegovina og Republika Srpska og regeringerne for de 10 amter/distrikter samt de underskrivende parter til Dayton-fredsaftalen.