Mødedokument

 

B8-0157/2016

27.1.2016

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2

om systematiske massemord på religiøse mindretal begået af ISIS

( 2016/2529(RSP) )

Javier Nart, Petras Auštrevičius, Dita Charanzová, Gérard Deprez, Filiz Hyusmenova, Ivan Jakovčić, Petr Ježek, Ilhan Kyuchyuk, Norica Nicolai, Urmas Paet, Jozo Radoš, Marietje Schaake, Jasenko Selimovic, Pavel Telička, Ivo Vajgl, Johannes Cornelis van Baalen, Hilde Vautmans

for ALDE-Gruppen

 

B8-0157/2016

Europa-Parlamentets beslutning om systematiske massemord på religiøse mindretal begået af ISIS

( 2016/2529(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Irak, Syrien, Libyen og Egypten, navnlig af 10. oktober 2013 om de seneste tilfælde af vold mod og forfølgelse af kristne, særlig i Maaloula (Syrien) og Peshawar (Pakistan) og over for pastor Saeed Abedini (Iran)[1], af 18. september 2014 om situationen i Irak og Syrien og IS' offensiv, herunder forfølgelsen af mindretal[2], af 12. februar 2015 om den humanitære krise i Irak og Syrien, særlig i forbindelse med IS[3] og af 12. marts 2015 om ISIS/Da’esh' nylige angreb og bortførelser i Mellemøsten, som især er gået ud over assyrere[4],

–  der henviser til Rådets konklusioner af henholdsvis 16. marts 2015 om EU's regionale strategi for Syrien og Irak samt truslen fra ISIL/Da'esh, af 20. oktober 2014 om ISIL/Da'esh-krisen i Syrien og Irak, af 30. august 2014 om Irak og Syrien, af 14. april 2014 og 12. oktober 2015 om Syrien og af 15. august 2014 om Irak,

–  der henviser til de erklæringer om Irak og Syrien, som næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik har fremsat,

–  der henviser til EU’s retningslinjer om fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed og EU’s retningslinjer om fremme af overholdelsen af den humanitære folkeret; der henviser til FN-erklæringen fra 1981om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2003/335/RIA af 8. maj 2003 om efterforskning og strafforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser[5], der henviser til erklæringen fra FN's generalsekretærs særlige rådgiver om forebyggelse af folkedrab,

–  der henviser til erklæringen på Den Europæiske Unions vegne af Stavros Lambrinidis, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, til FN's Sikkerhedsråds åbne debat den 27. marts 2015 om "ofrene for angreb og overgreb med etnisk eller religiøs baggrund i Mellemøsten",

–  der henviser til rapporten fra FN's uafhængige internationale undersøgelseskommissions vedrørende Den Syriske Arabiske Republik, der blev forelagt for Menneskerettighedsrådet den 13. august 2015, særlig punkt 165-173,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2254 (2015) om godkendelse af en køreplan for fredsprocessen i Syrien og fastsættelse af en tidsplan for forhandlingerne,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at FN’s Sikkerhedsråd i sin resolution 2249 (2015) har fastslået, at det såkaldte ISIS/Daeshs voldelige og ekstremistiske ideologi, dets terrorhandlinger, dets fortsatte grove systematiske og udbredte overgreb på civile, krænkelser af menneskerettighederne og krænkelser af den humanitære folkeret, herunder de overgreb, som begås af religiøse eller etniske grunde, og dets udryddelse af kulturarv og ulovlige handel med kulturværdier er en global og hidtil uset trussel mod international fred og sikkerhed;

B.  der henviser til, at FN og andre internationale organisationer har rapporteret om udbredte alvorlige krænkelser af den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret begået af ISIS/Daesh og grupper med tilknytning dertil i Mellemøsten, navnlig i Syrien og Irak, imod etniske og religiøse mindretal, bl.a. målrettede drab, tvungne konverteringer, bortførelser, salg af kvinder, placering af kvinder og børn i slaveri, rekruttering af børn til selvmordsbombeangreb, seksuelle og fysiske overgreb og tortur; der henviser til, at der er tiltagende bekymring for dem, der stadig er fanget i områder, der kontrolleres af ISIS/Daesh-styrker, da næsten ingen international humanitær bistand når frem til disse områder;

C.  der henviser til, at ISIL/Daesh har begået overgreb mod religiøse og etniske mindretal som f.eks. kristne, yesidier, turkmenere, shabaker, Kaka'e-troende, sabeanere og shiiter samt mod mange arabere og sunni-muslimer; der henviser til, at moskeer, monumenter, valfartssteder, kirker og andre bedesteder, grave og kirkegårde er blevet ødelagt forsætligt;

D.  der henviser til, at Daesh/ISIS i februar 2015 bortførte mere end 220 assyriske kristne efter at have indtaget flere landbrugssamfund på den sydlige bred af floden Khabur i den nordøstlige provins Hassakeh, og at kun nogle få til dato er blevet løsladt, efter at deres fangevogtere havde modtaget betaling, mens de andres skæbne stadig er ukendt;

E.  der henviser til, at den internationale uafhængige undersøgelseskommission har dokumenteret og rapporteret, at personer fra etniske og religiøse mindretal, der gør modstand mod Daesh/ISIS og andre terrorgrupper, militser og ikke-statslige væbnede grupper i områder, som de de facto kontrollerer, fortsat risikerer at blive forfulgt;

F.  der henviser til, at det i adskillige rapporter fra FN-organer, herunder FN’s generalsekretærs særlige rådgiver om forebyggelse af folkedrab, FN's generalsekretærs særlige rådgiver om beskyttelsesansvar og FN’s højkommissær for menneskerettigheder, er blevet fastslået, at handlinger begået af Daesh/ISIS kan udgøre krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og eventuelt folkedrab;

G.  der henviser til, at folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser vedrører alle EU’s medlemsstater, som er besluttet på at samarbejde om at forebygge sådanne forbrydelser og sætte en stopper for straffrihed for gerningsmændene, i overensstemmelse med Rådets fælles holdning 2003/444/CFSP af 16. juni 2003;

H.  der henviser til, at alle mennesker i henhold til folkeretten har ret til at leve i overensstemmelse med deres samvittighed og til frit at have eller ændre deres religiøse eller ikke-religiøse tro; der henviser til, at politiske og religiøse ledere har pligt til på alle niveauer at bekæmpe ekstremisme og fremme gensidig respekt blandt enkeltpersoner og religiøse grupper;

1.  fordømmer endnu en gang på det kraftigste ISIS/Daesh og dens frygtelige menneskerettighedskrænkelser, som udgør forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser som omhandlet i Romstatutten for Den International Straffedomstol (ICC), og som kan betegnes som folkedrab; er dybt bekymret over, at denne terrorgruppe bevidst går efter kristne, yesidier, turkmenere, shiitter, shabaker, sabeanere, Kaka'e-troende og sunnier, som ikke er enige i deres fortolkning af islam, som led i dens forsøg på at udrydde alle religiøse mindretal fra de områder, den kontrollerer;

2.  opfordrer indtrængende hver af de kontraherende parter i FN’s konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab, der blev undertegnet i Paris den 9. december 1948, og i andre relevante internationale aftaler, til at forhindre krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab på deres territorium; understreger, at der ikke må være straffrihed for gerningsmændene til disse forbrydelser, og at de ansvarlige skal overdrages til ICC; opfordrer indtrængende Syrien og Irak til at anerkende Den Internationale Strafferetsdomstols kompetence;

3.  afviser fuldstændigt proklamationen fra lederen af det såkaldte ISIS/Daesh af oprettelsen af et kalifat i områderne under dets kontrol og anser proklamationen for illegitim; understreger, at oprettelsen og udvidelsen af det ”islamiske kalifat" og de aktiviteter, som andre voldelige ekstremistiske grupper i Mellemøsten udfører, er en direkte trussel mod sikkerheden i regionen og i europæiske lande og en klar krænkelse af den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret;

4.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at arbejde aktivt for at bekæmpe radikalisering og forbedre deres retlige systemer med henblik på at forhindre, at deres statsborgere og borgere rejser ud for at tilslutte sig det såkaldte "ISIS/Daesh", og for at sikre, at de retsforfølges så hurtigt som muligt, hvis de gør det, herunder for tilskyndelse og støtte på internettet til at begå disse forbrydelser; understreger betydningen af forebyggelse, retsforfølgning, outreach, resocialisering og reintegration;

5.  anerkender, støtter og kræver, at alle respekterer den umistelige ret for alle etniske og religiøse mindretal og andre, der bor i Irak og Syrien, til fortsat at bo i deres historiske og traditionelle hjemlande i værdighed, lighed og sikkerhed og til frit at praktisere deres religion fuldt ud uden at blive udsat for nogen form for tvang, vold eller diskrimination; understreger behovet, at alle regionale politiske og religiøse ledere klart og utvetydigt tilkendegiver støtte til regionens etniske og religiøse mindretal og deres fortsatte tilstedeværelse og fulde og lige rettigheder som statsborgere i deres hjemlande;

6.  opfordrer det internationale samfund, herunder EU og dets medlemsstater, til at sikre den nødvendige sikkerhed og udsigterne for religiøse mindretal, som er blevet tvunget til at forlade deres hjemland eller er blevet tvangsfordrevet, så de så hurtigt som muligt kan gøre brug af deres ret til at vende tilbage til deres hjemlande, beskytte deres hjem, grunde, ejendom og ejendele samt deres kirker og religiøse og kulturelle mindesmærker og være i stand til at leve et værdigt liv og få en værdig fremtid;

7.  understreger betydningen af at sikre, at alle aktører og det internationale samfund yder militær beskyttelse og støtte, herunder passende militær bistand, til de særligt sårbare grupper, som ISIL/Daesh har begået overgreb mod i Mellemøsten, såsom etniske og religiøse mindretal, og sikre deres deltagelse i fremtidige varige politiske løsninger med henblik på at beskytte deres liv og traditioner for tværkulturel, tværetnisk og tværreligiøs sameksistens; opfordrer alle involverede parter i konflikten til at respektere de universelle menneskerettigheder og til at gøre det lettere at yde​ humanitær bistand og støtte gennem alle mulige kanaler; minder om, at alle regionale aktører såvel som EU ultimativt er forpligtet til og ansvarlige for at gøre deres yderste for at sikre, at de traditionelle mindretal og alle borgere kan vende tilbage til de steder, hvor de tidligere boede, og som de er blevet fordrevet fra;

8.  opfordrer alle syriske parter, bortset fra terrorgrupper såsom al-Qaeda, Daesh, Jabhat al-Nusra og tilknyttede grupper, til at samles i FN-regi og med støtte fra hele det internationale samfund forhandle et politisk skifte; bekræfter på ny sin fulde og aktive støtte til det arbejde, som FN's særlige udsending, Staffan de Mistura, gør for at få igangsat forhandlinger i Genève mellem alle syriske parter i de kommende dage, og hans forslag om lokale våbenhviler; opfordrer EU og det internationale samfund til at lægge pres på alle donorer, således at de indfrier deres løfter og fuldt ud forpligter sig til at yde finansiel støtte til værtslandene, navnlig forud for donorkonferencen om Syrien den 4. februar 2016 i London;

9.  anmoder om, at EU’s humanitære bistands- og samarbejdsenheder også samarbejder fuldt ud i deres arbejde direkte med de anerkendte ledere af de forfulgte etniske og religiøse mindretal og inddrager dem i deres planer for og i den praktiske gennemførelse og fordeling af støtten, med henblik på bedre at opfylde deres behov og befolkningens behov generelt;

10..  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Syriens regering og parlament, regeringen og Repræsentanternes Råd i Irak, den regionale regering i Kurdistan, institutionerne under Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC), Samarbejdsrådet for De Arabiske Golfstater (Golfsamarbejdsrådet, GCC), FN’s generalsekretær, FN’s Generalforsamling, FN’s Sikkerhedsråd og FN’s Menneskerettighedsråd.

[1] Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0422
[2] Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0027
[3] Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0040
[4] Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0071
[5] EUT L 118 af 14.5.2003, s. 12.